Østers, sortfodsskinker og sherry på Rouge Oysters

Sortfodsskinke 43 mdr lagring

Egentlig troede jeg, at jeg havde tilmeldt mig et arrangement, hvor jeg skulle drikke champagne. Hvis jeg havde læst hvad jeg egentlig havde tilmeldt mig, ville jeg vide jeg skulle stå ansigt til ansigt med 3 forskellige sherryer inden aftenen var omme ledsaget af tyrefægtermusik fra vinyler. Jeg har aldrig rigtig tænkt på mig selv som en sherry drikkende person og hedvine indgik ikke med særlig stor vægt på sommelier uddannelsen, men man må jo udvikle sig. Den første sherry, som var en  Xinxarito Manzanilla (5 år), blev akkompagneret af 4 østers.

Roumegous speciale, Invasive giga østers fra Limfjorden, Flade Limfjordsøsters og en Gillardeau. Limfjordsøsters er jo et måltid i sig selv, for det er i sandhed en kødrig mundfuld, hvor man må tygge sig i gennem krabaten. Det sorterer nok folk, der lige er begyndt at spise østers lidt fra, men jeg synes det smager fantastisk.

De næste to sherryer Solugua Manzanilla (10 år) og Micaela Palo Cortado (25 år) fik følgeskab af to forskellige sortfodsskinker med hhv 36 og 42 mdrs lagring. Man kan sige utrolig meget godt om svin, der har gået rundt i skoven og spist agern for at lægge det ultimative offer  på skinkestativet og mødet med den skarpe kniv. Helt papirtynde skiver, hvor fedtet nærmest smeltede af blot ved stuetemperatur. Smagte helt fantastisk og det ville da gå helt galt, hvis man havde sådan en sag stående i køkkenet, hvor man lige kunne tage en skive ind i mellem. Jeg blev ikke omvendt til at være en sherrydrikkende person, jeg tror jeg har det svært med flor. Den på 25 år smagte bedst og havde lidt sødme, hvor de andre to var knastørre.

Man må sige at Rouge Oysters er et utrolig uformelt og ganske lille sted, men hvor man får god mad til billige penge. Jeg tror jeg vil prøve igen….en aften de serverer champagne

Én kommentar til “Østers, sortfodsskinker og sherry på Rouge Oysters”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *