Koan er et suverænt spisested med to michelinstjerner

Koan er en to stjernet koreansk restaurant på Langeliniekajen. Den styres af Kristian Baumann, der virkelig har formået at få det koreanske køkken til at lægge fra kaj, så at sige. Som stjernerne muligvis antyder, er det ikke verdens billigste sted, og du må indse, at du skal vælge mellem en aften i den virkelig gode smags tjeneste eller en uge på Grand Canaria med all inclusive. For os var valget let, og vi satte os til lyse træbord i den aflange restaurant med højt til loftet og andægtige tjenere. Vi var mandsopdækket af personale.

Læs videre “Koan er et suverænt spisested med to michelinstjerner”

En pilgrimstur til Camino i Kødbyen

Camino ligger I Kødbyen. Caminoen er jo som udgangspunkt en længere pilgrimstur fra Frankrig og langs den spanske kyst, og som navnet antyder, er det en blanding af det franske og spanske landkøkken. Den eneste fysiske anstrengelse, der umiddelbart mødte os, var at kravle op på barstolene, der vitterligt gik mig til brystet. Jeg er muligvis vertikalt udfordret med mine 163 cm, men et par piger, der var tilsigtet nabobordet bad om at blive flyttet til lidt lavereliggende borde.

Læs videre “En pilgrimstur til Camino i Kødbyen”

Nice is nice

Jeg har været i den heldige situation, at vinde en fotokonkurrence hos rejsrejsrejs.dk. Præmien var en rejse for to, og jeg valgte, at bruge præmien på en tur til Nice.

Allerede i flyet begyndte vi at tale om vin. Kl var kun 8.15, da vi lettede og en lang lur var nødvendig. Mega let at finde hotellet. Efter vi erklærede os for naturlige stifindere gik vi på jagt efter frokost. Vi kom til plads Massena 10 m fra hotellet, der var virkelig centralt beliggende på kanten den gamle by. Det hed aparthotel AMMI Nice Massena

Vi hoppede velvilligt og uden tøven i turistfælden på Massena Plads. Skøn dyr restaurant, der bød på blæksprutte, tun og lidt hvidt flydende blev det til. Muligvis ikke verdens billigste sted, men ambience var der rigeligt af. 

Nice fra oven


Super charmerende by og vi gik langs stranden og vovede os op ad en bunke trapper til udsigtspunkt ved Castel. Smuk smuk udsigt over Middelhavet var belønningen for de mange trapper. Desværre fik vi også fornøjelsen af en usædvanlig ringe guitarist på toppen der spillede i bare fødder og givetvis havde fundet nogle historiske noder hun prøvede at gengive. 

Om aftenen fik vi alle klassikerne – østers, foie gras og steak tartar. Gågaden med vores hotel, Rue Massena) bød på utrolig mange restauranter, så vi behøvede at gå langt. 

Østers

Food tour i den gamle by

Dagen efter får vi at vide at Nice kun har 80 dage med regn om året og det passer godt med den blå himmel og de 17 grader. Klart T-shirt vejr!! 

Vi startede ud med en fornærmende lille cappuchino ved Marché au fleurs. Jeg kunne ikke have designet det marked mere sydfransk om jeg havde forsøgt. Små let afskallede huse med beværtninger og de obligatoriske skodder, som jeg virkelig gerne ville åbne i et flamboyant sæt tøj i mit lille townhouse. 

Vi havde booket en food tour via GetYourGuide. Gennem den snævre gamle bydel smagte vi os gennem pan bagna (sandwich med salade nicoise), socca (kikærte-pandekage), pissaladiere (løgtærte, barbajuans (ristede ravioli), oliven, trøffel, pizza, tarte de blette (kålkage), der ikke umiddelbart vandt mit hjerte, sorbet og afsluttede med en rosensmagende makron med udsigt over vandet. 

Udsigten fik tag i os, så vi hængte ud ved vandet det næste stykke tid og planerne om kulturel aktivitet på Chagall museet blæste væk med brisen fra Middelhavet. 

Antibes, Cannes, St Paul de Vence

Dagen efter var vi på tur. Vi blev først kørt til Antibes efter en endeløs ordstrøm fra vores yderst informative guide. Jeg kan oplyse at Angelina Jolie og Brad Pitts tvillinger blev født i hospitalet vi kørte forbi og at det koster 1000 euro pr dag at docke i Antibes hvis du har en stor båd. 

Det var med at hænge på guiden der skød en gevaldig fart gennem den rasende pittoreske by. Et franskere end fransk marked forsynede os med trøffel og nøddepølse. Antibes er en by, der passer perfekt til et halv/heldags besøg. Bjergene stod med sne i baggrunden og eftersom kl havde passeret 10 var folk allerede godt igang med østers og hvidvin.

Movie stars in the making i Cannes

På vej mod Cannes kørte vi forbi de vildeste hoteller som ofte blev beboet af pararzzi forskrækkede filmstjerner og russiske oligarker. Vi indtog den røde løber på trapperne til filmfestivallen i Cannes. Jeg stak hænderne i mit store idol Julie Andrews hænder på bordwalk of fame, mens jeg overvejede en episk udgave af ‘doe a deer a female deer’..frokost var en helt ydmyg østers, bouillabaisse med rosé løsning på La Perla. 

Sidste stop var en charmerende bjergby St Paul de Vence med en livsfarlig bymur, som vi gik på med spirende dødsangst. Vi så Marc Chagalls grav. Han har fundet den ultimative placering i en malerisk by fuld af gallerier og udsigt. 

Chagall museum

Sidste dag på vores lille forlængede weekend blev holdt i kulturens tegn. Vi tog letbanen til Chagall-museet. Et fint og overskueligt museum, som kunstneren selv havde været med til at skabe. En del af værkerne havde han selv doneret. Derudover har han kreeret en flot mosaik på selve muren.

En weekend i det sydfranske går hurtigt, og vi havde endda tre fulde dage. Vi fløj med Norwegian og bookede via booking.com. Ialt ca 3500 kr pr mand. Dertil kommer turene til ca 600 kr pr stk og mad og drikke. Lokal vin er selvsagt billigt, og du finder nemt en god flaske rosé til 20 euro. Pak rullemarien eller rygsækken og tag afsted til Nice. Foråret er perfekt inden Strandpromenaden oversvømmes af turister.

Den gamle by