Janice på Vesterbro – vidunderlig mad i epicenteret af naturvin

Janice ligger lige om hjørnet fra, hvor jeg bor, så det er egentlig for galt, jeg ikke har været her endnu. Den åbnede i sommeren 22 i små intime lokaler på Vesterbrogade. Køkkenets størrelse svarer til mit eget, så lille køkken og store ambitioner. Der var gang i mange gryder og sager, da vi ankom til første seating kl 18. Der er fem retter på menuen i prisklassen 100-150 kr og muligheden for nogle mindre serveringer som hapsere. Fredag og endnu engang beslutningsmættede for ugen lod vi køkkenet tage teten i menuen for både mad og vin. Sæt igang.

Nu kommer vi i min verden til en skillevej. Maden var i alle henseender super lækker. Med hensyn til vinen var jeg simpelthen ikke nok forberedt på, at vi selvfølgelig befandt os i epicenteret for naturvin. Jeg forstår ganske enkelt ikke konceptet, og jeg synes ærligt, det smager og dufter som de vinkolber, der stod og boblede udenfor mit teenageværelse i 80´erne. Grumset, animalsk og sjovt nok ofte kemisk. Jeg sidder med min 49 årige boomer-mentalitet og skriver, og du må dømme selv.

Kål på flere måder

Vi gik efter menuen. Duften i køkkenet gav mig straks associationer til brunkål og bakskuld, selvom jeg nok ikke har fået det i 35 år. Det viste sig også at være en del af den menu, vi valgte. Første ret spændte globalt fra Mexico til Thailand. Marineret kammusling på salsa verde med jalapenos og en kokoslime dressing med koriander. Et internationalt festfyrværkeri. Vi fandt aldrig ud af, hvad den runde dims var. Jeg udlodder et glas konventionelt sauvignon blanc til bedste bud. Vinen smagte af pære og hyldeblomst, meget let og i bedste fald altanagtig.

Kål og Bakskuld viste sig at være en fænomenal ret. Saucen havde små stykker knasende bakskuld, som er saltet og tørret fladfisk, der passede utrolig godt til kålen. Den stakkels fisk, der siden sin død har været så meget ondt igennem endte med at gøre utrolig godt i maven. Endnu et trefoldigt leve for tredje ret – tartar. Skåret i fine små tern med kål gremolata og gavmilde mængder havgus. Her kom tredje vin også i glasset. Udrikkelig i min verden. Og det skal altså være galt, før jeg ikke kan drikke et glas vin fredag aften.

Da jeg havde siddet og skvulpet lidt med min danskvand og fornemmet bourquet´en i den boblende gåsevin kom sidste ret med lam på bordet. Perfekt tilberedt og med pure af hvidløg og gulerod. Vinen var spansk og i dette tilfælde harmløs. Brødet fortjener lige sin egen kommentar. Det kom fra Albatross og venner, og finder du dig foran torvehallerne, så gå lige ind og tag deres surbrødsbrød med hjem.

Mad og vin i fire akter

Vi betalte 1500 kr for to mad- og vin-menuer i 4 akter. Maden var hver en krone værd, men med hensyn til vinen skal man altså se sig for. Vi kompenserede med et glas helt konventionelt boomer, non-hipster venligt sulfit-tilsat bourgogne, da vi kom hjem. Bare fordi jeg ikke er en fan af vildgæret bryg, skal det ikke afholde mig fra at anbefale Janice. Det er super lækkert mad og en rigtig god stemning i restauranten i et rimligt prisleje. Du skal booke i god tid, for det er et populært og ret lille sted.

Janice
Menu

Janice: Vesterbrogade 122, Vesterbro

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *