Take a bite of life – travel, eat, drink
Flädie Mat og Vingard er en vingård med mulighed for vinsmagning og overnatning, der ligger ca 10 km nord for Malmø. Det er en sjov mulighed for at komme lidt væk fra byen og føle man er på ferie. Det til trods for at GPS´en siger “Du ankommer om 34 minutter”, når du sætter dig ind i bilen.
Nimb Brasseri er et usædvanligt godt bud på en god brunch i København. Jeg var så heldig at være betænkt med det i en fødselsdagsgave, og lod mig uden problemer hensynke i luksus og opvartning denne lørdag morgen.
Koan er en to stjernet koreansk restaurant på Langeliniekajen. Den styres af Kristian Baumann, der virkelig har formået at få det koreanske køkken til at lægge fra kaj, så at sige. Som stjernerne muligvis antyder, er det ikke verdens billigste sted, og du må indse, at du skal vælge mellem en aften i den virkelig gode smags tjeneste eller en uge på Grand Canaria med all inclusive. For os var valget let, og vi satte os til lyse træbord i den aflange restaurant med højt til loftet og andægtige tjenere. Vi var mandsopdækket af personale.
Camino ligger I Kødbyen. Caminoen er jo som udgangspunkt en længere pilgrimstur fra Frankrig og langs den spanske kyst, og som navnet antyder, er det en blanding af det franske og spanske landkøkken. Den eneste fysiske anstrengelse, der umiddelbart mødte os, var at kravle op på barstolene, der vitterligt gik mig til brystet. Jeg er muligvis vertikalt udfordret med mine 163 cm, men et par piger, der var tilsigtet nabobordet bad om at blive flyttet til lidt lavereliggende borde.
Jeg rejste til Jordan på en uges ferie med Viktors farmor i marts 2024. Vi blev adviseret over højttalerne i flyet om, at vi nu fløj ind over Vestbredden, og vi skulle spænde bæltet. Jeg ved ikke, om det ville stå distancen mod et flyvsk missil. Vi landede dog i hel tilstand og fragtet til hotellet.
Jeg har været i den heldige situation, at vinde en fotokonkurrence hos rejsrejsrejs.dk. Præmien var en rejse for to, og jeg valgte, at bruge præmien på en tur til Nice.
Allerede i flyet begyndte vi at tale om vin. Kl var kun 8.15, da vi lettede og en lang lur var nødvendig. Mega let at finde hotellet. Efter vi erklærede os for naturlige stifindere gik vi på jagt efter frokost. Vi kom til plads Massena 10 m fra hotellet, der var virkelig centralt beliggende på kanten den gamle by. Det hed aparthotel AMMI Nice Massena
Vi hoppede velvilligt og uden tøven i turistfælden på Massena Plads. Skøn dyr restaurant, der bød på blæksprutte, tun og lidt hvidt flydende blev det til. Muligvis ikke verdens billigste sted, men ambience var der rigeligt af.
Super charmerende by og vi gik langs stranden og vovede os op ad en bunke trapper til udsigtspunkt ved Castel. Smuk smuk udsigt over Middelhavet var belønningen for de mange trapper. Desværre fik vi også fornøjelsen af en usædvanlig ringe guitarist på toppen der spillede i bare fødder og givetvis havde fundet nogle historiske noder hun prøvede at gengive.
Om aftenen fik vi alle klassikerne – østers, foie gras og steak tartar. Gågaden med vores hotel, Rue Massena) bød på utrolig mange restauranter, så vi behøvede at gå langt.
Dagen efter får vi at vide at Nice kun har 80 dage med regn om året og det passer godt med den blå himmel og de 17 grader. Klart T-shirt vejr!!
Vi startede ud med en fornærmende lille cappuchino ved Marché au fleurs. Jeg kunne ikke have designet det marked mere sydfransk om jeg havde forsøgt. Små let afskallede huse med beværtninger og de obligatoriske skodder, som jeg virkelig gerne ville åbne i et flamboyant sæt tøj i mit lille townhouse.
Vi havde booket en food tour via GetYourGuide. Gennem den snævre gamle bydel smagte vi os gennem pan bagna (sandwich med salade nicoise), socca (kikærte-pandekage), pissaladiere (løgtærte, barbajuans (ristede ravioli), oliven, trøffel, pizza, tarte de blette (kålkage), der ikke umiddelbart vandt mit hjerte, sorbet og afsluttede med en rosensmagende makron med udsigt over vandet.
Udsigten fik tag i os, så vi hængte ud ved vandet det næste stykke tid og planerne om kulturel aktivitet på Chagall museet blæste væk med brisen fra Middelhavet.
Dagen efter var vi på tur. Vi blev først kørt til Antibes efter en endeløs ordstrøm fra vores yderst informative guide. Jeg kan oplyse at Angelina Jolie og Brad Pitts tvillinger blev født i hospitalet vi kørte forbi og at det koster 1000 euro pr dag at docke i Antibes hvis du har en stor båd.
Det var med at hænge på guiden der skød en gevaldig fart gennem den rasende pittoreske by. Et franskere end fransk marked forsynede os med trøffel og nøddepølse. Antibes er en by, der passer perfekt til et halv/heldags besøg. Bjergene stod med sne i baggrunden og eftersom kl havde passeret 10 var folk allerede godt igang med østers og hvidvin.
På vej mod Cannes kørte vi forbi de vildeste hoteller som ofte blev beboet af pararzzi forskrækkede filmstjerner og russiske oligarker. Vi indtog den røde løber på trapperne til filmfestivallen i Cannes. Jeg stak hænderne i mit store idol Julie Andrews hænder på bordwalk of fame, mens jeg overvejede en episk udgave af ‘doe a deer a female deer’..frokost var en helt ydmyg østers, bouillabaisse med rosé løsning på La Perla.
Sidste stop var en charmerende bjergby St Paul de Vence med en livsfarlig bymur, som vi gik på med spirende dødsangst. Vi så Marc Chagalls grav. Han har fundet den ultimative placering i en malerisk by fuld af gallerier og udsigt.
Sidste dag på vores lille forlængede weekend blev holdt i kulturens tegn. Vi tog letbanen til Chagall-museet. Et fint og overskueligt museum, som kunstneren selv havde været med til at skabe. En del af værkerne havde han selv doneret. Derudover har han kreeret en flot mosaik på selve muren.
En weekend i det sydfranske går hurtigt, og vi havde endda tre fulde dage. Vi fløj med Norwegian og bookede via booking.com. Ialt ca 3500 kr pr mand. Dertil kommer turene til ca 600 kr pr stk og mad og drikke. Lokal vin er selvsagt billigt, og du finder nemt en god flaske rosé til 20 euro. Pak rullemarien eller rygsækken og tag afsted til Nice. Foråret er perfekt inden Strandpromenaden oversvømmes af turister.
Salon 39 ligger lige ved søerne på Frederiksberg og lokker med sit frankofile look og sine spændende cocktails. Det var egentlig bare tirsdag, men a girls gotta eat. Vi mødtes på restauranten og kastede os først over menukortet.
Man skulle bladre lidt igennem stakken for at forstå, at maden ikke var repræsenteret på nogen af siderne. Vi spurgte til maden, men blev forklaret, at her var det kotume at tage en cocktail først. Det er selvfølgelig også en måde at pushe sine drinks på, og det virkede såmænd også. Vi valgte vores pre-dinner drink i det store menukort. Jeg fik en Rhubarb. Den bestod af rabarber, lime og mousserende vin. Min medspiser fik en “Den danske tyv” med vodka, vanille, basilikum, peberkorn og tranebær. De smagte begge himmelsk. Man kunne snildt nappe een mere til selve maden.
Læs videre “Salon 39 et godt bud på gode cocktails”Vi havde besluttet os for en forlænget weekend i Budapest og havde bestilt en kæmpe herskabslejlighed bemalet i guld og meget central beliggende. Første aften var vi lige ankommet, men lige nedenfor vores gadedør fandt vi en superfin gammel café på Hotel Astoria hvor de selvfølgelig serverede gullasch. meget lokalt og utrolig autentisk. Jeg flankerede suppen af en lokal øl. Efter en hurtig google mapning af metro og andre transportmuligheder gik vi i seng.
Efter en morgen i vores guldbemalede lejlighed havde vi en date med audioguiden i Parlamentet. Det var i sandhed en dekoreret sag fyldt med gyldne trapper og bemalede lofter. De var meget stolte over at have fostret indtil flere verdensmestre i stenografi. Kongekrongen var udstillet med et lidt bøjet kors, som de var usikre på hvad betød, men guiden konkluderede, at det nok faktisk bare var fordi nogen havde mokket den for hårdhændet ned i sin boks.
Vi travede videre i solbeskinnet blå himmel til St Stefan basilika, som krævede sin billetpris for at lukke os ind i de gyldne hvælvinger. De kan noget med guld i Budapest. Frokosten blev for mit vedkommende et studie i paprika og lokal øl.
Eftermiddagen var dedikeret til spa og thermale bade – Szechenyibath. Altid en festlighed at gå halvnøgen rundt blandt 1500 andre både udenfor i 4 graders varme og indenfor. Det var en super oplevelse, og vi var røde og rynkede, da vi stod op fra de mange bade i forskellige temperaturer. Udenfor arbejdede de med en vandkarrussel som gjorde man kom meget tæt på de andre gæster men super sjov at suse rundt i.
Aftensmaden blev ungarsk uldgris for nogen af os. Det smagte skønt og blev akkompagneret af en skøn lokal drue, som vi måtte smage på flere gange. Dagen efter kunne vi egentlig sove længe, men siden vi ikke kunne det alligevel tog vi på selvarrangeret street Art tour inden vores free walking tour.
Et sneak peak ind i operaen, der igen overflød af forgyldte og bemalede overflader. Vi tog på free walking tour og blev i et aldeles raskt tempo bekendtgjort med historien, som ingenlunde sidder fast. Af kuriositeter kan nævnes, at det er landsholdspilleren i fodbold der er begravet i domkirken. Derudover smeltede russerne alle statuer om, men nu er de så igen smeltet om til finurlige statuer bl.a. i miniature rundt omkring.
Der stod der en lang række af skulptur-sko på kajen til minde om de jøder, der blev skudt og smidt i floden under krigen. Tre personer blev bundet sammen, og den midterste skudt, så de røg i floden og blev transporteret væk. Dermed kunne man nøjes med een kugle. Det var skrappe sager at være vidne til, selvom årene er gået.
Vi fik frokost i markedshallerne. Der arbejdes med solide portioner af stegt mad og kød i dette land, men det afholdt ikke en million mennesker i at være der. Vi splittede lidt op og et par stykker af os tog funicoloren op til slottet for at se lyset tændes og mørket sænke sig. Et smukt område, der anbefales, særligt ved solnedgang, hvor lyset falder smukt ind på byen bagfra slottet.
Vi mødtes alle til dinner på New York Café – verdens smukkeste café, brøstede de sig af, og det tænker jeg faktisk er rigtigt! Husk at bestille bord! Dagen efter begyndte med en rundtur i det jødiske kvarter med fokus på 2. Verdenskrig. En genial guide fortalte om historien, og vi kom ind i baggårde og så de gamle vægge fra den jødiske ghetto. Solen bagte og vinden forholdt sig i ro.
Tre synagoger og et ret stort udbud af restauranter herunder ruin-caféer, som er ret traditionelt i Budapest. Barer i rustikke og boheme omgivelser lavet af kreative sjæle. Vi kastede os ind til frokost på en café med graffiti på væggene og uens interiør og spise en enorm croque monsieur.
Vi havde booket tokai-cruise og skulle stå på Dock 10 kl 15. Vejret var perfekt og bobler og cruise ned ad Donau virkede som et absolut oplagt valg. Tilbage på kajen kunne vi lige søbe den sidste flydende varme café-stemning i os inden vi fandt lufthavnen. Man får jo simpelthen så meget ud af tre dage i Budapest! Afsted med dig!!
Der er i virkeligheden ikke så langt til Chad, men der er ikke de bedste forbindelser og vi måtte en tur over Addis Ababa i Etiopien inden vi nåede vores egentlige mål, Gerewol festivallen i Chad, og i første omgang hovedstaden N’Djamena. Vi skulle være der i 9 dage. Flyet var kaotisk, da en masse sortklædte muslimske kvinder opdagede, at de skulle sidde ved siden af fremmede mænd og lagde sig i stedet på gulvet.
Læs videre “Chad og den smukke eksotiske Gerewol festival”Il Buco ligger på Islands Brygge inde i en tidligere industriel baggård, og det fremgår klart vi sidder i en gammel lagerbygning med små sommerafsatser til hyggelig vindrikning, som tidligere har været brugt til at læsse varer på en lastbil. Det er dog december, da vi frekventerer stedet og sommer-vin drikning må vente et par måneder.
Vi mødes af Jesus i døren og træder ind i det hyggelige lokale. Der er mulighed for at vælge en surprise menu, alternativt kan man gå a la carte og vælge 3-4 retter, som anbefalingen lød på. Vi følte os i beslutningsmæssigt overskud og tog a la carte. Det hængte også lidt sammen med muligheden for østers. 3 til hver bare for at kickstarte weekenden. De kom ind på et meget maritimt fad med en vinaigrette af citrongræs og urter.
Il Buco går enormt op i bæredygtighed, hjemmelavet surdej og nose to tail. Een af serveringer hed “helt dyr”. Det var dog ikke udtryk for en hel gris på tallerkenen. De får forskellige dyr ind – i denne uge var det and. Tanken er så at bruge det hele dyr til retterne på menukortet. Derfor var der denne uge andelever på plakaten. Den bestilte vi.
Den smagte godt, men jeg havde nok aldrig identificeret den som andelever, hvis jeg havde bind for øjnene. Den blev serveret på smørstegt brioche og rørt med persille og selleri. Der var i hvert fald en betragtelig note af suppe. Ovenpå lå syltede rababerstængler. En dejlig ret, der muligvis ikke gør sig så godt visuelt i en blog. Dejligt at kunne spise andelever med god bæredygtig samvittighed fremfor nabobordets misbilligende blikke ved foie gras servering.
Den tredie servering hed crudo. Det betyder “rå” og skulle være en lokal og nordisk udgave af sashimi. Restauranten har et kort over de forskellige råvarers oprindelsessteder, og gør en dyd ud af at fortælle historien om det nære og det lokale. Wasabi var blevet til peberrod og ingefæren blev udgjort af to forskellige små tuer. Den røde var en fermenteret version af, hvad, jeg har lært, er en japansk bladmynte. Den smagte fuldstændig som ume boshi. Det lille gule bjerg var syltet kvæde, og soya saucen skiftet ud med æggehvide garum. Google fortæller mig, det er fermenteret fiskesauce. Det hele var meget nordisk. Lækkert, men givet valget ville jeg nok kaste mig over den japanske version fra Anaba.
Vi havde valgt to forskellige hovedretter. Jeg valgte en surdejsfettuchini – naturligvis lavet i eget bageri. Den var svøbt i svamp og røget ost. Det skulle hurtigt vise sig at hovedrollen denne aften blev min medspisers valg. Vi havde retteligt fået at vide, at retten var baseret på et torskehoved, men stor var overraskelsen alligevel, da et mindre fad med et udfoldet, bagt og gigantisk glaseret torskehoved dukkede op. Øjnene var heldigvis taget ud, men jævnfør nose to tail konceptet må jeg antage, de indgår i en anden ret. Aldrig før har en hovedret i den grad fået mig op af stolen. Døm selv!
Vinen får sit eget kapitel. Vi bestilte uden at opdage det den ældste vin på kortet baseret på druen (cortese), og de havde sin sag for i forhold til åbningen af den aldrende prop. Som undskyldning kom de med to glas mousserende dansk vin på Solaris. Boblerne var ret imaginære, og dansk naturvin bliver aldrig min ting. Den var ufiltreret og økologisk, men det var virkelig sødt af tjeneren, som i det hele taget gav en virkelig god betjening.
Vores hvidvin lignede æblemost og måtte dekanteres. Den smagte afsindigt oxideret, og tjeneren var ikke i tvivl, da hun så mit ansigt….Vi kan altså godt finde en anden til jer. Det tilbud tog vi imod. Vi fik en chardonney, som var naturvin ligesom alle andre vine på kortet. You cant escape it….Jeg gider ikke naturvin, og jeg mangler stadig at smage en fantastisk af slagsen, men nu skulle vi ikke rode mere rundt i dårlige vinbeslutninger, så vi drak den.
Alt i alt var det en uforglemmelig aften. Det var ikke serveringer, der gik i et med tapetet. Jeg syntes også, smagene var udfordrende og ikke mindst det enorme glaserede bæst til hovedret bidrog til festlighederne. Temaet er natur, lokalt, bæredygtigt og mindsk madspild. Jeg fik resten af min fettuchini med hjem i en lille papboks, så intet gik til spilde.
Prøv det, hvis du er forberedt på konceptet og en smule gastronomisk eventyrlysten. Hvis du godt kan lide at maden smager, som du forventer, så skal du måske kigge videre i bloggen og vælge et andet sted. Vi betalt 1000 kr pr mand, og det er klart i overkanten for det vi fik serveret.
Il Buco: Njalsgade 19C, 2300 Kbh S, Islands brygge
