Oslo Minicruise. Smuk indsejling, dejlig mad og en træt natklubsangerinde

Det er virkelig mange år siden jeg har været på et Oslo minicruise. Skæbnen ville at både jeg og en ven havde vundet en kahyt i BioSpil og besluttede os for at tage afsted. Kahytterne var overraskende store og langt over vandlinien. Det viser sig at skibet lægger til kaj i Frederikshavn og derfor er der afgang kl 15 med ankomst kl 10 i Oslo.

Vi havde fantastisk sensommervejr og benyttede lejligheden til at få en øl i baren mens en pige med en guitar startede et marathon af sange, der syntes endeløs. Hun stod der i hvert fald hver gang vi gik forbi. Det var oktoberfestivalstema, hvilket blev indikeret af nogle ophængte flag og muligheden for køb af en-liters øl. Bestil gerne bord i restauranterne, så du er sikker på at få plads.

Første aften var vi på Explorer, hvor jeg fik udbrudt, at det jo var næsten ligesom en restaurant. Tjeneren måtte korrigere mig, det VAR faktisk en restaurant, proklamerede han, og jeg pakkede min slet skjulte arrogance ned. Maden var fortrinlig. Underholdningen om aftenen var nogenlunde, som jeg husker den i skibets natklub. Et band med en utrolig træt østeuropæisk sangerinde spillede 80’er numre. Det passede nok meget godt til segmentet og var givetvis de samme sange, som da jeg var med for 15 år siden. Det virkede lidt til at livsgnisten havde forladt både hende og vores vandede drinks.

Indsejling til Oslo

Om morgenen på vores Oslo minicruise købte vi en bolle og tiltrængt kaffe i kiosken og satte os ud på dækket og nød indsejlingen til Oslo i solskinnet. Det er en superflot oplevelse og starter ret tidligt. Vi havde rundt regnet fire timer til at besøge Oslo. Først besteg vi operahuset lige ved havnen. En super flot bygning, med skrå ramper op og ned fra taget. En bobslæde og en gang sne kunne have adderet til morskaben. Derefter kunne man tage en tur i een af de træsaunaer, der ligger langs havnen og køle af i fjorden.

Munch museet

Vi valgte den mere tørskoede løsning, nemlig Munch museet. Det er en kæmpe bygning, der hælder lidt i de øverste etager. Skriget er udstillet i tre versioner en time ad gangen. Derudover er der en lang samling af Munchs værker. Jeg kendte ikke så meget til ham, men han var ikke en lystig mand. Jeg kunne dog godt se inspirationen fra tiden omkring impressionisterne og dermed elementer fra gamle japanske træsnit, men den står for egen regning.

På øverste etage er der lavet en mere interaktiv udstilling, hvor man går rundt i grundplanet af hans hus. Båndoptagelser hilser dig velkommen, og man ser skyggen af Munch stå og male. Jeg skal ikke være den store kunstkritiker, men opsætningen og museet var flot. Det er helt klart en udstilling, jeg vil anbefale. Der er også mulighed for frokost. På den anden side af vejen ligger biblioteket, som også er en imponerende bygning indefra.

Skriget

Vi prioriterede dog mave over arkitektur og begav os gennem byen mod Oslo street food. Det er et uhøjtideligt spisested med alverdens eksotiske boder i en gammel hal. Hvis du leder efter traditionelle norske retter som får i kål eller lignende må jeg skuffe dig. Der var lige tid til at dele en flaske vin på dækket i solen, mens vi igen sejlede ud fra Oslo.

Denne aften spiste vi på Seven Seas. Det var egentlig en udmærket buffet, men jeg vil I langt højere grad anbefale Explorer. Der er for fuldstændighedens skyld også en italiensk restaurant om bord. Den så dog lidt cafeteria-agtig ud. Det blev en tidlig aften, selvom vi lige fik rundet vores russiske livstrætte sangerinde.

Indsejling til København

Vi gentog morgenseancen fra dagen før. Denne gang med den Sjællandske kyst og Københavns havn som baggrund. Det var en super tur. Jeg vil dog også sige at visse elementer af konceptet virker noget anakronistiske og kitch. Men hvis man giver sig hen til det, kan man virkelig få en god weekend ud af det. Jeg ville ønske, at man havde mere tid i Oslo, for det følte jeg bestemt, man kunne bruge. Men det var jo også en gratis lille smagsprøve på Oslo minicruise og så kan man jo tage flyet næste gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *