Farverige Mardi gras i New Orleans

• 

• 

Hvad får en 46 årig kvinde til at kaste sig hæmningsløst ind i kampen for at få fat i en farvet plastik perlekæde? Hvilken begivenhed får en morgencocktail med stegt bacon på spyd i stedet for oliven til at synes som en plausibel morgenmad indenfor kostpyramiden? Hvornår er det legalt at klæde sig ud som en stor kinareje og gå ned ad gaden, ikke alene med værdigheden i behold men med beundrende blikke i kølvandet? Svaret er Mardi Gras i New Orleans.

Mardi Gras foregår egentlig over flere måneder og begynder 6. Januar, hvor man passende kan indlede traditionen med en King Cake i Mardi Gras farverne – gul, lilla og grøn. Pas på for inden i ligger der en lille hård babyfigur, og den, der får den, skal købe næste kage og muligvis en tur til tandlægen. Fejringen intensiveres frem til slutningen af Februar og kulminerer Fat Tuesday. Den hænger oprindeligt sammen med fasten, der indledes efter Fat Tuesday, men på baggrund af vores besøg i Februar 2020, kan jeg afkræfte myten om at frivillig faste, skulle være særlig udbredt. Portionerne er er enorme i Sydstaterne, og grit (grød af kogt majsmel), buttermilk biscuits, po’ boys og dybstegt kylling er altid at finde på menuen.

Optakten til Mardi Gras

Vi ankom i bil til New Orleans et par dage før Fat Tuesday, og det alene burde have kvalificeret til et øjeblikkeligt elitebillist-spejdermærke. De er glade for ramper og motorveje i mange etager, og folk myldrer til byen pga. Mardi Gras. Paraderne var allerede taget til i antal og størrelse. Paraderne styres af de såkaldte ’krewes’, som er en form for klub formet omkring et særligt tema. De pynter deres køretøjer – de såkaldte floats – indenfor deres tema. Der er mest hype om de gamle krewes, som f. eks Zulu, Bacchus, Orfeus og Proteus.

Nogle af klubberne er 140 år gamle og kendte for særlige gimmicks. For eksempel uddeler Zulu- krewet gyldne kokosnødder til publikum, mens de meget politisk ukorrekt er bemalet med black face. Det var næppe gået på strøget i København. Det er hovedsagelig de mest populære og traditionsrige krewes, der er programsat op til Fat Tuesday. Vi smed bagagen på hotellen, drønede ud i byen og stødte ind i vores første parade. Det var her transformationen skete.

• 

• 

Vi gik ret hurtigt fra at være to forholdsvis afdæmpede kvinder i vores bedste alder til at tage del i masserne af folk, der hujede efter paraden og med strakte arme kastede os op i luften med det håb at nedbringe en perlekæde eller en anden Kina produceret skat, til vi havde samlet os vældige manker af perlekæder, der vejede flere kilo om nakken.

Mardi Gras i mørket

Mørket faldt på, og paraderne var udstyret med kulørte pærer, der lyste op, og kastede indimellem lyssværd ud til publikum. Den ældre kvinde foran os var udelt begejstret for at få fat i denne perle og fægtede løs. Nogle folk var øjensynligt blevet sultne og ville muligvis nødig opgive deres plads forrest, så vi fik øje på et stakkels pizzabud, der for sent indså, at han var havnet midt i miseren af tusindvis af hujende mennesker med sin cykel og næppe fik leveret pizzaen indenfor de lovede 30 minutter.

• 

• 

Første dag vel overstået og tilbage på hotellet måtte vi line dagens fangst op i farvekoordineret tilstand. Vi lærte også, at man faktisk kunne veksle disse farvestrålende kæder til donuts i forskellige butikker, og så ville perlerne blive returneret til genbrug for igen næste år at blive smidt ud fra balkoner eller de store parader. Det er alt sammen meget bæredygtigt.

For mange folk er dette en familieudflugt, og der bliver stillet op langs ruterne flere timer i forvejen med havestole, tæpper og ikke mindst trækvogne, som skal bruges til at fragte alle de tilkæmpede skatte hjem. Man kan kun gisne om, hvad den gennemsnitlige indbygger har liggende af perler, fodbolde, plastikkopper og lignende i garagen.

Dagen derpå

Dagen efter fik vi brunch på the Ruby Slipper. Fortsat feststemning til morgenmaden og med baren åben. Flere startede deres dag med en ’bacon infused bloody mary’ med chili, tabasco, oliven, peber og pyntet med bacon. Halvdelen af drinken blev udgjort af vodka. Den mest voksne drink, jeg nogensinde har set, men jeg holdt mig denne morgen til en kop kaffe. Vi brugte dagen rundt i byen, på kirkegårde, i woodoo butikkerne og rundvisning med bloddryppende vampyrhistorier. Til eftermiddagens parader havde vi på forhånd booket siddepladser langs ruten på de såkaldte grand stands. Vi vidste, at smertende fødder godt ville have en pause på et tidspunkt, og som en lille note, var der separat toilet inkluderet i prisen, hvilket var en uhørt luksus. Der bliver fyldt godt op, så det anbefales at bestille disse pladser hjemmefra på nettet.

På dagen for kulminationen af denne festival, Fat Tuesday, var vi tidligt på færde for den første parade startede kl 8, og den kunne vi faktisk se fra vores altan. Halvvejs igennem måtte vi dog alligevel ned på gaden opvakt af tanken om, at få fat i en af de legendariske gyldne kokosnødder. Det krævede dog mere snilde, end vi var i besiddelse af, og vi måtte se os slået af det garvede paradepublikum.

Da vi efter adskillige timer var blevet træt af at huje af fjerklædte mænd med boaer og små piger i alt for lidt tøj, tog vi ind i the french quarter og den berømte Bourbon Street. Pyntet op i Mardi Gras farverne og med folk, der smed perler og andet ned til folk fra alle de flotte udskårne træbalkoner. Man kan booke plads på balkonerne med all inclusive mad og drikke. Det er ret kostbart, men uden tvivl sjovt.

Superhelte og bodypaintede robotter

Det var allerede ved frokosttid ret vanvittigt. Folk var klædt ud i hobetal som pommes fritter, aliens, Adams family, bodypaintede, robotter, Charles Chaplin og superhelte i alle afskygninger. Perlebeklædte folk stoppede hinanden og byttede perler. Stine gik i baren og købte en drink til os. Hun kom tilbage med to liter hamrende kolde margarithas i flamingo kopper med tilhørende ishovedpine. Intet gøres småt i Sydstaterne.

Vi sad på en bænk på pladsen foran kirken med vores po’ boys (baguette m østers og rejer)og betragtede nogle skønne midaldrende mænd i Heidi outfits og et lidt træt kappeklædt superhelte-par, der havde fået ondt i fødderne, og som sikkert mødte op igen dagen efter på deres arbejde i jakkesæt og med den indre superhelt eller jodler gemt godt væk til næste år.

Det var et virvar af farver, lugte, lyde, stemmer, orkestre og ædel kreativitet. Forskellige Jesus grupper forsøgte sig med kors for at holde synden fra byen. Der må jeg sige Jesus kom lidt til kort. Der var twerking og flagren med ballerne i et omfang, jeg aldrig har set endsige ville kunne præstere i kontrolleret udgave. Forskellige orkestre optrådte med den traditionelle New Orleans jazz, men alt musik var i spil fra tungt hiphop til pop, blues og marching band musik.

Bourbon Street

Bourbon Street var pakket om aftenen, og folk stod skulder ved skulder. Men man følte sig ingenlunde utryg. Måske min danske naivitet, men ikke desto mindre var det løssluppenhed og glæde, der prægede dagen og aftenen. Festlighederne var skedulerede til at stoppe ved midnat. På slaget 12 rullede politiet ind og på hesteryg fik gennet forsamlingen ud af Det franske Kvarter. Fejemaskinerne blev sat ind, og næste morgen kunne man end ikke ane, at der 8 timer før havde været den vildeste fest.

• 

• 

Jeg kan kun anbefale en tur til Mardi Gras og New Orleans. Vi var der 5 dage, og jeg kan netop anbefale tre dage inden og to dage efter, så man også får oplevet New Orleans, som den skønne by, det er, udenfor festlighederne. Du kommer hjem med et helt nyt forhold til ’nipple glitter’ og kokosnødder, det lover jeg.

• 

•