Der er i virkeligheden ikke så langt til Chad, men der er ikke de bedste forbindelser og vi måtte en tur over Addis Ababa i Etiopien inden vi nåede vores egentlige mål, Gerewol festivallen i Chad, og i første omgang hovedstaden N’Djamena. Vi skulle være der i 9 dage. Flyet var kaotisk, da en masse sortklædte muslimske kvinder opdagede, at de skulle sidde ved siden af fremmede mænd og lagde sig i stedet på gulvet.
Dag 1
Vi blev ramt af den 40 grader varme hårtørrer udenfor flyet, der dog ikke fik mit hår til at fremstå pænere efter de mange timers transport. Vi blev hentet i en firhjulstrækker, der fik Kiaen derhjemme til at fremstå glamourøs. Vi var tre personer i et to personers værelse, og der blev redt op i værelset med en kinamønstet madras.
Vi boede i udkants-N’Djamena på nok byens fineste hotel med jordgader rundt i kvadratiske mønstre. Geder og ænder gik rundt i bunkerne af affald. Smukke kvinder i smukke klæder og farver bar ting rundt på hovedet og børn om livet. Børn vaskede salat, som de efterfølgende lagde færdigskyllet på jorden. Folk lå hen under træer i middagsheden og knallertbanderne hængte ud på hjørnerne af butikkerne, der med solfalmede blå skilte reklamerede for lokale sodavand.
Vi lærte hurtigt, at du skal benytte dig af strømmen, når den er der. Brusebadet havde dog vand omend strålen ville misunde en prostataramt ældre mand. Her var vanvittig varmt, og man kan ikke sige, vi brillierede med at blende in. Det var ret åbenlyst, at der boede blegansigter i gaden. Vi forstod hurtigt, at det ikke er velset at fotografere i byen. Dagen efter skulle vi ud på landet med 4-5 overnatninger i telt i bushen. Hvornår vi igen ser strøm og internet måtte forblive en gåde og alle powerbanks blev ladt op.
Dag 2
Vi havde fået udleveret et program over turen til Chad. Der var en masse navne over steder, vi skulle hen. Ingen af stederne var kendt af Google, og det viste sig også, at det var et ret bevægeligt mål, da navnede betegnede nomade-stammerne mere end deres uforudsigelige tilholdssted.
Vores første ‘its Africa…’-bemærkning var i forbindelse med første aftale, som var 1,5 time forsinket. Hvor er kokken? Er chaufførerne egentlig booket? Hvad med vand? Vi tog endelig sydøst på mod Dourbali og forbi forskellige byer. Det var, som tidligere nævnt ikke populært at fotografere i byerne, og et par gange kom de løbende for at sikre sig, at de ikke var på billedet. Skulle det alligevel ske ville man blive bedt om at slette. Heldigvis tog jeg billede af en hest, da anklagerne faldt min vej.
Vejen var asfalteret men kompromiteret af gigantiske jordhuller. Kineserne havde sørget for at asfaltere for 10-15 år siden, men vedligehold var øjensynligt ikke en del af den aftale. Mens naturen var ved at opsluge vejen, gjorde vi holdt for frokost. Et snittet kål og tomat med lidt tun og baguette. Dertil en debat om hvor meget vand, vi skulle bruge uden at dø de næste fire dage. Temperaturen kommer om dagen ikke under 40 grader og i solen er der givetvis yderligere 10 grader.
Bushen
Bilen punkterede selvfølgelig, så alle vores chauffører iført hvid lang traditionel kjortel måtte igang. Vi nød muligheden for at stå ude i de 40 grader, mens solen bagte. Dog var der undeholdning på vejen. Der kan være mange på en motorcykel – geder kan sidde overskrævs og se ud til at styre og bagerst kan en ko klappes sammen og ligge på tværs med bundne fødder.
I lejren var det efterhånden blevet mørkt, inden teltene blev slået op. Der manglede selvfølgelig eet, så vi lå tre i eet telt, og vores intimsfære blev indskrænket til ml 7-8 cm. Vi havde en lille lampe tændt og sat på køleren af een af bilerne. Det var en åben invitation til områdets insekter, og man fik nærmest et skub i ryggen når en græshoppe eller cikade ramte den svedige rygflade. Nærdøde insekter blev fisket op af BH’en og kavalergangen blev behørigt knappet op i halsen, og lyset blev slukket. Ragu’en kogte i bælgmørket og blev serveret over pasta, så det henledte tankerne på restaurant dunkel, som serveres af blinde. Man famlede rundt, og alt kløede og var svedigt, som vi lagde os til at sove i den hede afrikanske nat.
Dag 3
Natten var ubeskrivelig. Der var dyrelyde allesteder fra. Naboens dyreflokke, gigantiske cikaders summen, men de fleste lyde kom nok fra de omkringliggende telte i lejren. Der var sindssygt varmt og let klaustrofobisk kombineret med en lynlås, der ikke virkede og kryb, der kom ind fra hullerne i bunden i teltet. Vores hus-græshoppe fik navnet “Jumpy”.
Der var kaffe og tørt flutes til morgenmad og en vådserviet-douche. Vi hilste på nomaderne ved siden af lejren. Det lever jo vitterligt et andet liv. Aftenen forinden havde guiden fortalt om Chad. Der er en guide med for at tale med stammerne, han oversætter til en anden guide på fransk, det ryger videre til den engelske guide og til sidst formidlet til os.
Turen til Gerewol-festivallen ville være 70 km. Det kunne ligeså godt have været 570 km. Det gik gennem små snørklede mudderveje på størrelse med stien om Damhussøen. Grenene kørte hen ad ruderne, og lød som negle på en tavlen. En af bilerne endte da også med at sidde fast og måttes trækkes fri af de andre chauffører, nu efterhånden iklædt let nussede kjortler.
Vi kørte videre og stod af i forskellige mindre byer og hos nomade samfund. Børnene stak i gråd, når de så os. Bilens køleanlæg kæmpede en ulig kamp mod de plus 40 grader. Før frokost sad førerbilen uhjælpeligt fast i mudderet. 10 afrikanere lagde hovedet i blød og forsøgte sig med alverdens løsninger. Folk kom fra landsbyen 15 km væk med skovle og et mudderdækket team kom endelig efter to timer sejrsrig op af hullet med bilen. Trefoldigt leve for dem.
Vi bumlede ud af de sidste 30 km på noget, der fortsat modsvarede en overbegroet cykelsti inde i skoven. Til sidst besøgte vi en nomadestamme, der skulle vise sig at berige os med dans, sang og ubønhørlig opmærksomhed. Men nu var vi, hvor vi skulle være til festivallen!
Dag 4
Det var anden nat i teltet og vågnede til en svedig morgen, hvor morgentoilettet med vådservietter gik igang. Morgenmaden var en trediedags-baguette tør som Sahara. Den kunne så skylles ned med Nescafé og instant milk powder, der lå klumpet på bunden af koppen og lignede lidt de huller, bilerne sad fast i igår. Suppleret af oreo agtige kiks. Jeg var ret usikker på hvilken rolle kokken egentlig spillede.
Gerewol er en festival, der foregår mange steder i Centralafrika. Vi besøgte Wodaabe stammen, som mødes efter regntiden på samme spot hvert år, selvom de er spredt ud over landet i løbet af året. Det kræver lidt skills at finde de enkelte festivaller.
Den lokale befolkning iklædte sig dansekostumerne i forberedelse til eftermiddagens danse i festivalen. Farvede fløjter, gummistøvler, perler og en enkelt supersoaker hang fra de pyntede unge mænd. Ansigterne var dækkede med perler, tatoveringer og ar i sirlige mønstre. Vi fik en forsmag på de blottede tænder og udspilede øjne, som findes attraktivt. Her er det kvinden, der vælger manden. Guiden fortalte, at det ikke nødvendigvis var ægteskab, der var formålet. Det var ganske enkelt muligheden for at forføre hinanden. Så slipper man også for for meget indavl.
Vi tog på byrundtur, hvilket vil sige rundt til nomadefamiliernes små hytter. Små generte smukke piger og mænd i kjortler og med hovedet omviklet af tørklæder. Vi mødte et lille nyfødt får, der kun var få timer gammelt. Vi fik den klassisk salat af hvidkål, tun og løg med efterhånden tandbrækkende flutes til frokost. Vi snakkede med guiden, mens middagsheden lå som et varmt nådesløst uldtæppe over os.
Gerewol dansen
Dansen skulle genoptages om eftermiddagen. Der kom mere maling på ansigter og alle i landsbyen stemte i og enkelte af dem perfektionerede øjenrulningerne, mens nomade-chefen fik børne til at makke ret med en stok. De dansede ikke i skyggen, så full sun og paparazzi var temaet. Pigerne og kvinderne gav en yderligere opvisning og skiftede mellem at være passende kokette og linselus, der godt ville fotograferes. Ikke mindst ville de godt se billedet efterfølgende. Antallet af fantastiske motiver var fænomenal!
Efter aftensmaden, der bestod af ris med kartoffel var alle nabolagets dansere klar. Malet til den helt store guldmedalje og parat til at imponere pigerne. Blottede tænder og det hvide i øjnene er lige sagen, så der blev givet max gas på den front. Der var dekoreret med maling i ansigtet i små prikker, perler og farverigt tøj – alle dansere i særlige mønstrede stumpebukser. Chaufførerne lod lygterne fra jeepene være tændt, så vi kunne se i mørket.
En anden dans var mere trampeagtig, og når herrerne havde stampet sig lidt rundt, kom de interesserede piger frem og stampede tilbage. Særlig ham den høje i det lange hvide tøj med de røde gummistøvler var omsværmet. Jeg blev af guiden opfordret til at danse ind, men jeg udfordrede ikke skæbnen for at blive chadsk gift. Jeg må forblive i uvished.
Dansene ebbede ud efter ca 3 timer. Om de blev trætte eller alle var mix n matchet ved jeg ikke. Jeg sad ude i natten med sovende folk rundt om mig, og nød stjernehimlen og lyden af den sidste dans, der ebbede ud.
Dag 5
Vi skulle videre til næste stammefolk og satte os i bilerne til lyden af en messende imam på radioen. Det var sært beroligende. Vi startede vores ‘afrikanske massage’ af den slags, hvor vitale organer skifter plads i takt med hullerne i vejen. 120 km af noget, der kun med journalistisk stramning kunne kaldes en vej. Vi camperede ved en stamme med hvidt kvæg. De var ganske som Mundarifolkets kvæg i Sydsudan og stod med små røgfyldte bål (læs mere her). Ingen hoppede dog under dyrene for at vaske hår i tisset, som det ellers er tradition i nabolandet.
Solen var fortsat skoldhed. Vi fik endnu en basal pastaret til frokost, og mens vi sad der og stak i det, kom de slæbende med et får. Vupti blev halsen skåret over og dyret spjættede i flere minutter. Så gik parteringen igang på græsset på et skærebræt af fårehud. Maveindholdet blev tømt ud og sækken vasket. Jeg var lidt nervøs for hvad, den skulle bruges til. Der blev brugt en økse til at sønderhamre mørbraden, så bensplinter fløj om ørene. Det reelle kød blev samlet og sat på hjemmesnittede spyd og ristet over sagte ild. Jeg beundrer dem for deres snarrådighed ude i bushen. Alt fikses..somehow…at some point in time.
Troperegn
Suspekte glimt over himlen afslørede hurtigt lyn 360 grader rundt om os. Vi blev enige om at det bare var lyn, og det ville drive den anden vej. Ved første dråbe indså vi at det muligvis ikke ville være tilfældet. Folk begyndte at tage dramatiske beslutninger. Skulle vi blive i telt eller gå ind og sove i de proppede biler. Teltene blev overdækkede og da det hele stilnede af efter 10 min tænkte jeg naivt, at det nok gik.
Det gjorde det IKKE!
Ved midnat var mit overtelt, der i øvrigt ikke passede til teltet, blæst af og troperegnen stod ind af netdugen. Jeg måtte evakuere teltet og løbe med alt mit våde gods i mørket op mod bilerne og lyste ind i dem. De første to var proppede. Tredie bil indeholdt kun guiden, der blev pænt overrasket over mit pludselige natlige besøg, da jeg sjaskvåd kastede mig ind på sædet ved siden af ham. To minutter senere kom en anden meget våd medgæst. Han hostede lungerne ud og på et tidspunkt blev han så suspekt stille at jeg troede kortvarigt han var død. Guiden endte med at fortrække. Næste morgen så jeg han havde lagt sig under bilen på en madras.
Mit nabotelt havde åbenbart også en actionpacked nat, da en velvoksen ko snublede ind i teltet kl 4 om morgenen. Det forlød, at begge parter blev lige forskrækkede. Trods alt var koen ikke vant til et sort telt midt på marken på den sti, hun normalt gik hjemad, men vores stakkels medrejsende var heller ikke vant til risikoen for en pludselig nedfalden ko.
Dag 6
Efter en begivenhedsrig nat var der morgenmad og oppakning af de sjaskvåde telte. Dagens uheld med bil var omkring den store by Dourbile. De kunne dog ikke have os rendende rundt og tage billeder på må og få, så vi blev kørt lidt ud på landet for at vente. En times tid tog det, inden vi igen var på farten mod frokost ad regnvåde mudderveje og hullede asfaldtstrækninger. 80 km før hovedstaden var der igen kinesisk asfaldt, men nogle steder manglede vejen helt og jordvejene var egentlig bedre.
Tilbage på hotellet blev vi atter mødt af civilisationen i form af et brusebad, toilet og andre basale fornødenheder. Fælles for alt var at vi var i absolut bunden af Mazlovs behovspyramide. Vi fik bad, mad, vand, aircon og senge…eller næsten senge. Jeg fik en madras mokket ind på gulvet, så jeg akklimatiserede langsomt til den vestlige verden.
Dag 7
Vi tog på byrundtur efter en god nats søvn med træk og slip i værelset ved siden af og uden at tælle hvor mange vådservietter der var tilbage. Vi kørte til Nationalmuseet, som præsenterede stolt det fortidshistoriske fund Toumey. Menneskets fortid startende for 7 mill år siden og øjensynligt er hele den humane race fra Chad. Vi blev nådigst lukket ind på et stort monument i midten af byen. Frihedsmonument, hvor en kæmpe slave brød fri af lænkerne. Ved siden af lå den kristne katedral, som vi gik en hurtig tur rundt i og som absolut ikke måtte fotograferes.
Frokost blev et lokalt sted. Jeg bestilte kamel på spyd med klassiske pommes frittes. Det var en meget mør kamel, som smagte skønt. Et marked med kunsthåndværk blev næste besøg, og der stod stader efter stader på rad og række. Vi har set 4 andre turister på hele turen, så de kan ikke have stress i forbindelse med en arbejdsdag. De fik solgt lidt forskelligt til os. Nogle købte masker. Jeg købte en hovedpude af træ, som designmæssigt passer til min lille skammel af træ fra Sydsudan og naturligvis en lille køleskabsmagnet i hærget læder. I træet ovenover hang klaser af flagermus. De har forbløffende mange skarpe tænder.
Dag 8
Vi kørte tidligt til Chads Elefant-klippe efter den klassiske omelet i hotellets lyserøde/lyseblå restaurant. Vejens beskaffenhed var som en tur på en ilter pony. Man spændte både core og lår for at blive på sædet. Inde ved vejkanten var der skilte med Max 50. Ingen har nogensinde nået helskindet igennem ved mere end 30 i timen. Elephant rock lå 4 timer væk og bestod af tre kæmpe klipper i det ellers meget flade Chad. Den ene havde en tydelig snabel. For sidste gang fik vi picnic i der grønne, mens børn fra den nærliggende landsby skød op som champignon. Lake Chad lå lige i nærheden, men vi havde ikke tilladelse til at tage derhen. Den deles med Cameroun, som vi kørte langs grænsen af det meste af vejen.
Vi besøgte en lille landsby af nomader der havde slået sig permanent ned. Der havde også bosat sig en kamæleon familie, som jeg utrolig nok selv spottede. Huhej gik det hjemad mens chaufføren snakkede mere i mobil på de timer, end jeg gør i en måned. Sammenholdt med den manglende sikkerhedssele og modsatrettede køretøjer, æsler, geder og damer med sager på hovedet var det er mirakel at komme hel tilbage.
Opsummering
Vi spiste på en libanesisk restaurant i den anden ende af N’Djamena. Uhørt luksus med dejlig mad og gode store gala lokaløl sidste aften. Turen var udfordrende, udviklende og tankevækkende. Du skal absolut have din spejderånd med til Chad. Men hvis du accepterer den utrolige hede, kønsløse bushmad og natlige insekter vil du opleve nye sider af dig selv, nye horisonter og andre måder at leve på. Det er hvad det hele i virkeligheden går ud på når man rejser i min bog….men jeg kunne faktisk godt trænge til en ferie i umiddelbart forlængelse.
Turen var arrangeret af Penguin Travel. Prisen er 2200 Euro og dertil kommer flybillet og udgifter til visum. Jeg vil tro, jeg endte på ca 25000 kr for de 9 dage. Der er tilgengæld meget få udgifter, når du først er afsted for der er vitterligt intet at bruge pengene på. Du skal selv booke fly, og vi tog med Ethiopian airlines.