Il Buco – en uforglemmelig hovedret i bogstavlig betydning

Il Buco ligger på Islands Brygge inde i en tidligere industriel baggård, og det fremgår klart vi sidder i en gammel lagerbygning med små sommerafsatser til hyggelig vindrikning, som tidligere har været brugt til at læsse varer på en lastbil. Det er dog december, da vi frekventerer stedet og sommer-vin drikning må vente et par måneder.

Vi mødes af Jesus i døren og træder ind i det hyggelige lokale. Der er mulighed for at vælge en surprise menu, alternativt kan man gå a la carte og vælge 3-4 retter, som anbefalingen lød på. Vi følte os i beslutningsmæssigt overskud og tog a la carte. Det hængte også lidt sammen med muligheden for østers. 3 til hver bare for at kickstarte weekenden. De kom ind på et meget maritimt fad med en vinaigrette af citrongræs og urter.

Il Buco går enormt op i bæredygtighed, hjemmelavet surdej og nose to tail. Een af serveringer hed “helt dyr”. Det var dog ikke udtryk for en hel gris på tallerkenen. De får forskellige dyr ind – i denne uge var det and. Tanken er så at bruge det hele dyr til retterne på menukortet. Derfor var der denne uge andelever på plakaten. Den bestilte vi.

A la Carte

Den smagte godt, men jeg havde nok aldrig identificeret den som andelever, hvis jeg havde bind for øjnene. Den blev serveret på smørstegt brioche og rørt med persille og selleri. Der var i hvert fald en betragtelig note af suppe. Ovenpå lå syltede rababerstængler. En dejlig ret, der muligvis ikke gør sig så godt visuelt i en blog. Dejligt at kunne spise andelever med god bæredygtig samvittighed fremfor nabobordets misbilligende blikke ved foie gras servering.

Den tredie servering hed crudo. Det betyder “rå” og skulle være en lokal og nordisk udgave af sashimi. Restauranten har et kort over de forskellige råvarers oprindelsessteder, og gør en dyd ud af at fortælle historien om det nære og det lokale. Wasabi var blevet til peberrod og ingefæren blev udgjort af to forskellige små tuer. Den røde var en fermenteret version af, hvad, jeg har lært, er en japansk bladmynte. Den smagte fuldstændig som ume boshi. Det lille gule bjerg var syltet kvæde, og soya saucen skiftet ud med æggehvide garum. Google fortæller mig, det er fermenteret fiskesauce. Det hele var meget nordisk. Lækkert, men givet valget ville jeg nok kaste mig over den japanske version fra Anaba.

Vi havde valgt to forskellige hovedretter. Jeg valgte en surdejsfettuchini – naturligvis lavet i eget bageri. Den var svøbt i svamp og røget ost. Det skulle hurtigt vise sig at hovedrollen denne aften blev min medspisers valg. Vi havde retteligt fået at vide, at retten var baseret på et torskehoved, men stor var overraskelsen alligevel, da et mindre fad med et udfoldet, bagt og gigantisk glaseret torskehoved dukkede op. Øjnene var heldigvis taget ud, men jævnfør nose to tail konceptet må jeg antage, de indgår i en anden ret. Aldrig før har en hovedret i den grad fået mig op af stolen. Døm selv!

Dagens fisk

Vinen

Vinen får sit eget kapitel. Vi bestilte uden at opdage det den ældste vin på kortet baseret på druen (cortese), og de havde sin sag for i forhold til åbningen af den aldrende prop. Som undskyldning kom de med to glas mousserende dansk vin på Solaris. Boblerne var ret imaginære, og dansk naturvin bliver aldrig min ting. Den var ufiltreret og økologisk, men det var virkelig sødt af tjeneren, som i det hele taget gav en virkelig god betjening.

Vores hvidvin lignede æblemost og måtte dekanteres. Den smagte afsindigt oxideret, og tjeneren var ikke i tvivl, da hun så mit ansigt….Vi kan altså godt finde en anden til jer. Det tilbud tog vi imod. Vi fik en chardonney, som var naturvin ligesom alle andre vine på kortet. You cant escape it….Jeg gider ikke naturvin, og jeg mangler stadig at smage en fantastisk af slagsen, men nu skulle vi ikke rode mere rundt i dårlige vinbeslutninger, så vi drak den.

Surdejsbrød fra eget bageri

Alt i alt var det en uforglemmelig aften. Det var ikke serveringer, der gik i et med tapetet. Jeg syntes også, smagene var udfordrende og ikke mindst det enorme glaserede bæst til hovedret bidrog til festlighederne. Temaet er natur, lokalt, bæredygtigt og mindsk madspild. Jeg fik resten af min fettuchini med hjem i en lille papboks, så intet gik til spilde.

Prøv det, hvis du er forberedt på konceptet og en smule gastronomisk eventyrlysten. Hvis du godt kan lide at maden smager, som du forventer, så skal du måske kigge videre i bloggen og vælge et andet sted. Vi betalt 1000 kr pr mand, og det er klart i overkanten for det vi fik serveret.

Fisken kom også med sauce…

Il Buco: Njalsgade 19C, 2300 Kbh S, Islands brygge

Esmee Er Et Ekstra Eksklusivt Etablissement

Esmee ligger ved første øjekast på een af Danmarks mest eksklusive addresser. Det bliver kun bekræftet, når man træder indenfor. Jeg kunne sagtens straks flytte ind i de douche grønne farver med de lækre gardiner, flettede kurvelamper og grønne planter. Jeg ville nok skære lidt ned på antallet af borde og tilføje et TV, men lade køkkenet forblive intakt og egentlig bare flytte ind.

Læs videre “Esmee Er Et Ekstra Eksklusivt Etablissement”

Mefisto – fisk og fornøjelse i Århus Latinerkvarter

Mefisto ligger så centralt som det overhovedet kan i Århus. Om sommeren er der plads til et par borde udenfor, hvor du ikke kan bestille plads. Hvis du skal sidde indenfor, er det om at bestille bord i god tid, for der er rift om pladserne. Stedet virker fransk- dansk fusioneret, men med et kæmpe maleri af en fisk på væggen.

Læs videre “Mefisto – fisk og fornøjelse i Århus Latinerkvarter”

Lundgren Tapas – Gris på gaflen og sublime skaldyr

Vinbarerne inkl Lundgren tapas ligger mørke og øde hen – en enkelt mental vindheks suser forbi i gaden, og selvom det er lørdag aften, føles det som søndag morgen på Vesterbro. Restauranterne har pakket deres stemning væk, slukket for hvad end musik, der skulle akkompagnere deres innovative gastronomi forbi vores ganer, og i bedste fald nu sat op til lidt takeaway.

Læs videre “Lundgren Tapas – Gris på gaflen og sublime skaldyr”

Østers, sortfodsskinker og sherry på Rouge Oysters

Sortfodsskinke 43 mdr lagring

Egentlig troede jeg, at jeg havde tilmeldt mig et arrangement, hvor jeg skulle drikke champagne. Hvis jeg havde læst hvad jeg egentlig havde tilmeldt mig, ville jeg vide jeg skulle stå ansigt til ansigt med 3 forskellige sherryer inden aftenen var omme ledsaget af tyrefægtermusik fra vinyler. Jeg har aldrig rigtig tænkt på mig selv som en sherry drikkende person og hedvine indgik ikke med særlig stor vægt på sommelier uddannelsen, men man må jo udvikle sig. Den første sherry, som var en  Xinxarito Manzanilla (5 år), blev akkompagneret af 4 østers.

Læs videre “Østers, sortfodsskinker og sherry på Rouge Oysters”