Få julelys i øjnene i Lumiere i Ringsted

Lumiere i Ringsted. Fars fede juleferie – go home! Det er en årlig event, fik vi at vide…eller det er det i hvert fald nu, blev vi fortalt, for pladsen er lejet for tre år. Danmark er lige blevet lukket ned, og man griber de sidste halmstrå i forhold til at suge julehyggen til sig.

Man skal lige køre lidt for det, men spektakulært er det. Vi havde billetter til kl 19 og mørket var for længst faldet på, og alle lysene stod klart. Det var endda den eneste aften denne uge, hvor det ikke regnede, og vejret var perfekt. Der havde faktisk være et ufo-agtigt lys på himmelen samme eftermiddag, som nogen sagde var noget, der hed solen.

Der var ensrettet, og man blev derfor guidet rundt gennem alle lystableauerne. En bro med hjerter, kæmpe elge i lys, egern familie, peberkager og træer, der skiftede farve i et væk. Et særligt sted fik vi lov til at tromme vores musikalitet ud i natten og kreere lysstrømme på græsset til de taktfaste rytmer. Muligvis en seance for børn, men dem havde vi ikke lige nogen af.

Lumiere i Ringsted kører frem til d 23 og har fået stemplet ”safe to visit”, og jeg må sige at selv den ihærdigste corona-virus ville have svært ved at hoppe fra vært til vært. Hvis man er tålmodig ender man på madpladsen, hvor der egentlig er et pænt udvalg af food trucks omend mangel på siddepladser og muligvis uden det store anstrøg af gourmet. Men man vender mæt af mad og julelys tilbage til den nedlukkede storby. En super skøn udflugt som I lige kan nå inden det bliver jul.

2 kommentarer til “Få julelys i øjnene i Lumiere i Ringsted”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *