Vi mødes af Jesus i døren og træder ind i det hyggelige lokale. Der er mulighed for at vælge en surprise menu, alternativt kan man gå a la carte og vælge 3-4 retter, som anbefalingen lød på. Vi følte os i beslutningsmæssigt overskud og tog a la carte. Det hængte også lidt sammen med muligheden for østers. 3 til hver bare for at kickstarte weekenden. De kom ind på et meget maritimt fad med en vinaigrette af citrongræs og urter.

Il Buco går enormt op i bæredygtighed, hjemmelavet surdej og nose to tail. Een af serveringer hed “helt dyr”. Det var dog ikke udtryk for en hel gris på tallerkenen. De får forskellige dyr ind – i denne uge var det and. Tanken er så at bruge det hele dyr til retterne på menukortet. Derfor var der denne uge andelever på plakaten. Den bestilte vi.

A la Carte

Den smagte godt, men jeg havde nok aldrig identificeret den som andelever, hvis jeg havde bind for øjnene. Den blev serveret på smørstegt brioche og rørt med persille og selleri. Der var i hvert fald en betragtelig note af suppe. Ovenpå lå syltede rababerstængler. En dejlig ret, der muligvis ikke gør sig så godt visuelt i en blog. Dejligt at kunne spise andelever med god bæredygtig samvittighed fremfor nabobordets misbilligende blikke ved foie gras servering.

Den tredie servering hed crudo. Det betyder “rå” og skulle være en lokal og nordisk udgave af sashimi. Restauranten har et kort over de forskellige råvarers oprindelsessteder, og gør en dyd ud af at fortælle historien om det nære og det lokale. Wasabi var blevet til peberrod og ingefæren blev udgjort af to forskellige små tuer. Den røde var en fermenteret version af, hvad, jeg har lært, er en japansk bladmynte. Den smagte fuldstændig som ume boshi. Det lille gule bjerg var syltet kvæde, og soya saucen skiftet ud med æggehvide garum. Google fortæller mig, det er fermenteret fiskesauce. Det hele var meget nordisk. Lækkert, men givet valget ville jeg nok kaste mig over den japanske version fra Anaba.

Vi havde valgt to forskellige hovedretter. Jeg valgte en surdejsfettuchini – naturligvis lavet i eget bageri. Den var svøbt i svamp og røget ost. Det skulle hurtigt vise sig at hovedrollen denne aften blev min medspisers valg. Vi havde retteligt fået at vide, at retten var baseret på et torskehoved, men stor var overraskelsen alligevel, da et mindre fad med et udfoldet, bagt og gigantisk glaseret torskehoved dukkede op. Øjnene var heldigvis taget ud, men jævnfør nose to tail konceptet må jeg antage, de indgår i en anden ret. Aldrig før har en hovedret i den grad fået mig op af stolen. Døm selv!

Vinen

Vinen får sit eget kapitel. Vi bestilte uden at opdage det den ældste vin på kortet baseret på druen (cortese), og de havde sin sag for i forhold til åbningen af den aldrende prop. Som undskyldning kom de med to glas mousserende dansk vin på Solaris. Boblerne var ret imaginære, og dansk naturvin bliver aldrig min ting. Den var ufiltreret og økologisk, men det var virkelig sødt af tjeneren, som i det hele taget gav en virkelig god betjening.

Vores hvidvin lignede æblemost og måtte dekanteres. Den smagte afsindigt oxideret, og tjeneren var ikke i tvivl, da hun så mit ansigt….Vi kan altså godt finde en anden til jer. Det tilbud tog vi imod. Vi fik en chardonney, som var naturvin ligesom alle andre vine på kortet. You cant escape it….Jeg gider ikke naturvin, og jeg mangler stadig at smage en fantastisk af slagsen, men nu skulle vi ikke rode mere rundt i dårlige vinbeslutninger, så vi drak den.

Alt i alt var det en uforglemmelig aften. Det var ikke serveringer, der gik i et med tapetet. Jeg syntes også, smagene var udfordrende og ikke mindst det enorme glaserede bæst til hovedret bidrog til festlighederne. Temaet er natur, lokalt, bæredygtigt og mindsk madspild. Jeg fik resten af min fettuchini med hjem i en lille papboks, så intet gik til spilde.

Prøv det, hvis du er forberedt på konceptet og en smule gastronomisk eventyrlysten. Hvis du godt kan lide at maden smager, som du forventer, så skal du måske kigge videre i bloggen og vælge et andet sted. Vi betalt 1000 kr pr mand, og det er klart i overkanten for det vi fik serveret.

Il Buco: Njalsgade 19C, 2300 Kbh S, Islands brygge

Indlægget Il Buco – en uforglemmelig hovedret i bogstavlig betydning blev først udgivet på Taking a bite.

Der er mulighed for morgenmadsagtige sager som croissant og blødkogte æg, men så tidlige er vi ikke på færde en lørdag morgen. Vi havde klart en strategi om at helligholde brunchen som en kombination af morgenmad og frokost og i så tilfælde må stærkere sager til.

Der var mulighed for tre udgaver af brunchen “the good, the bad and the ugly”. The good indeholde vegetariske pølser og var i det hele taget lige hellig nok til min højtideligholdelse af måltidet. The bad indeholdt bacon og pølser med ægte klimakompromiterede svinekød. Vi blev yderligere forkælet med avokado, ost, charcuterie, yoghurt med knas og lækkert brød. “The ugly” er vejen til pandekager med sirup og flere syndige fornøjelser.

Den helt igennem venlige servering på Cafe Alma bragte os blodappelsinjuice og latte og kom tit forbi for at spørge til, om alt var som det skulle være. Lørdag morgen endte med at blive ret perfekt for kun 209 kr pr mand. Det er yderst rimelig. Hvis du lige har lyst til en brunch, hvor intet er fermenteret eller erklæret afgrøde fra Gambogård eller lignende, så er Alma er superhyggeligt bud. Du kan jo lige gå en tur langs bryggen bagefter.

Cafe Alma: Isafjordsgade 5-7, Islands Brygge

Indlægget Alma har bestemt en af Bryggens bedste brunch blev først udgivet på Taking a bite.

Vi får resolut en velkomstdrink i hånden. Faktisk en langpeber-akvavit med tonic. Således godt begyndt, blev vi ført ind i de hellige haller til den store Bertha – destilleringsapparatet, som er stedets pride and joy. Bertha står for produktionen af de forskellige produkter – akvavit, gin og whisky. Den knejser stolt i midten af hallen med sin røde oplyste farve og kan på en batch af 1000 liter landbrugsethanol producere 600 flasker gin på hver en halv liter. Vi fik det basale at vide om processen, og det måtte være nok til selv at gå i gin-køkkenet.

Noget bliver til gin og andet lægges på whiskytønder til senere brug. Een stor mørkmalet tønde blev kaldt ‘Copenhell tønden’. Den donerer hvert år en trediedel af sit indhold svarende til 666 flasker gin til festivallen og genfyldes derefter. Rundt omkring står der tønder med forskellige eksperimenter.

Tilsmagningen begynder

Nu skulle vi selv eksperimentere. Vi blev præsenteret for en halv liter gin, som vi kunne bruge til eksperimenterne og en række forskellige aromaer. Derefter foregik det med pipette og tilsmagning. Vi kunne vælge mellem bl.a. laurbærblade, orange, enebær, citron og vederstyggelig kanel. Den kan jeg kun fraråde at vælge, med mindre du ønsker din gin skal smage af risengrød. Man noterede opskriften ned undervejs, for tænk, hvis man ramte noget genialt. Der var dog og mulighed for at prøve med en ny opskrift, hvis man ikke lige havde ramt plet i første omgang. Jeg var omkring noget, der i virkeligheden kunne tages ud af thai-køkkenet med ingefær, koriander og citrus, og det var også nogenlunde, der jeg landede den endelige opskrift,

Man kommer i processen igennem en anseelig mængde af de stærke dråber, mens man sidder og justerer antallet af korianderfrø-aroma. Jo mere man drikker, jo mere smager det dog lidt ens. Til sidst skal der ganges op af den perfekte opskrift til den store flaske. Jeg kan godt have mig selv mistænkt for at have givet lidt køb på nøjagtigheden, som tiden gik, men jeg endte da med en opskrift og en tilsyneladende færdig flaske gin.

