Vores vintereventyr begyndte tidlig om morgenen i begyndelsen af marts. Vi fløj til Svalbard. Turen tager alt ialt 4-5 timer plus mellemlandinger. Det stod hurtigt klart, at alt drejer sig om isbjørne på denne øgruppe højt mod Nord! Vi var 1000 km fra Nordpolen, men, vi så desværre ikke en eneste isbjørn, kan jeg allerede nu afsløre, med der var billeder alle vegne, og hvis man skulle udenfor byen var det påkrævet med riffel.
Smukke sneklædte bjerge tårnede sig op over vores coal miners cabin, hvor vi boede i de gamle boliger, som de gamle kulminere boede i. Det betød også, at skoene skulle af inden man går ind i hoteller og restauranter, så du ikke trækker kulstøv med ind. De bærer traditionen videre alle steder, selvom kul næppe udgør et problem længere, men så de slipper for snesjap. Vi tog på fin restaurant i hjemmestrikkede uldsokker og skibukser. Det var 1. marts, og temperaturen var mellem 20-25 minusgrader. Dertil lægges chillfaktoren.
Coal Miners Cabin
Vi var stoppet godt ud i en symfoni af strik og fleece og vindtætte skibukser, som vi skulle få et symbiotisk forhold til. Vi ankom kl 14 og havde lige lidt tid, inden vi skulle spise, til at bese byen. Den er meget overskueligt med eet enkelt dog kæmpestort supermarked, Svalbardbutikken. Der går en lufthavnsbus til 100 NOK pr mand afstemt efter flyene. Den kører rundt til samtlige hoteller. Vi hævede ingen kontanter – alt betales med kort.
Vi boede ca 3 km oppe ad vejen i Coal Miners Cabin. Der var toilet og bad på gangen og et køkken. Alt var yderst rent og pænt, men overvej om ikke du hellere vil bo tættere på byen. I hvert fald i den mørke tid, for det kan virke uoverskueligt at skulle tilbagelægge distancen med mad og en delt flaske vin i maven. Vi støttede ofte det lokale taxa firma med 147 NOK, som den distance kostede.
Det sneede i mørket mens vi nød vores meget sydlandske vin og spiste hummer og ørred fra ishavet på Nansen restaurant første aften. Hvor skønt og fantastisk at være ankommet. Se separat opslag for restaurant anmeldelserne.
Dag 2
Vi lærte af de lokale, at Tom Cruise ville begynde at filme mission impossible 8 en uges tid efter, vi var landet, så det meste af crewet var ankommet. Uden at lukke gassen af ballonen kan jeg dog sige, at Mr Cruise aldrig viste sig for os. Vi var istedet på kulminetur i gruve 3 (mine 3). Mine 3 blev lukket i 1996, og den blev efterladt, som den stod. Det var en virkelig interessant tur.
Jeg har da næppe hørt om hårdere arbejde. Vi kravlede ind i minegangene med en højde på 60 cm. Arbejderne skulle kravle klaustobisk og slæbe tungt materielt og bore og hamre i vanvittige horisontale stillinger. Faren var altid selvantændelig kulstøv og bjerg kollaps. Iført i forvejen 6 lag tøj blev man også proppet i en kedeldragt og gik som Mumitroldene gennem gangene ind i bjerget. Jeg, der erklærer kattelegetøj for evigt tabt, hvis det triller under sofaen var da også fint udfordret på adrætheden i den lave gange, som vi prøvede at klatre gennem.
Verdensarven er gemt i permafrosten
Der er to kamre i permafrosten. Eet til alverdens frø og et til data gemt på mikrofilm. Hele verdensarven ligger der. Mona Lisa, Biblen, Tegninger af Taj Mahal, og noget så umisteligt som opskriften på BigMac. I frø-depotet har alle lande mulighed for at deponere frø. Kun Syrien har måttet hente nogen igen grundet krig.
Kaffe på Husky Café med pensionerede slædehunde, som man måtte klappe, lå spredt rundt på gulvet, så man måtte træde over dem på vej ind ad døren. Vi besøgte nordpolsmuseum og lærte om diverse luftskibe og fejlslagne redningsaktioner. Det var fra den gang mænd var mænd og alle havde overskæg. Det er et fint lille museum og sætter tanker igang om datidens vilde idéer og tilsyneladende ret tynde tøj. Det koster 100 NOK pr mand.
Nordlys
Vi havde booket en nordlysaften ved Camp Barentz. Det er et total lotteri, da man jo booker på forhånd og ikke aner noget om solaktivitetet eller skyer. Vi blev hentet og bragt et stykke vej udenfor byen. I en hytte stod tre brave studerende klar med rensdyrgryde. En suppe med grønt og rensdyr. Ja jeg var nok selv mest selv ude i en suppe med tre stykker gulerod, men sådan er glæderne så ulige fordelt. Der var fri bar, som måske kunne tage toppen af skuffelsen, hvis der ikke kom nordlys.
Men som bestilt efter sidste skefuld suppe viste det sig for os. Store flagrende meget synlige gardiner på himlen. Fingrene frøs til følelsesløse mælkedrenge i takt med, der blev knipset løs. Man stod bare og nød synet. Et af mine bucket-liste øjeblikke gik i opfyldelse. Vi var fuldstændig høje af oplevelsen efterfølgende.
Dag 3
Vi så et rensdyr inde i byen stå og rode målrettet efter mad i den dybe sne inden vi skulle på snescooter safari. Iført 6 lags tøj og udenpå det en kæmpe survival suit og støvler, der ville gøre Niel Armstrong misundelig, satte vi os på hver sin snescooter og drønede derud af. Gennem advent- og Helvetia-dalen til udsigten overTempelfjeldet.
Først var det fint og klart, lyst og dag. Da vi dog efter at have forceret et bjerg stod ved verdens ende i kæmpe snestorm, tænkte vi på, hvordan vi mon kom hjem. Guiden stod og spiste småkager og flirtede med nogle engelske piger, så vi antog alt var fint. Alt var hvidt, himmel, jord, bjerg var hvidt. Hvis scooteren foran dig drejede eller der var en bakke og lyset var væk var du alene i den hvide mørke snestorm. Bortset fra eksistentielle tanker var det super fedt at drøne derud af. Sørg for at have tisset af inden og keep cool!
Funken
Vi blev kørt til vores eksklusive dinner på Funken, som er de gamle funktionærers madstue. I vanlig stil indtog maden iført skibuks og her en hyggelig filtsutsko. Læs mere om det i beskrivelsen af restauranterne. Maden var fantastisk lækker og kongekrabben svøbt i en lille seng af ravioli var guddommelig.
Dag 4
En ny dags kryoterapi var oprundet. Vi skulle prøve kræfter med hundeslæde. Det foregik hos green dog lidt udenfor byen. Hundene hylede forventningsfulde, da vi ankom. De løber 5 dage og holder pause 2-3 dage, og nu var pausen slut. De ville gerne ud og løbe. Vi troede egentlig, at de var lidt reserverede, men det var de mest kælne hunde ever.
Vi blev trukket af 6 vanvittig søde og stærke hunde, der dårligt kunne holdes tilbage. Ud gennem dalen til en gletcher. Vi spændte hundene for og fik ti minutters instrukser, nikkede uforstående og afsted gik det.
Vi prøvede at huske noget med nogle instruktioner om et ankeret og da tid var, kunne vi ikke få det op af sneen, så jeg steg ud af slæden for at hente det og selvfølgelig strøg hundene afsted med chauffør og slæde. Jeg halsende efter i alt for store støvler og rumdragt råbende ‘stooop’!!. Ikke overraskende var der ingen hunde, der reagerede, og man så mig piske langsomt hen over isen indtil chaufføren fik de ivrige pelsdyr ned i fart, og jeg kunne sidelæns og prustende kaste mig på slæden.
Det var ganske mission impossible action packed. Frost over alt med tunge øjenvippere og vel tilbage fra turen, måtte der klappes hysky-hvalpe. Noget mere kært skal der ledes længe efter. Hundene var så glade og velnærede. Landskabet var hvidt, magisk og helt stille imodsætning til snescooterturen. Dette er en oplevelse alle bør unde sig selv. I sommerperioden spændes hundene for en vogn, så de er igang hele året.
Befolkningen
En funfact om Svalbard er, at der er utrolig mange folk fra Thailand. 200 ud af en befolkning på 3000. Det begyndte med en enkelt norsk-gift kvinde, der begyndte at få folk til landet, da det ikke kræver visum. Ellers er der super mange, der kommer for at tjene en skilling eller studere arktis fra hele verden – og ingen virker til at have lyst til at forlade stedet igen. Typisk bor der ikke lange slægter, men stedet er præget af folk, der kommer og bor der i en periode og tager tilbage til fastlandet igen.
Dag 4 aften
Om aftenen ville vi maximere chancerne for nordlys, og vi var i bæltekøretøj ude at jagte fænomenet. Selvom alt egentlig stod gunstigt måtte vi se os slået af fuldmånen, der nærmest blændede os ude i dalen. Det var simpelthen så smukt og så koldt at alle ekstremiteter blev udfordret på bevægeevne. Hurra for heating pads i vanterne. Husk dem – de er et must og varmer op til 8 timer.
Månen lyser hele landskabet op
Dag 5
Vi stod op til skarpt definerede bjerge med douche blå baggrund og hvid flormelis på alle flader. Vi så den sidste seværdighed nemlig Svalbardmuseet. En overkommelig størrelse, der koster 150 NOK pr snude, men som var tiden og pengene værd. Solen kan på grund af bjergene førsts ses i Longyearbyen d 8. Marts, hvor der synges på det gamle sygehus’ trapper. Det er en årlig ceremoni at samles der og se solen stå op. Jeg ved ikke hvor sygehuset er blevet af, men trapperne står der. Kirken er et hyggeligt sted, hvor vi hyggede med varme og læsestof i en times tid, som en lille oase i det kolde hvide landskab.
Jeg kan ikke anbefale denne tur nok. Det er ikke billigt. Vi kom af med ca 15000 DKK pr person for fly, hotel og ture, hvilket ikke er særlig konkurrencedygtigt. Dertil kommer mad, som skal flyves op og heller ikke bliver kastet i nakken af dig. Turene var for de flestes vedkommende bestilt gennem Hurtigruten. Det var det hele værd. Vi skal tilbage en sommer og se Svalbard uden sne i en hel ny vinkel. Jeg må sige sige til alle: Tag herop!
