Moderne dans tilsat forrygende flamenco og ballet

Selena Munoz er en helt fantastisk danser. Jeg bryder lidt med mit princip om, at alle mine blogindlæg skal være noget, man lige kan tage og løbe med. I Selena Munoz tilfælde er det desværre ikke tilfældet, da hun kun performer i kort tid, og jeg synes der er for langt imellem. Men følg hende på instagram og slå til, når der kommer billetter.

Duft sansen

I september 2023 optrådte hun i Glassalen. Som altid et overvældende udbud af ældre kulturhungrende damer, som jeg selv. Forestillingen hed ‘7 senses‘ og dækkede de fleste af kroppens sanser via forskellige danseindslag. Tøj var tilgengæld ikke, hvad der dækkede det meste af kroppen på de to mandlige dansere, der var med. Den ene var Kongelig balletdanser Ask La Cour New York City Ballet, og den anden var Mark Philip, som bl.a. blev udnævnt som Årets Danser af CPH Culture.  

De tre dansere blev akkompagneret af bassist Jesper Thorn, percussionist David Hildebrandt og saxofonist/vokalist Karen Duelund Guastavino. Sidstnævnte var lidt af et multitalent og fik i sidste halvleg sunget den mest passionerede sang om creme brulee, jeg nogensinde har hørt. Ærligt har jeg ikke hørt mange sange om denne brændte dessert, men hør endelig hendes version, mens Selena Munoz danser rundt i sin cup cake dress.

7 Senses

Forestillingen varede knap 2 timer med pause indlagt. Den tid fløj afsted, for man var hele tiden nysgerrig på, hvad det næste påfund måtte være. Bliv ikke overrasket, når de tre lampeskærme kommer på banen.

Jeg har sjældent tålmodighed til en ballet i det kongelige, men her er det uforudsigeligt og virkelig humoristisk. Der leges med lys og lyd, og man indfanges. Man mixer moderne dans, hiphop, flamenco, tyrefægtning og ballet. Jeg synes, du skal give det en chance – også hvis du ikke identificerer dig med Politiken Plus segmentet! Følg hende og køb en billet, når du får muligheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *