Enomania på Vesterbrogade er vilde med vin

Eno betyder ‘vin’ og mania betyder “helt vild med” eller i virkeligheden “sygeligt opstemt af”. Tilsammen danner det rammen om Enomania, som er en italiensk restaurant i bib gourmand kategorien på Frederiksberg. Vi var 6 personer afsted, og det var virkelig ukompliceret at bestille. Menuen og den specielle vinmenu, Tak! Jeg ved ikke helt sikkert, hvori den specielle vinmenu bestod, men der kom en skøn flaske på bordet til hver ret, primært holdt i Piemonte og Toscana.

Med det udgangspunkt var det svært at bevare pessimismen. Første ret var en appetizer med lækkert nybagt foccacia og charcuterie. Det hedder muligvis noget andet på italiensk, men skinke og pølse. Derefter kom risottoen på bordet. Den var lavet af knoldselleri, kapers og med et lille stykke stegt helleflynder på toppen. Jeg ved ikke hvordan, men knoldselleriens skæbne ender dermed en del bedre, når den bor i køleskabet på Enomania, end den gør hos mig, hvor de bliver mere og mere trætte af livet for tilsidst at dø i skraldespanden.

Anden ret var cannelloni med braiseret okse, svampecreme og grønne bønner. Hold da op en umami-sauce, der kom ind. Dejlig tyk og svampet. Ja det lyder ikke som en kompliment i alle livets forhold, men det var det her.

Hovedretten var kalvefilet med asparges, forårsløg, kartofler og sommertrøffel. Hvor er det heldigt, man har lavet en trøffel til både sommer og vinter. Alt var tilberedt perfekt, og jeg skal ærligt erkende, at jeg måske roder lidt rundt i vinene herfra. Sådan er det når snakken går, og man har fået fire glas. Brunelloen var i hvert fald en gudevin, og man kunne sagtens relatere til navnet Enomania.

Enomanias ost og dessert

Her hørte min mad-rejse op, for jeg var mæt, men de andre fik en osteanretning. Der var lidt ko og lidt får og som altid serveret rigtig delikat. Restauranter kan noget almindelige civilisters køleskabe ikke rigtig kan. Det kan godt være sulten havde lagt sig, men derfor kunne man jo godt være tørstig for sjov, og jeg smagte Barbera’en. Den er jo så rund og venlig, at det ville være uhøfligt at afvise den.

Til dessert kom der rabarbertærte med jordbær og marcipan-is. Dertil var vinen fra Ungarn, nemlig en Tokaji. Den var overraskende frisk af en dessertvin at være. Desserten kan jeg ikke rapportere om, men den fik fin omtale med på vejen af resten af selskabet.

Jeg kan helt igennem anbefale en tur på Enomania. Priserne er enormt rimelige i forhold til det du får – 5 retter 495kr og vinmenu ligeså. Jeg har været der en del gange efterhånden, og jeg er aldrig blevet skuffet. Lokalerne og betjeningen er hyggelige, og det er superskønt bare at sidde og lade sig forkæle. Du skal være ude i god tid med bordbookning, og vær obs på lørdag er lukket. Det kan være, du skal fejre, at du har bestået eksamen, at du endelig tog opvasken, at du fylder år, eller at det er tirsdag. Alt sammen en god lejlighed til at tage på Enomania.

Enomania: Vesterbrogade 187, Frederiksberg

Full Vegan rødbedesuppe, græskar-risotto og naturvin på Knippelsbro

Den stod på veganer aften i Kulturtårnet på Knippelsbro. Det er et skønt utraditionel sted at sidde og mørket falder jo på tidligt, så man sidder og kan se vandet og byens lys. Man mærker ligeledes hver HT bus, som en klirren i skabene, stolene og på bordet, men det er fint, hyggeligt og minder én om, at man sidder i et gammelt kontroltårn og spiser.

Forretten var en kold rødbedesuppe med et scoop af peberrodscreme og kørvel i midten. Den smagte sådan set fint, men smagte også som om den skulle have været varm. Den havde mere konsistens som tynd mos end bortsj. Vinen holder sig til naturvinens rige og vi fik skænket en mostagtig sag op, der givet var frisk, grumset og heldigvis koldere end suppen. Den smagte ikke som forventet af gær, men virkede frisk og ung. Spurgte til hvad vi fik, og der blev sagt Riesling fra Tyskland. Det er ikke i min verden en uddybende karakteristik, men på den anden side ok, for jeg tænker ikke at opsøge den umiddelbart igen.

Hovedretten var en fusion af mange ting. Risotto med græskar, kål, pastinak og nogle syltede søde bær, der gav den et vist risalamande feel to it. Hvad der i den grad ville kunne pifte denne ret op ville være en ordentlig skude crispy bacon. Jeg manglede salt, fedt og crunch. Det blev simpelthen en ayurvedisk omgang med de bløde konsistenser og ukrydrede smag. Jeg tænker det var for at få grøntsagernes smag til at stå frem for sig selv, men festfyrværkeri blev det altså aldrig.

Læs videre “Full Vegan rødbedesuppe, græskar-risotto og naturvin på Knippelsbro”