Copenhagen Distillery ligger ved Kløvermarken på Amager. Bus nr 37 går lige til døren. Jeg må allerede her advare mod at tage bilen derud, særligt hvis du skal på “lav din egen gin”- kursus. Det var netop, hvad vi skulle en lørdag i januar. Måske ikke hvid januar i traditionel forstand, men ginen var dog klar og ren. Det er nogle kæmpe bygninger, der tidligere har tjent som renovationscentral, men som nu er transformeret til event-center og destilleri. Der holdes koncerter hver måned og en kæmpe bar med gin og tonic i alle variationer møder os, da vi træder ind.
Vi får resolut en velkomstdrink i hånden. Faktisk en langpeber-akvavit med tonic. Således godt begyndt, blev vi ført ind i de hellige haller til den store Bertha – destilleringsapparatet, som er stedets pride and joy. Bertha står for produktionen af de forskellige produkter – akvavit, gin og whisky. Den knejser stolt i midten af hallen med sin røde oplyste farve og kan på en batch af 1000 liter landbrugsethanol producere 600 flasker gin på hver en halv liter. Vi fik det basale at vide om processen, og det måtte være nok til selv at gå i gin-køkkenet.
Noget bliver til gin og andet lægges på whiskytønder til senere brug. Een stor mørkmalet tønde blev kaldt ‘Copenhell tønden’. Den donerer hvert år en trediedel af sit indhold svarende til 666 flasker gin til festivallen og genfyldes derefter. Rundt omkring står der tønder med forskellige eksperimenter.
Tilsmagningen begynder
Nu skulle vi selv eksperimentere. Vi blev præsenteret for en halv liter gin, som vi kunne bruge til eksperimenterne og en række forskellige aromaer. Derefter foregik det med pipette og tilsmagning. Vi kunne vælge mellem bl.a. laurbærblade, orange, enebær, citron og vederstyggelig kanel. Den kan jeg kun fraråde at vælge, med mindre du ønsker din gin skal smage af risengrød. Man noterede opskriften ned undervejs, for tænk, hvis man ramte noget genialt. Der var dog og mulighed for at prøve med en ny opskrift, hvis man ikke lige havde ramt plet i første omgang. Jeg var omkring noget, der i virkeligheden kunne tages ud af thai-køkkenet med ingefær, koriander og citrus, og det var også nogenlunde, der jeg landede den endelige opskrift,
Man kommer i processen igennem en anseelig mængde af de stærke dråber, mens man sidder og justerer antallet af korianderfrø-aroma. Jo mere man drikker, jo mere smager det dog lidt ens. Til sidst skal der ganges op af den perfekte opskrift til den store flaske. Jeg kan godt have mig selv mistænkt for at have givet lidt køb på nøjagtigheden, som tiden gik, men jeg endte da med en opskrift og en tilsyneladende færdig flaske gin.
Slutteligt skulle den gyldne opskrift på flaske navngives og proppen dyppes i voks. Det hele endte med at se meget professionelt ud. Jeg har ingen idé, om hvordan det færdig produkt egentlig er blevet, men jeg tænker, der skal eksperimenteres med noget forskellig tonic. Set-uppet er super hyggeligt. Vi var 12 til kurset, og som ginen tilsmages flyder snakken. Der er sat to timer af til kurset, hvilket passer fint. Det er en supersjov ting at give sig i kast med og en super god idé til en oplevelsesgave! Prøv det!
Copenhagen distillery: Kløvermarksvej 70D, Amager