ANX smørrebrød hos Wassim Hallal – verdens bedste tartelet

Det havde ikke strejfet mig, da vi stod udenfor på vej ind i ANX, men da Stine sagde ”ahh Anneks” gik en prås op for mig. Wassim Hallals nye frokoststed i Annekset ved siden af Frederikshøj, ikke langt fra den uendelige bro, i Århus. Forventningerne var høje, og det tog en rum tid før den store beslutning blev taget.

Først er der beslutningen om hvor mange og derefter hvilke? Der anbefales 2-3 stykker. Vi nøjedes med 2 hver og gik til opgaven med sætningen klingende i hjernebarken ”choose wisely, there can be only 2”.

Søkogte rejer med porcheret æg

Smørrebrød på ANX

Jeg endte på en oksetatar med kartoffelfondant og trøffel til 145 kr og én med pocheret æg med søkogte rejer og sprøde radiser til 105 kr. Stine tog smørstegt rødtunge med citronkompot og hummermayonnaise til 115 kr og piece de la resistance – Tartelet med sort hummer og grønne asparges  til ydmyge 185 kr. Det blev skyllet ned med en rabarbersodavand fra Ebeltoft gårdbryggeri og en Møn pilsner.

Oksetartaren blev serveret på sprødstegt rugbrød med et lag af kartoffel i bunden og rørt med kraftig sennep. Man skulle grave lidt i bunken af brune ’blade’ for at komme ind til tartaren. Bladene bestod af en bunke trøffel-shavings. Det smagte helt fantastisk. De søkogte rejer var mere som, ja almindelige kogte rejer og det porcherede æg var faktisk koldt – Det kunne jeg godt have tænkt mig var lunt, men det smagte såmænd dejligt nok, uden at jeg var blown away.

Oksetartar med trøffel

Stines smørrebrødsstykker havde jeg i sagens natur ikke den fulde oplevelse af, men rødtungen havde en ret guddommelig hummermayonnaise, og tarteletten kåres hermed til ”verdens bedste tartelet”. En hel rød hummerklo kom til syne blandt de friske grønne ærter og aspargesen.

Hummer-tartelet

Der er så mange andre stykker smørrebrød, man også skal smage, så jeg må afsted igen. En frokost kan fint sættes til livs for 350 kr, og det er måske ikke hver frokostpause, man suser til ANX, men det er helt sikkert pengene værd. Fire en halv tartelet ud af fem! De havde fået fem, hvis ægget havde været varmt.

Søtunge med hummeremulsion