Il Buco – en uforglemmelig hovedret i bogstavlig betydning

Il Buco ligger på Islands Brygge inde i en tidligere industriel baggård, og det fremgår klart vi sidder i en gammel lagerbygning med små sommerafsatser til hyggelig vindrikning, som tidligere har været brugt til at læsse varer på en lastbil. Det er dog december, da vi frekventerer stedet og sommer-vin drikning må vente et par måneder.

Vi mødes af Jesus i døren og træder ind i det hyggelige lokale. Der er mulighed for at vælge en surprise menu, alternativt kan man gå a la carte og vælge 3-4 retter, som anbefalingen lød på. Vi følte os i beslutningsmæssigt overskud og tog a la carte. Det hængte også lidt sammen med muligheden for østers. 3 til hver bare for at kickstarte weekenden. De kom ind på et meget maritimt fad med en vinaigrette af citrongræs og urter.

Il Buco går enormt op i bæredygtighed, hjemmelavet surdej og nose to tail. Een af serveringer hed “helt dyr”. Det var dog ikke udtryk for en hel gris på tallerkenen. De får forskellige dyr ind – i denne uge var det and. Tanken er så at bruge det hele dyr til retterne på menukortet. Derfor var der denne uge andelever på plakaten. Den bestilte vi.

A la Carte

Den smagte godt, men jeg havde nok aldrig identificeret den som andelever, hvis jeg havde bind for øjnene. Den blev serveret på smørstegt brioche og rørt med persille og selleri. Der var i hvert fald en betragtelig note af suppe. Ovenpå lå syltede rababerstængler. En dejlig ret, der muligvis ikke gør sig så godt visuelt i en blog. Dejligt at kunne spise andelever med god bæredygtig samvittighed fremfor nabobordets misbilligende blikke ved foie gras servering.

Den tredie servering hed crudo. Det betyder “rå” og skulle være en lokal og nordisk udgave af sashimi. Restauranten har et kort over de forskellige råvarers oprindelsessteder, og gør en dyd ud af at fortælle historien om det nære og det lokale. Wasabi var blevet til peberrod og ingefæren blev udgjort af to forskellige små tuer. Den røde var en fermenteret version af, hvad, jeg har lært, er en japansk bladmynte. Den smagte fuldstændig som ume boshi. Det lille gule bjerg var syltet kvæde, og soya saucen skiftet ud med æggehvide garum. Google fortæller mig, det er fermenteret fiskesauce. Det hele var meget nordisk. Lækkert, men givet valget ville jeg nok kaste mig over den japanske version fra Anaba.

Vi havde valgt to forskellige hovedretter. Jeg valgte en surdejsfettuchini – naturligvis lavet i eget bageri. Den var svøbt i svamp og røget ost. Det skulle hurtigt vise sig at hovedrollen denne aften blev min medspisers valg. Vi havde retteligt fået at vide, at retten var baseret på et torskehoved, men stor var overraskelsen alligevel, da et mindre fad med et udfoldet, bagt og gigantisk glaseret torskehoved dukkede op. Øjnene var heldigvis taget ud, men jævnfør nose to tail konceptet må jeg antage, de indgår i en anden ret. Aldrig før har en hovedret i den grad fået mig op af stolen. Døm selv!

Dagens fisk

Vinen

Vinen får sit eget kapitel. Vi bestilte uden at opdage det den ældste vin på kortet baseret på druen (cortese), og de havde sin sag for i forhold til åbningen af den aldrende prop. Som undskyldning kom de med to glas mousserende dansk vin på Solaris. Boblerne var ret imaginære, og dansk naturvin bliver aldrig min ting. Den var ufiltreret og økologisk, men det var virkelig sødt af tjeneren, som i det hele taget gav en virkelig god betjening.

Vores hvidvin lignede æblemost og måtte dekanteres. Den smagte afsindigt oxideret, og tjeneren var ikke i tvivl, da hun så mit ansigt….Vi kan altså godt finde en anden til jer. Det tilbud tog vi imod. Vi fik en chardonney, som var naturvin ligesom alle andre vine på kortet. You cant escape it….Jeg gider ikke naturvin, og jeg mangler stadig at smage en fantastisk af slagsen, men nu skulle vi ikke rode mere rundt i dårlige vinbeslutninger, så vi drak den.

Surdejsbrød fra eget bageri

Alt i alt var det en uforglemmelig aften. Det var ikke serveringer, der gik i et med tapetet. Jeg syntes også, smagene var udfordrende og ikke mindst det enorme glaserede bæst til hovedret bidrog til festlighederne. Temaet er natur, lokalt, bæredygtigt og mindsk madspild. Jeg fik resten af min fettuchini med hjem i en lille papboks, så intet gik til spilde.

Prøv det, hvis du er forberedt på konceptet og en smule gastronomisk eventyrlysten. Hvis du godt kan lide at maden smager, som du forventer, så skal du måske kigge videre i bloggen og vælge et andet sted. Vi betalt 1000 kr pr mand, og det er klart i overkanten for det vi fik serveret.

Fisken kom også med sauce…

Il Buco: Njalsgade 19C, 2300 Kbh S, Islands brygge

Janice på Vesterbro – vidunderlig mad i epicenteret af naturvin

Janice ligger lige om hjørnet fra, hvor jeg bor, så det er egentlig for galt, jeg ikke har været her endnu. Den åbnede i sommeren 22 i små intime lokaler på Vesterbrogade. Køkkenets størrelse svarer til mit eget, så lille køkken og store ambitioner. Der var gang i mange gryder og sager, da vi ankom til første seating kl 18. Der er fem retter på menuen i prisklassen 100-150 kr og muligheden for nogle mindre serveringer som hapsere. Fredag og endnu engang beslutningsmættede for ugen lod vi køkkenet tage teten i menuen for både mad og vin. Sæt igang.

Læs videre “Janice på Vesterbro – vidunderlig mad i epicenteret af naturvin”

Oberra god mad til billige priser på ydre Nørrebro

Oberra ligger på Skjold Plads og lige ved siden af metroen. For den mindre geografikyndige læser, kan det oplyses at Skjolds Plads ligger på ydre Nørrebro. Det er et kvarter, der har været mest domineret af sharwarma og pizza, men nu altså også denne hyggelige restaurant, der er åbnet i efteråret 2022. Der er en længere fortælling bag navnet. Det er Arrebo, stavet bagfra. Arrebo er nemlig værtsparrets første restaurant, der også ligger på Nørrebro. Arrebo er også navnet på det værtshus i Ærøskøbing, som rummer minder for dem begge.

Læs videre “Oberra god mad til billige priser på ydre Nørrebro”

Full Vegan rødbedesuppe, græskar-risotto og naturvin på Knippelsbro

Den stod på veganer aften i Kulturtårnet på Knippelsbro. Det er et skønt utraditionel sted at sidde og mørket falder jo på tidligt, så man sidder og kan se vandet og byens lys. Man mærker ligeledes hver HT bus, som en klirren i skabene, stolene og på bordet, men det er fint, hyggeligt og minder én om, at man sidder i et gammelt kontroltårn og spiser.

Forretten var en kold rødbedesuppe med et scoop af peberrodscreme og kørvel i midten. Den smagte sådan set fint, men smagte også som om den skulle have været varm. Den havde mere konsistens som tynd mos end bortsj. Vinen holder sig til naturvinens rige og vi fik skænket en mostagtig sag op, der givet var frisk, grumset og heldigvis koldere end suppen. Den smagte ikke som forventet af gær, men virkede frisk og ung. Spurgte til hvad vi fik, og der blev sagt Riesling fra Tyskland. Det er ikke i min verden en uddybende karakteristik, men på den anden side ok, for jeg tænker ikke at opsøge den umiddelbart igen.

Hovedretten var en fusion af mange ting. Risotto med græskar, kål, pastinak og nogle syltede søde bær, der gav den et vist risalamande feel to it. Hvad der i den grad ville kunne pifte denne ret op ville være en ordentlig skude crispy bacon. Jeg manglede salt, fedt og crunch. Det blev simpelthen en ayurvedisk omgang med de bløde konsistenser og ukrydrede smag. Jeg tænker det var for at få grøntsagernes smag til at stå frem for sig selv, men festfyrværkeri blev det altså aldrig.

Læs videre “Full Vegan rødbedesuppe, græskar-risotto og naturvin på Knippelsbro”