Lad mig starte med at slå fast, at man ikke tager til Tajikistan og Pamir Highway på grund af maden. Man tager heller ikke afsted for at opleve de skønne toiletforhold, det korrupte politi, højdesygen eller kaffen, der basalt set er kværnede bønner i varmt vand. Ej heller for den upassende rumlen i maven langt fra toilet, myg, udtørret hud, solskoldede læber og konstant virkelig beskidte tæer.
Toilettet far far away 
De store vidder
Nu har jeg sorteret de sarteste læsere fra og kan sige, at grunden til, man tager til Tajikistan, er den absolut vilde og storslåede natur. Man tager afsted på grund af landskaberne, bjergene, stjernerne på nattehimlen, det nærmest turistfrie land, suget i maven, når der køres stærkt på støvede og smalle og temmelig hullede bjergveje. Man nyder gæstfriheden hos folk, der stort set intet ejer, muligheden for at skære en picnicsalat i det fri med udsigt til Afghanistan, små blå bjergsøer, overnatning i jurterne og dyrene, der går frit i solen og luften. Vi var afsted med Panorama travels på en pionertur.
hvor mange tajikiske børn kan der være i en firhjulstrækker 
stensikker parkering
Med firhjulstrækkere fra Osh ad Pamir Highway
Som ekstra bonus kan du få lov at høre høj russisk rap med chaufførerne i vores firhjulstrækkende convoy, der tog os fra Osh i Kirgisistan ad Pamir highway langs Afghanistan til Dushanbe. Vi ankom til Osh for at starte akklimatiseringen til højderne de første tre dage, inden vi skulle ind i Tajikistan.
Vi begyndte vores opstigning i bjergene for at vænne os til højden. Vi stoppede for at spise frokost de mest fantastiske steder, hvor det fortsat var bløde bakker, jurter og heste, der græssede i det fri. Alt er et motiv, der dårligt lader sig indfange på kameraet, men den stakkels kirgisiske lejr blev dokumenteret i alle vinkler og med al diskretionen overbord blev børn såvel som voksne fotograferet.
Vi skulle overnatte i jurter i Tulparkol i 3600 meters højde med udsigt til sneklædte bjerge. En let aftensmad bestående af kartoffel og hvidkål blev serveret i restauranten. Det var simpelthen en container fra den hæderkronede koreanske Hyundai-virksomhed, der var indrettet til spiserum. Den havde åbenbart fundet vej op i disse fantastiske bjerge med udsigt til snedækkede Peak Lenin. I en teltlejr i 3600 m højde med 30 mennesker, 3 larmende generatorer, 2-3 grader lufttemperatur og beboet af en del galende haner er man glad for joggingbukser, ørepropper og hovedpinepiller mod højdesyge! Således akklimatiserede tog vi efter en lang nat videre til Tajikistan.
Restaurant Hyundai 
Bjerge 
Smuk udsigt
Den tajikiske grænse og Dr Alban på Pamir Highway
Ved grænsen blev vi mødt af bundkorrupte toldere, der meddelte os, de afventede den helt rigtige mand, der kunne stemple vores pas. Det viste sig naturligvis, at den helt rigtige mand materialiserede sig efter to timers venten og efter passende bestikkelse kom på bordet. Senere lærte vi også, at enhver i virkeligheden kunne slå sig ned som selvbestaltet politimand og stoppe biler, som vedkommende mente skulle betale en bøde af en eller anden art. Vi kørte på Kirgisiske nummerplader og var set som en åbenlyst offer. Til sidst slap tålmodigheden dog op hos chaufføren. Det viste sig også, at de ikke altid havde den hele store magtbeføjelse bag deres begrundelser for bøden. ”Det er forbudt at køre med sikkerhedsseler i Tajikistan” forlød argumentet fra vores korrupte ven med den store kasket.
Tørrede yogurt kugler 
Tajikisk dreng
Herfra kørte vi i firhjulstrækkerne i det smukkeste bjerglandskab og gennem det 4647 m høje pas. Ved passet gjorde vi holdt og vores karavane af firhjulstrækkere blev parkeret. Vanen tro med radioen for fuld udblæsning. Nogle forældre sad ved deres lille vejbod og solgte ”kurut”, små tørrede yoghurt kugler med en smag af fetaost. Det kunne skylles ned med ”kumys”, som er naturligt gæret hoppemælk. Begge dele har en smag, man lige skal vænne sig til, vil jeg mene. Børnene legede rundt på bjerget med stort set ingenting for der var goldt og øde. Alligevel fik vi etableret et lille danseparty med dem til lyden af Dr Albans ”its my life” stømmende ud fra én af bilerne. Jeg tror ikke der sker så meget i disse familiers liv, så enhver variation er grangiveligt velkommen.
