Togtur gennem Tyskland og nattog til Paris

Jeg er jo i den heldige situation at have vundet en tur til Paris med nattog med togrejse.dk. Turen er jo så med tog, og det skal vise sig at tage 16 gange så lang tid som med fly, checkin og deslige fraregnet. Jeg havde væbnet mig med tålmodighed, da jeg kender min evne til at smitte andre med kedsomhed efter at sidde stille i 20 minutter. Nogen tager på silent retreat eller yogaophold. Jeg måtte prøve at dyrke min zen i toget ned gennem Europa. 

København H

Vi starter med panik, for jeg opdager at jeg kun har 7 minutter til at skifte i Fredericia. Jeg har desværre ikke tiltro til tog-til-tiden slogannet og min eksotiske rejse bør ikke stoppe i Midtjylland, så jeg napper et tidligere tog. Jeg har ikke ventet på perronnen på Kbh Hovedbanegård i årevis, men den ligner sig selv. Vel bænket på mit sæde genkender jeg også mine medpassagerers håndflagren foran de automatiske døre, der kun allernådigst lukker op. Jeg selv er udstyret med kaffe og mundbind og en engels påtagede tålmodighed. 

Old School retro billetter. Cool nok

Jeg fremviser stolt mine fysiske billetter og udfyldte interrailpass. Jeg er den absolut eneste der i toget kan fremvise et vred af billetter og reservationer, der i øvrigt ligner sig selv, fra da jeg sidst var ihændehaver af et interrail pass tilbage i 1993. Vi når Fredericia til tiden og toget til Hamburg, der er næste skift.

Finder min plads overfor en medpassager der tager maskepåbuddet yderst seriøst og er dækket mere til i tekstil end en fundamentalistisk klædt afghansk kvinde. Jeg kan kun tro, der er lidt iltfattigt og fugtigt inde bagved, for han udstøder med jævne mellemrum svære udåndinger og klynk. To sæder længere henne er der gang i et iPad spil akkompagneret af heftig banjo og to damer, der diskuterer strikkeopskrifter. Den obligatoriske baby indfandt sig, og det var tid til folk smækkede deres hjemmelavede madpakker på bordet. Jeg satte nr 5 af de syv søstre på lydbog i ørene og kiggede ud på markerne med kornstubbe. Babyen væltede morens øl med foden omkring Padborg. Der lugtede hjemligt af Vesterbrogade lørdag morgen.

Min suspekte medpassager viste sig hverken at have pas, billetter eller cpr nr og blev tilbageholdt af tre medlemmer af den tyske ordensmagt. Utrolig actionpacked, jeg anbefaler hermed rødebedepas, ingen har interesseret sig for Coronapas. 

Hamburg

Næste stop Hamburg, og hvis ikke man skal have gebäck i form af en pretzel her, hvornår så? Den smager jo i virkeligheden af blød saltstang, men føler, den er meget tysk. Strækningen Hamburg – München var egentlig lidt lang men jeg havde jo muligheden for at checke Bayerske spisesteder ud og gå i symbiose med mit mundbind. Pludselig holdte vi stille i det mørkeste mørke Deutschland med en announcement i højttalerne om et ‘suicide forecast’, som tyskeren ved siden af mig så smukt forklarede. Det tog så åbenbart en halv time at afværge, inden vi trillede videre mod Nürnberg. 

From München to Paris i nattog

Endelig var der et break i München, og jeg trillede ud med kufferten. Trillede lige over på det utrolig tyske Zum Brünnstein med dirndl-svingede servitricer og øldrikkende crowd efter noget længe ventet aftensmad. Corona sendte restauranter til tælling kl 22 ,og gaderne lå øde derefter. Jeg nåede dog en god fedtet München schnitzel med en side af sauerkraut og en betragtelig mængde øl. 

Jeg sad og ventede på perronen og politi, sikkerhed og journalister kom til. Süddeutsche zeitung interviewede mig simpelthen om, hvorfor i alverden jeg var på denne insane lange togrejse og i anledning af første nattog til Paris. Jeg kæmpede noget for at komme ind i kupeen og med Maximillian the journalist i hælene, som tog foto af de to i den nederste køje, der var med fra Wien. Jeg var tildelt penthouse. Jeg balancerede på stigen og forsøgte at få kuffert, sko, tandbørste og linser i rette position. Gav egentlig lidt op, og lagde mig i det tøj, jeg kom i. 

Morgenen derpå


Man skal holde fast i tanken om oplevelsen i nattog gennem natten, for vi bumlede og raslede gennem landet og søvnen indfandt sig kun med nød og næppe ud på de små timer. Man får på 2. Klasse et rent lagen hver, et tæppe og en pude, men om lagenet skal bruges på ‘sengen’ eller under tæppet kan jeg ikke gennemskue. Jeg kan dog med sikkerhed sige, at tæpperne ikke har været vasket her inden den store dag. Min ønske om ikke at skulle op og tisse blev heldigvis opfyldt. Døren har et sindrigt låsesystem, og der ville ikke have været mulighed for jeg kunne bryde den kode midt om natten i mørke med to sovende medpassagerer.

En lille advarsel kommer dog nu. Jeg er 163 cm høj, men min vurdering er, at man ikke skal overstige 170 med mange cm, hvis man vil ligge udstrakt. Så er det på plads!

Vi var tre i kupéen, og jeg havde heldigvis første sal for mig selv. Kl 8 blev vi vækket med dejlig kaffe og overraskende friske boller. En kærkommen overraskelse mens jeg foldede mig sammen med min bakke på øverste dæk.

Champagneområdet trillede forbi, mens vi gjorde os klar til at sætte fødderne på fast grund. Det blev gjort til pomp og pragt med lys og tale af transportministeren.

For at runde den længere beretning af kan jeg her dagen derpå tilføje oplysningen om, at mit fine interview er skåret betragteligt, tilgengæld er mine strømpefødder nu berømte i Bayeren. Læs den lille artikel fra Süddeutche Zeitung her

Vurdering

Jeg synes bestemt slow travel kan noget. Jeg køber også fint ind på konceptet et nattog. Hvis man nu bor i Wien og skal til Paris og ikke kærer sig synderligt for at toget virker en smule bedaget, så er det alletiders idé. Men hvis du skal fra København, over Fredericia, Hamburg og to forskellige stationer i München, er min vurdering, at det er liige at strække den. Under alle omstændigheder er det en oplevelse, man ikke lige glemmer, så ingen fortrydelser her.

3 kommentarer til “Togtur gennem Tyskland og nattog til Paris”

  1. Åh, hvor jeg dog deler din glæde over, at du ikke skulle op og tisse på et tog-toilet midt om natten og uden linser! Det havde jeg ikke kunnet klare efter “en betragtelig mængde” af det notorisk tynde bayerske øl! Jer er og bliver dog tog-entusiast. Især hvis det er på 1. klasse / i sovevogn med privatliv og eget toilet 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *