Jeg havde valgt at tage en tur alene med Hurtigruten, men på grund af corona var det i august 2020 et halvt år siden, jeg sidst havde lettet med et fly. Det var skønt at mærke at blive presset bagud i sædet på vej op og afsted. Landede i et tåget og køligt Bergen og hoppede på et tog til centrum. Hotel admiral med udsigt til Bryggen lød bookingen på. Fancy tænkte jeg, men mit værelse vendte dog ind mod en mur.
Jeg gik på Fisketorget. Det er måske mere som torvehallerne end en fiskeauktion, som jeg nok troede. Jeg nåede dog at få en forsmag på de enorme kongekrabber, som jeg godt vil ud at fange oppe nord på. De lå pakket sammen i et akvarium med deres lange ben og komplicerede alien mund.
Bryggen er et unesco site der består af en masse små takkede huse i et virvar af gamle brædder og konstruktioner inde bagved. De var ikke gået gennem byggeregulativerne idag. Røde, hvide og gule farver. Til frokost fik jeg kongekrabbesushi og en beskeden dansk vand. Det kostede det samme som udbetalingen på det imaginære sommerhus, jeg har haft overvejet.
Bergen fra oven Opbyggelige tekster
Bergen
Jeg tog Fløjbanen op ad bjerget for at se Bergen lidt fra oven. Man kunne gå rundt i skoven deroppe, og jeg stødte på en skovsø. Jeg blev tilbudt en tur i kano, men jeg orkede ikke finde drivvåd ned af fjeldet igen, og jeg har ikke tidligere brillieret i kano. Det blev det til en skøn tur i skoven, hvor man rundt omkring kunne finde små norske opbyggelige citater hamret op på træerne, hvis man så godt nok efter. Efter et par timer stod jeg igen nede ved havhøjde og bestemte mig for at hvile fødderne.
Dagen efter, stik mod alle odds, var det en perfekt solskinsdag i Bergen, hvor man ellers siger, det regner 300 dage om året. Morgenmad og kaffe i solen mod fjorden og Bryggen. Man skulle holde fast for pludselig dykker en kæmpe måge ned, og tager min nabos morgenmad. Den lettede med rundstykke og to store skiver ost flappende i næbbet.
Jeg fandt noget transport ud til en kristen stavkirke udenfor Bergen. Den var fra ca, 1150, men desværre brændt ned i 1992 af en morderisk forstyrret og berygtet heavy metal gut ved navn Varg Vikernes. Han kalder sig nu Louis for med mord og stavkirke-ildspåsættelse blev navnet en smule for belastet. Den er genopbygget efter samme principper som i 1100 tallet uden søm men med trænagler, der holdt det hele sammen. Tilbage i byen får jeg tiltusket mig et elevator-kort i receptionen på Clarion Collection hotel, der giver adgang til deres tårn bare for at hæve mig lidt over masserne. Alle bådene ligger så pakket at man dårligt kan se vandet for høj musik og øl.
Ombord på Hurtigruten
Øl og hornmusik havde jeg nu ikke tid til, for jeg skulle finde mit skib ’Trollfjorden’. I fugleflugtslinie, lå det lige ved siden af hotellet, men google maps tager ikke højde for, at der ligger en bjergkæde, som man skulle passere. Jeg fik dog skubbet min som altid alt for store kuffert over et bjerget, og fandt terminalen til indtjekning. Jeg blev udstyret med et kort, der identificerede mig som krydstogtdeltager. Man så tydeligt hvem der havde prøvet det her før. De hev lige hurtig en medbragt halssnor med karabinhage frem og så er de parat til at swipe!
Vi blev behørigt informeret om nysepolitikken på grund af corona, og blev derefter sluppet løs på skibet….Uh mit første ‘krydstogt’. Der gik lidt inden jeg fik kahytten, men lokaliserede den udefra bagved en redningsbåd. Det var ikke turen med temaet ”room with a view” konstaterede jeg. Da jeg endelig blev lukket ind i kahytten, kunne man dig sagtens titte ud på vandet under redningsbåden. Og beroliget blev jeg over trods alt at være tæt på en redningsbåd. Der var et badeværelse på størrelse med mit eget derhjemme og opredning til tre, så kufferten sov i sin egen seng.
Udsigten Min kahyt
Det virkede ingenlunde crowded på båden, for de sejlede vist med halv corona-kapacitet. Dagen efter min ankomst til Norge lukkede de i øvrigt for folk fra København, så det var dejligt lige at nå med. Dansk er klart et fremmedsprog, og vi er delt op i A, B og C mennesker. Det er i forhold til, hvornår man må spise, som også er forbundet med en masse regler. Jeg er kategori C og min morgenmad er først kl 9.30, hvilket jeg fint kan leve med. Tilgengæld er middagsmad kl 21.30. På det tidspunkt er jeg glubsk sulten og kan spise en slædehund. De er dog kun sjældent på menuen. Vi sejlede forventningsfulde afsted ved den smukkeste solnedgang.
Farvel til Bergen Sunset
Geirangerfjorden i høj sol
Det var stadig skønt solskin og varmt, da vi kom lidt ind i Storefjorden, der leder ind til unesco sitet Geirangerfjorden. Jeg dristede mig til bare fødder og en top, mens det grå guld gik full blown bikini og aperol spritz på dækket. Bjergskråningerne går direkte i havet og midt i skoven på bjerget er ryddet lysninger, og der bor man så. Geiranger fjorden var virkelig smuk, og nu virkelig veldokumenteret på mit kamera. Blå, hvid, grøn og bjergfarve. Badet i sol, men med tåge og sne over de højeste tinder.
Geirangerfjorden zigzag vej, Trollstigen Hygge på dækket
Der var forskellige udflugter, man kunne vælge mellem, når skibet lægger til land. De er ingenlunde gratis, skal det siges. Skibet ligger egentlig ikke særlig lang tid i hver havn. Nogle af turene kører man over land, og stiger på skibet igen ved en senere havn. Det blev nævnt, at man ikke nødvendigvis skulle regne med at det lige var muligt med taxa, hvis man blev forsinket, for vældet af fjorde besværliggjorde transporten.
Min første udflugt op i bjergene var blevet aflyst, fordi den ikke var corona-sikker, så jeg omdirigerede finanserne til en rib-tur i strømhvirvler i overmorgen. Jeg klarede mig fint første døgn uden stor – ellers forudset – rastløshed. Jeg har dog formået at gå knap 8 km, hvilket jeg egentlig synes er meget fint ombord på et skib med en lille halvtimes landgang i Ålesund. Der er ofte foredrag ombord, og der briefes om, hvad der sker dagen efter. Jeg syntes egentlig, jeg havde et vældig travlt program. Hvis man skal på tur eller har andre ting på programmet, kan man få ændret sine spisetider uden større besvær.
Trondhjem
Jeg var hjemsøgt af en irrationel, måske i virkeligheden ret rationel, angst for at skibet sejler uden mig men med min bagage ombord. Den angst betvang jeg, og gik i land i Trondhjem. Det var et 3 timers stop. Vi blev atter begavet med endnu en dag i fuld sol og dejlig varmt. Trondhjem handlede mest om bakklandet og domkirken. Bakklandet er den gamle bydel, bygget i træ, brændt ned, bygget i træ, brændt ned og så fremdeles. Sjask-charmerende med træhuse i alle farver og toppede brosten.
Jeg stødte på verdens eneste cykelelevator. En skinne var installeret op langs bakken med en pedal man trådte på, der så skubbede een op. Jeg videregiver hermed konceptet til Valby bakke! Domkirken, Nidaros, var vist stadig work in progress og fik ikke meget hjælp fra Danmark dengang efter reformationen, så der bygges stadig. Den så nu ganske færdig ud, men ærkeenglen Michael øverst oppe var efter skulptørens egen udtalelse formgivet efter Bob Dylan, da den først blev lavet i 70’erne. Igen vil jeg videregive konceptet til Vor Frue Kirke. Den hellige George Michael ville gøre sig godt der.
Katedralen i Trondhjem Indenfor
Jeg er begyndt at falde godt ind i doing nothing and doing it slowly rytmen. Fik helt stress kl 15 over jeg skulle drikke min kaffe før kl 16, hvor der er foredrag om norsk natur på tre sprog. Jeg har nu en omfattende viden om alt fra norsk geologi til vintersport!
Hurtigruten krydser polarcirklen
Vækkeuret ringede tidligt. Uh der var meget der skulle nås. Polarcirklen skulle krydses mellem 7-8.30. Vær beredt, lød meldingen fra kaptajnen. Det var så smuk og igen solrig morgen, men kunne godt mærke temperaturen var på vej nedad i takt med vi sejlede opad. En kop polar-cirkelkaffe i morgensolen var også godt her. Så blev der truttet og den usynlige streg, hvor øen, med den lille polarcirkel globus lå, blev krydset. Nu var jeg på det mest nordlige punkt, jeg nogensinde havde været. Indsejlingen til Ørnes var én af de smukkeste på turen. Det galdt om at nyde den, for udsejlingen blev noget forstyrret af dåben af passagerer i isvand af Neptun, da vi havde passeret polarcirklen.
Polarcirklen krydses Polar- cirkelkaffe
Det var det første corny turisthalløj, jeg havde oplevet og forhåbentlig det sidste. Et par timer sad jeg bare i solen og stenede og kiggede ud over havet. Minsandten, jeg spottede sgu en hval med kikkerten. Jeg spotter aldrig, som i aldrig, dyr selv, og det kan min søster bevidne. Den blæste igen, og dykkede ned med dens flotte hvalhale. Kun mentale fotos desværre og uden andre vidner end den tyske turist, jeg vækkede, ved at råbe ud i ingenting.
Men fik tilgengæld nogle fotos af havørne da vi senere var ude at sejle i rib-båd. Iklædt neongult månevandringsudstyr susede vi henover vandoverfladen til et sted med et særligt strømfænomen. Der var også ganske kunstneriske sten-øer, hvor sandstenen var eroderet væk, og de hårde stenarter stod tilbage. Meget action oven på formiddages chill out. Senere havde jeg booket en tur henover Lofoten.
Ribtur Havørn
Lofoten
Vi kom med forsinkelse afsted på turen gennem Lofoten i bus. Det gik over stok og sten må jeg sige. Vi fik utrolig mange Lofoten-informationer, og blev sat af på et museum og kunne kigge på et galleri. Lofoten mindede meget om min forestilling om Færøerne. Jeg har dog desværre endnu ikke besøgt Færøerne. Det var super fint med bjerg, sø og marker og lam. Jeg var faktisk træt og kold ind til knoglerne efter at have siddet i blæst på dækket hele dagen og i speed gummibåden.
Lofoten Tørrede fisk Lofoten
Da vi kom tilbage tænkte jeg: Jahh nu skal jeg bogstavelig talt til køjs. Næhhh sådan var det ikke. Nu var der nattehappening på dækket, hvor vi sejlede gennem Trollfjorden. Det var et smukt stræde, der ved nattetide forvandlede sig til troldehoveder i alle krummelurer. Jeg blev bevæbnet med en fiskefrikadelle og en romtoddy og hentede alt tøj jeg havde med for tilnærmelsesvis at holde varmen. Smukt, magisk og tænderklaprende var det bestemt.
Tromsø
Det var fantastisk, da jeg emdelig gik i seng og sov indtil 5 minutter før morgenmaden. Hvem skulle have troet, at krydstogt kunne være så udmattende? Brugte formiddagen med at bade og udleve slow living konceptet, mens jeg hørte et norsk pop folkemusik band ved navn Valkyrian Allstars. De går bestemt ikke ned på levanger violin. Vi lagde til i Tromsø. Havde en aftale med en, jeg havde mødt på skibet, Bente, om at vi ville den udforske sammen. Den blinde ledte den døve til ishavskatedralen via en bus, vi til sidst fandt. Det er stadig angstprovokerende at køre fra skibet. Vi fandt også fjell heisen og så Tromsø oppe fra. Det er jo faktisk en ø, ja det kom lidt bag på mig. Endnu en dag med godt vejr og knap så tænderklaprende koldt, men jeg havde også forsynet mig med Helly Hansen tøj fra skibets butik.
Tromsø Ishavskatedralen
Solen gik ned over en lang bjergkæde med 1200 m høje snedækkede bjerge. Sjovt som perspektivet og lyset hele tiden ændredes, idet man sejlede forbi. Det bevirkede naturligvis også, at man må tage 2000 billeder for at dække alle tænkelige vinkler – ‘man kan jo bare slette dem igen’. Det ved vi jo alle aldrig kommer til at ske. Et fint foredrag om norske kystfugle senere blev der annonceret højt, at vi havde ‘søpapegøjer til styrbords’. Vi væltede ud på dækket med kikkerten flyvende efter os, for at se de meget små fugle. Det var fortsat sol, let vind og ca 9 grader. Jeg var iklædt 4 lag fra min nye Helly Hansen kollektion, mens nordmændene åbenbart klarede sig fint med halvlange shorts og t-shirt.
Honningsvåg og Nordkap
Vi landede i Honningsvåg, som betegnes som Europas nordligste by, og dragede mod Nordkap, det europæiske fastlands nordligste punkt – så burde alle rekorder være opridsede. Ja det viser sig jo så, at efter de byggede globussen og den kongelige monument-sten, at den moderne GPS kunne afsløre Knivsjellodden, som den egentlige nordspids. Jaja, det har vi set før i forb med ækvator. Der stod ingen derude så et kort øjeblik var jeg det nordligste menneske på det europæiske fastland. Her gror ikke træer, men vi så tilgengæld rensdyr fra bussen. Det er åbenbart hunnerne, der har gevir om vinteren, så Rudolf er sandsynligvis Rudolfine.
Nordkap Den egentlige nordkap, Knivsjellodden
Den sidste eftermiddag på skibet blev tilbragt med Fritjof Nansens liv fortalt i stor dramatik af guiden, så man virkelig fik lyst til at læse mere. Sidste solnedgang på dækket var i klart vejr og stille vand. Man sku ikke tro, vi var i Finmarken. Det var som om solnedgangen stoppede og holdte en pause. Det gule lys blev hængende og for det ikke skal være løgn, kom der lige en flok delfiner, som om de var blevet sluppet løs lige der for at fuldende billedet. Jeg tror faktisk fint jeg kunne tage turen tilbage igen, men det må blive en anden gang.
Kirkenæs og kongekrabber
Vi landede i Kirkenes om morgenen, og jeg skulle afsted på krabbe safari. Igen iklædt i månebasealfa-dragterne, denne gang dog uden dykkerbriller, og jeg troede seriøst kontaktlinserne kunne blæse ud. Det ER ret vilde dyr, de krabber. Kæmpe store og med kløer og pigge. Man skulle næsten tro, de ikke vil fanges og spises. Men det blev de, og oppe på land blev de slået ihjel og dampet. Så var der dælme kongekrabbegilde i en interimistisk fiskerhytte på den anden side af vandet. Nøj hvor var det himmelsk. Kun krabbe til frokost til jeg var så stopmæt, at jeg knap kunne komme tilbage i månedragten.
Krabbesafari Vi fanger en krabbe Vi spiser en krabbe
Der blev fortalt en lille anekdote om krabberne. Rusland havde bevidst flyttet krabber fra det østlige Rusland med henblik på at opdrætte dem til mad velvidende, at de er afsindig invasive. Da Norge på deres side af grænsen opdagede en krabbe, spurgte de Rusland, om de kendte noget til det. Nej nej det gjorde Rusland da ikke, slet ikke. Det fik Norge til straks at frede denne særlige og ukendte krabben. Da de vendte tilbage 3 år senere var der ikke andet end krabber i området. De havde spist alt andet. Der er dog fortsat restriktioner på, hvor meget, der må fiskes. Det har muligvis mere med prisen at gøre, men hvad ved jeg..
Mine dage på Hurtigrutens lakkede mod enden
Jeg blev efter turen fragtet til hotellet og således var mine hurtigruten dage færdige. Nu var jeg så efterladt alene tilbage i Kirkenes. Når jeg siger, at livet leves stille og de har valgt ikke at fokusere så meget på turismen er det nok ikke overdrevet. Jeg gik på byens eneste museum om grænselandet i krigen, som iøvrigt lå 2 km oppe ad en bakke. Derefter fandt jeg ind på en café og bestilte en cappuchino, som man prismæssigt skulle tro var brygget af guldstøv. Stamgæsterne måtte lige indbyrdes snakke om, hvem jeg mon var. De vidste ikke, at det var kongekrabbehviskeren fra Vesterbrogade, der var på besøg.
Så startede turen hjem. Som enlig rejsende i lufthavnsbussen og ligeledes en rungende tomhed i lufthavnen. Lyset var dog tændt. Der er een eneste afgang fra Kirkenes den dag, og det falder meget heldigt sammen med min. Så gik turen så hjem via 6 forskellige lufthavne! Først fra Kirkenæs til Vadsø til Tromsø til Bergen til Oslo og så til København. 5 flyskift senere landede jeg i København, og minsandten, om ikke min kuffert havde klaret skærene. Hatten af for både norsk luft- og skibsfart.
De er store de krabber