To ugers fantastisk Roadtrip i Grækenland, September 2021

Vi havde egentlig planlagt en uges rejse til Grækenland udfra en brændende trang til at komme afsted midt i Coronaen i November 2020. Vi håbede vi lige kunne presse os ind i de to tilbageværende gule lande, nemlig Grækenland og Cypern. Cypern røg først på den røde liste og ugen efter røg så også Grækenland og flyet aflyst. Først slukørede, men hurtigt tog vi i stedet tiden til at planlægge turen til når det igen blev muligt.

Jeg var muligvis sidste dansker, der ikke havde været i Grækenland. Som vi begyndte at planlægge turen udfra os to og en lille lejebil, stod det klart at en enkelt uge ingenlunde var nok. To uger måtte der til! Vi planlagde udfra følgende 3 kriterier: Max tre ruiner og max 3 timers kørsel om dagen. Det græske køkken skulle ikke spise os af med pommes fritter og tvivlsom mousaka. Det måtte have mere at byde på, og det viste sig også, vi uagtet fik et hjerteligt forhold til tzaziki.

Touch down i Grækenland

Vi fandt hurtigt vores lille røde, hurtige (læs faktisk lidt sløv i optrækket) Aygo blandt de andre store biler og ræsede derudaf mod Korinth. Nyt land nye trafikregler, skrevne som uskrevne, er altid interessant. Første morgen hængte vi så ud på Korinths trendye kaffebar. Scootere kørte med een kop kaffe ad gangen i byens gader til tørstige søndagskunder lidt udfordret på klimamoralen. Vi tog Aygo med til Korinther-kanalen. Faktisk var det et imponerende udhug i klippen. Kejser Nero havde i sin tid overtalt en god håndfuld slaver til at tage det første slæb.

• 

• 

Olympia

Vi kørte videre ad ret tomme motorveje og varierende kvalitet af skiltning til Olympia. Hotel Bacchus bød os velkommen med en skøn udsigt. Desværre også til afsvedne træer, som var ofre for de skovbrande der netop havde hærget. Vi så mange sorte bladløse ofre på vejen, men hotellet står heldigvis endnu. Det var 34 grader men tørt og varmt i luften og tilsvarende vådt og varmt på panden. De olympiske ruiner var et interessant skue.

• 

Vi fik hele den olympiske historie tilbage fra 800 fvt og frem til 300 evt. tilsat søjler og statuer, og så det kæmpe område hvor legene foregik. Vi var der ret alene, men et par bandt skoene på og nappede et kapløb på den olympiske distance. Jeg føler, løb er mere en tilskuersport og heppede istedet. Tilbage på hotellet udså vi os et perfekt solnedgangssted ved poolen med udsigt til bjerge og dale.

• 

• 

• 

Delfi

Just another day in ruins, denne gang I Delfi. Der er dog ikke noget som en butterdejsspinatfeta snack i bjergene med en kop morgenkaffe. Vi tog Aygo til den lille badeby Nafpaktos og indfandt os på havnen. Stolene og parasollerne stod tæt i kampen om kunderne, der skyllede iskaffe ned. Solen bagte, og vi kørte langs kysten til Delfi. Blå bjerge i alle nuancer og gennem olivenlunde. Oliventræer er som folk, de stopper med at vokse i højden og bliver bare tykkere med alderen. I Delfi måtte vi forcere alle de hunde, der var lagt varmt og doven tilfældigt på gader og stræder, og fandt vores boutique hotel. Noget, der hedder noget med boutique, er pr. definition hyggeligt.

• 

• 

• 

En ret fantastisk udsigt over frokosten, der bestod af lam med noget lam på et leje af lam. Med utrolig meget lækkert og tungt fordøjeligt kød i maven stod det mig klart at Delfi oraklet gjorde tjeneste langt oppe ad bjerget. Dagens ruiner var anderledes end dem i Olympia, og de lå helt utrolig smukt. Hvilke gasser oraklet indåndede er mig stadig ukendt. Det forlød, at man ofte måtte skifte orakler med tiden, fordi ungmøerne blev scoret og tilsidst måtte man stille sig tilfreds med gammeljomfruer, der kunne komme med deres tvetydige forudsigelser.

Panikken bredte sig, da vi skulle videre og ikke kunne få nøglen til at åbne bilen. Ikke engang manuelt. ‘Det er alligevel som om den siger klik når jeg trykker’ ja geniale som vi er, stod vi og ruskede i en andens bil før vi så Aygo to pladser længere nede. Vi tog et hurtigt stop på de sidste Delfi ruiner og en tur rundt i bjerglandsbyen Chrisso. Chrisso havde helt klart taget et økonomisk slag under finanskrisen, og de perfekte terrasser stod blottet for borde, iskaffe og souvlaki. Vi nappede 3 timer mod nord til Meteora med radioen på græsk-top hele vejen. Det er det rene Galapagos, hvor dyrene tænker, at de har fortrinsret, også selvom det er en vej. Det går ikke altid godt, hvis man er hund og vandrer ubekymret rundt på hovedvejen.

• 

• 

• 

Meteora

Et klippelandskab med formationer af en anden verden åbenbarede sig for os i Meterora. Man har bygget klostre på toppen for ligesom at få lidt space og privatliv alene med gud. Vi tabte kæben da vi første gang steg ud af bilen og så et kloster på klippetoppen omgivet af den  ’blåeste’ himmel. Bevares, man skulle da gå en del op og ned, så helt tilgængeligt har det ikke været i 1100 tallet, da man syntes, det var en mægtig idé med byggeriet. Der er idag ca 60 praktiserende nonner og munke i Meteora. Vi nåede to ud af seks klostre første dag. Vi fik solnedgangen med fra sunset rock. Alle turister i byen havde møvet sig derop inkl biler, så vi erklærede bagefter, at vi havde bestået parallelparkering på bjerg manøvre bane.

Dagen efter besøgte vi fire klostre og to kirker. Det svarer trappemæssigt til fire gange Møns klint. Vi lavede igen nummeret med at tage den forkerte bil, og da vi lidt hurtigere end sidste gang fandt vores egen, fik vi atter mulighed for at bakke ud af en super tight parallel parkering ud på tilsvarende stejl bjergvej. Længe leve håndbremsere og bilforsikringer! Vi lagde ud med to klostre om formiddagen. Vi vandrede ned ned ned og derefter op op op. Men det er umuligt at blive træt af udsigten. Der var endda bjergbestigere på de glatte klippevægge. Jeg ikke har fantasi til at forestille mig, hvad der drev dem og deres dødsønske. Frokosten var fin. Vi overholdte mission med at prøve det gode fra det græske køkken. Ingen pommes fritter, men zucchini balls, tarama salad (røget torskerognssalat) og en udødelig tzatziki.

• 

• 

• 

Hellig altervin

Jeg havde tanken om at sidde på altanen efter dagens dont med et glas græsk klostervin. Købte en 2 dl sag af en sortklædt munk og forventningens glæde var stor da jeg tog hul på den. Det var dog det sødeste sprøjt, jeg nogensinde har smagt. Det gik op for mig, at det var altervin, jeg på helligste vis velsignede min krop kortvarigt med. Måtte hurtigt støtte receptionen på hotellet med køb af en lille flaske lokal og mere jordbunden rosé.

Om aftenen mødtes vi med andre medlemmer af De berejstes Klub, der netop havde kørt til Meteora. Jeg bestilte igen lam og endte med et halvt kg kød og en lille kartoffel. Det var en fin restaurant, men alligevel løb der lige en meget stor mus hen ad vindueskarmen. Nogle mere zoologisk kyndige ville kalde det en rotte.

På afgangsdagen tog vi det sidste nonnekloster, så har vi også været raden rundt. Klostrene har åbent på forskellige dage, så check det, hvis du selv skulle være i området. Vi så høsten af druer på klosterets mark, hvor den tilhørende munk spankulerede rundt med sin hellige to-go-coffee, mens han besigtigede dem, der egentlig lavede noget. Aygo måtte stoppe for en flok får på vejen op i bjergene. Vi anså ikke os selv for manøvredygtige nok og ventede til flokken var kommet vel over, mens den tandløse hyrde så til.

Ioannina

Vi kørte til Ioannina og med forbløffende få trafikforseelser i en lille sammenpresset by fandt vi parkering og udforskede citadellet og en iskaffe. Frokosten bød på turens første souvlaki. Den var dælme god. Obligatorisk tzatziki til start – jeg bøvsede hvidløg en rum tid efter, og må understrege vigtigheden af at hele selskabet indtager denne dip. Et par timer videre nordpå kunne vi konstatere på skiltningen, at der var potentielle krydsende bjørne på motorvejen. Desværre var der ingen bjørne i umiddelbar sigte.

• 

• 

Kastoria

Hotellet i Kastoria tæt på den albanske grænse åbenbarede sig med balkon lige ud til søen og kold hvidvin syntes et must mens vi nød solnedgangen over søen og den dejlige vinkelsliber fra naboen, der uafladedeligt renoverede. Fun facts om Kastoria følger: Den er Grækenlands 65ende største by, der er 30 km til Albanien, og det er den koldeste by med tre grader om morgenen. Den er kendt for sin minkpels-produktion baseret på mink fra Danmark, ja det går nok lidt skidt med det fremadrettet. Kastoria er en smuk by dog med en del huse i forfald. Der er fyldt med modne granatæbler og 54 byzantinske kirker. Det var i sandhed i udkants-Grækenland.

• 

• 

• 

Dragens hule

Byen ligger på et forbjerg ud i en sø og vi gik op og ned i den gamle by og beskuede et utal af kirker. Bagefter tog vi Aygo rundt til en drypstenshule, dragens hule. Vi var officielt de eneste turister i miles omkreds og havde hulen for os selv. Det var som at gå rundt i det indvendige af en lagkage med glasuren der drev ned ad væggene og små dryp, der fik stalakitterne til næsten at nå deres modsætning i gulvet. Vi så ikke meget til dragen, men der var flagermus.

• 

• 

• 

Idag gik skiltningen på oddere, der potentielt kunne krydse vejen. Jeg har det lettere med odderne end bjørne. Vi fik en ret ligegyldig frokost men i de vildeste omgivelser. Der er ret stor fiskeaktivitet i søen. Vi ‘snakkede’ med en ældre mand i færd med sin pølsemadding. Den var tiltænkt karperne, som han på bedste lystfiskermaner fremviste et billede af. To euro kiloet, kan jeg oplyse, hvis du skulle få lyst til at slå dig ned som fisker i Kastoria. Jeg tror også huslejen er ret billig, og der er i hvert fald et håndværkertilbud at få. Et stenkast fra vandet og naturlig udluftning.

Oliven og vin

Vi vidste godt det ville blive en lang køredag dagen efter, så vi indlagde nogle pauser. Først susede vi ind på Alfa Estate Winery for at prøvesmage den ikke helt så berømte og let tvivlsomme græske vin. Vi fik en fin tur af hele deres produktionsområde og kælder. Den fik vi på græsk, så de nærmere detaljer undslap mig. Men vinene var faktisk virkelig fine. Smagte græske druer som hvid malagouzia, azyrtico og den røde xinomavro. Vi investerede formuen, og Aygo ligger snart lidt tungt bagtil af olivenolie og vin. I Edessa brusede et utroligt brusende vandfald, og det var muligt at stille sig om bag det og titte ud. Endda uden at blive drivvåd. Vi havde kun to mindre trafikforseelser i Edessa. Jeg vil mene de parkstier fint kunne have kørende trafik og ikke kun gående. Parkbetjenten argumenterede anderledes med ret tydelige fagter.

Vi tog et større stræk og kom noget udover vores intention om kun 3 timers kørsel pr dag. Vi endte med frokost i strandkanten i en lille lidt slidt strandby. Men vandet så godt ud, og vi indtog vores blæksprutte henover udsigten til aldrende folk med brun læderhud og et afslappet forhold til badetøj. Dagens sidste etape gik til Volos, hvor kampen om P pladsen uventet blev vundet i vores farvør. Vi skulle egentlig blot overnatte for at nå færgen morgenen efter til Mamma Mia øen Skopelos og muligvis genindspille en scene eller to.

• 

• 

Skopelos

Vi steg ombord på Flying Dolphin, båden til Skopelos. Vi susede 2,5 time gennem græske øer og så små dryp af klippe lagt til rette i det blå vnd og pyntet med et drys af grønt. Vi fandt hotellet, der var meget overraskede over at se os, men lukkede os da ind og gav os et værelse. Der var ikke mange projekter på plakaten første dag. Først frokost og dernæst en lokal bus til stranden. Krofatter advarede os ‘der er altså lidt at gå ned til stranden fra stoppestedet’. Vi kan ikke se specielt fit ud, for han gentog det flere gange. Vi fremførte, at vi netop kom fra bjergene i Meteora, og han sagde ‘nåh så ik no’ed’ frit oversat. Stranden Stafilos var ret lille, men så fin omkranset af grønt bagtil og hvide sejlbåde på vandet forude samt en enkelt paparazzi drone. Perfekt temperatur til at dase og gå i vandet. En mindre tsunami ramte os til sidst og truede med at skylle vores jordiske gods til havs. Vi tog bussen hjem til en utrolig stressende aften hvor vi både skulle nå at bade, leje bil til dagen efter, vælge restaurant og spise aftensmad.

• 

• 

• 

Feels like stuck in second gear

Vi lejede en lille Suzuki og fræsede ud af byen. Nåh ja fræsede og fræsede. Vi kom reelt aldrig over 2. Gear. Første stop var et kloster en god morgen-hike op ad bjerget. De var dog ikke indstillet på besøg, og der var ingen reaktion på vores banken. Gud lukkede os altså IKKE ind, og det på trods af indtagelse af altervin. Vores plan for dagen var hentet på crazy tourist dot com, og lad det være en lektion. Næste stop var sørøver-grave fra Barbarossas crew og 12 kister guld. Vi drejede ind på en ufremkommelig og stenet, stejl bjergvej, men det hindrede ikke verdens største røde lastbil i at komme mod os. Det var en ægte trafikal fornøjelse at få lov at bakke tilbage med arrig lastvogn i snuden og afgrunden ned til højre.

• 

• 

• 

Hvad vi troede var en lille tur viste sig at være et par km op og ned af bjerget, hvor vi måtte ’bjerg-gede’ os frem. Hvis nogle læsere her har været ved denne grav giver jeg en øl for god damn, den var langt væk. Den bestod af tre stengrave uden markering af hvem, hvad eller hvorfor. Off the beaten track indeed!

Næste stop var vort musical indslag- Mamma Mia kirken. Den lå så smukt i det klareste vand, ja sjovt nok oppe på klippen. Vi løb Maryl Steep style som vinden derop, men film er snyd, for det var ikke den samme kirke indeni. Vi kørte til Kastani Beach og smed os på en solseng med forventning om solnedgang over vand. Vi fik mega lækkert seagood og klassisk brød med dip. Vi har snart en kandidatgrad i dip. Særligt torskerognsdippen, tarama, og tzatziki er favorit. Vi valgte garlic salad den anden dag. Jeg kunne smage min udåndingsluft en hel dag efter.

• 

• 

Zorba

Igår aftes var vi på propfyldt fiskerestaurant. Folk var grækere og det lovede godt. Vi fik tre små stegte rødmulter, og musikken spillede lystigt. Pludselig kunne bordet ved siden af ikke holde sig i ro. De måtte springe op og danse zorba. De hev andre med og slog på de utrolig mange kobjælder i loftet. Nogle valgte at vise deres flexibilitet ved at kunne nå dem med foden. Der manglede konfetti, for der blev smidt servietter rundt som flagrede i luften. De bød nogle flere op og satte sig indimellem og spiste videre, til den næste uimodståelige sang kom på. Det virkede virkelig ikke iscenesat, men spontant opstået. Jeg kan være naiv her. Et bord med irere responderede med en irsk kædedans. Jeg havde ikke behov for at bidrage med en ‘totur til Vejle’. Festligt var det!

• 

• 

Vores sidste formiddag gik med en minutiøs dokumentation af byen. Der var efterhånden meget få gader, vi ikke havde betrådt eller fotograferet. Stejle og med trapper, krummelurer og små indhak og en kirke på hvert hjørne. Der er seriøst en kirke til hver familie. 365 kirker til 5000 fastboende. Færgen tog os tilbage til Volos, hvor Aygo heldigvis stod, hvor vi efterlod ham.

Volos og Makrinitsa, Den smukkeste landsby i Grækenland

Vi vågnede til mærkeligt fugtigt vejr, dråber af kondens – de kaldte det ‘regn’. Vi tog til en oliven farm og fik en hjertelig forklaring på deres gyldne dråber. Det smagte virkeligt lækkert og krydret, lidt peberet. Kuffertens spændvidde blev endnu engang udfordret med indkøbt olie. Makrinitsa skulle efter sigende og Google være landets smukkeste landsby. Det er den muligvis, men den lå også oppe på bjergsiden indhyllet i tåge og med de stejleste stigninger, jeg nogensinde har kørt op af. Aygo var den lille bil der ku’. Kun absolut liige! Byen er bilfri, så vi parkerede, og tænkte at så napper vi da lige den her trappe op.

Det var ikke den bedste beslutning i vores liv. Vi gik op op op ad våde tågede trappeagtige stigninger. Mødte et hus her og der, men kunne ikke se meget. Da vi til sidst fandt en alfalteret vej ned, var vi oprigtig i tvivl om hvor pokker Aygo stod parkeret. Skulle vi dø sultne og forkomne på bjerget i tågen? Det gik ikke så galt. Vi fandt P-pladsen, og så den helt åbenlyse indgang til byen, som alle andre selvfølgelig havde valgt.

Marathon og Athen

Vi tog via Marathon til lufthavnen for at aflevere trofaste Aygo. Marathon er en ret undervældende seværdighed. Der var et par skulpturer, en sejrssøjle og en gravhøj for de falde ved slaget før det første Marathon løb. Vi fulgte den officielle rutes blå linie indtil, vi halvvejs måtte dreje af. Det tætteste jeg kommer udførelsen af et marathonløb.

Vi boede i Athens svar på Soho på et perfekt hostel. Restaurant gade, marskandisere med alt mulig skrammel, indiske minimarkeder og meget andet godt var lige i nærheden. Der var også en fuldstændig guddommelig tagterrasse med udsigt til Akropolis, hvor vi fik morgenmad. Efter mælkeskummet var slikket af overlæben gik vi op til ruinerne af Akropolis. Smuk udsigt og flotte tempelkonstruktioner samt bunker af usamlede puslespilsbrikker i form af sten, der engang har passet sammen. Lidt af en arkæologisk opgave at få det til at passe igen.

• 

• 

Fra Akropolis fandt vi det Stadion, som vores 2000 år gamle Marathonløber fra gårsdagen skulle have nået til inden han fuldt forståeligt faldt om og døde af hjerteslag. Dernæst kom turen til elitesoldater i pompon-sko, knæstrømper og hestehalekvast. De stod på gardermaner vagt ved parlamentet. En stor ærefuld tradition, som de holder i hævd. Generationer af mænd er gået i pompom’er før dem. Tidligere slægter var muligvis ikke så belastet af turister med selfie hensigter. De gik deres gakkede gangart og formåede at holde masken. Vi kiggede i gader og stræder i det gamle Plaka-område og forundres over, hvad man kan sælge til turister. Jeg vil i den forbindelse ikke nævne de to magneter i min kuffert, som denne turist faldt for.

Vi bookede os ind på en free walking tour. Altså man må sige information og oplysning også kan noget. Vi fik i hvert fald svar på mange spørgsmål, som vi stillede os selv ubesvarede de foregående dage. Endnu et par funfacts følger her. Pompom-skoene som vores maskuline national garde går i, vejer hver 3,5 kg. De har 60 søm og påhamret hestesko. Når garden kom gående ville det skræmme fjenden, der troede en kompagni heste kom løbende. I pompom’en er der endda gemt en lille dolk! Anden sjov fact er de lave byzantinske kirkedøre. Man blev træt af, at fjenden bare red ind i kirken på heste og hærgede. Hvis de skal ride ind og hærge er det i det mindste nu med bøjede hoveder.

Vi udforsker kulturen i Grækenland med Cooking school og Street art

Andre funfacts vi lærte var at kokkerere en ægte menu fra Grækenland. Vi tog på cooking school! Først på marked for at købe ind. Bagefter begik vi efter nøje instruktioner spinattærte, tzatziki, appelsintærte, vinbladsruller (dolmades) og en aubergineret ved navn imam baidi. Det betyder ‘imamen dejser om’, angiveligt fordi dette muslimske overhoved syntes, det var en virkelig god ret. Vi spiste og sludrede – en virkelig god oplevelse.

• 

• 

• 

På vores sidste dag i Athen tog på privat street art tur. Det er the big thing i Athen! Flere områder med kendte og ukendte streetart kunstnere. Hold da fast der var meget at kigge på. Bl.a. Loukanikos the riot dog. En hund der var med til at bekæmpe politiet i opstandelserne for ti år siden. Den mest berømt hund i Grækenland. Vi lærte om alle mulige symboler og betydninger, og hvad der egentlig så lidt ramponeret ud, blev pludselig til et enormt happening område. Kerameikos området er rated til det 3. Cooleste sted at bo. Jeg må tro, det er efter Vesterbro.

• 

• 

Vi mødte senere på dagen to street art kunstnere igang med at spraymale i den gamle bydel Anafiotika og genkendte navnene på dem. De havde endda allerede hørt om de to danskere på tur fra vores guider. Vi tog på kirkegården og så de ’ydmyge’ grave. Mausolæer og statuer i et væld af hvid marmor. Der var endda en statuebutik i nærheden, hvor man lige kunne få taget en afstøbning til evigheden.

Turen gik gennem små kyklade-kvarterer tilbage til vores midlertidige hjem og derefter med flyet til vores danske domicil. Det er virkelig anbefalelseværdigt at køre selv i Grækenland. Der er nærmest ingen trafik på de større veje og med GPS er det let at finde rundt. Man har friheden til at afvige fra den slagne vej. Men vær obs på at kun en tåbe frygter ikke trafikken i Athen!