For nogle måneder siden var jeg på besøg hos Johan Bülow og lærte om kunsten at lave lakrids. Det kan I læse mere om her. I dag gik turen til Bagsværd Lakrids. Omend det var mere ydmyge lokaler end hos Bülow, var det faktisk en helt anden oplevelse.
Først slog det mig, hvor håndlavet det hele var. Med det skal siges, at de faktisk for to år siden har købt to fuldautomatiske maskiner til kogningen. Men selv nu, hvor de automatiske gryder har taget over, er det utrolig manuelle processer. Noget med nogle plastikbakker og et spækbræt fra Ikea, der indgik i produktion af samtlige lakridser, når den varme masse skulle hældes i bakker. 10 bakker ad gangen, som hver bliver til 25 plader. Der skal koges nogle kedler!
Morten, som var med til at grundlægge stedet, var lidt af en showman og fik engageret publikum med en variation af spørgsmål- Vi sad som sild i en tønde på hver vores klapstol i butikslokalet og hørte om købmandsskab, kemiske reaktioner og den lille gryde, de brugte i begyndelsen til at lave 6 plader om dagen. Inden vi gik i gang og inden publikum blev alt for utålmodige, kom der smagsprøver rundt for at dulme masserne. Lakridsen kommer i små plader, for den er ret blød. Grunden er bl.a, der ikke bruges mel eller stivelse i produktet.
Den flydende lakrids er done 
Der planeres
Sød, klassisk eller salmiak
Første sæt bød på classic, sød og salmiak. Den søde var lidt kedelig i min smag, men caterede sikkert til det store salmiakforagtende udland. Den klassiske lakrids og salmiakken smagte virkelig godt. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at salmiak-lakridsen fra Bagsværd er den bedste lakrids, jeg nogensinde har smagt.
Vi fik også en skefuld af den helt nykogte, helt brandvarme, flydende lakrids, der netop blev hældt ud af kedlen. Det var lækkert og lidt af et balancestykke. Vi sad alle 30 og prøvede at holde lakridsen nogenlunde oppe på skeen inden den alt for varme masse løb ned og endte på et stykke bart hud.
Vi smagte også andre tre varianter. Ingefær, Chili og mynte lakrids. Det bliver for eventyrlystent til mig. Ingefæren smagte lidt som om, man spiste thaisuppe og pludselig også følte sig i stødet til at tage en gajol. Chilien, var temmelig stærk og mynten var bare i min verden uforenlig med lakrids. Der er helt sikkert et publikum til dette. Jeg kan bare godt lide at lakrids er lakrids og chokolade er chokolade, og gerne hver for sig. Der skal for min skyld ikke blandes alt mulig i. Men bliv for guds skyld ved med at blande salmiak i!
