Tur til Irakisk Kurdistan med Karwan fra Iraqikurdistantours

Vi stod i Lufthavenen i Erbil første dag i påskeferien og blev mødt af vores turguides bror fra iraqi Kurdistan tours, der kørte os til hotellet. Vi blev kørt til hotellet forbi vejskilte til Bagdad og Mosul, og det er jo allerede eksotisk i sig selv. Vi begav os ud i Erbil efter noget at spise. Det gik op for os, at det var ramadan, så først kl 18.30, når solen er gået ned, går det løs! De lækreste boder var sat op på gaden med gademad, snittede grøntsager i små bjerge af kål og persille samt kebab over grill og duften af æbletobak fra vandpiber.

• 

• 

Vi gik dog ind på en restaurant og prøvede dels at bryde en 100 dollars seddel og dels bryde vores hjerne med ukendte valutakurser. banker er ikke rigtig en ting i Kurdistan. Ingen har penge i banken, men syr dem bogstavlig talt ind i madrassen derhjemme. Den vildeste kontantøkonomi ever. Vi endte med at spise stort og godt for 25kr pr person. En flaske vand stod til 1 kr, så ramadan til trods kommer vi nok ikke udmagrede eller dehydrerede hjem.

• 

• 

Folk var yderst venligt og vi høstede masser af ‘oh you are beautiful’- komplimenter. Man bør komme mere i Mellemøsten fremfor Vesterbrogade, hvor det er mere sandsynligt nogen prøver at køre dig ned på cykel og smider et ‘forbandede nar’ efter dig. Det blev en ret tidlig første aften, men vi var klar til morgendagens tur ud i Kurdistan!

• 

• 

Koya og Dokan

Morgenmaden fik vi lov at indtage alene i det ramadan-ramte morgenmadslokale. Kogte æg, verdens lyseste brød med fetaost og oliven. Vi blev hentet af vores guide Karwan i Kurdistansafari firhjulstrækkeren. Dagen før havde åbenbart været ugennemtrængelig støvstorm fra Saudi Arabien, så der var stadig støv i luften. Vi kørte til byen Koya nordpå og så citadellet. Der vejede en masse kurdiske flag – rød, hvid og grøn med en sol i midten. Farverne symboliserer agurk tomat og yoghurt, nå ja nogen vil sikkert påstå noget andet som fred, martyrer etc. Vi fik den kurdiske historie, mens landskabet trillede forbi frodigt med gule blomster og grønne hvedemarker. Jeg havde egentlig forestillet mig noget mere goldt og sandet.

• 

• 

Pludselig lå en kæmpe inddæmmet sø, Dokan, hvor vi tog en sejltur. Vi talte i bilen om kurdiske giftermål. Manden giver smykker i medgift, som jo ikke umiddelbart overrasker, men åbenbart kan manden spørge om at få dem tilbage efter et års tid, hvis han f.eks skulle få lyst til at købe en bil. Det lader ofte til at være tilfældet. Striberne på vejen virkede i bedste fald vejledende, og jeg bekymrer mig i glimt for vores kør-selv ferie i Oman til oktober.

• 

• 

• 

Sulaimaniya

I Sulaimaniya så vi det røde fængsel. Stedet Saddam holdte fanger. Udstillingerne gik fra Iran-Irak og Kuwait til ISIS krigen med udstilling om massakrene på Kurderne. De har haft meget få pauser. Det var voldsomt at se og mindede lidt om følelsen, man får i Auschwitz. Skudhuller, tanks og utallige billeder af omkomne folk, død og elendighed, men vigtigt at se og vise. Vi blir nok aldrig klogere….

• 

• 

• 

Vores tur var planlagt således, at vi tager to dages ture ud fra Erbil, så hveranden nat overnatter vi i en by på turen. Ankommet til vores hotel i Sulaimaniya, hvor alt lugter af luftfriskeren ‘exotic ice’ fra Sydsudan, tog vi ud i bazaren. Små lyserøde kyllinger, granatæblejuice, kjoler, slik, brød, baklava og fårehoveder blandet med folk, der købte ind til mørket falder på. Vores guide så og mere og mere ryge-og madlysten ud. Jeg er ikke sulten sagde han, og konstaterede, at der var 3t13 min til han måtte spise.

• 

• 

Da vi endelig fik mad valgte han en lille kikærtesuppe, mens vi andre frådede en falafel fra gadekøkkenet og sluttede af med en kunafa. En ‘klassisk’ blanding af nudler, ost og sukker?! Jeg anervitterligt stadig ikke, om det var dessert eller forret. Imamen fra moskeen lullede os i søvn. Han virkede meget ihærdig med at komme ud med sit hellige budskab..

