Gartnergården i Århus kan virkelig lidt af hvert

Brunch i Århus kan godt hurtigt blive lidt den samme tur ned langs åen, hvor man bestiller den samme platte sammen med alle andre lattehungrende cafégæster. Det er der intet galt i, men denne dag tog vi en tur på landet til Gartnergården. Vi havde egentlig bare googlet os frem, men kunne da se, da vi nåede frem, at den google søgning, var der flere der havde haft held til. I hvert fald var p-pladsen stuvende fuld denne sol-søndag.

Gårdpladsen med Pizzaovn og bar
Læs videre “Gartnergården i Århus kan virkelig lidt af hvert”

Berliner Döner Kebab – Så er den kalv barberet

Berliner Döner er Kreutzberg, som er flyttet ind på Sundevedsgade på Vesterbro. For det utrænede øje kunne det virke som en fast food joint. Nå ja, det er det vel sådan set også. Det helt særlige ved denne joint er, at den altid har kø. Det er jo ikke i sig selv en kvalitet, men det er superlækkert mad, der serveres. Endda med muligheden for at sidde og nyde den udenfor shoppen på de dejligste europapaller og endda nogle mere luksuriøse borde-bænke sæt.

Læs videre “Berliner Döner Kebab – Så er den kalv barberet”

Gasfabrikken i Horsens giver den ikke rigtig gas

I Horsens ligger Gasfabrikken. Jeg kan kun antage det er en nedlagt gasfabrik, men den er ikke speciel industriel i sit udseende, hvilket ingenlunde ville være et krav fra min side. Den er faktisk ganske hyggelig, men de par gange, jeg har været derinde, har der ikke været så mange mennesker. Måske de ikke er så meget til brunch i Horsens…eller aftensmad? I hvert fald tager lokalerne sig rigtig godt, og vi glædede os denne dag til at få vores brunch.

Læs videre “Gasfabrikken i Horsens giver den ikke rigtig gas”

Promener ned til Promenaden på Frederiksberg Allé

Promenaden er en helt klassisk restaurant på Frederiksberg Allé. Den ligger på vejen fra Frederiksberg have, hvor jeg ind imellem i et vildfarent øjeblik har motioneret. Svedig og iført løbetights og reklame t-shirt er jeg ofte gået forbi. En solrig sommerdag sidder folk udenfor dækket af højt belagt smørrebrød og fadøl eller kølig hvidvin serveret i dugbelagte glas. Der ser altid enormt fristende ud.

Læs videre “Promener ned til Promenaden på Frederiksberg Allé”

Lad Ravelinen stå for din julefrokost

Ravelinen har ligget samme sted for evigt, synes jeg. Jeg har kørt forbi mange gange, men faktisk aldrig spist der. Det viser sig at have været en fejl. Der er åbent dagligt for både frokost og aftensmadssultne gæster. Om sommeren kan man sidde udenfor på terrassen med kig til Stadsgraven og svaner. Om vinteren kan man sidde indenfor med kig til de parkeringsvagter, der nidkært udskriver bøder. Service-meddelelsen herfra lyder, at det ikke er tilladt at parkere lige udenfor på den besnærende tomme plads.

Læs videre “Lad Ravelinen stå for din julefrokost”

Suveræn søndags-glamour frokost på Søllerød Kro

Hvis man som jeg engang har stået og presset næsen flad mod ruden på Søllerød kro, fordi man var til barnedåb i kirken overfor, vil man forstå, at her vil man rigtig gerne prøve at spise. Det blev simpelthen til en god gedigen søndagsfrokost. Den var i en anden kategori end den skønne frokost, vi fik på Ganløse kro igår.

Læs videre “Suveræn søndags-glamour frokost på Søllerød Kro”

Guide til god mad i Lissabon og Porto!

Nedenstående er jo ikke fyldstgørende overhovedet, men skal tjene som guide til god mad i Lissabon og Porto – ikke mindst guide til de gode udsigter. Lissabon boede vi i det centrale Baixa Caido og i fugleflugtslinie er der ikke langt til noget som helst. Når du først har forceret bakkerne har du dog virkelig fortjent dit måltid. Nedenfor er der flere steder til inspiration, men i gågaden er der et væld af restauranter, man kan droppe ind på. Rooftops skal gerne bestilles i forvejen, hvis ikke du skal gå forgæves. 

Lissabon

Porto

Lissabon – LostIn

Udsigten fra LostIn

LostIn ligger i det nordlige Bairro Alto, hvor det ellers vrimler med restauranter og gang i gaden. Stigningen man må tage, hvis ikke man hopper på en sporvogn, belønnes med en fantastisk udsigt og en balinesisk inspireret restaurant. Den er ganske genkendelig på sit gavlmaleri og af en blå balinesisk kvinde. Vi fik salater her. Der var dog et ret varieret udvalg og som sagt kommer man for udsigten og den skønne gårdhave med sval brise på en varm dag.

Læs videre “Guide til god mad i Lissabon og Porto!”

ANX smørrebrød hos Wassim Hallal – verdens bedste tartelet

Det havde ikke strejfet mig, da vi stod udenfor på vej ind i ANX, men da Stine sagde ”ahh Anneks” gik en prås op for mig. Wassim Hallals nye frokoststed i Annekset ved siden af Frederikshøj, ikke langt fra den uendelige bro, i Århus. Forventningerne var høje, og det tog en rum tid før den store beslutning blev taget.

Først er der beslutningen om hvor mange og derefter hvilke? Der anbefales 2-3 stykker. Vi nøjedes med 2 hver og gik til opgaven med sætningen klingende i hjernebarken ”choose wisely, there can be only 2”.

Søkogte rejer med porcheret æg

Smørrebrød på ANX

Jeg endte på en oksetatar med kartoffelfondant og trøffel til 145 kr og én med pocheret æg med søkogte rejer og sprøde radiser til 105 kr. Stine tog smørstegt rødtunge med citronkompot og hummermayonnaise til 115 kr og piece de la resistance – Tartelet med sort hummer og grønne asparges  til ydmyge 185 kr. Det blev skyllet ned med en rabarbersodavand fra Ebeltoft gårdbryggeri og en Møn pilsner.

Oksetartaren blev serveret på sprødstegt rugbrød med et lag af kartoffel i bunden og rørt med kraftig sennep. Man skulle grave lidt i bunken af brune ’blade’ for at komme ind til tartaren. Bladene bestod af en bunke trøffel-shavings. Det smagte helt fantastisk. De søkogte rejer var mere som, ja almindelige kogte rejer og det porcherede æg var faktisk koldt – Det kunne jeg godt have tænkt mig var lunt, men det smagte såmænd dejligt nok, uden at jeg var blown away.

Oksetartar med trøffel

Stines smørrebrødsstykker havde jeg i sagens natur ikke den fulde oplevelse af, men rødtungen havde en ret guddommelig hummermayonnaise, og tarteletten kåres hermed til ”verdens bedste tartelet”. En hel rød hummerklo kom til syne blandt de friske grønne ærter og aspargesen.

Hummer-tartelet

Der er så mange andre stykker smørrebrød, man også skal smage, så jeg må afsted igen. En frokost kan fint sættes til livs for 350 kr, og det er måske ikke hver frokostpause, man suser til ANX, men det er helt sikkert pengene værd. Fire en halv tartelet ud af fem! De havde fået fem, hvis ægget havde været varmt.

Søtunge med hummeremulsion