Slutteligt skulle den gyldne opskrift på flaske navngives og proppen dyppes i voks. Det hele endte med at se meget professionelt ud. Jeg har ingen idé, om hvordan det færdig produkt egentlig er blevet, men jeg tænker, der skal eksperimenteres med noget forskellig tonic. Set-uppet er super hyggeligt. Vi var 12 til kurset, og som ginen tilsmages flyder snakken. Der er sat to timer af til kurset, hvilket passer fint. Det er en supersjov ting at give sig i kast med og en super god idé til en oplevelsesgave! Prøv det!

Copenhagen distillery: Kløvermarksvej 70D, Amager

Indlægget Copenhagen distillery – Will you be the gin to my tonic? blev først udgivet på Taking a bite.

Konceptet er et afkrydsningsskema. Man kan vælge mellem 5 eller 7 krydser og vælge mellem alt mulig godt. Det tiltaler mig virkelig, at alt er inddelt i små individuelle retter og ikke er blandet sammen på tallerkenen, så laksemousse og ahornsirup flyder sammen til en mystisk og ikke anbefalelsesværdig ret.

Tip en brunch trettener

Vi krydsede af på lidt af hvert og blev dermed præsenteret for de mange forskellige ting, de havde at byde på. Lørdag morgen i saunagus og koldt vand fik min indre sundhedsapostel op i mig, og jeg bestilte en spirulina-bowl med knas samt en vældig grøn drik. Jeg kunne jo godt visuelt forholde mig til ingredienserne, men englen på højre skulder fortalte at broccoli, selleri og agurk ville udgøre en fin drik. Den engel ved ikke, hvad den taler om. Hvis du fjernede broccoli og selleri og tilføjede tonic og gin, ville den forbedres betydeligt.

Spirulina, som jo i bund og grund er en blå-grøn alge giver ærligt en ganske særlig grågrøngrumset farve, men jeg er fortsat overbevist om sundhedseffekten. Heldigvis fik englen ikke lov at diktere hele menuen, og jeg bestilte også noget røræg og timianstegt bacon samt en croque monsieur med en velsmægtende grillet sauce på toppen.

Croque Monsieuren smagte virkelig skønt og timianstegt bacon burde altid være at finde på et brunch-bord eller bare som fredagsslik. Mine fem retter sluttede der, men jeg kastede lange blikke på min venindes valg, der også så lækre ud. Hun havde kastet sig ud i en edamame tofu-salat samt en birkesvaffel med bærmousse.

Fælles for alle retterne er, at det er virkelig lækkert og ser indbydende ud. 5 retter koster 149 kr og 7 retter koster 179, hvilket er yderst rimeligt. Dertil kommer den obligatoriske latte og måske en friskpresset juice. Her kan jeg fraråde at lytte til den sunde engel på højre side og istedet vælge en appelsinjuice. Lydniveauet i caféen til trods anbefaler jeg klart Wulf og Konstali, hvis du kan få et bord, men du skal nok altid arbejde med en plan B.

Wulf og Konstali: Lergravsvej 57, Amager. Der findes også afdelinger i Hellerup, på Nørrebro og Islands Brygge.

Indlægget Wulf og Konstali byder på instagrammable brunch i farver blev først udgivet på Taking a bite.

Jeg havde fået smagningen i fødselsdagsgave og har egentlig altid været ret udfordret på smagen af cider, fordi jeg synes, den kan smage meget af gær. Men det kan jo være jeg har drukket det i helt forkert kontekst og i forkert kvalitet.

Vi var kun to til denne smagning, så det var jo helt enormt luksuriøst. Normalt er der ca 15 deltagere. Først skulle vi konfronteres med ciderens fader – en nordspansk cider. Den er beregnet som den perfekte ledsager til bøf, skinke eller manchego.

Spansk, fransk, engelsk, svensk og dansk

Jeg troede faktisk cideren var født i Normandiet – åbenbart ikke, men produktionen er høj, og vi skulle læske vores ganer med en cidre fermier brut. Lavet af 80% bittersøde og 20% sukkeræbler. Vi blev introduceret til konceptet ”keeving”, som sikrer en sødere frugtsmagende cider, fordi den ikke gærer helt ud.

Vi smagte engelsk pubcider i en kæmpe dunk lavet på myriader af æblesorter. Jeg ville, konfronteret med spørgsmålet muligvis kunne nævne max fem forskellige. Der var dog også enkeltsorts-cidere, og man forstod, at det var en højere videnskab faktisk at frembringe det gode resultat.

Vi sluttede af med danske og svenske cidere. Nogle var lavet på rieslinggær og fik en særlig smag, andre smagte sjovt nok i retning af birkes og en enkelt var sød på linie med dessertvin. Gældende for dem alle var at det var æble og gær, nichts weiter. Meget velsmagende og faktisk til at betale. Ca 100 kr for en virkelig god flaske. Hvis du ikke ved meget om cider. Ja også hvis du faktisk ved noget om sagen – er det en fantastik informativ og hyggelig aktivitet. Tag til Holm Cider og gør dig bekendt med æblecider ud over de gamle vinballoner, der stod og boblede på dine forældres loft i 1980´erne.

Holm Cider: Istedgade 44

Indlægget Få varme røde æblekinder på Holm Cider på Istedgade. blev først udgivet på Taking a bite.

Vi havde igen været i saunagus og Dragør havn og lignede lidt uldne trolde, men sultne trolde. Da vi sidst var på søsterrestauranten Toto fungerede konceptet “snacks til deling” fantastisk. Vi valgte at holde strategien og bestilte stort set alle snacks på menuen. Vi var dog tre denne gang, og mente vi sagtens kunne bære det store udvalg.

Det virkede næsten som om, de var forberedte på, hvad vi ville bestille for retterne kom som skudt ud af en kanon. Vi måtte også have vin til. Hvis ikke på en vinbar, hvor så? Valget faldt på en Sauvignon Blanc – De ved godt hvad de vil have for vin her – glasset kostede 165 kr, men tilgengæld står snacksene til 70-80 kroner.

Pirlos 8 skønne snacks

Oliven taler for sig selv. Det gør Calamari´erne sådan set også, men de var forræderisk lækre. Møre og friturestegte, men hjemmelavede – ikke den der panerede postelastik. De blev fulgt af en røget mayonnaise, og man kunne hele tiden spise én mere. Ja jeg kan faktisk spise een nu, hvor jeg sidder og tænker tilbage.

Vores vegetariske intermezzo var grillet zucchini i ricottasalat og parmasansauce. En udmærket måde at få en lille del af sine 600 g frugt og grønt. Jeg ved ikke hvor meget ost, man skal have pr dag, men jeg vil tro den kvote også var dækket ind. Den friterede reje var dækket i ganske meget frituredej og med lidt chilimayo dyppelse. Diavola dip, hed det og lød faretruende stærkt.

Polpetta betyder italiensk lille frikadelle, vil jeg tro. De kom her i lammeversion og overdækket med rigelige mængder af pecorino og bidrog til opfyldelsen af den endelige ostekvote. Man skulle tro vi var ved vejs ende, men stadig to retter tilbage. Det var muligvis mine to favoritter, bortset fra calamarien, som jeg kunne spise til morgenmad.

Det var en vitello tonnato, som bestod af oksemørbrad, men istedet for tunsaucen var det tun tartar. Et lille vegetarisk indslag med noget betydningsløst rucola, men så smagfuld og lækker en ret. Den smukkeste ret blev gemt til sidst. Det var en skiveskåret kammusling med passionsfrugt, koriander og puffede ris. Det var arrangeret smukt i en ring på tallerkenen og var en fryd for øje, tunge og gane.

I finder som sagt ikke bare Pirlo sådan lige, men google maps viser jer generøst vejen, og så vil jeg klart anbefale at dykke ned i de snacks, der er på kortet. De er små hapsere, men bare der er nok af dem, bliver I mætte og glade.

Pirlo: Strandlodsvej 42a

Indlægget Pirlo, en italiensk ‘baggårds-skat’ på Strandlodsvej blev først udgivet på Taking a bite.

Pludselig lyser min veninde op. Hun genkender navnet på et sted, der hedder Toto vin- og spisebar. Lykkelige er vi, da vi efter en utrolig mørk tur lander på et oplyst Amagerbrogade. Vi skynder os at bestille, hvad tjeneren kalder en perfekt bestilling. Det viser sig at være sandt. Vi har øjnene på snack og småretter, som det giver 100% mening at bestille en masse af og dele. Du skal dog finde menukortet på din egen telefon, så sørg for at medbringe sådan en.

Småretter og snacks på Toto

Vi bestemte os for fem retter i alt til deling og fik brød til. Vi fik først en kyllingelevermousse. Den var overtrukket med solbærgelé og pyntet med en gammel og glemt klassiker, nemlig rysteribs. Blød, cremet og helt perfekt at starte på. Derefter kastede vi os hver over en knasende kroket af braiseret gris med chili mayo. En spicy og crunchy haps. Dem kunne man godt spise flere af, men ak, der var kun een til hver.

Småretterne kom i en lind strøm. Først albondigas med sauce bravas og saltede mandler. Det særlige ved disse var at de var lavet af oksehjerte. Det var så fuldt af smag, at jeg sandt at sige ikke lige kunne anatomisk placere kødet, men bestil bare dem, selvom du tænker, du ikke er den store indmads-connaisseur.

Vi spiser da grønt

Vi er ikke barbarer og spiser da bestemt grønt til vores aftensmad. Et smørstegt blomkål med vintertrøffel udgjorde den vegetariske del. Trøffel er vel strengt taget også en grøntsag?! Det var en vellykket måde at lave blomkål på, og jeg sendte tanker til de mange udkogte nøgne buketter til alverdens forsamlingshusfester.

Sidste ret var la piece de la resistance, hovedattraktionen for os måske faktisk. En krabbe samosa. Varm, crunchy skal med krabbesalat og rogn pyntet med noget ærteskud og chili. Den sender jeg altså bud efter, næste gang jeg støder på Wolt ude på Vesterbrogade.

Stedet er altså en perle, og det ligger i et sted af byen, jeg normalt aldrig kommer. Det er såmænd et hyggeligt område, jeg har bare aldrig nogle ærinder på det sydlige Amager. Det burde man få, og så skulle man tage ind på Toto og få sig en krabbe snack, et glas sancerre og lidt kyllingelevermousse. Du kunne jo bagefter nappe en gus. Det bliver den perfekte dag. jeg lover det. Tag derhen.

Indlægget Toto vin- og spisebar – ja bare spis, drik og vær glad. blev først udgivet på Taking a bite.

Vi bestilte deres julebord nr 1. Mit problem er altid, at der indgår sild og ris a la mande i den slags, men med snilde og en hvid løgn fik jeg erklæret, at jeg er allergisk overfor karrysild. Ja sandheden er jo altså, at jeg ikke er særlig glad for karrysild. Den flinke tjener var imødekommende og spurgte ikke ind til hvad i karrysild, der ville udløse et anafylaktisk chock, men tilbød istedet håndpillede rejer og æg med urtemayonnaise. Jeg tog gladeligt imod og prøvede fortsat at ligne een, der ikke tålte marineret sild.

Der kom en generøs kurv med brød ind og en skål med æg og rejer. Her begik vi muligvis en fejl. Fejlen var at spise op, for de stakkels rejer skulle da ikke have ladet livet forgæves, men mængden af mad skulle snart overvælde os. Næste ret var en fiskefilet. Det ville have været meget let bare at proppe en frostfilet i ønskebrønden og drøne den på bordet. Sådan ruller de ikke hos Ravelinen. De får skrubber hjem og dobbeltpanerer dem selv. Det kan smages og var een af de bedste fiskefileter, jeg længe har fået. Tænk, den var så varm, at man lige skulle puste på den. Yummi. Jeg tænker, de har dem hele året.

