Falsled Kro fejrer i år 50 års jubilæum. Selve kroen er fra 1744, men den blev etableret som dansk kro i 1971. Jean-Louis Lieffroy har været køkkenchef på Falsled Kro i 38 af disse år, og var en stor del af den menu, vi blev præsenteret for. Efter at have været på Søllerød kro og Ganløse Kro for nogle uger siden, vil jeg virkelig slå et slag for kroer, omend de er af lidt forskelligt koncept og regningen kan variere en anelse.
Vi havde booket jubilæumsopholdet på Falsled Kro fra fredag til lørdag. I vores tilfælde inkluderede det en suite større end min egen lejlighed med stue, spisestue, soveværelse og bad. Der var en tilhørende terrasse, hvor man passende kunne nyde en before dinner drink. Sengene var enorme, og sofaerne blev man også væk i.
Jubilæumsopholdet dækkede også over hovedattraktionen – menuen! En 10 retters historisk rejse gennem retter, der har haft en særlig betydning for kroen og køkkencheferne. Man kan vælge en tilhørende vinmenu, men vi valgte fra kortet i stedet. Det plejer at sikre man ikke får naturvin, som en del af oplevelsen, selvom jeg ikke tror det vederstyggelige produkt har fundet vej til Sydfyn. Vi checkede in kl 15 og fik kaffe og sødt i pejsestuen, inden vi kunne gå tilbage og prøve at finde rundt i vores egen lejlighed.
Velkommen til kage Vores hyggestue
Menuen – forretter
Du er advaret, for nu følger en tour de force af beskrivelser af retterne. Vi blev bænket med den fineste udsigt til vandet og en ukendt ø, som google map dog afslørede som Vigø. Solen var ved at gå ned, og vores første ret blev indtaget med en lyserød solnedgangsbaggrund.
Pilselv vagtelæg med salt og røget creme og en østers med en vagtelæggeblomme, urter og et yderst gavmildt læs Baerii kaviar, et virvar af fugle- og fiskeæg. Vi drak champagne til og blev enig om, at det vel ikke kunne gå helt galt. Det viste sig også som en yderst driftsikker løsning, mens de små retter blev smagt og nydt. Næste ret var jomfruhummer. Sydfyn fusionerede med asien og en mangochutney ledsagede soya-vinegretten, der var hældt over vores enlige jomfruhummer. Skøn vanille-aroma sammen men skaldyret.
Østers med vagtelæg og kaviar Jomfruhummer goes asian
Torsken, der efterfulgte, blev serveret på en usædvanlig varm tallerken. troede det var tynde skiver rå torsk, men det var faktisk tallerkenens høje temperatur, der tilberedte fisken. Den kunne naturligvis ikke ligge der helt alene og uledsaget. Den fik følgeskab af en skefuld kaviar og sauce mariniere, der duftede af indkogt hummer på den meget gode måde. Nu var vores kaviar ration desværre opbrugt, men andre goodies ventede.
Menuen – hovedretter
Helt politisk ukorrekt ankom et stykke stegt foie gras med kirsebærsauce. Neej, det er længe siden, og jeg havde ærligt ikke mange dyrevelfærdstanker inde på radaren. Den var fed og fantastisk! Hertil klarede vores Bourgogne sig bedre, og man skal huske at drikke varieret.
Kæmpe trøffel Bourgognen
Næste ret var en friteret æggeblomme på spinat og med høost. Vi kiggede beundrende ned i den lille tallerken og pludselig gik tjeneren vitterligt amok med et trøffelrivejern. Der var ganske enkelt revet trøffel overalt på tallerken og dug og et ufremkommeligt bjerg af brun skovbundsduft have lagt sig oven på vores lille æg.
Bjerg af trøffel på æg Foie Gras og kirsebær.
Man kunne fornemme at vagtler har spillet en rolle i udviklingen af menuen på Falsled. Vi blev nu præsenteret på gastronomiens svar på en halv grillkylling. Et halvt hoved med næb, et lår og det ene bryst lå i symbiose med verdens kraftigste portvins-glace. Jeg kunne ikke dy mig for at tage en smagsprøve af hjernen. Hvem kan ellers sige. de har spist vagtelhjerne?
En halv grill vagtel Den store ostevogn
Den store ostevogn trillede ind. Jeg bliver jo aldrig rigtig voksen her og havde bekendt kulør inden ankomst, så jeg fik i stedet sortfodsskinke med trøffel. Et glimrende bytte. Resten af selskabet så ud til at være glad for ostene.
Menuen – desserter
Vi var ret fremskreden i menuen efterhånden og sandt at sige ganske mætte og havde indtaget nok protein til langt ind i næste uge. En lille kugle sveskeblomme-is først og til sidst en dessert af chokolade i alle afskygninger, kage, is, mousse. Her måtte vi næsten give fortabt. men kunne lige klemme en dobbelt espresso ned. Vi måtte faktisk sige nej tak til petit fours, men dokumenteret blev de alligevel.
Chokosymfoni Sveskeblommeis
Yndlingsretten var for mig nok østersen og torsken, men det var virkelig en god menu og følelsen af at være plantet i luksus med en tjener på hver finger var fantastisk. Man kunne trille over vejen til vores ydmyge gemakker og vælte os om på sengen velvidende at morgenmaden blev serveret i spisestuen næste morgen.
Falsled Kro ligger utrolig smukt og det var en stille efterårsdag med sol. Det er ikke verdens billigste omgang, det skal jeg ærligt erkende. Du kunne muligvis få en ferie på Gran Canaria for to en uge til samme pris. Vi endte med at betale 6000 kr pr mand og inden du falder ned af stolen, dækker det over ophold, menu og de to flasker vin til 1100 kr pr flaske, som vi investerede i. Det er jo ikke bare et aftensmåltid, det er virkelig en oplevelse, og så må den stå på kogt ris med soya eller rugbrød et par dage. Vi fik en lille goodiebag med bog og sødt med til turen hjem.
Falsled futter Morgenmad “på sengen”
Én kommentar til “Boost af luksus på Falsled Kro.”