Båden stævnede ud fra kajplads 5 Ved Stranden overfor Christiansborg. Vi blev modtaget af tre dårende dejlige divaer i farverigt tøj og perfekt make-up. Lidt til den tunge side for at sige det mildt. Konferencieren havde lyserødt glimmer, der fuldt ud dækkede skæg og øjenbryn. En fantastisk kvartet havde inviteret til drag banko til søs sammen med Folkehuset Absalon.
Vi var bogstavelig talt i samme båd som ‘veninderne’ Jumbo Jette, Chantal og Athena Lady kendt fra hedengangne 24syv ‘Er du sunshine’ Formålet var banko. Det var gaver af høj kvalitet, der var på spil. Hvis ikke Flying Tiger havde været sponsor på dette, ville de givetvis have ønsket, de var det. Bedårende blomsterkranske aka smykkeserien, et hologram af Jomfru Maria og det lille Jesusbarn, kokosnødder med drinksparaplyer, et kæmpe badedyr i form af en svane og to dejlige nylon enhjørning heldragter med tilhørende hætte med bevægelige ører var blandt andet på spil.
Vi spillede een række, to rækker og pladen fuld med et papir og kuglepen. Humoren var under bæltestedet og mens den ene havde fast greb om det såkaldte banko-aggregat og Athena Lady vimsede rundt og checkede plader. Min kjolestørrelse efter corona – 42, 42 var det. Det perfekte antal i et parforhold – 3, det var 3. To tykke M/K – 88, således fortsatte opråbningen tilsat fine historier fra ‘det virkelige liv’ om Mogens Camre, Medina og Fisketorvets tarmrensende buffet sektion.
Desværre vandt vi ikke, men det var virkelig sjovt. Drag banko til søs arrangeres i forb med folkehuset Absalon og kostede 125kr for en times havnerundfart med suværen underholdning. Prøv det og du har måske muligheden for at gå sommeren imøde i en dejlig enhjørningedragt.