Koan er en to stjernet koreansk restaurant på Langeliniekajen. Den styres af Kristian Baumann, der virkelig har formået at få det koreanske køkken til at lægge fra kaj, så at sige. Som stjernerne muligvis antyder, er det ikke verdens billigste sted, og du må indse, at du skal vælge mellem en aften i den virkelig gode smags tjeneste eller en uge på Grand Canaria med all inclusive. For os var valget let, og vi satte os til lyse træbord i den aflange restaurant med højt til loftet og andægtige tjenere. Vi var mandsopdækket af personale.
Vi skulle igennem lidt af en menu, og derfor måtte vi lægge ud med et glas champagne for at styrke os til rejsen. Vi valgte een, der havde lagret på keramikfade. Den skulle heldigvis følges af de første snacks, som lå på en lille guldtallerken. Man kunne vælge forskellige vinmenuer. Valget står ret beset mellem en traditionel og en koreansk alkoholisk menu – den såkaldte sool menu. Vi fik muligheden for at kombinere de to – dvs 4 traditionelle vine og 3 koreanske risvinsvarianter. De fire traditionelle var dog ikke mere traditionelle end at der kunne anes en naturvin her og der.
Den bestod af fem små serveringer og blev nøje forklaret mod urets retning: Reje med hybenrose, lidt hummer m selleri, sandart med yuzu og tang, agurk med små fisk og en farverig Kimchi på mandarin. Hybenrosens duft og smag sendte straks vores minder tilbage til barndommen, hvor vi prøvede at lave parfume ud af hybenroser. Kimchi på mandarin var en farve-eksplosion og små tynde fisk balancerede på agurken i et lille blomsterhav.
De indledende knæbøjninger
Næste to serveringer var østers i champagne-sauce og gamtae kombu, der trods sit asiatisk klingende navn var tang hentet ud af det danske Vesterhav. Østersene smagte himmelsk, men næste ret var mig egentlig ret ligegyldig, og jeg kan undre mig over, hvad den lavede på kortet. Nå, den gjorde ingen fortræd, men smagte ikke af særlig meget. Det var nudler lavet på det indvendige af en hummer med fond og rabarber.
Vi havde fået plads på den station, der sørgede for kaviaren. Han havde samfulde to kvadratmeter at boltre sig på, mens han sørgede for hver eneste lille fiskæg var korrekt placeret i små sfærer. De blev placeret på lidt tofu med langustercreme og med tørret jordbær. Efterfølgende fik vi en klar kimchi servering på noget utrolig gammel kinesisk porcelæn. Det var fra et dynasti, jeg i skrivende stund ikke husker årstallet på. Vinene var en Le rouge queue Tony bornard magnum og en sjus af risvin med yuzu, chiliolie og grand manier.
Blod og blomster
Næste ret var en lille have af spiselige blomster. I “mulden” gemte der sig tre små dumplings, som man jo kunne gætte sig frem til indholdet af. Vi var dog blevet ledt på vej og orienteret, om at der var rejer, ørred og ristet hvidløg. Hertil fik vi en risvin fra danske Emilie.
Nu blev det udfordrende for sådan een som mig. Det betød blodpølse. Jeg er sanseligt udfordret, når blod indgår som størstedel af retten, og basalt set syntes jeg også retten var ganske tung og let kvalm. Smørristet brød med et lag af noget, jeg kan kalde blodbudding og med en glace af solbær. Jeg er sikker på, at det intet fejlede, men jeg kunne ikke rigtig komme mig over den psykiske barriere. Dog spiste jeg op. Det skulle ikke hedde sig..
Den fineste og ultralækre ret som nu på bordet og åbenbarede sig for os som en lille skælklædt fisk. Skællene var skovsyre og de dækkede for et lag af ribeye på en jomfruhummer. Den badede lystigt i en skøn rødvinsreduktion. Det var et koreansk svar på surf n turf.
En særlig koreansk kogeanordning blev båret ind og blev andægtigt lukket op, og vi fik serveret ris med rejer og ørredrogn- Man kunne da næsten heller ikke forlade et koreansk madtempel uden at have sat tænderne i et riskorn. Der var også nogle nøddeagtige tingester, som vi fik identificeret som bog.
Desserter
Tre desserter kom i rapt tempo på bordet. En citrussorbet, en tangis med hasselnøddeolie og kaviar og en Oolong souffle. Vi var efterhånden virkelig mætte på dette tidspunkt, men i bedste Monty Python stil (its wafer thin, for dem, der husker den sketch) fik vi lige det sidste til at slå hovedet på sømmet, nemlig 4 små petit fours til kaffen.
Oplevelsen at at have været på Koan var fantastisk. Det er spændende med et køkken, som man ikke hører så meget om i det Københavnske og så endda på så højt et niveau. Personalet og restauranten i sig selv var der ikke en finger at sætte på, og vi følte os heldige at få retter, hvor der i den grad var kælet for detaljerne. Regningen endte på 10700 kr for to personer, så man skal også prioritere det. Som tjeneren ydmygt sagde, da han bød os velkommen : Velkommen, vi er virkelig glade for at I har valgt at spise hos os. Det er vi sådan set også.
Koan: Langeliniekaj 5, Kbh Ø
