Det forekom os at d 7 juli varede for evigt. Alt gik glat, indrejse, kuffert, flytider, billeje. Det gik endda glat at køre gennem Vancouver og lande bilen på en p plads. En kæmpe Hyundai Elantra, der faktisk ligner Hyundais lille svar på et københavnertoilet i forhold til bilerne ved siden af.
Vancouver
Vi havde sandt at sige Vancouver for os selv, da vi friske som pukkelhvaler i jetlagets tegn stod klar kl 6.30. Vi fandt en café ved seaside, der tog sig af resten af vores basale behov: kaffe og mad. Vi gik langs vandet med bjerge i baggrunden, skov og vandflyvere. Det egentlige mål var vores free walking tour, og vi fulgte helt turistagtigt efter den røde paraply og hørte om byens historie. Der var grønt, rent og hyggeligt!
Der var muligheden for en afslappet stemning med efterfølgende munchies idet man går forbi i duften fra en cannabisbutikkerne. Frokosten udspillede sig i gastown med et lokal steam watch, der var sat op til turisterne i 70’erne og som spillede et brudstykke af en sang hvert kvarter. ‘The Locals love it’ bedyrede guiden utroværdigt. To blocks længere oppe mod Chinatown lå folk ubevægelige hen i sære stillinger efter en omgang ryge-fentanyl. Det var mindre charmerende, men også en del af byen.
Vi skrævede mere eller mindre over dem og tog videre til en kinesisk park – Dr. Sun Yat-Sen Classical Chinese garden i Chinatown. Min søsters fødder havde fået en faretruende høj temperatur, og de måtte køles i vandet, så tiden inden aftensmad blev brugt på stranden. Her rendte ikoniske Canada-gæs rundt og snadrede.
Aftensmaden blev udgjort af lokale kusshi østers, fisketaco og en iskold canadisk chardonney. Vi har luret den vancouverske livsstil, og det er noget med en to-go-kaffe, rask gang og løbetights ved vandet. Vi bestemt os for at joine in og kørte dagen efter til Stanley park, som er en kæmpepark på 10 km omkreds med en starbucks kaffe i hånden og skylineudsigt. Vi mødte den lille havfrue, en rosenhave og en park af totempæle.
Ligesom guiden igår sagde ‘we are a new town pretending to be old’, og totempælene var da også fra 1968-90, men baseret på gammelt totem-design. Der er 600.000 tilbage af den oprindelige befolkning, og vi fik historier om, hvordan indianerbørn siden for 100 år tilbage kom i boarding schools. Mange forsvandt i hvad, man siden 2007 har fundet som 6000 umarkerede grave.
Vancouver Island
Vi fik os overraskende nok uden større problemer på færgen til Vancouver Island. En smuk sejlads senere lander vi på øen, der viser sig at være på størrelse med Jylland, og dermed næppe byder på økuller. Vi boede i Campbell River og spurgte om vej til centrum. Dette VAR åbenbart centrum og mindede mest af alt om en parkeringsplads. Vi fandt dog en marina, der solgte hvidvin ved navn ‘Dirty Laundry’. Derefter planlagde vi vores videre færd i området med to ældre indfødte kvinder. Deres råd var, at man skal ud af Campbell River, så det blev planen iform af hvalture.
Vi stod klare med opladte kameraer og åbent maritimt sind og en forkølet jakke, som vi havde forestillet os skulle klare blæsten fra at sejle i den hurtige gummibåd. Vi skulle på hvalsafari med Campbell River Whale Watching and Adventure. Det viste sig, vi blev proppet i overlevelsesdragter, som altid er en fest at manøvrere smidigt rundt i. Jeg hoppede i gummibåden denne gang med en kernetemperatur på små halvtreds grader.
Spækhuggere og hvaler
Efter kort tid fandt vi en gruppe på 5 spækhuggere helt tæt ved kysten. Vi fik forklaret at det er som italienske familier, tæt knyttede og hvor børnene aldrig flytter hjemmefra. Det forlyder dog, at faren godt kan være lidt random. Helt opstemte sejlede vi videre og omgivet af hvidhovedede ørne landede vi i en ‘delfin-suppe’. 50 dyr hoppede rundt omkring en enkelt pukkelhval, der lå og prustede.
Vi spiste frokost på en lille ø og tog videre i jagten på pukkelhvalerne. Vi fik, hvad vi kom for, da de hoppede op af vandet og præsenterede deres store vamsede mave. Jeg får ingen national geografics pokaler, for de sprang pludseligt og uden varsel. Efter 200 shots af det blåeste vand kom der dog lidt hval med ind imellem. Men det var helt suværent!! Vi jublede og følte os meget heldige
Campbell River
Jeg var jo på tur med en havbiolog og måtte ind og se verdens mindste akvarium på min søsters kraftige opfordring. Relativt hurtigt overstået spiste vi fantastisk seafood frokost hos Crabby Bob, der lå nede mellem lystbådene. Dagens tur hed noget i retning af ‘oprindelige folk og hvaler’. Vi så mere velbeherskede pukkelhvaler denne dag, men ganske mange af dem. Jeg tror, jeg fik eet hæderligt shot på kameraet, og resten må gemmes på hjernens hard disk.
Både chauffør og guide var indfødte ‘first nation’-indianere fra firmaet Homalco Culture & Wildlife Tours. De sejlede os til den landsby på en ø, som indianerne var blevet henvist til for 100 år siden, da koloniherrerne ikke mente nomadelivet var det rigtige for indianerne. Landsbyen blev rømmet sidst i 70’erne, og de udpegede huse, de havde boet i og skolen, men som naturen efterhånden havde indlemmet i sin grønne verden.
Lidt oppe ad bjerget med forrygende udsigt fik vi en lille sang med indiansk tromme dedikeret til fortidens kvinder med velplacerede pukkelhvaler svømmende og prustende forbi nede i passagen. Daglig dosis saltvand til hår og solbriller på vejen hjem og godt brankede på panden fik vi laks og lavendel cocktail til aften.
Elk Falls
Fra morgenstunden blev jeg for første gang, men nok ikke sidste gang konfronteret med døden først i form af en hængebro. Jeg holdt godt fast i gelænderet, så i fald jeg skulle styrte døden holdt jeg i det mindste fast. Elk falls var et supersmukt vandfald med dobbelte regnbuer og en overkommelig hike. Ligeved siden af vores ellers gudsforladte by, der jo består mest af parkeringsplads. Bilen havde feset nok husleje af, så den skulle på tur.
Næste stop var Mountain Washington, der bød på dagens anden nærdødsoplevelse. vi tog op i den aldeles ubeskyttede skilift og kørte op til 1600 m. Smukt smukt smukt, men man hænger i sandhed der og dingler med en tynd wire mellem sig selv og evigheden. Vi klarede den, og på toppen fik vi lidt granolabar af en gut, som forklarede, at så kom spurvene og spiste af hånden. Udsigten var vild og helt som normalt var jeg klædt upassende med top og sandaler, mens der lå sne.
Så var vi done med at se hvaler i parkeringspladsbyen Campbell River. Vi skulle pakke vores jordiske gods og videre til Victoria, men først med nogle stop undervejs. Første stop var nymph vandfald, hvor vi trods skiltning muligvis har gået mere end påkrævet, men ‘we are just out explorering..not lost!’ Vi så nymfe-vandfaldet, og begav os rundt og op og ned under mosbeklædte grene og store rødder.
Næste etape tog os forbi ‘the Abyss’. Egentlig en mineulykke i forbindelse med et jordskælv, der har forårsaget en kæmpe sprække i klippen. Kortet siger et par hundrede meter, virkeligheden siger 2 km op og ned ad sten, skrænter og bakker. Da vi endelig kom op var belønningen udsigten. Vi var naturligt angste for at falde ned i dybet gennem de 20 cm sprække – andre mere realistiske folk ville nok tænke at så langt faldt vi nok ikke….
Victoria
Til sidst nåede vi Victorias skønne parkeringskælder, checkede in på hotellet og checkede byen ud. Nellies seafood fik lov til at servere turens bedste måltid udenfor i solen med kold canadisk hvidvin. Østers, calamari, hummer, muslinger og rejer! Vi gør, hvad vi kan for at støtte lokalbefolkningen, mens vi læser om de vilde storbrande, der huserer, og blandt andet har indhyllet Jasper og Banff i røgtåge.
Vi tog på den obligatoriske Free walking tour fra morgenstunden parate til at høre om Victorias store personligheder, bygninger og årstal, som jeg havde glemt før guiden havde færdiggjort sætningen. Overordnet indtryk var, at det er en super fin nærmest nuttet og overskuelig by, der ikke glipper en mulighed for en cute lille shop eller et udeserveringssted.
Chinatown
Vi blev ledt gennem små gyder i Chinatown, hvor fordums red light distrikt og opiumshulerne regerede. Gennem restaurerede fabriksområder, der nu beboes af trendye håndbryggerier og etniske foodtrucks med alt fra glaserede griseører til bulgogi. Små gyder, hvor husnumrene var på Harry Pottersk vis opgjort i brøker, og jeg er sikker på der blev solgt tryllestave somewhere. Vi fik et ølsmagebræt med fire af de små trendye øl og fouragerede i en food truck.
Det var skyfrit og 27 grader og jeg fik trukket min søster med til Fishermans wharf, som lå ‘lige om hjørnet’. Det var gåturen og de to simultane vabler, der poppede frem på siden af tæerne værd. En masse multikolorerede husbåde fulde af stemning og gammelt ragelse.
Capilano hængebro
Vi forlod Vancouver Island. Egentlig ville vi bare lige have besøgt Capilano hængebroen ved Vancouver og taget hurtigt videre til Whistler. Det viste sig at være et større cirkus, og vi bestemt ikke var alene om tanken, selvom det ikke var helt billigt. Det betød også, at de mange mennesker kunne få denne hængebro i selvforstærkende svingninger. De 150 meter ned i afgrunden forekom som en ubetydelighed for de fleste, men jeg havde klare associationer til dødsballongyngerne i Tivoli, der altid skal sættes i svingninger af en provokerende nevø.
På den anden side af slugten var der trækrone-kravling og nu orkede mit nervesystem da næppe mere angst, så det var egentlig bare at gå. Vi blev belært om rovfugle, muligvis mest beregnet til børn, men jeg gik derfra klogere på ugler!
1,5 time senere nordpå og næsten tørlagt for data på mobilen stod vi i Whistler Village. Dette var en ganske særlig by. Den er en krydsning mellem Lalandia, Legoland og een lang afterski, om sommeren kan du search n replace ski med mountainbike. I Victoria trak vi gennemsnitsalderen ned, her må jeg nok indrømme vi trækker lidt i den ældre ret retning.
Bjørnesafari
Blev hentet kl 9 til bjørnesafari og kørte rundt off piste i Jeep i skoven. Egentlig fandt vi mest frisk ‘bear-poo’ og kan konstatere, at bjørnen ikke kun ‘skider i skoven’ men også på vejen, som det smukke mundhæld ellers siger. Det så lidt ud til vores dyreheld var sluppet op, men i det sidste kvarter kom der en bjørnemor med sine to små sorte utrolig cute bjørneunger bag sig. Jeg har dog fået mig indprentet, at man ikke springer ud af bilen og nusser den på mavsen, så vi fulgte stående op gennem bilens soltag. De to små pelsdyr tumlede rundt i budskadset og løb over vejen til moren. Vi har fortsat god safari mojo!
Eftermiddagen i Whistler blev tilbragt med lidt peak performance. Gondolbanen bragte os i 2,5 km højde sammen med alle de jordindsmurte mountainbikere, der skulle cykle ned. En disciplin i sig selv at få tre mountainbikes med chauffører ind i en elevatoragtigt tingest i fart. På toppen tog vi en anden kabelbane til et andet bjerg peak to peak. 3 km frithængende svævebane uden angsttilfælde eller panik. Snedækkede bjerge og af uransaglige grunde enorme mængder af indere.
Kewlona
Næste punkt på agendaen var Kelowna. 500 km gennem de vildeste bjerge, søer og byger. Der har været flere skovbrande i området og det lugtede af en mellemting mellem brændeovn og fyrtræsauna, da vi steg ud for at tanke. Midt ude i ingenting spiste vi frokost på The Hat Creek Ranch, der dukkede op på magisk vis ved 14 tiden, og som serverer alle fuldstændig random uanset hvad de oprindeligt har bestilt. På vejen er der flere afkørsler til lastvogne 100 m op ad bjerget i tilfælde af, de er løbet løbsk ned ad bjerget og lige har brug for et gravity stop. Vi blev indlogeret i Kelowna efter 8 timer on the road og helt up to date på mørkeland podcast. Byen ser ret typisk ud med brede veje og kæderestauranter. Vi blev atypisk på hotellet og fik en strawberry daiquiri ved poolen.
Vi blev nøje instrueret i el-cyklernes ædle kunst på den 30 km el-cykel-vin-tur, vi havde booket. En flatterende cykelhjelm på hovedet og ud i den Kelownske trafik. Solen stod skyfrit på himlen, og jeg følte mig ikke 100% sikker på, at jeg mestrede gespenstet. Vi var alene på vores enkelt-start, og det gik forrygende lige til jeg punkterede og måtte tilkalde servicevognen, der kom og udskiftede cyklen. Atter tilbage i den gule førertrøje kom vi til første stop på vores 30 km vintur rundt i oplandet.
Vingårde
Sperling vingård bød på fire smagsprøver, hvoraf den ene var rød og uden tanniner for som tjeneren erklærede, var tanniner af det grumme (?). Vi drak udelukkende vin fra British Columbia på turen, og den gør sig altså godt! Videre til næste sted, Priest Creek, gik noget op ad bjerget, men den her el-cykel var jo magisk. Vi lignede idioter, men cykelturen var en leg og føltes lidt som snyd.
Sidste sted var vinen lavet på honning og med frokost inkluderet. I modsætning til dagen før fik alle det, de havde bestilt. Men så gik man jo også glip af det overraskende element. Hele sceneriet var så smukt med plantager af vin, æble, kirsebær, pærer osv. En virkelig god måde at komme rundt på. De sidste 2,5 km på gåben hjem fra udlejningsstedet til hotellet i 35 graders varme var de hårdeste, men poolen var kold og livet var ikke så hårdt endda.
Inden afgang fra Kewlona havde vi fået anbefalet besøg på to vingårde. Den ene var jo det rene Louisiana med skulpturer og fancy bygninger. Den anden kunne man nærmest tilbringe en hel dag i med tastings ude blandt vinstokkene og restauranter, butik etc. De må helt sikkert tjene godt på deres vin, men det er virkelig også lækkert. Bilen holdt et bebrejdende øje med os, så vi forblev ædruelige og kørte 3 t videre til Revelstoke.
Revelstoke
Revelstoke er utrolig varm, og hvis man tror downtown er lige om hjørnet vil Stines vabler modbevise det. Vi landede i ‘centrum’, hvor Gilmore Girls kunne være optaget. En pavillon med livemusik og små fine butikker og verdens mest tiltrængte slushice. En skøn restaurant med gårdhave og dele-forretter fra alle hjørner af verden serveret med et smil. Uanset hvad man bestiller kvitteres altid med et ‘godt valg’ el lignende. Den betrygning i at vælge rigtigt gad jeg godt fulgte med flere beslutninger generelt!
Emerald Lake
Another day on the ‘Rocky Road’ gennem bjergene. Fifty shades of blue som man kunne se bjergene fortone sig i horisonten. Massive klippesider og skove, mens vi kørte afsted til en ny true crime story. Vi ankom til Emerald Lake, hvor vi blev mødt af masseturismen og pøblens biler på en fyldt p plads. Heldigvis havde vi hotel bookning på hotellet (emerald Lake lodge) lige ned til søen og en vis uventet VIP behandling i form af dedikeret parkering og shuttlebus. Frokost i bjælkehytten med udsigt til det tyrkiseste vand, grantræer og bjerge henover den velfortjente cola zero.
Derefter den store kanosejlads. Stine har åbenbart gået til kajak og styrede showet, og jeg plaskede nyttesløst med årene oppe forrest, men vi kom rundt og det var superfint! Vi checkede ind og fik verdens mest fantastiske altanudsigt. Vi tøffede rundt om søen og tog en million billeder og klaskede nogle myg. Der er ikke særlig mange, så måske jeg ikke skal bruge mit sorte mafia enke mygge outfit. Tænk vi bor her…jeg plejer altid bare at skulle overnatte på noget mindre glamourøst og forlade stedet når de rigtige betalende gæster kommer. Men idag VIP’er vi den!
Den fineste udsigt over maden igår afsted og nu afsked med turkis sø i visheden om der kommer flere. Afsted ad icefield parkway mod Jasper Nationalpark.
Icefield Parkway
Ved Columbia Icefield Discovery Center havde vi en aftale med Athabasca gletcher. 200 m tyk is dækkede et område på 1×5 km. Ret spektakulært – transporten op på isen foregik med massive busser, der lugtede ganske som en kæle-zoo. Måske bjerggederne overnatter her. Man kunne drikke vandet og det blev lovet man blev ti år yngre. Vi drak rigeligt. Næste stop skywalk. Fornøjelsen af at gå på tynde glasplader over en dyb kløft. Jeg orker nu ikke længere at frygte for mit liv i højderne, så det var en udramatisk øvelse i et dramatisk landskab.
