Mes ligger på Vesterbro Torv og er søster til Mist, som jeg tidligere har anmeldt. Faktisk blev de to restauranter besøgt dagen efter hinanden, hvilket skabte lidt bordreservationspanik. Vi scannede rummet for fine Roccamore sko og var selv deltagende i den forestilling og med fine fødder gik vi til bestillingen.
Der er en 5-retters menu, som både kommer i kødspiser-versionen og een til de mere planteorienterede. Jeg kan – klima eller ej – ikke fravælge en kalvetartar til fordel for en rødbedetartar, så jeg gik carnivorsk tilværks. Men een af os tre gæster hældte til planterne, så de retter fik vi også lov at snage i.
Første servering var agurk med frisk ost og jordskokkechips. Den dækkede i al sin vegetariske tilstand begge menuer. Derefter blev fårene skilt fra bukkene. Vores kalvetartar kom ind. Den var dækket af karse i en grad, så min barndoms grønne enge nede ved Omme å blev misundelige, og jeg vil hævde karse indgik som en decideret grøntsag. Lækker var den og den crunchy karse gav fin peberagtigt knas.
Nu mødtes menuerne igen til en perlebyg-otto/grød med comté og persillerod. Også meget i lighed med gårsdagen. Det kunne også være de ikke anså det for realistisk at folk besøger begge steder lige efter hinanden.
Hovedretten var kalve-brisket, som også var på sendefladen dagen før hos Mist. Der er nok tale om nogen stordriftsfordele. Den svømmede rundt i en bbq sauce med koriander og nye løg. Vegetaren fik selleri, som i min bog aldrig er en vinder. Den kommer ind på en fin andenplads bag rosenkål i konkurrencen om trælse grøntsager.
Dessert
Sidste ret var atter en delt oplevelse og mindede også i suspekt grad om desserten dagen før. Det var en kaffemousse med hyldeblomst-is og en fin lille tuille på toppen. Der var der mere brun drejet emoji over gårsdagens dessert. Alle lød tilfredse. Jeg fik som altid desserten byttet ud med en kaffe. Her blev jeg uden nøjere valg indlemmet i veganermenuen, da min cappuccino var havremælk baseret. Det er næsten ligeså stygt som selleri.
Generelt var det et virkelig lækkert måltid, som anbefales. Restauranten er superhyggeligt og trendy og helt centralt beliggende for Vesterbro. Hvis du er heldig og tilmelder dig earlybird kan du endda opnå halv pris. Men hvis ikke koster den 450kr pr mand, og så må du justere prisen ind med hhv vand og vin.
Om sommeren kan du sidde udenfor på torvet, om vinteren kan du flashe dine fine støvler indenfor. Tag herhen!
MES: Vesterbrogade 55, Vesterbro