Bings brunch restaurant har altid plads, hvis man ikke har været ude i så god tid, at man har sikret sig et bord på eet af de mange brunch steder på Vesterbro. Problemet med flere af stederne er, at man ikke kan reservere bord. Det er supertræls, når man står der med knurrende mave og cyklen allerede låst fast til plankeværket med rucolås og knallertkæde.
Mange steder serverer også kun morgenmad. Andre f. eks Polly, Mig og venner eller Cadence har større retter på menuen såsom egg benedict og australsk avokado sandwich. Det kan alt sammen være vældig fint, men man kan godt stadig have lyst til den der kæmpe store tag selv buffet, som vi kendte det fra før corona.
Du skal tro på det og blive ved at gå ned ad den forladte konference-gang. I ugedagene tjener det som kontorfællesskab. De åbner kl 9.30, og der er buffeten stadig jomfruelig. Jeg vil sige til Bings forsvar, at buffeten faktisk fyldes op og ser indbydende ud gennem hele måltidet. Vi blev spurgt, om vi har været der før, og om vi kendte konceptet. Det er dog ret gennemskueligt, at man går op og forsyner sig med hvad, der måtte falde i smag.
Der er en masse varme sager bl.a crispy bacon og pølser med røræg, hvis du føler dig lidt traditionel. Ellers kan du også spice det op med forårsruller eller falafel for det asiatiske touch.
Der er også en kæmpe udvalg af ost, pålæg, laks og andet der hører til på det store kolde brunchbord. Friskbagt brød, salater, syltede ting og tun- og hønsesalat. Det står hurtigt klart at selvom man bare lige skal smage lidt her og der, er tallerkenerne for små.
Det søde med det søde
Når man har været forbi det varme og det kolde, brødet, juicen, kaffen og tilbage igen, kan man risikere at gå forbi bordet med det søde element. I vores tilfælde var der bagt bjerge af æbleskiver og pandekager, der kunne druknes i ahornsirup eller nutella. Man kan også forsyne sig med frugt, hvis man lige skal støve den gode samvittighed af, inden man går. Heldigvis er der rigeligt af tallerkener, så man slipper for at lave en lille vold med tunsalaten for at afskærme for ahornsiruppens løssluppenhed, og laksen behøver ikke røre nutellaen.
Min pointe med Bings er ikke, at det er en ny og banebrydende restaurant med forskelligt skåret porcelæn, og hvor man spiser ved et symaskinebord. Den er faktisk så traditionelt, som det nok lader sig gøre. 00’erne lever fortsat i bedste velgående her, dog med en tanke på økologi og laktose og gluten-intolerance. Her er utrolig god plads, og buffeten er lækker og varieret. Det er stedet, hvis I er mange, der skal sidde sammen eller du ikke har fået reserveret de mere eksperimenterende steder. Her er noget alle kan lide, så uanset om du har inviteret dine bedsteforældre eller kræsne børn med, kan alle gå op og hente bacon til de skammer sig. Og det er bestemt ikke uden fordele. Brunch koster 235 kr. person.
Bings: Vesterbrogade 149, Vesterbro, Køenhavn