jeg vil først mane alle rygter i jorden, om at jeg var på vej i Jomfru Ane gade. Næh jeg var på vej til et videnskabeligt foredrag i Ålborgs Musikkens hus, og man kan jo ikke leve af ånd alene. Restaurant Smaek ligger et stenlast fra Jomfru Ane gade i et smukt gammelt hus ved vandet. Der er en skøn terrasse udenfor til en god sommerdag.
Man kan vælge 1, 2 eller 3 retter for hhv 150, 225 og 275 kr. Vi kastede os ud i to retter – faktisk forretter. Beef tartare blev et klart valg for os begge. Lidt usikre på valget af vores anden ret, kastede vi os ud i en thai tom yum suppe. Mere fordi det lød lækkert, end fordi det var en voldsom klassisk sammensætning.
Thaisuppe Tartar
Der er denondelyneme ingen, der går ned på salt i den suppe. Det er sjældent, jeg sender mad tilbage, men det blev vi simpelthen nødt til her. Jeg fandt den i hvert fald desværre uspiselig og ligeledes gjorde min veninde. Vi fik den uden tøven byttet ud med den tomatsalat. Den var tilgengæld rigtig frisk og lækker med basilikum, salat og små velplacerede dutter af avokado.
Tartaren manglede heller ikke salt, men var rigtig lækker. Jeg tør godt anbefale stedet, selvom jeg kunne se thaisuppen blev serveret lystigt på de andre borde, så det må have været os der var momentant salt-sensible. Nu siger jeg ikke, at man kunne gå i Jomfru Ane gade bagefter, men som almen forbrugeroplysning, kan jeg henkastet nævne at fadøl koster 19 kr og brostenene er så klistrede, at det er med stort besvær man bevæger sig ned gennem gaden.
Restaurant Smaek Fadøl 19 kr
Restaurant Smaek: Ved stranden 4, 9000 Ålborg