Koks pop-up i Tivoli. Turpas til færøsk Michelin-stjerne.

Dette indlæg bliver af en længere karakter, for retterne var mangfoldige og sanseindtrykkene større end normalt. Det virker jo snart utroværdigt herfra amatørbloggerens side, at dette også er et fantastisk måltid. Nå men al troværdighed er hermed på spil for det var en skøn oplevelse med nye ingredienser og en meget smagfyldt oplevelse. Det kinesiske Tårn i Tivoli var kulisse til Koks pop-up i København, kortvarigt relokeret fra Thorshavn og august måned ud.

Færøske forretter

Måltidet var baseret på færøske ingredienser fløjet friske ind flere gange om ugen. Evt klimabekymring kan jeg desværre ikke tage hånd om her. Vi startede med et skaldyrsfad. Smukke smukke muslinger med urter, blomster og farver. Et uvenligt søpindsvin havde sneget sig med og smagte ok, selvom det nok aldrig bliver min yndlings- havfrugt. Vi lagde helt ydmygt ud med vinmenu, som fulgte det færøske eventyr.

Næste omgang var helleflynder som tartar og en torskeret. Helleflynderen var dækket af brøndkarse og var frisk og god, men blev overhalet indenom af en let saltede torsk med kaviar. Den svømmede behageligt rundt i en flødeemulsion på kål og ærter. Den torsk døde lykkeligt og har opfyldt sin torskeskæbne, og de små stør-babyer ligeså.

Krabben var blevet svøbt i en karamelliseret løg-fløde-emulsion og lagt i et gennemsigtigt tæppe af hyldeblomstgelé.

Læs videre “Koks pop-up i Tivoli. Turpas til færøsk Michelin-stjerne.”