Trois Cochons. De tre små franske grise på Værnedamsvej

Trois cochons har ligget på Værnedamsvej i en menneskealder. Restauranten har i min optik helt klart en ”den lille lokale franske bistro nede på hjørnet”- vibe over sig. Vi havde booket bord en regnfuld mandag aften i november. Man skulle tro, at det var et tidspunkt, hvor man ikke skulle slås om pladserne, men der var propfyldt. Alle måtte åbenbart forsøde denne aften have et lille stykke med Frankrig. Vi fik plads i baren og balancerede os op på kurvebarstolene.

Menu-konceptet har udviklet sig. Tidligere valgte man sin forret, hovedret og dessert udfra tre forskellige muligheder. Der måtte man navigere udenom diverse tillæg forbundet med de appetitvækkende valg, hvis man ville have sin aftensmad indenfor den rimelige pris, som cofoco altid har været berømt for. De har nu lanceret en menu, som er bygget over det meget populære og allestedsnærværende family style koncept.

Skorzonerrødder

Snacks

Der var både snacks, forretter, hovedret samt dessert for en samlet pris af 395 kr. Menuen skifter hver uge. Der var rigeligt mad for pengene. Vi lagde stærkt ud med tre forskellige snacks. Skorzonerrødder med urtemayonnaise, kroketter og små krustader med jordskok. Det var små delikate hapsere uden de store dikkedarer, omend jeg som privatperson ikke ville ane, hvad jeg skulle stille op med en skorzonerrod.

Forretterne

Det ledte os hurtigt videre i teksten til blinis med rygeost og lakserogn, stracciatella og svampetoast. Jeg kunne spise stracciatella til morgen, middag og aften er jeg overbevist om. Helt blød og silkeagtig. Svampetoasten var også en god og delikat påmindelse om, at det rent faktisk er efterår. Hovedretten var skiver af mør gris, lagt på en lille grøn seng af spinat og med små hovedpuder af kartoffel. Tilbehøret var noget nyt for mig, og noget, jeg tænker, jeg skal prøve at frembringe i mit lille amatørkøkken. Det var bagte porrer rørt med creme fraiche med purløg. Der er nu få ting så god som fuldfed creme fraiche.

Vi havde stadig desserten til gode, men egentlig ikke mere maveplads. Jeg fik stukket lidt til et hindbær, men fik ikke rigtig smagt den lille sprøde sag. Det var en lille tærte med bær og ostecreme. Det hele skyllede vi ned med en hvid bourgogne fra Macon til en rimelig penge. Alt i alt er det en helt reel menu med lækkert mad til nogenlunde billige penge. Det er helt sikkert et godt sted at falde ind uanset om man er til den store family style menu eller man bestiller a la carte.

Trois Cochons: Værnedamsvej 10, Vesterbro

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *