Jeg var inviteret til en rundvisning på Vesterhave vingård nær Karrebæksminde. Det var en solrig dag i september, og den stolte vinbonde kom gruppen imøde for at indvie os i den ædle tradition at forvandle druer til vin. Jeg må erkende, at jeg var skeptisk i forhold til dansk vinproduktion, som jeg synes at være til den aldeles syrlige side. Der var traditionelle druer som eksempelvis Chardonnay. Men også andre druer som Ronda og Solaris, der efter sigende havde mere standhaftighed i forhold til en til tider svigefuld dansk sommer og frostkold vinter.
Efter en intro til dyrkningen, og en fortælling, om hvordan han kom i stand med hele menageriet gik vi ud i markerne. Vesterhave vingård sælger selv alt det, de producerer. Selvom der er bud fra den store by modstår bonden fristelsen og sælger kun lokalt. Han producerer 5000 flasker om året, så det er jo nærmest kun til husbehov.
Nogle af vinrækkerne var dækket med tang fra fjorden for at se om det kunne hæmme ukrudt og evt ville give vinen en anderledes smag, men det må næste års høst afsløre. Det meste af vinen var bundet op for at den ikke var så let et bytte for frosten. Han beskar planterne i marts og lavede nye skud, som blev til små nye planter, der kunne bidrage til produktionen efter ca 5 år.
En mystisk laserdims stod i den ene ende. Det var en solsorteforskrækker, så de ikke åd druerne. Højst avanceret. Vi kom med i vi kælderen, hvor de fadlagrede vine lå på barrique. Nogle af dem havde spåner liggende og trække i selve vinen for at give mere smag af fad.
Smagning
Heldigvis sluttede turen af med en smagning. Vi fik 7 forskellige, men dog blot en smagsprøve af hver. Her kommer kunsten at have en chauffør med, der ikke drikker vin. Der er også mulighed for overnatning i shelteret i haven. Det var efter sigende en noget rustik oplevelse. Der var både rosé, bobler og forskellige røde vine. Mange af dem prisvindende.
Overordnet vil jeg sige, at de smagte godt. Jeg kunne fint drikke een af de dybrøde vine til en god bøf eller sidde på terrassen med boblerne. Men hold da op de er også betalt. 4-500 kr for en flaske vin. Der ville jeg desværre nok være fristet til at kigge lidt mod Piemonte, Toscana eller Bourgogne istedet. Men det er godt at blive trukket ud af comfortzonen.
Alt i alt en superspændende oplevelse og sjovt at smage danske vine med kraftig smag, og som ikke er sure. Det tager ca. tre timer og ligger langt udenfor lands lov og ret. Du kan bestille ture på deres hjemmeside her, og det anbefales virkelig – du kan evt kombinere med en tur til Karrebæksminde.
Vesterhave Vingård: Vesterhavevej 204, Karrebæksminde