Madklubbens imperie virker endeløst og restauranten Hanzos asiatiske version, har jeg ikke besøgt før. Det er i min bog svært at overgå asiatisk street kitchen i smagfuldhed, så jeg glædede mig til det. Hanzo giver jo straks associationer til Tarantinos perfekte sværd smedet af Hattori Hanzo. Jeg var desværre ikke i gul track suit og ligner ej heller Uma Thurman.
Der var alt mulig asiatisk tingeltangel udenfor restauranten og en lang kinesisk drage slyngede sig igennem rummene indenfor. Vi landede på vores vinduesplads med menukortet og gav egentlig bare køkkenet frie hænder og bestilte en sharing is caring menu på 10 serveringer. Det blev hurtigt klart at køkkenet er mere traditionelt streetfood end eksempelvis Keyser Socials, som jeg tidligere har anmeldt.
Rejechips Vi startede med en cocktail
Serveringerne kom i en lind strøm og dækkede et ret bredt udsnit af asien. Først kom en kæmpe kurv med prawn crackers ind med lidt agurke-avokadodip. Den knasede vi også virkelig hurtigt igennem. Hurtigt fulgte lidt råmarineret tun tartar og endnu engang opfyldte en almindelig ko sin ko-skæbne og velsignede os med oksetartar tilsmagt med wasabimayo og små fiskerogn. Alt lagt op til deling af retten.
Akt to i vores tour de asia
Næste akt i vore asiatiske forestilling bestod af de mest glaserede velfærdskyllingevinger drysset med lidt sesam. Vi fik hver en lille suppe med en grisebasse dumpling og en japansk salat af wakame, kål, æble, sesam og æggeblomme. Begge dele smagte skønt, men den der salat kunne godt virke som noget en japansk husmor engang har fabrikeret ved at kigge i det slunkne køleskab og chopchop her er en salat.
Glaserede kyllingevinger
Som altid er jeg ret mæt, når vi når til hovedretten, men det skulle ikke hedde sig. Vi fik en bao med to crispy rejer på bordet. og en Hanzo curry i bedste thaistil. Baobrødet er altid sært fascinerende – den hvideste dampede let klæge oplevelse, men det smager altid godt, men den manglede lidt dyppelse – det kunne klares med lidt curry. Vi sprang over desserten og gik dermed glip af kokosis.
Karry tuntartat
Menuen koster 375 kr og det er virkelig billigt for det der kommer ind. Den skal vælges af hele bordet i hele den delevenlige ånd. Du kan købe cocktail eller vin-menu til og dermed overlade hele din middag i køkkenets hænder.
Én kommentar til “Kill Bill på Værnedamsvej – Madklubbens skarpe Hattori Hanzo”