Syrien og Libanon er smukke oversete rejsemål

Landede i Beirut og kørte en time til grænsen til Syrien, som vi krydsede i nattens mulm og mørke. Lufthansa havde skænket os et uventet forsinket døgn i Frankfurt. Vi måtte derfor tage kreative metoder i brug for at komme ind i Syrien. da visum og velkomstbreve samt kravet om at følges med en guide lægger lidt sten på vejen. Dertil kommer at chaufførene heller ikke kører på tværs af grænserne og vi blev mødt med sætningen “Oh you are tourists? Thats very courageous at this time”. Vi følte os pludselig mere uoplyste end egentlig modige. Det skulle dog vise sig, at påsken godt kan forekomme lidt sprængfarlig på disse kanter.

Hotel Beit al Mamlouka

Var fremme ved hotellet efter to timers søvn kl 6 parat til brusebad, morgenmad og utrolig stærk og grumset kaffe. Dagen bød på Damaskus rundtur til fods. Gennem saneringsmodne og nedrivningstruede gader fra det kristne område til det muslimske i vores mest tækkelige outfit. Vi fik et overblik over valutakurser, og det stod hurtigt klart at der skulle tælles sedler i et kvarter til at betale en frokost. Inflationen er tårnhøj.

Det gamle Damaskus

Det var ramadan, men kristne steder havde åbent imodsætning til sidste års tour de kebab bag skumle forhæng i Kurdistan. Vi gik gennem bazaren, der mindede om andre mellemøstlige souker, men tudsegammel og uden at være berørt at krigen imodsætning til Aleppo, der er udraderet.

Vi gik ganske kulturelt til værks og tog på Nationalmuseet. Der var en lang række gamle Palmyra statuer, der var blevet reddet fra isis inden bomberne blev sluppet løs. Vi gik en tur i den spektakulære Umayyade moskén, som er flagskibet indenfor moskéer i Damascus. Den husede greatest hits indenfor gravmonumenter dækkende Saladin og udvalgte knogler fra Johannes døberen. Skulle du være på disse kanter, så besøg Azen palads. Det er ikke religiøst, men udstiller scenarier fra livet i paladset.

Folk er venlige i Damaskus, og jeg følte ingen umiddelbare truende farer fraregnet biler og knallerter i de snævre gader. Om aftenen sad vi på vores fantastisk hyggelige tagterrasse og drak den rosé, vores veninde havde købt, da de benyttede vores fravær dagen før til at smage de Libanesiske druer. Jeg kan melde at den syriske vin havde lidt tilbage at ønske.

Ezra og Bosra

Syrien har 17 mill indbyggere…nu! – 26 mill boede der før krigen. Bilerne blev holdt sammen af gaffatape, og da vi kørte ud på landet skulle man lede længe efter en restaurant eller et toilet. Men på trods af forfaldet er folk hjertevarme. Turen gik sydpå gennem en masse militære checkpoints. På vej mod Bosra (130km fra Damascus) besøgte vi St George græsk katolsk kirke fra 500 tallet i Ezra. Minsandten om ikke selveste St George himself lå begravet i sakristiet. Han ligger ganske mange steder i verden, kan jeg konstatere.

Vi kørte forbi bombede områder og smuglet benzin til salg i vejkanten, men ikke en eneste benzinstation. Der måtte ases og mases med køkkentragter og plastikdunke, når der skulle tankes.

Der er kun 10% af befolkningen tilbage i Bosra og ingen bor i den gamle by, som blev fuldstændig bombet i krigen. Jeg skal ikke redegøre her for, hvem der stod for hvad på den geopolitiske arena, og vores guide havde tydeligt fået en statsautoriseret version stukket ud. Under alle omstændigheder er det en super komplex situation, men det står ret klart, at ingen har vundet.

Vi så det gamle amfiteater med 2000 år på bagen, men i bedre stand end et gennemsnitligt nybygget dansk sygehus. Teateret havde ganske enkelt været fyldt op med beskyttende sand i 2000 år og først tømt i 1945. Her var vitterligt ingen turister og kamelerne havde for længst indtaget byens ruiner. Jeg tænker, vi fik skabt et nyt måltidskoncept kaldet linner, for frokosten lå mellem kl 16.30 og 18, og måtte gøre det ud for aftensmad. Den blev så også indtaget på Syriens fineste restaurant (Naranj) til 90 kr pr mand.

Konflikten blev virkelig om natten, da byen blev ramt af bombardement. Vi blev vækket og gennet ned i receptionen. Det sker nogle gange om ugen, forlød det. Vi fik lidt styrkende urte-lipton og nogle opgivende ord, inden vi gik i seng igen. Dagen efter kørte vi nordpå og så Sednaya kloster med 40 iboende ortodokse nonner. En beskyttende hvid snor om håndleddet og lidt hellig olie til panden kom med på vores videre færd.

Malulah og Homs

Malulah er en lille landsby med to fine klostre og en lille våd slugt, formet i tidernes morgen for at give ly til den hellige Thakla. Hele vejen har bygningerne fået en hård medfart og enkelte minaret’er hænger i med det yderste af stålstiverne. Vi fik frokost i Homs, som virkede noget mere moderne end Damaskus. Endnu en gang fik vi portioner af bibelske dimensioner, men siden vi kun spiser to gange om dagen.

Flere områder er fuldstændig sønderskudte og ingen har råd eller incitament til at genopbygge noget som helst. Videre oppe nordpå sælges der mænger af indsmuglet olie i vejkanten. Denne gang i solsikkevarianten. Hele verden mangler pommes fritter. Vi overnattede i en kristen by, som af samme årsag slap nådigt gennem krigen og havde udsigt til udsigt til krak de chevaliers, som er en unesco ridderborg. Dagen blev skyllet ned med en syrisk produceret Pepsi.

Palmyra

Der var tre timers kørsel til Palmyra ruinerne. Et kæmpe areal bebygget i 200 tallet med imponerende søjlegange, og det enorme centrale Baal-tempel. Datidens mellemøstlige svar på Thor. Selvfølgelig i ruiner, men Isis sikrede sig for alvor at verden hørte dem, da de sprængte flere af de imponerede bygningsværker eftertrykkeligt i luften i 2015 og ombragte adskillige modstandere i amfiteateret.

Bygningerne ligger dels som støv og dels som store legoklodser til arkæologerne. Byen, der omgiver ruinerne er beboet  igen, men kun 10% af folk er tilbage. Skudhuller findes overalt og huse står uden facader med etagerne flappet sammen i hjørnerne som æselører i en bog.

Der er umiddelbart langt mellem tissepauserne og selskabsblæren udfordres, når guiden seriøst spørger, om vi kan holde os bare tre timer mere. Vi kom til en fælles overenskomst at et diskret ‘bushstop’ godt kan gå. Guiden blev mere motiveret for et stop, da vi proklamerede, at vi umiddelbart havde til hensigt at tisse i bussen.

Hvad de ikke har i moderne faciliteter og VVS har de i militære check points. Guiden suser ind og ud og pas/checklister gløder som dankortet hos en singlekvinde til et Roccamore event (hel fiktiv reference).

Crac des Chevaliers

Lyset blinkede konstant disko på hotelværelset og strømmen og internet var generelt noget vaklende. Vi besøgte crac des chevaliers – unesco borgen på toppen af bjerget. Stormfuldt vejr og stormfuld historie. Et utal af befolkningsgrupper har haft borgen i besiddelse, og de fleste har bygget til, så den er kæmpestor. Vi har stedet for os selv fraregnet dame med ko og militærcheckpointsene. Et imponerende bygningsværk med en fantastisk udsigt, som du bør unde dig selv at se.

Libanon

Vi susede tilbage til Damaskus og videre over grænsen til Libanon. En hurtig optælling viste, at vi havde brugt 50 dollars hver på de sidste 4-5 dage umiddelbart svarende til en gennemsnitlig lørdag morgen i lagkagehuset. For mit vedkommende omsat i kebab og køleskabsmagneter.

Libanon blev mit land nr. 64. Første dag tog vi rundt i Beirut. Kæmpe forskel til Syrien og i sig selv en kontrastfyldt by. Borgerkrigen sluttede i 1990, så der har været mere tid til genopbygning. Havnepromenaden stod moderne med skyskrabere, men også huse fra krigen, der bare står ødelagte hen.

Nogle folk har rigtig meget, andre meget lidt, men der er så meget mere at gøre godt med end i Syrien. I Libanon er 40% kristne, så den lange ærbare muslimske garderobe er lagt lidt på is, og vi viste lidt bare albuer. Vi oplevede Jeito grotterne, som var nogle ganske imponerende drypstenshuler. Separationsangsten satte ind da vi skulle deponere vores telefon for at undgå, at vi rebelske turister ville tage billeder.