Falck er ikke på speed dial
Vi kørte på Pamir highway med højre del af bussen kiggende direkte ind i klippen og venstre del kiggende potentielt ned i afgrunden. Det var ikke alle steder, der var lige brede. Jeg nærer en blind tror til chaufføren i disse tilfælde, for ellers vil jeg sikkert gå i panik. Længere fremme ventede synet, der alligevel giver én lidt hjertebanken. En lastvogn var skredet ud og den ene anhænger hang lidt faretruende ud over kanten. Falck er ikke på speed dial i Tajikistan, og lastvognen spærrede naturligt hele vejen. Vi satte os til at vente på klippen i tråd med alle de andre trafikanter. Der gik nogle timer, før der var skabt plads nok på vejen til at vi kunne passere.
Vi kørte langs floden til Afghanistan ad Pamir highway. Denne chauffør kunne rigtig godt lide Whitney Houston. Det clashede besynderligt med synet af ældre mænd med langt skæg i traditionelt tøj, der sad på den anden side af floden og givetvis ikke hengav sig til amerikansk pop. Nogle gange kunne man se to små figurer på den enorme bjergside bevæge sig langsomt med deres oppakning nærmest trodsende tyngdekraften. Nogle meget små mennesker på en meget lille bjergvej i en meget stor natur.
På cykeltur i bjergene
Vi mødte til min store overraskelse flere cyklister på vores færd. Det må siges at være aktiv ferie i en grad, som jeg har svært ved at forestille mig konsekvenserne af. I tilfælde, hvor vi andre koncentrerede os om at trække vejret dybt og langsomt ind for at få nok ilt, kan man se dem slide sig op ad bjerget på deres små cykler med et par cykeltasker og en ustoppelig ihærdighed som eneste bagage. Taktikken er god, for når de spiste sammen med os på et af stoppene havde de en glubsk appetit. Også selvom menuen stod på blødkogte nudler med dåsepølse.
En dejlig cykeltur 
Kulhydrat og protein
Vores rute tog os langs Wakhan dalen og pludselig åbenbarede et frodigt stykke land sig for os. Efter at have kørt på golde bjerge virkede det næsten som om, vi havde fundet det hemmelige spisekammer. Dalen ligger på Pamir highway mellem Tajikistan og Afghanistan, og sikkerheden er altid til debat, men vi kørte uhindret på vores rute.
Guesthouses
Selvsagt var der ikke mange hoteller ude i bjergene, og vi overnattede i jurter eller i små guesthouses og home stays. Vi overnattede blandt andet i en lille by, som under det russiske styre havde været under militærets vinger. Militæret havde aftaget den fisk landsbyen kunne fange, og til gengæld fik de penge og elektricitet. Nu er landet jo selvstændigt, og det kunne godt lyde som fryd og gammen at frivriste sig fra overherredømmet, men så enkelt var det ikke. Én af beboerne udtrykte, at det var jo fint at have sin frihed, men de havde absolut intet at bruge den til. Vi fik mulighed for at smage på deres fisk, som de kogte i eet af værelserne. Vi fik også indimellem lidt hvid te efter maden. Hvid te kunne med det blotte øje forekomme en anelse tyndt, hvis ikke man vidste det var vodka.
Der blev redt op i køkkenværelset for natten, og toilettet blev anvist. Toilettet er et pænt ord for en lille overdækket hytte med et hul i jorden. Det står i sagens natur altid langt pokker i vold fra hvor man sover, og døren kan sjældent lukkes. Tilgengæld kan man normalt sidde på hug med udsigt til sneklædte bjerge. Om natten får man muligheden for at læne hovedet tilbage og identificere stjerner. Man kan normalt se mælkevejen for der er ikke noget som helst falsk lys til at genere.
Bliver du forelsket i den gærede hoppemælk?
Vi ankom til Dushanbe, hovedstaden i Tajikistan. Smuk, varm og kommunistisk. Dushanbe har til dato flere rekorder i min bog. Den billigste mest tiltrængte kolde øl og verdens største flagstang. Her kunne man så nyde sin halve liter fadøl til et par kroner, mens man kunne sende tankerne tilbage til Pamir highway. Turen fra Osh til Dushanbe er en af de mest storslåede naturoplevelser, jeg har haft. Det er alle strabadserne værd og hvem ved måske, ender du med at forelske dig i befolkningen og den gærede hoppemælk på vejen?