Jasper
Jasper er en charmerende by meget ulig de fleste andre. Vi blev fanget i tordenvejr under nogle parasoller, mens vi drak lokalt øl og spiste elg og bjergenes konturer forsvandt i sorte skyer! Søgte logi i en indendørs bar med hvad, jeg kun kan håbe, er amateur night. Holy moly der er nogen der ikke skal kvitte deres dayjob, men utrolig lokalt og min bedste anmeldelse må gå på mangfoldigt! Dagen efter skulle vi på Maligne Lake-cruise. Vi var klar – Jasper – Work your magic!
Lake Maligne
Vi stod tidligt op og indtog morgenmad på en regnbue love is love vegansk og glutenfri café. Vi fik tilkæmpet os lidt bacon og begav os til Maligne Lake. På bygrænsen stod to wapiti-hjorte (elk) og som jeg er instrueret af min biologikyndige søster i ikke er elge, men krondyragtige. Det var iøvrigt tilsvarende, der var på menuen igår.
Båden sejlede til Spirit Island, som de havde placeret ret optimalt mellem bjergene og som fortsat bruges af ‘first nation’ til ceremonielle formål og er forbudt for blegansigter at betræde.
På vejen tilbage til Jasper skete miraklet. YAY!! Vi så en bjørn spankulere ned ad bakkesiden for at tage en svømmetur over den blå Medicin Lake. Der var stor opstand på vejen. Biler stoppede og vendte og holdt hulter til bulter og folk skiftevis løb og fotograferede (alt i fin afstand og med zoom inden en evt dyreaktivistisk opstand her på Bloggen) Den våde sorte klump blev mindre i horisonten og vi overgik nu Guldlok med mindst een bjørn, idet var havde set fire.
Efter frokost var planen at go chasing waterfalls langs Icefields parkway. Først Athabasca Falls og dernæst Sunwapta. En han-elk med kæmpe gevir inviterede sig med på turen. Vi var påtaget energiske og gik 1,5 km til bunden af vandfaldet. Man bør her notere sig, at man skal tilbage op igen.
Icefield Parkways
Dagens program bestod udelukkende af steder på Icefield Parkways. Du kan forberede dig inden, men du kan også blot forholde dig til det kort, du får, når du kører ind i parken. Der er en fee pr dag, du er i Nationalparken, som også inkluderer Banff. Her er mine bud på gode steder at holde ind.
Forslag til steder du kan stoppe
- Athabasca Pass med udsigt til Edith Cavell.
- Goats n glacier. Et klassisk koncept, men som der kunne arbejdes på da der ikke var geder i sigte.
- Stuttfield glacier
- Tangle falls
- Athabasca glacier i 3000 moh
- Weeping Wall
- Waterfowle Lake frokost
- Lake payto stigning rævehovede
- Bow Lake badning og café
- Athabasca falls
- Sunwapta falls
Vi havde gennemlæst utallige internetsider, Facebook-grupper, inddraget løse snakke med random turister og den brochure vi fik fra Nationalparken. Et stramt program blev lagt for turen sydpå til Lake Louise. 250 km vej med alverdens muligheder for stop. Jeg skal erkende, at vi er lidt i samme tema med sø, bjerg, gletcher, skov og uphill vandring, som sjovt nok aldrig modsvares af samme mængde downhill. Men en masse smukke stops, der ikke kan bidrage med hverken mad eller benzin, så vær tanket op hjemmefra på alle fronter.
Opsummering
Vi lavede en hurtig top 3 over dagens besøg. Den gule førertrøje blev Waterfowl Lake, hvor vi slog os ned på en sten og spiste frokost med fødderne i det 4 grader kolde gletchervand. Man blev straks sendt mentalt tilbage til det vandslage-opfyldte soppebassin fra barndommen, der isnede langt op i knæene. Plads nr 2 i den prikkede bjergtrøje blev Lake Peyto! Den udmærkede sig ved en enorm stigning i ukendt antal minutter, men det gik, og den var formet som et blåt rævehovede omkranset af grøn fyrskov.
3. Pladsen i klassementet var nok Bow Lake, men den havde den fordel, at de solgte kold Cola ved bredden. Ellers kunne ‘goat and glacier’ potentielt være runner op. En lovende kombi, men denne gang uden geder, så der kan arbejdes med konceptet. Cyklister i stramt lycra med sammenbidt men målrettet udtryk i ansigtet er at finde langs hele ruten. Vi forberedte os til Lake Louise og Moraine den kommende dag – vi ville nok ikke have stedet for os selv.
Lake Louise og Lake Moraine
Man skal i god tid bestille shuttlebus til Lake Louise og Lake Moraine for man kan ikke køre dertil selv. Vejen er simpelthen lukket for almindelig trafik til Lake Moraine. Halvdelen af Kina havde fået samme idé. Vi fandt vores top-less bus og blev sat af ved søen. Det obligatoriske Lake Louise billede blev foreviget. Jeg tror det er lykkedes for de fleste at få det til at se ud som om de var der alene – det er man ikke!! Man er også helt sikkert med på familiebillederne i et utal af fotoalbums verden over. Vi stillede også op! Det fede ved at være turist.
En tur på små 3 km til enden af søen og tilbage igen. Der er bestemt mulighed for at komme op i højderne, men den prikkede bjergtrøje er for nu lagt til vask. De truer med myg og bjørne, heldigvis begrænset med myg, men det ligger lidt tungt med de bjørne. Man skulle have smurt sig ind i blåbær!
Næste stop var verdens smukkeste sø – Lake Moraine. Vi klatrede op på et udkigspunkt og så blev de mest instagramable fotos foreviget. Det var virkelig et wow moment at komme op og se udsigten åbenbare sig. Hvad der ikke var særligt instagramable var, da bussen på vej hjem gik i stykker udenfor mobildækning, og vi måtte gå tilbage til bilen. De arbejder med seriøst heftige bakker her, og vi var svedige, tørstige og solafbrændte, da vi nåede tilbage.
Banff
Den sene eftermiddag kørte vi til Banff via Bow Valley Parkway, da vores by var absolut non-happening, og vi havde brug for lidt non-natur. Man lærer efterhånden at elske bilkøer, for det betyder nogen har spottet et dyr. To store bjerggeder, bighorns, som vi manglede at se. Det vrimlede med elks. Jeg måtte udvikle evnen til at fotografere, stille skarpt med zoom samtidig med bjergkørsel nogenlunde indenfor vejens linier men muligvis ikke indenfor lovens linier.
Banff Gondols er legendarisk, og vi måtte tilføje endnu en gondol til vores ret omfattende portefølje af søer, bjerge og træer. Til mit forsvar er jeg blevet bekendt med at 60% af verdens søer findes i Canada, så det er jo kun en promille vi har set. I 2300 m højde stiger vi ud af gondolen, og vi træder lige ud i en flok bjerggeder med kid, der ikke tager sig synderligt af os.
Banff gondols
Vi gik videre op ad bjerget ad en utrolig trappefyldt sti og endte ved en gammel vejrstation, som stakkels meteorologer i tidligere tider havde vandret op til 1000 gange med henblik på dataindsamling. Jeg havde nok bare fundet på noget tilfældigt data at rapportere, hvis det havde været mig. Vi havde fremsynet nok booket bord på Sky Bistro. Det er uden sidestykke den flotteste udsigt, jeg har haft fra en restaurant. Helt ude ved vinduet og med bjerge efter bjerge ude i horisonten.
Caesar drinken, som er nærmest national-drink, og som vi har kredset omblev bestilt å vores rejses sidste aften. Det er en drink for den midaldrende smag, og den smagte meget som stærk tysk dåseravioli tilsat syltede asparges. Det er virkelig en crowd-pleaser i Canada.
Sidste dag kørte vi til Canmore, hvor jeg blev overvældet af lysten til at købe et billede lavet af bivoks i et galleri. Og videre til Cochran, en lille westernby, der gav os vores sidste måltid inden vi skulle i lufthavnen og afgive vores tro væbner – Elantraen.
Anbefaling
Tre uger var suset forbi, ligeledes var visakvitteringerne. Det var en fantastisk ferie i grimme blå sandaler og vandresko. Vi har set og gjort alt, vi drømte om. Roccamore skal ikke åbne en filial herovre. Jeg er spændt på om mine fødder overhovedet kan balancere på de lyserøde glimmer støvler igen.
Vi havde booket via Check Point Travel – den store Naturrejse. Vi kørte selv, hvilket var let at have med at gøre. Vi bookede alle turene selv og gjorde det meste på forhånd, så vi vidste, hvad vi skulle de enkelte dage, men det kan man jo tage som man er i humør til. Lad mig vide, hvis der er noget jeg kan hjælpe med. Ellers tak fordi du læste med så langt.
