Fermentoren et godt sted til både tørst og trøst

Lige ved siden af Kødbyen ligger ølstedet Fermentoren. Det er et sted, der virkelig går op i øl, og der er altid 24 forskellige på hanerne. De udskiftes dagligt, så man kan ikke helt regne med deres app/hjemmedside. De får deres øl brygget gennem bryggeriet Dry & Bitter. Et navn jeg jo i virkeligheden godt selv kan relatere til ind imellem. Der er et ret stort udenfor areal, så det er en udpræget sommeraktivitet for mit vedkommende. Vi mødtes kl 17 en lidt kølig og overskyet dag.

Én af parasollerne lignede et mindesmærke fra Anden Verdenskrig, helt forkullet og med bænke, der heller ikke var gået fri. Vi kiggede på vores egen parasol og fravalgte hurtigt muligheden for terrassevarmer-funktionen, mens vi skævede til den potentielt ulmende scene ved siden af os.

Vi gik først i gang med en Kölscher øl. En pilsner fra Køln, fik jeg lært. Jeg er jo vitterlig ikke særlig eventyrlysten, når det kommer til øl, nåh eller vin eller andre drikkevarer. Det skal ikke smage af jernbanesveller og gammelt tovværk. Det skal i min bog være læskende og godt, og drikkes i godt selskab. Hvis man står og ser søgende ud, mens man prøver at få overblikket over de 24 øl med mystiske navne, kommer der straks en bartender og hjælper. Man får gerne en smagsprøve i et lille glas.

Næste øl var hhv en ‘Westend Brygcentral’ med hårdtslående 6,8% og en ‘Coffee Brown’- ale. Førstnævnte lidt forræderisk let og frugtig og den anden var man ikke i tvivl om, hvorfor kaffe indgik i navnet.

Time is Terrifying

Vi afsluttede vores tur på Fermentoren med en ”Many worlds – time is terrifying”. Den var god, men de nøjere smagsnoter gik lige lidt i glemmebogen. Det tilskriver jeg de forrige 6,8%. Egentlig vil jeg bare slå et slag for en rigtig god ølbar, som har et rigtig fint udeareal, som ligger rigtig centralt. Der er ikke mange meter til en god indisk restaurant (Shezan), hvos vi bagefter mæskede os i Vindaloo og Butter chicken. Så skulle I befinde jer i centrum med en time eller to til overs til at slukke tørsten, så prøv Fermentoren.

Fermentoren: Halmtorvet 29C

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *