Hvad er det Boathouse kan? Den asiatisk/amerikanske fusions grill restaurant har noget af det mest skattede i København en varm sommerdag og – aften, nemlig havudsigt. Nå ja ja i hvert fald havudsigt over kanalen over til Nyhavn. Der er liv og glade dage i området og proppet med folk, der bader og solbader. Faktisk ligger det lige om hjørnet fra broens gadekøkken, hvor serveringen er ligeså høflig, som du selv gør den til, og dunkende diskorytmer akkompagnerer din græske gyros. Der er også normalt fyldt op på Boathouse, men mere roligt og ingen græsk gyros.
Vi havde bænket os på terrassen og var i det sunde hjørne. Nå ja et lille glas Sancerre blev det til, men ellers var vi på salaterne. Jeg spiste en skøn poke bowl med mangodressing, grønt, ris, rå fisk og kimchi. Min veninde fik burrata salat. Det var veltillavet og kostede 145 kr stykket. for så vidt en OK pris for at indtage dem der på kajkanten.
Du går ikke forgæves på boathouse og udvalget er fint og til at betale. En fin aftentur rundt på Christianshavn ligger ligefor til at ryste salaten eller grillbøffen på plads.
Hvad er dit indtryk af deres vegetar retter?
Vi fik jo faktisk vegetarretter (min havde dog en anelse rå fisk) og det var gode salater – burrataen dog ikke kæmpe stor. Men jeg var meget fristet af kantarel-risottoen, den kunne jeg faktisk nok godt finde på at tage derhen for, men har dog ikke smagt den. Hvis man spiser fisk er der en del lækkert inkl sushi pga det asiatiske touch – jeg har i hvert fald tidligere fået fiskeret og muslinger, som har været rigtig godt, men ellers er der ikke et væld af retter bestående udelukkende af grønt.