Vi stod i Muscat, Oman helt utrolig tidligt på det navnkundige Golden tulip med en plan i hovedet og en benzinfyldt bil holdende udeforan. Et lokalt data-simkort hjalp i den grad på tilfredsheden. Vores kør-selv tur rundt i ørkenstaten i vores toyota yaris skulle til at begynde.
Der var god plads på vejene i Oman, og parkeringspladser i hobetal. Alkohol vurderede vi ikke som let tilgængelig, så vi købte bobler på vej ud af lufthavnen for at fejre et jubilæum. Vi stod i kø blandt de frafaldne muslimer med Jack D under armen. Efter at have dannet os et overblik over Muscat, måtte vi starte kulturelt og tog den store tur i operaen fra 2011.
Operaen 
Guide
Der var ikke skortet på noget. Marmor fra nær og fjern, som spejlede bygningerne i stenene og koncertsalens dimensioner kunne skaleres op, ned, hen og ud. Alle har råd til at gå i operaen forkyndte guiden! Mændene i Oman var i lange hvide kjortler og kvinderne tilsvarende i sorte gevanter. Det må være utrolig let og kræve få beslutninger om morgenen.
Operaen 
Operaen
Gamle Muscat
Vi så den gamle bydel. Vibeke gjorde sig fortjent til en medalje i kørsel i nyt land, mens jeg prøvede at vildlede med Googlemaps instrukser fra passagersædet, hvor GPS’en havde lidt svært ved at følge med. Vi så et Al-Mirani fort og Al Alam kongepalads, som nok var den eneste bygning med farve i byen, der ellers stod kridhvid mod den blå himmel. Vi gik på opdagelse i et forfaldent købmamdskvarter og sluttede af i Mutrah souq. Guld, røgelse og pashmina-skær blev tilbudt os i hobetal, men vi modstod trangen til uldsjaler i 34 graders varme. Tilbage på hotellet nød vi den forbudne frugt i form af prosecco bag vores panoramaruder, mens solen gik ned over Oman.
Aftensmaden blev indtaget i en lille restaurant med små private telte indenfor, hvis man skulle have lyst til at indtage maden på gulvet family-style. Vi slog os ned ved et helt almindeligt bord. Vi indtog, hvad jeg næsten må antage er deres nationalret, nemlig kød på ris birjani.
Grand Mosque
Om morgenen havde vi endnu en blå skyfri himmel, der i løbet af dagen skulle byde på 39 grader. Vi sørgede for at påklæde alt eksponerbart (og svedbar) hud og hår og drog i den tidlige morgen til moskéen – The Grand Mosque. Den er fra 2011 og ornamenteret i en grad, der viser, den har kostet et par rial. Den kan servicere 15000 bedende, hvilket må være lidt af et syn, hvis de alle ligger der med gumpen i vejret.
Besøget skal times mellem 8-11, som er tiden for de tilklædte vantro. Efter den åndelige føde krævede maverne morgenmad ude ved stranden på d’Arcy, hvilket var et ganske lækkert sted nær operaen.
Al Bustan og Bimmah sinkhole
Næste mål var det seksstjernede hotel Al Bustan, hvor vi ville smykke os med lånte fjer og nyde en cola i lobbyen med 20 m til lofter, en milliard krystaller i lysekronen og Pepsi til en pris, der kunne have financieret i hvert fald et par af krystallerne. 140 kr betalte vi for to små cola!! Det var en literpris på 280 kr, hvor vi betalte 4,5 kr for en liter benzin.
Nu drog vi 130 km ned langs kysten til Bimmah sinkhole, hvor man kunne bade i klart fersk vand 20 m nede. Små fisk nippede charmerende nok af de døde hudceller på fødderne. Vi kørte langs kysten til Tiwi, men stoppede for forsyninger til imorgens wadi-vandring i en lille butik omgivet af geder og æsler. En wadi er en oase, der ligger mellem klipperne og giver liv, næring og vand til palmer og grønt i de ellers ret golde omgivelser.
Wadi Shab
Vi tog fra morgenstunden på tur til Wadi Shab. Man parkerer bilen og tager en lille billig båd over floden, hvor stien begynder. En smuk kløft med palmer og tre små søer. Stien blev efterhånden til balancekunst og senere på kæmpe sten. Det tog os halvanden time ind til først pool af de tre. Det inkluderede dog de behørige fotostops bl.a. af lokale der høstede græs med deres æsel.
Tredje pool kunne kun besøges ved at svømme. Vibeke passede på vores ting og jeg hoppede i i hudafslørende bikini og med (not so) drybag. Nøj det var et strabadserende foretagende. Turen var måske 500 m. Men det var inklusiv gå på grus, kravle på glatte klipper og forcere et lille vandfald. Efter 300 m fri svøm kunne man knibe sig gennem en lille åbning på 2 meter, der ovenfor vandet var 20 x30 cm. Som at blive født på ny bogstaveligt talt var der et vandfald inde bagved.
Måtte jo dokumentere og det har været er syn se mig træde vande på fem meter vand, mens jeg prøvede at befri kamera fra tasken, knipse og pakke sammen uden det blev ødelagt. Det var alt i alt en rigtig fin oplevelse. Men jeg kan i den grad anbefale sko, hvis du påtænker turen ind til sidste pool.
Vi fik frokost i Tiwi og prøvede at finde unesco sitet arkæologiske by Qalhat. Det var dog det mest ufremkommelige sted og vi endte med at tage billeder fra motorvejen, hvor vi holdt ind og nød ruinerne. Hvis nogen finder vejen derind, hører jeg gerne om det.
I byen Sur var vi på virksomhedsbesøg på det gamle skibsbyggeri. De har nogle enorme og traditionelle fiskerbåde der. Der lå hvalknogler, så de har gået efter mere end rejer. Vi nåede skildpadde reservatet i Oman beliggende ved Ras Al Jinz, som var dagens endelig mål henunder aften.
Skildpadder på Ras Al Jinz
Ras Al Jinz ligger på den østligste spids af den arabiske halvø. Det sted kan havskildpadder rigtig godt lide. Vi skulle samles kl 20.30 i lobbyen. Det var bælgmørkt, og vi var samlet hvad, der føltes som hundrede personer. Delt op i grupper travede vi halvanden km til stranden og fulgte guiden med lygten. Skildpadderne sætter ikke pris på hvidt lys og kan finde på at smutte til havs igen uden at lægge æggene, hvis de bliver bange.
Der var flere skildpadder og på vejen faldt vi i mørke i de enorme huller de havde gravet. Der var små skildpadder på den farefulde færd mod havet – kun et par stykker ud af 100 når at blive voksne, så ræve og måger lurer sultent i mørket. Vi stod i en halvcirkel bag første padde, og fødderne blev skovlet til med sand fra dens stærke luffer, der var i gang med at dække æggene.
Et andet sted så vi den lægge små fine hvide æg. Vi besluttede os straks for at tage morgenturen også. Kl 4.15! Intet problem. Det blev desværre hurtigt lyst, og da skildpadder er ikke de store solbadere, så de fortrækker tilbage i havet med lyset. Smukt at se dem store som små blive opslugt af bølgerne.
Med skildpadderne sikkert tilbage i deres våde element var vi klar til afgang. Tog kystvejen sydpå. Der er seriøst nærmest ingen biler på deres veje udenfor byerne. Da et billede trængte sig på, og vi gjorde holdt i højre kørebane poppede to politibiler op som champignon og spurgte ind til vores problem. Vi ville helst ikke i klammeri med politiet i Oman og fortsatte hurtigt ind i landet, hvor dromedarerne gik frit omkring.
Byerne var søvnige og faldefærdige med de travle omanske mænd siddende under træernes skygge. Yaris fik sin ilddåb op ad bjerget til Wadi Bani Khalid (Muqal). En rigtig fin og nærmest fornærmende let tilgængelig oase. Det vil sige, da vi først fandt den efter en omansk mand havde ledt os derhen. ‘Alle kommer den her vej fordi Google Maps viser forkert’, sagde han.
Beduiner og sand
Dagens kæmpe oplevelse var at blive fundet af vores beduinguide på en udpeget benzintank på rute 23. Han kørte os ud i ørkenen til hans hus. Vi blev budt indenfor og mødte hele familien og fik kaffe og dadler. Derefter gik den vilde jagt ud i ørkenen for at se hans bestand af høns, duer, får og kameler. Det gik op og ned ad ret vilde sandklitter i firhjulstrækkeren.
Kamelerne var virkelig kælne og selfie-lystne, og jeg fik et af os tre ‘juhuu-piger’ med mig i midten flankeret af to kysselystne dromedarer. Skulle den ene kæles ville de andre også. Endte med at finde små øgler og endda en vandmelonplante. Tilbage hjemme skulle vi lære at lave aftensmad – noget der udtales ‘mekbush’ og som meget kunne ligne det vi lavede i Kurdistan. Grønt, tomat, væde, kød, krydderier og ris.
Familien med de fire børn tumlede rundt mens maden kogte over ildstedet. Vi gik igang med klør fem og med den hygiejniske højre hånd skovlede vi risret ind med snaskede fingre og kølende creme fraiche fra den store fælles tallerken.
Vores soveplads var med åbent beduintelt ud mod ørkenen. Om morgenen, hvor vi egentlig skulle have været retur til benzintanken fik vi os sneget med ud for at fodre dyrene. Vores beduin var vældig opløftet ved tanken om selskab. Det blev en køretur rundt i ørkenen på 6 timer. Vi fandt et får, der var blevet væk og som havde læmmet, en kamel- mor med nyfødt unge og alle hans andre flokke af dyr, der roamede frit rundt i ørkensandet.
Til frokost slog vi os ned i ‘skoven’ bestående af syv træer, og han kokkererede et sandbagt beduin brød og gedegryde over bål. Fantastisk og gennem-autentisk oplevelse. Jeg deler gerne kontaktoplysningerne, hvis nogen skulle få lyst til en ægte beduinoplevelse.
Sinaw
Sinaw er en by ude i midten af nowhere. Men de har et kamelmarked tidligt torsdag morgen kl 6. Beduiner havde samlet sig i hobetal med deres dyr. Både geder og kameler og konen til at passe på det hele på afstand. De bar en helt særlig maske, som beduinkvinder bruger. Den var ikke ulig Batman. Kvinderne var ligeså flygtige som Batman, for de ville virkelig ikke fotograferes, så der måtte lidt zoom og paparazzi til. Mændene faldbød deres puklede dyr og penge skiftede hænder.
Derefter startede eller fortsatte det grusomme. At disse kameler nu skulle læsses på Toyota Pick up trucks. Det blev ikke gjort af beduinerne selv for en kamel husker, fik vi at vide af vores egen beduin. Men de helt utrolig mange gæstearbejdere fra Bangladesh gjorde det hårdhændede arbejde i at binde og slæbe de stakkels dyr, mens de trak dem i halen. Det var en meget autentisk, lokal og sådan er kulturen- oplevelse, men for pokker de der kamel-skrig…særligt efter vi lige havde kælet med 12 kyssesyge og glade kameler, der levede deres bedste kamelliv i ørkenen dagen inden.
Vi så to gamle fort (Bahla og Jabrin) om eftermiddagen fra før 1700 tallet. Mudderklirrede slotte genoppudsede i farven G101 fra Røverkøb med et imponerende grundplan og klar til forsvar. Om aftenen rykkede vi ind i vores traditionelle omani hus i Nizwa, som var overraskende luksuriøst og med pool og rooftop dining med udsigt over Nizwa by. Det stod os hurtigt klart, at Nizwa er mere turistvenligt end Sinaw. Det kan jo både være godt og skidt.
Nizwa
Et gedemarked! Det var hvad det var og jeg ved nu hvorfor man kalder visse situationer for et gedemarked. Vi stod klar kl 6 og så at flere dyr og beduiner allerede var ankommet til pladsen. Der kom flere og flere og kl 7 lød startskuddet. Der var en lille manege, hvorom folk dannede ring, og så blev dyrene først geder og får og siden køer og en enorm tyr gelejdet forbi masserne af folk.
Jeg kan oplyse, at man føler på rygraden over lænden, kigger på tænderne og tager et godt fast greb om de mere intime dele, når man skal købe en ged. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvordan det skal mærkes. Der blev handlet og krejlet og penge skiftede hænder. Jeg er fortsat ikke vild med dyr som handelsvarer bundet og trukket hårdhændet afsted, men det var ikke så voldsomt som kamelmarkedet.
Det var en vanvittig oplevelse. Efter nogle timer, hvor de fleste dyr var solgt gik vi på våbenmarked og gennem souq’en. Nizwa er en super fin by. Langt mere turistet end Sinaw, så de supplerer hinanden godt. Vi så Nizwa fort, og nu kan jeg snart selv designe et fort efter datidens omani style for ærligt ligner de lidt hinanden.
På vejen mod Muscat gjorde vi holdt ved Birkat al Mouz og så Unesco sitet med vandingskanaler. Det var ret undervældende og meget hurtigt overskuet, men det lå fint. Bilen skulle afleveres, og det er altid lidt en fest at finde stedet i lufthavnen. Vi slæber dog ikke rundt på adskillige uafleverede biler, så det lykkes jo altid.
Jabel Shams
Vi havde dog endnu en oplevelse til gode. Den sidste dag skulle vi op i bjergene,. Der kunne vi ikke køre i Yaris, så vi havde booket en tur. Vi var skrubbede, skurede og i vores reneste tøj, da vi sad på hotellet og ventede på vores guide, der ikke dukkede op. Heldigvis blev der arrangeret noget andet i løbet af en times tid og afsted vi kørte til Al Hamra (gammel ruinby) med vores unge ugifte guide.
Han var meget informativ om hans behov for kone og gerne to, så han kunne have een både til højre og venstre, hvilket er fuldt ud normalt i Oman. Gerne ganske ung for ligesom biler tager man jo den nyere model, hvis de koster det samme. Vi tog en times hike i Misfat al Abriyyin, og guiden fortalte om reglerne for afvaskning inden bøn og demonstrerede det i en vandingskanal. Vi fik også en ret ufiltreret og overraskende version af, hvad kvinder skulle vaske væk af røde og hvide ting efter menstruation eller ægteskabeligt samkvem.
Hiken var smuk med palmer i en tørlagt Wadi. Frokosten var grillet kamel, som jeg må tro på har haft det gode beduinliv mæt af dage. Den blev serveret af gæstearbejdere fra Bangladesh, der umiddelbart står for alt det hårde arbejde i Oman til en minimumsløn (1400kr mod en ex lærerløn på ca 20000 uden skat vel at mærke).
Eftermiddagen bestod af bjergkørsel i Jabel Shams og svaret på Grand Canyon i Oman med adskillige syv timers vandringsruter. Umiddelbart kunne vi nok godt have taget Yaris med på den tur vi var på, men det var også fint at få en guide for en dag og kunne stille alle de spørgsmål, vi manglede svar på.
Anbefaling
Til sidst vil jeg nævne at det er virkelig let at lave en kør-selv tur i Oman. Det er vitterligt bare at leje en bil og booke nogle hoteller. Der mangler aldrig parkeringspladser. Du tager ikke nødvendigvis til Oman for deres gourmetscene med mindre du er usædvanlig glad for birjaniris. Du tager til Oman for at opleve en helt særlig kultur og et fantastisk landskab. I særdeleshed må du prøve en tur i ørkenen og meget gerne hos vores helt private beduin.
