Fugu, øl og andre farlige substanser
‘This is Fugu..it’s delicious, please eat’- Vi var inviteret på middag på et lille ydmygt spisested i Kyoto, og der var egentlig ikke lagt op til, at vi denne aften skulle konfronteres med liv og død og genopleve et afsnit af Fear Factor. Jeg havde en forståelse af, at fisken, fugu, skal tilberedes af en højtuddannet kok, for at man kan være sikker på, der ikke er noget tilbage af den dødelige gift, som den er berygtet for. Man kunne også godt forestille sig, at det egentlig bare var Onkel Taroo-san, der huserede i køkkenet i familierestauranten, men ”when in Rome”..or Kyoto….ned røg fisken. Hvis jeg skal være helt ærlig, var det måske mere en eksistentiel oplevelse frem for et gourmet måltid. Bevares, den smagte fint, men den var med til at rykke ved nogle usagte grænser, og det er en kæmpe del af at rejse for mit vedkommende.
Det behøver jo ikke altid være forbundet med potentielle fatale konsekvenser. Der kan være andre betænkeligheder ved at kaste sig ud i indtagelsen af lokale delikatesser. Jeg er meget imod at klassificere mad som ulækkert, men der kan være tale om et vist eksotisk tilsnit, der kan gøre det lidt svært for øjet at overbevise hjernen om, at det er snacktid. Vi sad i ring i zululandsbyen, og den store sorte ølkrukke blev sendt rundt.
Betegnelsen øl viste sig at være lidt af en tilsnigelse. Blandingen vidnede dog om en vis gæringsproces. Den lugtede syrligt og mindede mest om indholdet af det glas, man har skyllet penslerne i efter udført akvarel. Også denne grågrumsede småboblende substans røg ned. Igen oplevede jeg, at det ingenlunde var ment som en udfordring fra vores værts side, men simpelthen en venlig indføring i deres kultur, og et middel til at skabe samhørighed.
Vi fejrer da med gæret hoppemælk
Denne delagtiggørelse og venlighed oplevede jeg også i Tajikistan. De andre var gået på museum i den lille by. Jeg har aldrig haft den mentale energi til at forholde mig til små gamle potteskår i glasmontrer, så jeg udspionerede i stedet den lille familie, som var på tur ved helligdommen lige ved siden af museet. De tog brudebilleder, og jeg fulgte med i al diskretion. Jeg har muligvis stukket lidt ud alligevel med mit kamera og min gule sommerkjole for pludselig troppede hele børneflokken op og gav mig en skål gæret hoppemælk og et fladbrød på størrelse med en dækketallerken. Velbekomme!
Ovenstående er eksempler på at mad er i min verden en integreret del af det at rejse. Den giver et helt unikt indblik, og den bygger bro til den lokale befolkning. Du kan selvfølgelig altid få den globaliserede version af det italienske køkken, tyrkisk shawarma, kinesisk chop suey og afarter af sushi med alt fra mango til rygeost i alle lande i verden. Det kan faktisk i sig selv være en oplevelse at se, hvordan fortolkningen af en namibisk pizza varierer fra en kirgisisk pizza, og ingen af dem er tilnærmelsesvis som den oprindelige italienske pizza. Det er også tvivlsomt, om en japaner ville anerkende en risrulle med bøf stroganoff og champignon-dip som egentlig sushi.
En solid vodka
Stroganoff-risrullen bestilte jeg i Kiev på en rejse i sommeren 2018. Serveret sirligt med små træspisepinde og en lille fin skål med champignonsauce. Til dessert var der kosmonautmad i form af en ubagt kage på tube ligesom den proviant, der bliver sendt med i rummet. Det var et meget mærkeligt måltid, som smagte dejligt, men jeg følte ikke, jeg havde smagt på Kiev endnu, da jeg var færdig.
Dagen efter gik jeg helt traditionelt til værks. Jeg fandt en hyggelig frokostrestaurant og fik udstukket et menukort. Jeg besluttede mig for, at rødbedesuppe måtte være på sin plads. Toppet med creme fraiche og dild og fulgt af en halv liter ukrainsk fadøl. Mit blik faldt på den peberrodsvodka, der også stod på menukortet, og tjeneren mente, at den faktisk var som skabt til rødbedesuppen. Jeg bestilte den, og fik en deciliter vodka serveret. Sammenholdt med min fadøl og suppe, var det en utrolig flydende og alkoholmættet frokost. Det smagte nu dejligt, men man kan jo aldrig vide, om man har valgt noget typisk ukrainsk. Det vidste jeg dog, da der kom en lokal kvinde ind med sin familie og bestilte nøjagtig det samme.
Shabbat
Det var med samme lyst til at finde den originale madoplevelse, at vi for nogle år siden i Jerusalem havde opstøvet en privat familie for at fejre en jødisk sabbat fredag aften. Det kan klart anbefales, og der er forskellige websteder, der formidler dette. Alt i byen lukker ned, og det er stort set umuligt at købe noget eller bruge offentlig transport under sabbatten. Vi mødte vores rabbiner på det tilsagte gadehjørne og kom med hjem til familien.
Vi fik af vores vært fortalt om de mange regler, der skal overholdes under sabbatten. Disse har ikke alle noget med mad at gøre, men bunder jo i nogle gamle traditioner, som i nutiden kan virke svære at overholde. Det er f. eks forbudt at tænde ild. Det kan i nutiden henføres til at tænde en gnist. Derfor må man ikke bruge elektricitet, og dermed hverken køre i bil, tale i telefon eller tænde eller slukke lyset. Derfor tændes alt elektrisk lys eksempelvis på badeværelse inden sabbatten begynder og slukkes først igen, når sabbatten er slut. En særlig interessant ting, som jeg end ikke havde overvejet som et problem, er køleskabet, som jo lyser, når man åbner det. Man kan enten skrue pæren løs eller investere i et nymodens køleskab, der kan sættes på ’sabbat mode’, og dermed undgå at ’tænde ild’.
Maden og køkkenet bar tydelig præg af kosher, som blandt andet tilsiger at mælkeprodukter og kød ikke må blandes, og der findes to sæt køkkenredskaber, alt efter hvad menuen byder på. Selv restauranter har ind imellem to indgange alt efter, hvad man ønsker at spise. Den aften spiste vi spiste flettet challah brød dyppet i salt, grøntsagssuppe og en kødret. Vi sang højt med på sangen Shalom Aleichem, selvom vores hebræiske nok kunne trænge til en finpudsning. Det var ikke så meget selve menuen, der var interessant, men hele middagsoplevelsen. Jeg kender slet ikke Jødedom i dybden, men efter oplevelsen har jeg fået et kendskab til en kultur via maden, som jeg faktisk ikke kendte så meget til før.
Tarantelikatesse
Det forlyder, at man visse steder i Kina spiser alt, hvad der kan bevæge sig ved egen kraft. Man kan nok diskutere hvor meget næring, der er i en vandmand eller en søpølse. Jeg kan i hvert fald anbefale at bruge en god dressing, gerne med soya og sesam. Til gengæld er deres køkken så varieret at vi i løbet af en uge i Beijing kunne spise helt forskellig mad fra alle regioner i Kina alle dage.
Skorpionsspyd 
Tarantelikatesse
Pjuske på pind
Spændende at betragte hvordan, den danske julefrokost kan være spækket med alt godt fra grisen, hvorimod den betragtes som uren i store dele af Mellemøsten. En ribeye steak med hvidløgssmør og bage kartofler udgør en god middag i mange lande, hvor en indisk hindu vil betragte det som en seriøs helligbrøde. Vi holder kaniner, marsvin og hunde som kæledyr i Danmark, og når man præsenteres for hunderacen ”edible dog (spiselig hund)” i Vietnam må man prøve at lægge diverse nuttede facebook-videoer mentalt til side. Da jeg i Ecuador så de små marsvin hænge forsvarsløse, roterende over den sagte ild med spyd stikkende ud af begge ender, fik mit barndomskæledyr ”pjuske” en kærlig tanke. Det var aldrig sket i Jylland.
Vi kender det jo netop hjemmefra, hvor grisen har været brugt til alt muligt fra blodpølse til sylte for at sikre, at intet gik til spilde. Selvom det ikke længere økonomisk er nødvendigt at bruge hovedet eller blodet, får det nu karakter af en dansk delikatesse, som mange danskere har en ganske særlig opskrift på nedarvet gennem generationer på samme måde som med rødbedesuppen. Ligeledes forholder det sig overalt i verden. Maden bliver et link til vores kultur og historie.
Min helt enkle pointe er, at man får utrolig meget forståelse af et land ved at prøve at spise lokalt. Man bygger bro og bånd med de folk, man møder ved at acceptere og spise det mad, man bliver tilbudt. Man får inspiration med hjem og kan blande med egne opskrifter. Uden rejselysten havde vi aldrig fået ’smuushi’, ’rødbede cerviche’ eller ’chicken tikka lasagne’. Nogle fusioner er muligvis faldet smagsmæssigt heldigere ud end andre.
Når alt dette er sagt, så er noget af det mest fantastiske, jeg kan opleve efter nogle uger i fjerne lande, at støde ind i skiltet med den grønne gudinde – Starbucks! En dejlig grande café latte, helt som man kender den!
Japanske fisk 
Obento japansk frokost