Sushi Anaba er det ypperste sushi, du kan opdrive i Danmark. Det er ikke en gratis omgang, lad mig slå det fast. Men du betaler i skrivende stund 1700 kr for maden, når du bestiller, så det føles nærmest gratis, når man så endelig sidder der. Der er plads til 8 personer i restauranten, der er placeret rundt om baren. Jo mere high end jo sværere at finde. Du er ikke den første der kommer til at gå forbi 3 gange uden at ænse stedet.
Velankommet guides man på plads og præsenteres for drikkeudvalget. Der er sake-menu for dem, der bekender sig til den slags og går efter den full blown japanske oplevelse. Jeg må erkende, jeg bekender mig mere til den hvide europæiske vintradition i form at kølig hvidvin. Denne gang en grüner veltliner fra Østrig – Lidt global har man vel lov at være.
Allerede beruset af forventningens glæde og med udsigt til de andre pars champagne tog vi også del i de indledende boblende glæder. Her må jeg dog lige komme med en advarsel, at det glas satte os 500 kr tilbage, men tilgengæld virkede parkeringen i Nordhavn billig derefter.
Tour de forcen ud i japansk cusine var kicked off. Først med den grønneste klorofylholdige ret længe. En brøndkarsesuppe med nogle skønne stykker af danske østers. Vi forblev i skaldyrstemaet og blev bibragt nogle tomatiserede hummerstykker med en lille bregnelignende peberagtigt smagende sag, kinome.
Så skulle den ægte wasabi rives. Noget andet end det tubebaserede peberrodsstads, der normalt ligger ved siden af take away sushien. Denne skulle helt traditionelt rives på hajskind! En køkkengadget for manden, der har alt.
Nigiri tour de force
Først blev sesam ristet inde ved baren og most i en skål med keramiske riller, iblandet tofu og andet godt. Nigiri show time var begyndt. Først blev de små risboller helt ceremonielt presset i højre hånd. De vildeste stykker lean mean fiskesider trukket ud af køleskabet placeret i små trææsker. De skæres i de lækreste stykker. Der placeres en lille klat afstemt wasabi mellem ris og fisk, og der pensles med soya inden stykket placeres omhyggeligt på vores tallerken.
Vi instrueres nøje i, at de skal spises med fingrene og ind i en enkelt mundfuld. Vi skal ikke ud i noget rod med små soyaskåle og halvopløste risboller. Ej heller ville de risikere det soyasprøjt, det kan afstedkomme, når en sushi tabes fra 30 cm højde ned i den lille skål. Ind med det, og vær sikker på du ikke har noget, der absolut skal kommunikeres de næste 30 sekunder.
Een af aftens yndlingssushier tog nu sin form. 10-armet blæksprutte (ika) rørt med belgisk kaviar. Mørt og blødt og mushy, salt og guddommeligt. Nå ikke tid til at dvæle alt for meget ved detaljen – der var mere på plakaten. De to næste smørbløde stykker sushi var hestemakrel og indholdet fra hummerhovederne. Nu var den en lille pause i risbollerne, og en lille torskeret med dampet fars kom ind dækket i bladguld. Dernæst to små stykker tun skåret tæt ved benet og helt mørkerødt dækket i sesam placeret venligt på en smooth løgkompot.
Tunens mange facetter
Nu fandt Anaba den hellige tun fundet frem. De kom i tre forskellige afarter alt efter hvor fedt et stykke, der var tale om. Akami, chuutoro og toro. Den helt røde og leane, midterstykket og kødet tættest på maven, og som er det fedeste. Den blev skåret ud og sat til skue på bordet. Det er det mest instragrammable sushi ever og alle tre stykker smagte fantastisk på hver sin måde.
De taler i virkeligheden for sig selv. Jeg spurgte om det på nogen måde er muligt for almindelige mennesker at købe disse udskæringer – Det er det naturligvis ikke. Vi almindelige dødelige må ned i fiskehandleren i Meny og prøve at få en almindelig tunbøf skåret ud i noget, der minder om en firkant.
Vi er ved at være over halvvejs her, og det ligger godt i maven, men øjnene er overhovedet ikke færdige. Min nemesis, som jeg på mine ældre dage har fået et mere afklaret forhold til kom nu på banen. Søpindsvin. Den japanske uni. Den smagte mildt og let salt. Blød og fantastisk omkrandset af hjemmeristet nori-tang.
Nu kom der en lille fiskesag ind, som jeg aldrig før har smagt – havtaskelever. Havets foie gras. Der er nok næppe tale om tvangsfodring af havtasker, men en lille hav-lever på en risbolle. Nu forlod vi risbollernes rige for at hengive os lidt mere til en lille symfoni baseret på dansk ål, daikon mochi og en miso suppe.
Dessert
Vi var nu så proteinmættede, at vores fiskeserveringer var ved at være talte. Men der udestod fortsat noget, der kunne minde om en dessert. En omeletæggestand med sukker – den var tilsat jpmfruhummer og dermed en noget utraditionel dessert. Sidste servering var noget i Monty Pythons ånd en lille wafer-thin størrelse med lidt kompot. Jeg manglede intet på dette tidspunkt. Det var heldigt for nu var måltidet slut. Nogle valgte at afslutte på en hjemmelavet umeshuu (blommevin). Jeg sprang over, men smagte den og den var god og læskende.
Jeg vil efter aftenens mange serveringer erklære dette sted for Danmarks bedste sushi. Der er en intimitet og en meget højtidelig stemning. Det er allerhøjeste kvalitet på alle varene. Det er ikke en billig take away letz sushi oplevelse, men det er alle pengene værd at prøve. En menu koster 1700 kr, der betales ved bestilling. Du skal så selv financiere drikkevarene på dagen. Du er allerede advaret om champagnen. Dyr men dejlig og very YOLO. Jeg var ude i en koncept om at pantsætte den førstefødste, og min medspiser udbrød begejstret, at dem havde han to af.
Sushi Anaba er nævnt i Michelinguiden, og det ville være ganske mystisk, om ikke der er en stjerne i vente. De åbner for bordbestilling to måneder før, så det er med at orientere sig og sidde parat ved tasterne. Lad mig vide hvad, du synes!
Sushu Anaba: Sandkaj 39, Nordhavn