Stockholm – Nyd et fantatisk svensk øhop, smukt og velsmagende

Vi havde som de eneste to tilbageværende danskere i den stemmeberettigede alder endnu ikke været i Stockholm. Det skulle der rådes bod på med en enkelt fridag og en risikobetonet returbillet erhvervet ved SAS. Vi ankom en torsdag aften, kastede os ind i den gule Arlanda Express. Vær obs på I er en gruppe med tilhørende rabat, hvis I er 2 eller derover. 420 inflationsramte svenske kroner for en enkelte og 350 SEK hvis man er to personer.

Vi landede på centralstationen i Stockholm og fandt hurtigt vores centralbeliggende hotel, Haymarket by Scandic. Det kostede 3000 DKK for to personer i tre nætter og var virkelig godt beliggende. Vi havde fortjent to gode cocktails oven på rejsen.

En Bees Knee og en little miss America

Dag 1

Næste morgen var første punkt på vores egentlig ret impulsive agenda Vasa museet. Det var ikke fordi, vi var udstyret med en voldsom viden om skibet, men vi gik til museet, der ligger på øen Djurgården. Vi begyndte med en lille film på et kvarters tid, der satte os lidt ind i hele missæren. Basalt set var det et kæmpe frygtindgydende krigsskib, der var pilråddent konstrueret og kastede sig dramatisk sidelæns på havets bund en halv time inde i sin jomfrusejlads.

Det var ca 450 år siden, og så lå det ellers der i 333 år indtil man blev i stand til at hæve det. Nu stod det i sin kæmpe sal mørkt, lettere brugt og preserveret med det samme som indgår i læbepomade. Det var et fascinerende syn og spændende historie med lidt Titanic vibes. Uden at vide det vil jeg ikke tro skibsbyggeren har indgået i flere projekter derefter.

Havnerundfart

Vi havde dog masser af projekter. Næste stop var en havnerundfart. Vi ville sejle rundt om Djurgården. Fra Nybroplads er der en masse både, der sejler i det uendelige. Du vil også kunne finde længere ture. Vores tur tog en times tid og vi så Stockholm fra vandkanten. Rådhuset, Grøna Lund (Tivoli), Kongeslottet, Nationalmuseet og endte med at sejle over det sted, hvor Vasa var sunket for 400 år siden.

Gamla Stan

Videre på gåben til Gamla Stan. Vi kom det Stockholmske blodbad i hu på Store Torv mens vi fik en frokost på Restaurang Misteln Bar og Cafe og hoppede med begge ben åbenlyst i turistfælden. Vi fik pasta carbonara og svenske kødboller. Det var fint og hyggeligt at spise på torvet. Den Gamle Stan er, bevares, et hyggeligt sted, men man klarer kun så mange pippidukker og mumitrolde i 200 forskellige souvenirbutikker. I øvrigt tror jeg altså Mumi er finsk.

Store torg

Abba

Vi gik en længere medaljeværdig march op ad Dronningegaden og landede i et velhaverkvarter, men efter et pitstop besluttede vi resolut at tage på ABBA-museum. De har åbent til kl 20. Ud og se igen med busserne og så landede vi i 70’ernes højborg med glitter, skinnende gymnastikdragter, mænd i lilla trikot og velkendte ørehængere. En selfie-elskers drøm. Jeg ekviperede mig selv til dagen efter med en regnbueprintet Dancing Queen t-shirt.

Vi besluttede os for middag ved havnen ude på molen med den nedgående sol blinkende i min fiskesuppe. Restauranten hed Ångbåtsbryggan og anbefales klart. Det er fisk og skaldyr og superlækkert at sidde ude i deres glasveranda på agterdækket. Hver aften blev det ca 7-800 kr inkl et glas vin/limonade for to personer.

En lille brasiliansk drink på en nærliggende café afsluttede en dejlig dag i det svenske og gjorde klar til dag nr 2.

Cafeen på Fotografiska

Dag 2

Vi har fået anbefalet fotografiska museum. So far so good. Allerede her må jeg anbefale at stole på google maps og basalt set tage en vandbus derover for bus og gåben er en langsommelig affære, hvor man pludselig står 50 meter på en klippe over museet uden mulighed for umiddelbar nedstigning.

Museet var superfint. Vi så Peter Lindgren, der portrætterede 90’er supermodeller og en russisk postordre-bruds fortælling. Udstillingerne varierer, men tag derover. Det er også i klar gåafstand fra Gamla Stan. Caféen udenfor er fantastisk. Gem plads til en drink og en pizza med saltsyltet citron.

Vi gik en tur på Montelius vejen. Det er en lille hyggelig godt gemt grusvej langs klippen 50 m oppe. Det giver lidt trappetræning i at komme derop, men udsigten over Stockholm er forrygende. Derefter beså vi lidt af Sødermalm og tog efter en lidt mislykket jagt på en bus en færge til Djurgården.

Vi skulle i Rosendahls trädgården med gamle æbletræer, pluk-selv blomster og et par landlige rotter, der lurede mellem bordebænke sættene. Lad ikke det afskrække jer. Der var superdejligt. Vi trakterede os selv til sodavand, kaffe og sandkage mens vi hvilede fødderne.

Paradox museum

Vi gik langs kysten tilbage og vores prøvede flade konvolutter bar os flere km tilbage til Stockholms centrum. Der var stadig tid, for klokken var kun ca 17, og vi fandt et ret vanvittigt ‘paradox museum’. Egentlig var det Eksperimentariet på speed. Gamle og unge kastede sig ud i mærkværdige synsbedrag og selfier. Vi holdte os bestemt ikke tilbage, men vi havde lagt værdigheden ved indgangen som alle de andre. De lukker først kl 21 og lå lige ved hotellet. Det er supersjovt, og man glemmer helt man har ømme fødder, når man træder derind. Mange gode grin.

Vi fik den umanerlig gode idé at spise kinesisk til aften. Valget faldt på Waipo, der ligger omkring hotellet. Vi bestilte dimsum, braiseret svin, mapodofu og en kæmpe øl til deling. Det var lækker lækkert mad og omgivet af meget uasiatisk lounge musik.

Dag 3

Vi havde ikke morgenmad med nogen af dagene, og vi valgte at finde noget ude i byen fremfor Scandics udvalg, der givetvis er glimrende. Første dag blev Café Albert, hvor vi egentlig bare fik en toast og noget latte. Næste dag var det stora bageriet. Enhver økologs våde drøm og ganske lækkert med brød, æg og grapefrugt juice.

Sidste dag var vi på Kafe Rang, hvor vi gav den hele armen med kanelbullar, latte, appelsinjuice og lakse-avokado-porcheret-æg mad. Desværre skulle vi til lufthavnen og hjem til virkeligheden. Stockholm er en helt fantastisk by. Jeg havde ikke specielt en oplevelse af, at pengene var devaluerede. I stedet var priserne nok bare gået op, men det kan være det er således udenfor forlystelsesindustrien. Tag til Stockholm!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *