Duck and cover er en cocktailbar på Dannebrogsgade på Vesterbro. Den er mildest talt anonym set udefra og i skrivende stund er jeg i tvivl om, der rent faktisk er et skilt, der indikerer, at her kan få noget alkoholisk til ganen. Det har givetvis tidligere været en mørk kælderlejlighed, men stedet har formået at gøre det til deres styrke og indrettet en ganske hyggelig cocktailbar.
Det er i sandhed mørkt i kælderen, men hvis man finder frem til en lampe, kan man godt tyde menukortet, der heldigvis er skrevet til folk i den alder, der går på cocktailbar. Der er sofagrupper og træpaneler på væggene. Temmelig 70´er præget med keramik hængt op på væggene og rya-vibes. Vi havde ikke bestilt bord, men det anbefales, hvis man er på færde en fredag eller lørdag.
Vi fik stavret ned ad trapperne, som er temmelig stejle og med høje hæle taler vi om en betragtelig hældningsgrad. Vi blev mødt af en tjener, som fluks fandt tre pladser frem ved at rokere lidt rundt på de andre gæster. Det er et kæmpe plus i min bog, så man ikke står der uden at kunne finde en plads, selvom man kan se, der godt kan sidde flere.
Vi fik menukortet og kunne konstatere, at det i denne tid kun indeholdt julecocktails. Hvis man skulle have andet kunne man beskrive sine behov for tjeneren, som gik igennem sit mentale menukort tilsyneladende opdelt i kategorier. Jeg var ikke til søde juledrinks, men efterspurgte noget syrligt. Tjeneren spurgte, om det skulle afbalanceres med noget sødme, men det var jeg egentlig ikke interesseret i. Jeg efterspurgte, at han godt måtte finde på noget, der havde potentiale til at skrælle emaljen af tænderne. Han lyste op og hans indre søgefunktion havde slået ned på noget, der hed en ”Aprium”. En masse citrusfrugt og med akvavit. Den var som lovet, virkelig frisk og ganske sur med lidt stødt peber på toppen. Den smagte skønt.
Duck and Cover Juledrinks
De andre i selskabet fik henholdsvis en ‘eggnog’, som man jo kender fra alle amerikanske julefilm, og en øl. Ja der er plads til alle ganer. Eggnog’en indholdte et væld af ingredienser. Kanel-akvavit, cognac, æg, mælk, forskellige krydderier mm. Den smagte lidt af chailatte, og var meget cremet og lækker. Jeg tror kun, man kan drikke en enkelt af dem uden at få pels på tænderne.
Duck and cover er et rigtig fint sted til at sidde et roligt sted og få en cocktail efter eller før en middag. Det kan også være man bare lige har brug for vende verdenssituationen med en veninde. Jeg synes at huske, at der normalt er et menukort, men ellers kan du fint bruge tjenerens indre søgemaskine.
Duck and Cover: Dannebrogsgade 6, Vesterbro, København