I Sydsudan, verdens yngste land, blandt stammefolk og kvæg

Rejsen gik til Sydsudan i midten af marts med Panorama travel. Vi nåede hele vejen igennem tolden med vores mange dokumenter, vacciner og tests, men bagagen måtte vi desværre kigge langt efter. Der herskede faktisk en berettiget tvivl, om den overhovedet ville dukke op i løbet af turen. Vi skulle ud i bushen dagen efter, og der ville hverken være butik eller telefondækning i sigte.

• 

• 

Så vi måtte ind i en lokal butik og købe, hvad vi skal bruge resten af ugen. Jeg var efter 20 minutters panikshopping indehaver af en alt for blomstret kjole og en blå batik buksedragt. Et anstændigt antal trusser, klipklapper, t shirt og diverse toiletartikler til at klare 8 dage i bushen i telt. Reelt holder det nok kun 3 dage i bushen, men det må strækkes og skylles op i skælshampooen. Der var ingen telefondækning noget sted, i hvert fald ingen der har aftaler med TDC, så svært at aftale videre omkring bagagen med Lufthansa.

• 

• 

Efter panikveksling af dollars, som først blev kraftigt devalueret i vekslekurs i banken, blev yderligere udhulet af vekslingen til Sydsudanske penge. Det foregik mellem tandbørster og peanuts i en lokal butik. Da alle havde fået købt tvivlsom tekstil, vådservietter og shampoo, som også dækker af for sæbe og vaskepulver, måtte vi ud af byen til Torit.

• 

• 

Trafikken i Sydsudan

Det gik meget stille for sig rent fartmæssigt. Vi stod faktisk stille i en god time, men der var et virvar af lebend i Jubas gader. En gade fuld af frisørerog kvinder med alverdens sager bærende på hovedet. Jeans forhandlere midt på vejen, mangojuice, barbecue, tuktuk’er og motorcykler. Vores biler holdt bare stille midt i mylderet og brændte benzin af. Kvinderne der gik forbi var høje og slanke og virkelig fint klædt på. Landet med høje slanke kvinder er ikke det, jeg forbinder med gode shoppingmuligheder.

Der er een asfaltvej i Sydsudan, og vi kørte på den lidt af vejen, selvom det forekom, at gruset indimellem var ved at have overtaget. Der var blikhuse langs vejen og henunder aften begyndte bålene at tilberede mad. Geder og køer gik rundt, og jeg kunne ikke gennemskue, om de tilhørte nogen.

• 

• 

• 

Torit og Juba

Vi kigger på dem, og de kigger på os. En pige kommer op med en klase bananer og siger hun ville blive rigtig glad, hvis vi købte dem. Ja pludselig havde vi så købt en klase bananer og sad og gnaskede dem i bilen. Vi kunne godt regne ud aftensmaden nok ikke lå lige om hjørnet. Vi er de eneste hvide mennesker i sigte. Vi fik følgeskab af en camouflageklædt soldat-type med maskingevær. Jeg var faktisk usikker på formålet, men lærte senere, at han skulle beskytte os i tilfælde af stammeuroligheder. Der var et ret stort antal checkpoints, som man skulle igennem, og hver gang var det med camouflagetøj og maskingevær. Alle skulle have penge og cigaretter.

Vi kørte 5-6 timer til Torit ad brede grusveje, som forårsagede en støvstorm for chaufførerne, hvor de kun kunne se tågelygterne fra bilen foran. Jeg vil huske på, at jeg aldrig vil lave en kør-selv-ferie i Sydsudan. Vi ankom til et lille hotel med sød betjening og varierende succesgrad i forhold til lys og vand i værelserne. Jeg havde en lille firbenet room mate, der pilede hen over mine fødder. Sålænge den ikke har otte ben, går det nok.

Vi satte os ud til et bord, og drak en tusker-øl. Øllen var faktisk vist fra Kenya, men kold og læskende. Dertil noget kartoffel med kylling i et stort tag selv fad. Det var vist ‘resten’, vi havde bestilt. Jeg krøb under mit myggenet og tænkte på en egentlig ret vild dag. Min nye batik buksedragt lå fremme til dagen efter. Jeg håbede inderligt den bagage ville dukke op, men ellers måtte den lange storblomstrede kjole også i brug.

Kl 5.45 vågnede vores kok Dennis. Han satte det store køkken op ude i gården på hotellet og satte afrikansk folkemusik på, mens han stegte og brasede. Jeg skulle åbenbart op der. Om morgenen var der rent faktisk vand i hanen. Tilgengæld ingen elektricitet. You can’t have it all. Inden den næste uge i bushen, tænkte jeg, at jeg bestemt måtte tage et bad. Min nye skælshampoo fra Kinabutikken i Juba brugte jeg faktisk også til lige at skylle et par sokker op. Forsigtig med shampooen for tænk hvis vandet røg, mens man stod der med skummende manke. Jeg var nu klar til at møde dagen i min nye blå batik jumpsuit.

• 

• 

• 

Camp 15

Vi kørte af grusvejene til Byen ‘Camp 15’, måske 3 timers kørsel væk. Der var vældig gang i den der, og folk rendte rundt i det vildeste outfit. Gummistøvler, hatte, strudsefjer, og særligt gummistøvler, hvor skaftet blev klippet af og selve skoen erstattet af et par røde plastik sko. Det var en meget ejendommelig mode.

Jeg sad med min telefon inde i bilen og overvejede et par photo shoots. En åbenbar official så mig og var meget tydelig i mælet omkring, at jeg ikke skulle tage billede af ham. Det gad jeg egentlig heller ikke og fagtede min uskyld tilbage gennem ruden. Det var ikke nok for ham. Han flåede døren til bilen op og forlangte at se billederne. Der var heldigvis ingen fotos, for ellers tror jeg sgu han havde taget telefon. Det gode råd er bare at lade være at fotografere i byerne.

• 

Vi kørte til højre ud af de vildeste hullede grusveje. Op og ned gik det. Eftersom solcremen lå bagagen i Frankfurt, eller hvor den nu befandt sig, var en ret rød farve ved at indfinde sig på min skummetmælksfarvede martshud. Solcreme var ikke at opdrive, og de stod med deres kulsorte hud og sagde ‘nooo, we dont have’. Nå vi lærte at leve med lidt!

Boya folket

Vi fandt stedet til vores lejr og telte blev slået op, så det ligner en mindre flygtningelejr. Den nærmeste landsby tog plads og børn poppede op som champignoner og materialiserede sig fra alle hjørner. Vi går ikke ned på børn på denne tur!
Vi tog ud til Boya folket. De smukkeste stråtækte huse dekoreret med muslingeskaller. Landsbyen var squeaky clean og vi blev hilst velkommen af alle der kunne krybe og gå. Det særlige ved kvinderne her var de mange ar. Samme koncept som ved tatovering, bliver der istedet skåret mønstre i huden, der derefter bliver til ar. Faktisk ret vilde og store mønstre. En kvinde klædt i hvidt havde netop mistet sin mand til en stammekonflikt. Det er vist meget noget med at stjæle hinandens køer.

Hvem der havde mest ud af besøget, ved jeg ikke. Vi fotograferede på livet løs og når vi viste dem billederne, blev næste hold helt entusiastiske og poserede. Det er svært ikke at tage gode billeder der. Små sorte børn i en t-shirt med påskriften ‘love’ og snottet ud af næsen. Andre var bare nøgne og således ikke besværet af støvet tekstil. Men mange havde tyk mave og ganske givet under- og fejlernæret.

Kvinderne hev lige et bryst frem, når junior skulle have mad. Nogle af de her kvinder har adskillige børnefødsler bag sig (5,6 i snit forlyder det), og de starter midt i teenageårene. Piercinger med perlekæder var også et hit sammen med farvestrålende halskæder. En pige gennede mig over til hendes hus og videre i landsby nr 2. Hun snakkede lokal dialekt jeg kommunikerede på dansk.

• 

• 

Tilbage i lejren havde vores gode kok Dennis lavet mad, og vi sad under stjernerne og lyttede dels til personalets frygtelige YouTube og de lokale børn, der trommede og sang sig gennem natten. Ja eller aftenen for kl 21.50 lå jeg i min seng! Meget luksuriøst med madras, hovedpude og to rene lagner, kunststof men rene! Masser af vådservietter på grus-røde fødder senere lagde jeg mig til at sove til mange afrikanske lyde og naboen, der sang elefantens vuggevise.

Hede nætter i central Afrika

Jeg lå som en søstjerne og håbede at kunne komme lidt af med noget varme. Kl 5.30 ringede vækkeuret. Programmet lød på en tur til boya folket inden morgenmaden. Jeg tog mit beskidte tøj på i erkendelse af, at vores bagage nok ikke når os. Landsbyen var en anden end igår, og vores guide kom herfra. Ligesom sidst voksede børn nærmest op af jorden, da vi ankom. Jeg udvekslede lidt fløjte-pifte teknik med en ung dreng. Kunne ikke pifte og kan iøvrigt kun een svag fløjtetone, men publikum samlede sig. De trykkede også på min røde farmertan og kunne se huden skiftede farve. Det gjorde deres ikke. Min lysnede pandehår blev også godt befamlet. En mærkelig tekstur må de have syntes. Jeg investerede i en lille udskåret siddeskammel. 10 cm høj og kun plads til een balle af gangen.

• 

• 

1000 billeder senere var vi tilbage i lejren og fik bushlatte og morgenmad. Flere af billederne var af rygende børn. Utrolig politisk ukorrekt. De havde egentlig bare sat ild til en lille pind, men den kunne godt ryges. Dagen var til fri afbenyttelse, og jeg så mit snit til at vaske det hårdtrængte og ret sparsomme tøj. Det bestod desværre i, at det måtte foregå i min storblomstrede sag af en kjole. Der blev hældt lidt skælshampoo i en spand med lidt vand og så gik den manuelle vaskemaskine igang.

• 

• 

Der lå et stort bjerg ved siden af vores lejr, som to af os gik op på. Det var vitterligt stejlt, og jeg kunne indse at min tyngdepunkt måtte tættere på klippesiden, så jeg kravlede op. Vi blev belønnet med en smuk udsigt og en lumsk tanke om, hvordan pokker vi mon kom ned igen. Men ned kommer man jo altid. Frokosten var igen overraskende lækker og mere og mere baseret på gulerødder, kål, ris og linser. Men man blev vogtet af en rand af små sultne børn, der gjorde maden måske fik en bismag af priviligeret turist.

• 

• 

Vi tog tilbage til landsbyen, hvor vores guide fra byen havde trommet alle sammen til festlig dans. Sikken et fantastisk mylder og farverige gevanter sammensat af fodboldtrøjer, gummistøvler, perler, revnede toppe og skørter syet sammen af gamle t-shirts. De hoppede, klappede, dansede og sang. Jeg lærte første strofe af en gammel dame  ‘Naa tula bo’. Vi havde salt med, der kunne dække behovet i en dansk vinter og sammen med sæbe og bouillon blev det fordelt til folket. Det var i sandhed et gedemarked og pludselig gik ældste manden amok med sin stav på pøblen, fordi de ikke kunne vente på det blev deres tur, hvis det da overhovedet blev deres tur.

• 

• 

Vores chauffør kørte godt men vi opdagede, at han putter en ny ekstra luftfrisker i bilen hver dag. Igår var det strawberry. Idag kom exotic ice også på banen. Vi har fortsat ikke været i bad og vores tøj er generelt lidt svedigt, så det er egentlig fair.

Kl 4.45 stod vores afrikanske mandskab op. Det var som at vågne på hovedbanegården med forskelligt højt afrikanske rytmer og synthesizer musik, der lød til en 10 årig havde fået frit spil til at komponere en sang. Det sædvanlige børneslæng havde taget opstilling med høns i hænderne. Vi kørte ad de bumlede veje til Camp 15. Low and behold – der var vores bagage. Det store halleluja øjeblik havde indfundet sig!! Vi spiste Denis’ veltillavede mad, pandekage med kål, i Kapoeta og fik en længe ventet kold øl! Derefter rumlede firhjulstrækkerne afsted af de utrolig bumlede veje. Telte og rygsække væltede rundt. Målet var en lejr udenfor toposa-stammen. Vupti var lejren sat op. Telte, stole og køkkeninstallationer havde fundet deres plads.

Vi kiggede i vores nyfundne rygsække og erklærede vi ikke havde brug for halvdelen af det vi havde taget med. Seriøst, jeg havde jo  pakket en hårtørrer….af alle overflødige ting!? Nå ja en mascara røg også helt unødvendigt med. Dagens bushkøkken producerede en gedegryde og lidt stegt dikdik med chili. Det vælter frem med ekstra håndsprit og vådservietter fra folks kufferter for pludselig er vi lejren af overflod. Toiletforholdene var i top. Masser af buske og krat. Man skal lige være obs på, om man hører en gedeklokke og risikerer at blive overrasket af en flok hyrder, mens man sidder med batikdragten nede om hælene og synlig BH.

Lejren virkede til at være allemandseje. Det væltede rundt med lokale mænd med spyd og AK47. Høvdingen hjalp med at feje pladsen og gøre den fin. Bagefter skulle han lige checke noget på telefonen, på trods af vi var midt ude i ingenting. Men faktisk kun 40 km fra Kenya.

• 

• 

Sidste nat måtte jeg tørre mig med et håndklæde hver halve time, fordi der var så fugtig varmt, men denne nat var det dejlig behageligt. Mindre behageligt var det at høre tunge regndråber på teltet om morgenen og de små pøle dannede en lille voldgrav langs siderne indenfor. Regntiden begynder til april om et par uger, så de indledende knæbøjninger var i gang. Vi var kørt over nogle ret brede floder stadig uden en dråbe vand, men det ændrer sig i regntiden.

Toposa

Vi tog til den nærliggende toposa landsby. De havde en lidt anderledes byggestil med forrådskamre, der var bygget i højden. Sikkert både for at undgå vand i regntiden og for at undgå lækkersultne geder. Det var en ret stor by, og de var meget mindre pågående. Lærte ret hurtigt mataa betød hej og prøvede at gå venligsindet gennem byen. Vi havde en hale efter os på vej til lejren og omkring 150 folk i alle aldre tog opstilling for at se på os. Det var vel fair. Deres dekorationer var også forskellige fra boya folket. Små perler i enorme perlekæder gerne påsat ståltråd. Jeg lod mig forstå, at perler var vejen frem, hvis jeg ville optages i stamme. Dagen foregik egentlig mest i lejren og lokal befolkning kom tættere og tættere på og tilsidst var der stammedans på gårdspladsen.

• 

• 

• 

En pige kom op og bad om håndsprit fra bordet, og vi kunne se hun havde et kæmpe sår på benet. Så blev der nok brug for Jægerkorpsets førstehjælpskasse, skalpeller, klorhexidin og vatrondeller mm, blev hentet frem fra diverse telte. Såret blev renset og forbundet til stor opstandelse for både sorte og hvide i lejren. Senere kom flere med skinnebenssår til. Der er virkelig brug for hjælp her. De har intet til at klare medicinske problemer.

Landsbyens folk forblev talrigt i vores lejr, og det virkede som en skovtur for dem. Børnene hang i nogle grene og nogle legede med tøndebånd. Andre havde blot sat sig i biografposition med front mod os for at sikre sig en evt tom vandflaske. Plastflasker er voldsomt populære, så det er en smule som at sidde i Fælledparken 1. Maj med en øldåse. Her hører sammenligningen nok også op. Helt spontant begyndte en forsamling af kvinde at stampe, hoppe og synge sig vej gennem en dans og hev os på skift med. Jeg følte simpelthen, at det hele nok var så autentisk, som det bliver. Opstået spontant og langt ude i bushen.

Tror faktisk begge parter syntes, det var sjovt. Jeg skvulpede og hoppede gennem stammedansen, men bliver muligvis ikke toposa-gift på baggrund af min danse performance. Landsbyens folk tog hjem henunder aften, og vi besøgte en anden landsby. Der var dog ikke mange hjemme, da de var ude og rydde bushen og gøre parat til regntiden. Vores guide kiggede på mine nu selvlysende røde arme og konstaterede drillende og grinende ‘oh you guys are so soft’. Jeg protesterede højlydt og vendte mig om og gik ind i en tornebusk og sad fast. Lets face it, jeg har minimal overlevningschance i mig, skulle jeg blive efterladt på stedet.

• 

• 

Farvel til toposaerne

Toposaerne kom og sagde farvel om morgenen, og resterne af skælshampoo’en fik nyt liv i en vilkårlig hytte, hvor de kortvarigt kan lugte lidt af fersken. Dagen skulle i virkeligheden bruges til at flytte os. Det gjorde vi i sandhed også. Vi skrumlede rundt. Først tilbage til Kapoeta, så Camp 15 og videre til Torit. Chaufføren kører nu med intet mindre end 5 luftfriskere i forruden plus 6 wunderbaum-lignende tingester. Bilerne holdte ind. En gearkasse var kaput og hvad filan skal man så gøre? Et par chauffører gik ildevarslende op til et lille stammehus. Hvad pokker kan der være der, der kan afhjælpe
situationen. De kom tilbage med en lang kæp som de begyndte at hugge til med en machete og bandt mellem bilerne, så vi kunne trække den ødelagte bil med til Torit. Den tørre kæp holdt ikke længe, og der kom en lille pickup truck med ladet fuldt af folk forbi, som heldigvis havde en stålwire. Skidtet blev bugseret til Torit og heldigvis blev det arrangeret med ny transport fra Juba.

• 

• 

Hvad vi ikke på daværende tidspunkt vidste var, at turen i bil skulle tage 15! stive klokketimer ad seriøst hullede veje. Der var adskillige checkpoints bemandet med fulde soldater med automatgevær. Når en fuld sydsudanesisk soldat med gevær lyser ind i bilen og spørger om der er et problem, så siger man nej! Min største dyd har aldrig været min tålmodighed, og min krop havde svært ved at rumme mig, da vi endelig kom frem. Heldigvis var der en seng, et tillempet brusebad og et hvidt porcelænstoilet imodsætning til de buske, vi har frekventeret de sidste fem dage. Strøm var mere so so men igen can’t have it all. Myrer på værelset gik jeg dog ikke ned på.

Speaking of cant having it all, så viste morgenmaden sig at være en skive toastbrød og fire stykker ananas. De havde lige glemt vi kom. Sammenholdt med den manglende aftensmad igår fantaserede jeg om en skøn nylavet parisertoast. Ja der mangler infrastruktur, faciliteter, penge og alt muligt, men der mangler altså også en hel basal kommunikation, planlægning og effektivitet i dette land. Vi skulle på Safari i Nimuli nationalpark. Det gik som altid ud på at følge debatten udenfor mellem 5 vagter og guiderne. I dette tilfælde havde al det administrative besvær allerede været taget en times tid i forvejen af guiderne, men alligevel var der et væld af underskrifter og høje herrer med stjerner på skuldrene, der skulle sætte sit stempel. De forkyndte efter meget debat, at i stedet for en enkelt ranger, sendte de 8 med os. Det var svært bevæbnede personer og for det utrænede øje, kunne noget tyde på vi blev fulgt af en større sydsudanesisk milits.

Safari på Nilen

Vi skulle sejles ud til en ø i Nilen, hvor dyrelivet efter sigende var. Vi mosede alle mand ned i en langbåd og sad der presset op ad kalashnikoven. Derudover var der automatvåben, håndjern, maskinpistoler og helt almindelige gemene pistoler og knive. Jeg valgte at tro, at det var forsvar mod dyrene og ikke tænke på, at manden ved siden af mig kunne slå mig ihjel på 117 måder.

Vi stod af, hvor vi mente, der skulle være elefanter. Vi så et par hjorte, fint nok, men vi var her for elefanterne og flodhestene. Det skulle blive til knap 7 km vandring i 40 grader før vi fandt dem. Først så vi en lille flok, derefter tre unge legesyge hanelefanter, der plaskede i vandet. Flodhestene lå i vandoverfladen og gjorde opmærksom på deres eksistens med højlydte snork. Der blev taget et utal af billeder, og vi gik tilbage mod vores pladsudfordrede båd, mens troperegnen, der var begyndt at falde vaskede vores svedige pander.

• 

• 

Elektriciteten går hver morgen kl 6. Sammenholdt med det sporadiske vand, hvor man skal presse sig op ad væggen for at få dråberne til at ramme kroppen, er skiltet ude ved vejen ubetaleligt. Your comfort is our pride! Samtidig lovede de 24/7 generator og wifi. Nå ja, this is Africa. Skøn morgenmad ovenpå gårdagens tørre toast. Bumlede tilbage til Juba. Bilen skramlede noget, chaufføren gik resolut ud og hev en gummislange ud fra motorrummet og rullede vinduerne ned. Aircon’en var selvfølgelig gået. Men hellere den end gearkassen.

• 

• 

Mundari og en tur under den varme gule bruser

Hen på eftermiddagen nåede vi Mundari stammen nord for Juba. De kommer hjem med kvæget hen under aften. Perfekt timing. Et sandt virvar af køer, folk, røg, støv og trommer. Det var en helt anden verden at træde ind i. Solen stod lavt og røg og støv lagde en dis over lyset og gav grobund for de smukkeste billeder. Køernes horn og pels blev gnedet ind i den tørrede pulveriserede kogødning, så det beskytter mod insekter. De tog selv lige en omgang på samme tid og stod der med støv i ansigterne og rødt hår. Der var faktisk en lille frisør på stedet. Ja egentlig bare et stykke presenning, hvor offeret lagde sig på maven og frisøren æltede det tørrede komøg ind i håret.

Køerne havde de vildeste horn, og folk lod sig beredvilligt fotografere med deres ko. Da de opdagede jeg også kunne tage video fik den en ekstra omgang med komøgspulveret. Hornene blev gnedet ind for at slibe hornene glatte. Det var virkelig rolige dyr og stedet stort nok til, at man gik alene rundt. Jeg lærte at sige godaften, og det scorede mange point på vej hjem. Jeg har sjældent haft så beskidte tæer. Der stak lidt halm ud mellem tæerne og jeg blødte på grund af torne på buskene. Sammenholdt med en usædvanlig varm dag, hvor vi alle har svedt tran og verdens mest beskidte ekspeditionstæer følte jeg nok engang, at jeg sænkede barren for min hygiejne.

• 

• 

• 

• 

Det viste sig næste morgen, at Mundari stammen badede under den ko, som lukkede op for den gule varme bruser. Der var et sandt kapløb derhen. Kokasserne blev også samlet sammen, og det virkede til, at det var deres primære resourcer. Vi prøvede at tage tilløb ind under en ko, men der var ikke tid til at tøve. Og jeg må erkende, jeg har det ikke umiddelbart i mig at tage bad i varm tis direkte fra koen. Der var også små børn, der pustede op i koen i forhåbning om, at den ville give mere mælk. Ja jeg ved simpelthen ikke om det virker, men vil også godt slippe for at være med der.

• 

• 

• 

Vi kørte forbi et hotel til bad og frokost inden vi skulle flyve, og det var det skønneste bad i menneskehedens historie. Turen var fantastisk, vild, udfordrende, sjov og helt og aldeles unik. Du får simpelthen ikke de oplevelser uden, at det kræver lidt besvær og spejderånd. Får du muligheden for at tage til Sydsudan, så giv det en chance. Det er once in a life time.