Farverige Mardi gras i New Orleans

Hvad får en 46 årig kvinde til at kaste sig hæmningsløst ind i kampen for at få fat i en farvet plastik perlekæde? Hvilken begivenhed får en morgencocktail med stegt bacon på spyd i stedet for oliven til at synes som en plausibel morgenmad indenfor kostpyramiden? Hvornår er det legalt at klæde sig ud som en stor kinareje og gå ned ad gaden, ikke alene med værdigheden i behold men med beundrende blikke i kølvandet? Svaret er Mardi Gras i New Orleans.

Mardi Gras foregår egentlig over flere måneder og begynder 6. Januar, hvor man passende kan indlede traditionen med en King Cake i Mardi Gras farverne – gul, lilla og grøn. Pas på for inden i ligger der en lille hård babyfigur, og den, der får den, skal købe næste kage og muligvis en tur til tandlægen. Fejringen intensiveres frem til slutningen af Februar og kulminerer Fat Tuesday. Den hænger oprindeligt sammen med fasten, der indledes efter Fat Tuesday, men på baggrund af vores besøg i Februar 2020, kan jeg afkræfte myten om at frivillig faste, skulle være særlig udbredt. Portionerne er er enorme i Sydstaterne, og grit (grød af kogt majsmel), buttermilk biscuits, po’ boys og dybstegt kylling er altid at finde på menuen.

Optakten til Mardi Gras

Vi ankom i bil til New Orleans et par dage før Fat Tuesday, og det alene burde have kvalificeret til et øjeblikkeligt elitebillist-spejdermærke. De er glade for ramper og motorveje i mange etager, og folk myldrer til byen pga. Mardi Gras. Paraderne var allerede taget til i antal og størrelse. Paraderne styres af de såkaldte ’krewes’, som er en form for klub formet omkring et særligt tema. De pynter deres køretøjer – de såkaldte floats – indenfor deres tema. Der er mest hype om de gamle krewes, som f. eks Zulu, Bacchus, Orfeus og Proteus.

Nogle af klubberne er 140 år gamle og kendte for særlige gimmicks. For eksempel uddeler Zulu- krewet gyldne kokosnødder til publikum, mens de meget politisk ukorrekt er bemalet med black face. Det var næppe gået på strøget i København. Det er hovedsagelig de mest populære og traditionsrige krewes, der er programsat op til Fat Tuesday. Vi smed bagagen på hotellen, drønede ud i byen og stødte ind i vores første parade. Det var her transformationen skete.

Læs videre “Farverige Mardi gras i New Orleans”

Bornholm i maj med lokal gourmet, gåture og sejltur til smukke Ertholmene

Bornholm, kendt som Solskinsøen, var nok mere præget af tåge end egentlig solskin, da jeg fandt mit logi i Arnager 5 km syd for Rønne midt i maj. Panoramaruder lige ud til havet og en mole, hvor lystfiskere indfandt sig om dagen, og hvor ’solnedgængere’ kom forbi om aftenen. Man kunne måske føle sig lidt som fanget i et akvarie, når mørket faldt på og lyset i lejligheden var tændt, men det fungerede også lidt som en katalysator for interaktion med lokalbefolkningen.

Rønne er meget stille en onsdag eftermiddag, men hyggelig gammel bydel og en fin havn. Der har givetvis været gemt et par perler, jeg ikke har fået sat mig ind i.

Hammersknuden

Bornholm lægger jo op til, at man skal gå en lang tur. Jeg havde lagt planer for en tur rundt om Hammersknuden, den helt nordlige knop på Bornholm. Halt der maul, det er ikke en tur til kørestolsbrugere. Da jeg var færdig viste min sundshedapp 56 etager og 9 km. Modsat stenbroen, hvor jeg slår mine folder til daglig, var Hammersknuden forrevne klipper, stejle skrænter, måger, smukke søer og neongrønne bøgeblade. Får var spredt rundt på klipperne og gik og passede sig selv. Hammershus kunne ses i horisonten. Jeg havde valgt turen fra Sandvig og en tur mod uret og vil anbefale den retning rundt.

Tilgengæld vil jeg ikke anbefale Sandvig eller Allinge onsdag før Kr himmelfarts dag til at spise frokost. Der sker intet og meget lidt var åbent, men Gudhjem kunne sørge for en skøn frokost på Cafe Klimt. En klassiker kunne have været sol over Gudhjem, men jeg fik en fiskefilet med hjemmelavet remoulade ude på terrassen.

Læs videre “Bornholm i maj med lokal gourmet, gåture og sejltur til smukke Ertholmene”

Ishotel i Rovaniemi, En iskold fornøjelse i Januar

Man erkender først hvor koldt minus 27 grader i virkeligheden er, når man oplever det tomme bagagebånd i lufthavnen kun iført jeans, t-shirt, kondisko og jakke. Vi var tre afsted og med ligeså mange uforklarligt bortkomne kufferter. Planen var at overnatte i ishotellet i Rovaniemi i Finland første nat og derefter to nætter i deres glas-igloo’er. Det kunne godt gå hen og blive en nat af den mere kølige slags. Det første, jeg bemærkede, da vi stod ude i den kolde luft, var hårene i næseborene, der frøs sammen til en lille klump is med hver vejrtrækning. Et besøg i en Sportsmaster senere var vi nogenlunde klar til vinterkulden i dagslys men med en frygt i baghovedet for, at denne mundering ikke ville være optimalt til selve overnatningen.

Læs videre “Ishotel i Rovaniemi, En iskold fornøjelse i Januar”