Byblos

Dagens tur bragte os videre til Byblos. Her var ‘græsk’ stemning for alle pengene inklusiv en langfredagsprocession, der fragtede Jesu blomster rundt. Langs kysten lå gamle føniske ruiner fra 4000 f kr. Her beskæftiger de sig ikke med de moderne ruiner fra romersk tid forlød det. Der har været bosiddende folk i 7000 år, så de har haft tid til at gøre byen hyggelig til vores besøg, og det var sandelig lykkedes.

Vi besøgte et fiskefossil museum, og før jeg vidste af det havde jeg behov for at eje en 100 mill år gammel fisk. Tilbage i Beirut gik vi på Strandpromenaden og de modige i selskabet fik klippet frisuren til. Undertegnede dokumenterede festlighederne, men holder sig i behørig afstand fra sakse, hvor vi ikke deler sprog.

Af gode spisesteder i Libanon anbefales T- Marbouta restaurant. Vi fik 5 meze til deling af alt mulig godt. Det engelske menukort hjalp ikke stort, men alt smagte fantastisk. Vi blev atter lidt udfordrede af, at Libanon havde valgt at kaste 36 missilier Israels vej, og Udenrigsministeriet måtte opfordre os til at forblive i Nord. Desværre gik vores tur dagen efter sydpå, men vi konfererede med guiden, som erklærede det for ganske sikkert.

Saida og Tyr

Første stop var en lille fønisk og forladt udgravning og vi tog videre til Saida gamle by. Det var en fin og hyggelig by, der bød på lidt af hvert. Vi oplevede et slot ude i vandet, et caravanserei (trad. kro), bazaren og gamle huse omdannet til museer  bl.a. med traditionel sæbe, som jeg ikke købte med tanke på mine 15 år gamle sæber fra Bali, jeg stadig har liggende.

Saida

Videre sydpå til Tyr, hvor dagens unesco-ruiner ventede. Det var en kæmpe udgravning, hvor man i virkeligheden har blotlagt ret lidt. Det virker dog problematisk at vælte nutidige huse og hjem for at fremfinde noget fra 2000 år siden. Nekropolis hvor de døde huserer var enorm med sarkofager overalt. Nogle havde huller ind, og man kunne spotte 2000 år gamle ribben og lårben ligge i gravene. De havde åbenbart også fået snegle, plastikskeer og tomme chipsposer med til det moderne efterliv.

Et super imponerende område med en kæmpe hippodrom. Frokost-falafel til 1 dollar. Vi gik gennem det gamle farverige og kristne kvarter og fik kaffe på havnen med fiskerbåde og arabisk musik. Vi kørte hjem langs bananplantagerne flankeret af appelsintræer og palæstinensiske selvstyre-flag.

Cedertræerne

Sidste udflugt gik op i bjergene via Qadisha-dalen. Libanon er temmelig lille, så afstandene er overkommelige. Vi kørte ca 130 km nord øst på. Har snart styr på tidslinien fra fønikerne over korsfarerne, osmannerne, franskmændene etc men fik lige påhægtet lidt nutidig viden om livet efter krisen (post 2019). To ting man ikke kan i Libanon 1. Være på diæt for maden er for god og 2. Stole på bankerne. Sidstnævnte har ret store konsekvenser økonomisk for den almene libaneser.

Bjergene var sneklædte i 2000 m højde, men der var lunt, og vi spiste crispy chicken med udsigt til den fredede cedertræsskov med 3000 års gamle træer. Måske sådan eet til altanen, de lyder umiddelbart hårdføre. Dalen var supersmuk og uden at være botaniker var mandeltræerne i blomst på de sneklædte skrænter. Vi hilste på Khalil Gibrans grav og læste vise ord, som han gennem bogen ‘the prophet’ har bidraget til verden med. Flere indsigter har muligvis fundet vej til en gajolpakker eller omskrevne opbyggelige facebookcitater. Vores sidste sight var et kloster med Mellemøstens første trykpresse. Jeg vil tillade mig at mene, at man er meget godt med, når man når dertil i rækken af seværdigheder.

Alt i alt var det en fantastisk tur. Vi brugte Penguin travel som vores allierede, og det er bestemt overkommeligt at tage en tur til Libanon og Syrien. Man skal være udstyret med en sund og naturlig eventyrlyst i Syrien og ikke fordre alle livets bekvemmeligheder på een gang. Men befolkningen var søde og på trods af de enorme ødelæggelser prøvede de reelt, som alle andre, bare at få en hverdag til at fungere. Tag derned, hvis du får lyst til en rejse lidt ud over det sædvanlige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *