Navnet på Restaurant Komfur antyder i mit hoved, at der er tale om dejligt hjemmelavet mad, som man ikke selv behøver at begå. Heldigvis viste min antagelse sig korrekt. Komfur ligger i midten af Århus og er indrettet super hyggeligt med vinflasker på række i vinduet. De lægger vægt på håndværk, hygge og energi. Konceptet er også temmelig lige til. X antal retter for X penge, hvor man vælger indenfor et afmålt antal forretter og hovedretter. Vi skottede lidt til nabobordet i forhold til forretterne. De havde lidt stegt kalvekød, kroketter og ravioli på menuen, men også Komfurs skummende fiskesuppe, som var den, vi valgte.
Vi fik en dejlig flødefarvet fiskebouillon med bagt hvid fisk og purløgsolie. Fløden fornægtede sig ikke i smagen, og jeg kunne sagtens have spist en portion mere. Det smagte skønt med det friskbagte brød til. Det skulle vise sig, at vi ville blive rigeligt mætte.
Hovedretten havde vi ligeså stort besvær med at vælge, men endte på samme ret, nemlig braiserede svinekæber. De blev ifølge menuen akkompagneret af blomkål og en syltet rødbede og badet i en sauce Robert. Jeg må sige, jeg aldrig har hørt om Sauce Robert, men google kan oplyse mig om at det i virkeligheden nok er det svinekøberne ligger og svælger i. Alligevel blev vi ramt af forsyningsangst og så os nødsaget til at bestille både ekstra pommes fritter og en spidskålssalat for sundhedens skyld.
Himmelske pommes
Jeg kunne finde på at komme på Restaurant Komfur alene for at bestille og mæske mig i pommes fritter. De var sprøde, rygende varme og bløde indeni. Helt perfekte. Spidskålssalaten imødeså vi med afdæmpet begejstring, for der var også knuste kartofler til kæberne og faktisk utrolig meget mad på bordet.
Vi endte med ikke at kunne spise dessert og drak det sidste glas rødvin af flasken som nedvarmning. Komfur er et virkelig hyggeligt sted, som serverer gode gedigne retter til helt OK penge. Vi kom af med ca 600 kr pr mand for to retter hver og en flaske rødvin til ca 450 kr. Tag I trygt herhen. Husk at bestille pommes fritter til alle retter!
Restaurant Komfur. Guldsmedgade 38-40, Århus C