Knas og sylt på Ravelinen

Ud røg fisketallerkenerne og ind kom hjemmelavet hønsesalat med crispy chips lavet af kyllingeskindet. Så lækkert og helt klar hjemmerørt. Nu havde vi lige et lille men panisk intermezzo med parkingsvagterne udenfor, inden det varme kom på banen. Tilgengæld havde vi på pågældende tidspunkt spist mere end hvad, man ville have gjort til en almindelig frokost og var egentlig ret mætte. Tjeneren foreslog en doggybag, men vi var ikke kommet for take away, og besluttede os for at “power through”. Flæskesteg, kom an!

Sprød og knasende svær mødtes med hjemmelavet rødkål og kalveleverpostej akkompagneredes af sylt og bacon. De gør noget ud af det på Ravelinen, og det kan smages. Jeg føler helt skyld over, jeg bare tidligere er cyklet forbi. Det hele blev afsluttet med en portion ris ala mande med kirsebærsauce, og regningen lød på 368 kr for maden plus drikkevarer pr person. Det er virkelig en rimelig pris. Også set i lyset af at det kommer til at dække måltider resten af dagen og muligvis dele af imorgen. Køkkenet gør virkelig en indsats for at lave kvalitet, så tag du derhen og prøv det.

Indlægget Lad Ravelinen stå for din julefrokost blev først udgivet på Taking a bite.

Hvad er det Boathouse kan? Den asiatisk/amerikanske fusions grill restaurant har noget af det mest skattede i København en varm sommerdag og – aften, nemlig havudsigt. Nå ja ja i hvert fald havudsigt over kanalen over til Nyhavn. Der er liv og glade dage i området og proppet med folk, der bader og solbader. Faktisk ligger det lige om hjørnet fra broens gadekøkken, hvor serveringen er ligeså høflig, som du selv gør den til, og dunkende diskorytmer akkompagnerer din græske gyros. Der er også normalt fyldt op på Boathouse, men mere roligt og ingen græsk gyros.

Vi havde bænket os på terrassen og var i det sunde hjørne. Nå ja et lille glas Sancerre blev det til, men ellers var vi på salaterne. Jeg spiste en skøn poke bowl med mangodressing, grønt, ris, rå fisk og kimchi. Min veninde fik burrata salat. Det var veltillavet og kostede 145 kr stykket. for så vidt en OK pris for at indtage dem der på kajkanten.

Du går ikke forgæves på boathouse og udvalget er fint og til at betale. En fin aftentur rundt på Christianshavn ligger ligefor til at ryste salaten eller grillbøffen på plads.

Indlægget Boathouse – En skøn sommeraften til lands til vands og i maven blev først udgivet på Taking a bite.

De Valentinske spareuger, som jeg har haft pålagt mig selv et stykke tid for at se, om jeg kan dæmme lidt op for mit forbrug, blev kastet lemfældigt til side, og vi tog til bourgogne smagning på restaurant Kanalen på Christianshavn. Har været her adskillige gange og maden sider altid lige i øjet. Vinene leveres af Le Papillon, og man har jo efterhånden fået sine favoritter. Olivier Le Flaive Les Setilles er min yndlings hvidvin. Vi smagte 2017 denne aften.

En menu består jo som regel af forret, hovedret og dessert, men jeg kunne godt bare tage tre gange forret. En stykke røget torsk med noget bisque, det blødeste lækreste torsk. Næste ret var en vol au vent med svampestuvning, så umamimættet og med krydderurter og hvidløg. Den kunne jeg spise any time any day. Til hovedret noget kalvefilet med syltede solbær og pebersovs, som i den grad trængte til en dusk grøn. Den var mig faktisk lidt ligegyldig og jeg følte stykket skulle have været skåret i mindre skiver. Ost til dessert, men siden jeg ikke rigtig er blevet ordentligt voksen på den front sprang jeg over. Vinene var både hvide, røde, våde og gode! Lumsk, som det er efter en vinsmagning, sidder dankortet jo noget løsere og jeg kommer ikke til at savne bourgogne vinteren over, og jeg tror julevinen er i hus.

Indlægget Bourgogne smagning på Restaurant Kanalen Christianshavn blev først udgivet på Taking a bite.