• 

• 

Halabja, Byara og Iran

Vi kørte ud af Sulaimaniya og havde fornøjelsen af at havne midt i et farmer-begravelsesoptog på vej til moskeen. Folk kommer i jorden asap og så må enken ellers underholde gæster den næste måned. Ingen kvinder på kirkegården. De hyler for meget, forlød det fra vores guide. Vi gjorde holdt ved Halabja. Scenen for Saddams giftangreb i 88, hvor 5000 mennesker omkom i løbet af kort tid.

• 

Han havde været så fremsynet at bombe byen dagen før, så døre og vinduer var blæst ud for maximal effekt af giftgassen. Vi så martyrernes kirkegård. 1000 gravsten – een for hver udslettet familie. Køerne gik og græssede mellem stenene. Jeg indskød, at der måtte være tale om gravkøer og satte mig dermed i spidsen for årets dårligste far-joke 2022.

• 

• 

• 

Vi susede til grænselandsbyen Byara til lyden af Kurdistans greatest hits. Vi steg ud i bjergene ved grænsen og kiggede over på Iran med snedækkede bjerge. Snart krydsede vi faktisk et lille vandløb, der udgjorde grænsen, og stod illegalt og tørklædeløst i Iran men grænsepatruljen kom kun et par gange om måneden blev vi forsikret for. Det virkede nu sikkert nok.

• 

• 

Vi fandt i landsbyen noget virkelig lækkert fransk nougat agtigt noget med nødder, som jeg efter fem fejlagtige forsøg på at gentage må sige hed noget i retning af zadoursh. De solgte smugler-benzin fra Iran i udkanten af byen til billige penge. Vi kørte videre op i bjergene ad små grusstier til vandfaldet Ahmad Awa. Jeg vil mene det var så meget udkants-kurdistan, som det bliver. Sent henad eftermiddagen blev der kørt endnu en frokost-rulle ned. En iransk person kan umuligt bestå af 85% vand her, minimum 30% må være kebab.

Mar Mattai og Lalish

På vej ud af byen overhalede vi en lang række af våben og militærtransporter fulgt af amerikanske køretøjer på vej til Syrien og passerede en kæmpe flygtningelejr. Vi er tættere på ISIS krigen idag, fordi vi kørte mod vest. Et af utallige militære checkpoint skulle sikre, at vi ikke ved en fejl lige drejede af til Mosul, som kræver ekstra visa og giver en umiddelbar uvarm velkomst.

Vi drejede dog af i kristendommens navn til klosteret Mar Mattai. Kristent område men med isis tidligere frontlinie lige for foden af bjerget. I flere områder er isis sovende, men lige her er de altså faldet helt i søvn og holdes stangen af den kurdiske hær, peshmerge. Vores frokost idag bestod af et utal af små serveringer med ja….kebab. Vi har snart foldet alle nuancerne af kebabben ud, vil jeg sige.

• 

• 

• 

Dagens store oplevelse var Lalish. Yazidiernes hellige by, hvor man skal komme to gange i sit liv som rettroende yazidi. Vi skulle dog ingen forhåbninger gøre os om at blive optaget i troen og ej heller gifter de sig udenfor egen tro. Alle var dog lige indenfor kategorien fodtøj. Det er af med skoene og bevæge sig rundt på bare fødder på de varme sten fedtet med olivenolie. Mange muligheder for at få ønsker opfyldt: et tørklæde skulle kastes op på en sten, og du kunne kramme en søjle og hvis dine arme nåede sammen var det happy days. Jeg må satse på ønskebenet fra kebabkyllingen istedet, da mine atletiske evner ikke rakte.

• 

• 

Folk i Lalish og iøvrigt alle steder i Kurdistan er blandt de mest imødekommende, jeg har mødt. Som eftermiddagens sidste indslag så vi arkæologiske ruiner. 2700 år gamle, som mere eller mindre lå og flød, men i det mindste udsat for naturen fremfor isis. Der er jo ikke rigtig kolde øl på plakaten men vi fik kurdisk kaffe med kardemomme lavet på grønne bønner.

• 

• 

Vi spiste ude på kebab restaurant, sjovt nok. Vi var bænket med vores suppe og sager kl 18.30, men guidens ramadan sluttede først kl 18.45, så vi sad solidarisk og talte minutterne til imamen sang, og den gamle mand overfor gik igang med en dadel for at bryde fasten, så kastede vi os frådende over menuen. Bagefter tog vi på peshmerge martyrs teashop med billeder af faldne krigere og memorabilier overalt. Et sted, hvor de ikke ser fire feminine blegansigter hver dag, så de hev også iPhonen frem.

• 

• 

• 

Gara og Amedi

Morgenmaden var, ja…kebab og kostede 7 kr. Vi kørte til Saddams sommerresidens på toppen af bjerget Gara. Skilte, der advarede mod miner i begge sider af vejen og sne. 2000 m højde og koldt i t-shirt og sandaler. Min vikingearv gjorde mig ikke ære. Paladset var ribbet for alt men fordums tid fra 80’erne kunne anes. Mere end 60 sommerresidenser var der åbenbart brug for.

Alle paladser lavede hver dag alle måltider just in case, han lige stoppede forbi. Jeg kan ikke engang købe et lillebitte sommerhus i Gilleleje, men har selvfølgelig heller ikke rigets samlede financer til rådighed. En lang mur omkransede paladset i dalen med billeder af krigsscener som en lang Berlinmur med enkelte stærkt udfordrede påmalede fredsduer.

• 

• 

Byen Amedi ligger på klippetoppen smukt mellem bjergene. Den bød på en moske og en 1000 år gammel jødisk grav. Fred og fordragelighed mellem religionerne var mantraet der. Vi gik lidt amok i specialiteterne på frokostrestauranten, da vi fandt noget der rent faktisk ikke krydsede kebabboksen af. Det hed kuba og var en stegt fladmast kugle af bulgur med kød og krydderurter. I det hele taget bestilte vi rigeligt af alt muligt, og det endte med vores naboer lydløst allerede havde betalt vores regning, da vi gik ud for at betale. Det er ligegodt aldrig overgået mig på Vesterbro heller. Jeg tror seriøst næppe man finder mere imødekommende folk. Nå måske jeg skulle pay it forward når jeg kommer hjem

• 

• 

Vi kørte mod nordøst ud i bjergene igen. Store canyons og majestætiske bjerge. Af uransaglige årsager kørte vi ind på et resort med en rutchebane. Vi var de eneste gæster og fik rystet støvet af billetmanden og kørte i vores lille rutchebanevogn på siden af bjerget understøttet af nogle tvivlsomme jernstivere, men sikken en udsigt ved Kharand og Rawanduz. Vi provianterede på et marked til om aften i et lokalt hus i landsbyen Sakran, oversat til ‘drunk’, men beruselsen skulle efter sigende komme fra udsigten. Et 70 år gammelt hus ude i de sneklædte bjerge. Helt fantastisk smukt beliggende!

• 

• 

Danish people in Kurdish village

Vi slæbte afsted ned ad mudderfloder og grusveje med vores kufferter. Hmm Danish people in Kurdish village, konstaterede guiden tvivlsomt. We blend right in, men det er jeg snart så vant til. Det lerklinede hus havde en stor åben væg ud mod bjergene med sne og to værelser. Maden (Maklubi) blev skåret på gulvet, stegt efter nøje anvisninger på gasblusset med de sneklædte bjerge i baggrunden. Vi lavede kurdisk kaffe og rullede ærmerne op. Opskriften kan fåes on request men hold da op en oplevelse og lækker ret, der blev serveret på en kæmpe tallerken og spist af en improviseret kæmpetallerken af voksdug på gulvet.

Solnedgangen var ekstrem gylden og lyste bjergene op. Om aftenen var der hygge om ovnen og vores hellige måske alkoholfri klostervin blev skænket inden vi fandt tæpper og quilt madrasser frem fra bunkerne. Til morgen kogte vi æg, te og opvaskevand på vores lille gasblus og fik bugseret de uhandy kufferter op til bilen med et sidste kig på vores fantastiske rudeløse vindue.

• 

• 

• 

Vi kørte til udkigspunkt, der ikke var helt så velbevaret hemmelighed. En masse campister naturligvis igang med kebab og te over bål. En gul gummibåd i søen forstyrrede i den grad billedet af bjergenes reflektion men spektakulært uagtet. Vi fandt et roligt sted på en kirkegård med nyudsprungne kejserkroner. En udmærket baggrund med Iraks højeste bjerg (3607m). Har været igennem utallige militærcheck men eet var særligt forhørende om min gøren og laden i Iran. Vi møder meget sjældent grumpy folk, men når vi gør er det et stensikkert tegn på de faster

• 

På tur omkring Erbil og privat cooking class

Vi tog på tur udenfor Erbil. Smuk tur mellem bløde bjerge, marker og gamle slotsruiner. Bilen fik hvad den kunne trække på hovedvejen og vi zigzaggede mellem spøgelsesbilisterne med børn på ladet eller stikkende op gennem soltaget. Grønne og sorte nummerplader signalerer her, at bilen er stjålet. Nuværende ejer har muligvis betalt for den, men i så fald hælervarer fra eksempelvis Europa.

• 

• 

Vi så byen Akre med udsigtspunkt og moske med en gammel dervish grav. Vi blev iklædt de tradtionelle sorte heldækkende abaya-dragter undtagen Yrsa, der helt fashionabelt prydede sig i hvad der mest lignede et blomstret dynebetræk fra et sommerhus. Jeg syntes desværre jeg kommet i den alder hvor abaya faktisk klæder mig.

• 

• 

Vores guide faster idag og måtte gennem et vældigt mas i trafikken fordi fire vantro kvinder ville have frokost. Giv os idag vores daglige kebab! Vi var helt eksklusivt blevet inviteret hjem til vores guide til cooking class med hans kone. Der blev dækket op med plastik på gulvet, og så blev der hentet urter og grønt til alle mulige retter. Vi fik foldet knæ og ben i blodstoppende stillinger og begyndte at skære, rulle og folde ting og sager på stuegulvet sammen med vores guides kone, Pakhshan. Vi bød ind med det der i dagens anledning 16/4 blev til Dronning Margrethes klassiske fødselsdagskage, en dansk rabarber crumble, ligesom hun kan li den, frisk fra de kurdiske bjerge. Rabarber spiser de ellers kun med salt.

Det var så fantastisk at være i et helt privat hjem og få indblik i hjemmelivet. Vi spiste med børn, brødre og forældre på gulvet de skønneste retter. Kød indbagt i couscous lagt i en fyldig suppe, dolmere med citronsyre, linsesuppe og en bunke urter som salat. Te og dansk Margrethe crumble til dessert. Selvom man ikke forstod sproget stod det klart at middag her var helt i familiens ånd med børn der tumlede, far der så nyheder, bedstemor der kysser børnebørnene, hyggelig, gæstfri, nede på jorden og så fantastisk. Det kan ikke købes for penge

• 

• 

Erbil centrum

Sidste hele dag i Erbil. Vi blev kørt rundt i Tetris trafikken, hvor det i bund og grund handler om at udfylde alle hullerne og evt danne en ekstra bane om nødvendigt. Guiden efterlod bilen på en p plads indebag 50 andre biler, der igen blev tetrisset rundt. Vi så penge markedet. Folk har ingen tiltro til banker, så kontant-økonomien får folk til at slæbe rundt på plastiksække med penge. Afdelingen for rosenkranse var meget populær hos de ældre mænd og jeg blev shanghajet til selfie med spørgsmålet, om jeg var gift. Guiden skyndte at indskyde at der både var mand og to børn og at der i øvrigt ikke ville blive tale om arrangeret ægteskab på hans tur. Det var endda før jeg kunne høre hvor meget medgiften ville være på.

Vi så tæppemuseum i citadellet (6000 år gammelt og UNESCO site) og besøgte en tæppehandler dog uden den obligatoriske udrulning af samtlige tæpper i butikken og an offer you cant refuse. Vi besøgte også våbenreparationsbutikken, men havde dog ikke lige for nuværende noget at indlevere. Den store moske blev åbnet kun til ære for os. Super flot og bygget af en privatperson med fin bemaling og plads til flere tusinde. Da de mente vi havde haft nok tid til åndelig berigelse tog de hovedafbryderen, og vi forstod det var tid til at tage vores tørklæder og gå.

• 

• 

Vi fik frokost i det kristne kvarter på en syrisk restaurant. De bød dels på et fint måltid og et rigtigt siddetoilet, hvilket er nogenlunde ligeså tilfredsstillende at finde som selve frokosten. Tidligt tilbage på hotellet gik vi på jagt efter en beauty oplevelse og blev klippet og manicureret med fire børn på skuldrene i dazzling beauty. Vel-groomede var vi parat til turen til København dagen efter.

En helt fantastisk tur til Kurdistan, der på ingen måde virkede farlig. Vi følte os på intet tidspunkt utrygge, og jeg kan i allerhøjeste grad anbefale en tur til et af de mest hjertevarme befolkninger, jeg har besøgt.

Fakta om turen

Vi havde booket turen til Kurdistan med Iraqikurdistantur og en fantastisk guide, der hedder Karwan. Hele turen alt i alt med fly, mad, hotel og ture kostede pr mand 12000, hvilket virker utroligt billigt. man kan få visum on arrival til 75 dollars. Du tager kontanter med, da visa kort ikke er noget der liver brugt overhovedet. Kontakt mig endelig, hvis du vil høre mere.