Take a bite of life – travel, eat, drink
Camino ligger I Kødbyen. Caminoen er jo som udgangspunkt en længere pilgrimstur fra Frankrig og langs den spanske kyst, og som navnet antyder, er det en blanding af det franske og spanske landkøkken. Den eneste fysiske anstrengelse, der umiddelbart mødte os, var at kravle op på barstolene, der vitterligt gik mig til brystet. Jeg er muligvis vertikalt udfordret med mine 163 cm, men et par piger, der var tilsigtet nabobordet bad om at blive flyttet til lidt lavereliggende borde.
Il Buco ligger på Islands Brygge inde i en tidligere industriel baggård, og det fremgår klart vi sidder i en gammel lagerbygning med små sommerafsatser til hyggelig vindrikning, som tidligere har været brugt til at læsse varer på en lastbil. Det er dog december, da vi frekventerer stedet og sommer-vin drikning må vente et par måneder.
Vi mødes af Jesus i døren og træder ind i det hyggelige lokale. Der er mulighed for at vælge en surprise menu, alternativt kan man gå a la carte og vælge 3-4 retter, som anbefalingen lød på. Vi følte os i beslutningsmæssigt overskud og tog a la carte. Det hængte også lidt sammen med muligheden for østers. 3 til hver bare for at kickstarte weekenden. De kom ind på et meget maritimt fad med en vinaigrette af citrongræs og urter.
Il Buco går enormt op i bæredygtighed, hjemmelavet surdej og nose to tail. Een af serveringer hed “helt dyr”. Det var dog ikke udtryk for en hel gris på tallerkenen. De får forskellige dyr ind – i denne uge var det and. Tanken er så at bruge det hele dyr til retterne på menukortet. Derfor var der denne uge andelever på plakaten. Den bestilte vi.
Den smagte godt, men jeg havde nok aldrig identificeret den som andelever, hvis jeg havde bind for øjnene. Den blev serveret på smørstegt brioche og rørt med persille og selleri. Der var i hvert fald en betragtelig note af suppe. Ovenpå lå syltede rababerstængler. En dejlig ret, der muligvis ikke gør sig så godt visuelt i en blog. Dejligt at kunne spise andelever med god bæredygtig samvittighed fremfor nabobordets misbilligende blikke ved foie gras servering.
Den tredie servering hed crudo. Det betyder “rå” og skulle være en lokal og nordisk udgave af sashimi. Restauranten har et kort over de forskellige råvarers oprindelsessteder, og gør en dyd ud af at fortælle historien om det nære og det lokale. Wasabi var blevet til peberrod og ingefæren blev udgjort af to forskellige små tuer. Den røde var en fermenteret version af, hvad, jeg har lært, er en japansk bladmynte. Den smagte fuldstændig som ume boshi. Det lille gule bjerg var syltet kvæde, og soya saucen skiftet ud med æggehvide garum. Google fortæller mig, det er fermenteret fiskesauce. Det hele var meget nordisk. Lækkert, men givet valget ville jeg nok kaste mig over den japanske version fra Anaba.
Vi havde valgt to forskellige hovedretter. Jeg valgte en surdejsfettuchini – naturligvis lavet i eget bageri. Den var svøbt i svamp og røget ost. Det skulle hurtigt vise sig at hovedrollen denne aften blev min medspisers valg. Vi havde retteligt fået at vide, at retten var baseret på et torskehoved, men stor var overraskelsen alligevel, da et mindre fad med et udfoldet, bagt og gigantisk glaseret torskehoved dukkede op. Øjnene var heldigvis taget ud, men jævnfør nose to tail konceptet må jeg antage, de indgår i en anden ret. Aldrig før har en hovedret i den grad fået mig op af stolen. Døm selv!
Vinen får sit eget kapitel. Vi bestilte uden at opdage det den ældste vin på kortet baseret på druen (cortese), og de havde sin sag for i forhold til åbningen af den aldrende prop. Som undskyldning kom de med to glas mousserende dansk vin på Solaris. Boblerne var ret imaginære, og dansk naturvin bliver aldrig min ting. Den var ufiltreret og økologisk, men det var virkelig sødt af tjeneren, som i det hele taget gav en virkelig god betjening.
Vores hvidvin lignede æblemost og måtte dekanteres. Den smagte afsindigt oxideret, og tjeneren var ikke i tvivl, da hun så mit ansigt….Vi kan altså godt finde en anden til jer. Det tilbud tog vi imod. Vi fik en chardonney, som var naturvin ligesom alle andre vine på kortet. You cant escape it….Jeg gider ikke naturvin, og jeg mangler stadig at smage en fantastisk af slagsen, men nu skulle vi ikke rode mere rundt i dårlige vinbeslutninger, så vi drak den.
Alt i alt var det en uforglemmelig aften. Det var ikke serveringer, der gik i et med tapetet. Jeg syntes også, smagene var udfordrende og ikke mindst det enorme glaserede bæst til hovedret bidrog til festlighederne. Temaet er natur, lokalt, bæredygtigt og mindsk madspild. Jeg fik resten af min fettuchini med hjem i en lille papboks, så intet gik til spilde.
Prøv det, hvis du er forberedt på konceptet og en smule gastronomisk eventyrlysten. Hvis du godt kan lide at maden smager, som du forventer, så skal du måske kigge videre i bloggen og vælge et andet sted. Vi betalt 1000 kr pr mand, og det er klart i overkanten for det vi fik serveret.
Il Buco: Njalsgade 19C, 2300 Kbh S, Islands brygge
La Buca har ligget på Godthåbsvej i en menneskealder ja faktisk siden 1988 og nye generationer har taget over.
Forestil dig en lang uge, beslutninger til højre og venstre. Den swichende lyd af deadlines, der flyver forbi og en mailboks, der flyder over som et stort rødt hav. Forestil dig så, at du træder ind i La Buca – en hyggelig lille italiensk restaurant, hvor det udelukkende handler om at indtage italienske kulinariteter og drikke dejlig dulmende vin fra Barolo.
La Buca handler ikke om at placere en havesyre korrekt med en pincet – ej heller ligger tingene på et leje af ditto datto, hvor nogen peger behændigt med lillefingeren. Det er godt gedigent italiensk landkøkken. Der spares hverken på ost eller olivenolie, så stretchy pants er helt OK.
Læs videre “La Buca Degli Artisti betyder (mad)-kunstnerens hule”Restaurant Ferment ligger i Studiestræde og har en passion for fermenteret stuff. Vi fik oplevelsen af, at det er en asiatisk restaurant, men restauranten fortæller selv, at de er inspireret af alt og intet. Hovedretterne består dog af forskellige variationer over temaet ‘Ramen’, så den asiatiske vibe er ikke trukket ud af det blå.
Odette er det nyeste skud på stammen i Norlyst gruppen. De større brødre er Theo, Gemini, Norlyst og Lille Norlyst. Straks da vi kom, blev deres service-mindethed sat på prøve. Vi var nemlig en halv time for tidlig på den, men vi blev taget hjerteligt imod uanset. Efter en hel arbejdsdag med valg stod vi overfor endnu flere valg: 7 retters tasting menu eller a la carte. Det synes som et første verdens problem, men vi tog modigt a la carte beslutningen.
Lee’s Kitchen ligner ikke noget, jeg ville gå ind på fra gaden umiddelbart. Kald mig forudindtaget, for det var jeg muligvis nok. Den ligger på den enormt trafikerede Åboulevarden og neonlyset brager ud fra stedet. Det er ikke min idealistiske danske hyggefornemmelse, der her imødekommes. Men den tanke skal du pakke langt væk. Det er nemlig noget så sjældent som kinesisk (kantonesisk) mad, som er autentisk. Vi var fire personer, som har studeret kinesisk sammen i 90´erne, der havde til hensigt at fejre forsinket kinesisk nytår, så stedet var nøje udvalgt.
Restauranten Llama var ubetrådt grund for mig – og det må siges, at det er da en stor skam. Upfront vil jeg sige, at dette er super lækker mad. Restauranten er med i cofoco-gruppen, og repræsenterer det sydamerikanske kontinent med elementer fra Bolivia, Peru, Brasilien og så nordligt som Mexico. Der virker ikke til at være meget liv, når man står ude på Lille Kongensgade, og stirrer ind i det øjensynligt mandagstomme lokale. Det skal man ikke lade sig narre af – gå bare ned ad de kakkelbeklædte trapper og ind i den wifi-løse hule, hvor selv de mest ihærdige 4G stråler ikke nåede ned.
Læs videre “Llama er Cofocos peruvianske lækre bud på tapas”Madklubben Vesterbro er en seriøs stor restaurant, som jeg af samme årsag har haft lidt modvilje mod. Den er for nogle år siden blevet renoveret, og den virker mere opdelt end, den har været før i tiden. Vi var heldige og fik et stort bord ud mod Vesterbrogade. Man kan være mindre heldig og få et bord ti cm fra dem ved siden af i en lang række af delte private samtaler. Det er mindre charmerende.
Madklubben slår sig op på at være prisbillig uden at gå på kompromis med kvaliteten. Til gengæld kommer bestik ind i en krukke, og du må forsyne dig selv, hvilket er fint. Betjeningen var der bestemt intet i vejen med, selvom der var travlt denne lørdag aften. Vi var sent ude og fik først bord kl. 20, hvilket tog lidt af trykket.
Konceptet for Madklubben Vesterbro er, at man vælger X antal retter for et bestemt beløb. Det kan godt ved første øjekast synes enormt billigt, men reelt er det specifikke retter, du skal vælge, uden der kommer et ekstra gebyr på. Det er fint, det er prisen, men du skal bare være obs. Jeg valgte rimet laks med fennikel til forret (+25 kr), og min veninde tog en thaisuppe. Køkkenet stikker i alle retninger, men det komplementerer Vesterbro lokationen fint. Vesterbro stikker i sig selv lidt i alle retninger. Laksen var blød og lækker, suppen krydret og varm. Alt godt.
Hovedretten fristede i mit tilfælde med en rib-eye. Her skal man lige være opmærksom på, at der står +160 kr med fontstørrelse 6. Her synes jeg faktisk, at de bare skulle lavet et almindeligt menukort med priser på de enkelte retter i stedet for at tvinge konceptet ind i 3 retter for 275 kr. Kødet var så dejlig mørt med så kraftig en rødvinssauce, at jeg faktisk ikke kunne spise det hele. Pommes fritter og salat måtte man købe separat. Det er fint, men igen synes jeg det manipulerer lidt med den faktiske pris, da der eller mangler en form for kartoffel eller grønt til retten, som igen skal tilkøbes.
Min veninde var i det asiatiske hjørne og gik efter en kulmule i rød karry (+35 kr). Hun lød ganske tilfreds, og vi skyllede herlighederne ned med en yderst prisvenlig pinot noir til 395 kr. Vi havde en super hyggelig aften, men jeg irriteres desværre over konceptet på menuen. Maden var lækker, men det er ikke et specielt billigt sted. Vi endte på 1600 kr for to retter hver og en flaske vin og vand. Til gengæld er der ikke så meget affodring over det, som det gjorde sig gældende flere år tilbage i tiden.
Madklubben Vesterbro er et ok sted, og der er som regel plads, fordi det er så enormt stort. Maden er ganske fint. Den er ikke specielt nyskabende, men lækker og god. Til gengæld skal du have læsebrillerne med til menukortet for at se alle de monetære tillæg på kortet. Det er et supergodt sted til firma-arrangementer, men privat vil jeg nok reelt se andre steder hen først.
Madklubben: Vesterbrogade 62, Vesterbro
Tivoli food hall har ligget lige overfor Hovedbanegården på hjørnet af Tivoli i flere år efterhånden, men jeg har ikke rigtig haft noget incitament til at gå derind. Nu passede det lige med en hurtig frokost med en veninde. Det var faktisk en positiv oplevelse.
I Horsens ligger Gasfabrikken. Jeg kan kun antage det er en nedlagt gasfabrik, men den er ikke speciel industriel i sit udseende, hvilket ingenlunde ville være et krav fra min side. Den er faktisk ganske hyggelig, men de par gange, jeg har været derinde, har der ikke været så mange mennesker. Måske de ikke er så meget til brunch i Horsens…eller aftensmad? I hvert fald tager lokalerne sig rigtig godt, og vi glædede os denne dag til at få vores brunch.
Læs videre “Gasfabrikken i Horsens giver den ikke rigtig gas”