På helt utrolig sydlandsk manér indtog vi udendørsområdet foran Camino i Kødbyen kl 20. Det viser sig, der også summer af liv en almindelig mandag på én af de forventeligt sidste sommeraftener, ligesom om torsdagen, hvor vi besøgte patépaté. Camino er spansk/fransk fusionsmad. Man kan enten vælge en 7 retters menu til 395 eller gå med a la carte med småretter, som var den vej, vi valgte. Jeg har fået mig en ny iPhone, hvilket kunne lyde som en oplysning, der falder lidt udenfor bloggens rammer her. Den sætter åbenbart en ære i at tage sin tid om at fotografere, når der ikke er meget lys. I hvert fald endte de fleste af billederne, som en utydelig masse, der så ud til at være i bevægelse. Men jeg må prøve at beskrive mig ud af løjerne nedenfor.
Hummer og Iberico kroketter
Jeg fik et par trods alt dokumenterede kroketter med hummer og iberico skinke på en chilimayo. Den sarte hummer smag tabte stort til den saltede sortfodsskinke og lod sig henfalde til en ubetydelig birolle, men friteret skinke var såmænd også lækkert. På den anden side af bordet blev der serveret en Stracciacotta-ret med balsamico og nødder og en svamperet med æggeblomme. Jeg holdt mig ikke tilbage og stak gaflen i hendes ret. Stracciacotta er en blanding af stracciatella og ricottaost og var meget blød, næsten flydende og med sød balsamico og nødder blev den helt dessertagtig på den utrolig lækre måde. Svampene var en umami eksplosion og virkelig fyldte til bristepunktet med smag.
Ovre på min egen side af bordet gik jeg i krig med en ganske gavmild portion tartar. Denne gang i surf n turf version, nemlig en blanding af tun og oksekød. Den var blandet med tomat og drysset med harissa. En proteinbombe vil jeg betegne den som med fare for at blive i artilleri-referencerne. Ærligt kunne retten fint være akkompagneret af nogle grøntsagsretter og brød og være selve måltidet, men det var jo mig selv, der havde valgt sammensætningen, og det gled såmænd rigtig fint ned.
Kroketter med hummer og iberico skinke 
Iberico skinke med spidskål og rabarberkompot
Iberico Pluma
Sidst havde vi bestilt en dele-ret. Iberico pluma. Vores gamle ven, den agernspisende sortfodsgris. Pluma henviser til udskæringen fra skulderen. Grillet over åben ild og fulgt af noget vi definerede som blommekompot. Det viste sig at være rabarber, men den dybrøde farve ledte os på afveje. Det var virkelig en god ret og kompotten kunne bruges på alt fra skyr, over ost til kød eller ganske enkelt bare spises med en ske foran din yndlingsserie. Virkelig delikat.
Camino ligger i Kuls gamle lokaler i Kødbyen og ligger rigtig godt centralt. Vores tjener var virkelig serviceminded og gjorde sit bedste for at imødekomme en allergi og susede afsted for at finde ud af hvilken frugt, der spillede hovedrollen i kompotten. Vi fik et glas Sancerre hver og kom af med knap 400kr pr. mand – vi var mætte og glade og spankulerede i fortsat sydlandsk stil tilbage til Vesterbrogade