Vi havde købt en Flädie fredagspakke, hvor man kan checke in fra kl 15. Vi var tilsagt i vinmarken kl 16.30, hvor vi fik gennemgået vingårdens historie. Vingården producerer et utal af vine og brøstede sig af, at Sveriges nationaldrue var Solaris. Det er jo nok druen som primært kan modstå det nordiske klima. Danmark har nok misset muligheden for at erklære en decideret nationaldrue her. Det var tidligt maj måned og vinstokkene stod nøgne hen, men små spæde skud var netop poppet frem, og alle bad til at nattefrosten var ovre.

Vinsmagning

Efter den teoretiske gennemgang var vi selvsagt hungrende efter at smage druerne, som blev høstet i marken. Der var forberedt med en vinsmagning. Vi smagte fire forskellige vine og noterede os i flæng fersken, jordbær, våd hundehvalp, hvide blomster og små-godis, hvor vi kunne bidrage med at oversættelsen til dansk ville være bland selv slik.

Vi havde først bord i restauranten kl 19.30 og havde luret et sted på græsset i solen. Vi fik købt en ret syreholdig men fyldig og frisk Solaris, som vi ville forsøde de næste par timer med. Vi var indkvarteret i “Den gule Villa”, som tidligere har fungeret som hovedhuset. Flädie er en gammel gård, som er lavet om til hotel og konferencested, men som også har fået tilbygget eget vineri, der stod fuldstændig renskuret. Det fik vi også en introduktion til i forbindelse med vinsmagningen. Det er et superhyggeligt sted, som er top-istandsat med rosentapeter, hyggelamper og blomsteropsatser.

Middag

Vores middag blev serveret i restauranten. Efter at have nydt svensk vin om eftermiddagen besluttede vi os for at følge sundhedsstyrelsens råd at drikke varieret. Vi valgte dermed at stifte yderligere bekendtskab med en vin fra Østrig. Første ret var både hvide og grønne asparges med stenbiderrogn og citron med friturestegte kartoffelstrimler. Det smagte virkelig godt og sammenholdt med at vi spiste så sent kunne jeg godt have spist dobbelt op.

Hovedretten var en lokalskudt hjort med sky, rapsskud, mandler og linser. En superlækker hjort, der havde ladet livet for et højere formål. Skyen var kraftfuld og god. Raps var der rigeligt af lige udenfor døren, men jeg har aldrig fået det serveret til en hovedret før.

Desserten var vinrabarber med saltkaramel-is og honningcrunch. Vi gik over i vores gule villa, som tilbød gratis kaffe og en vinterstue med udsigt til endnu en have med svømmepøl. Temperaturen var ikke just til friluftsbadning, men en svensk sommer kunne nok godt byde på en dukkert mellem solaris-glassene.

Næste morgen bød på et solidt morgenmåltid, hvor intet manglede – der var endda fri adgang til Kalles kaviar. Hjemmelavede boller og marmelade, røræg og bacon kunne blandt andet findes på vores tallerkener. Det var tid til at køre videre ud i det svenske land. Der er kun 5 km ned til vandet og en lang badebro, hvor man kunne nyde, at det fortsat var lørdag.

Pakken, som vi havde købt hed ‘fredag på vingården’ og kostede 1725 svenske kroner pr gæst. Det er i skrivende stund ca 1035 kr pr person. Du skal selvfølgelig også lige over broen. Vinen før og til maden er ikke inkluderet. Flädie er et supergodt weekend sted og perfekt for en lille get away. Tag du trygt hinsidan!

Indlægget Flädie Mat og Vingård byder på svensk vin og maximal hygge blev først udgivet på Taking a bite.

Konceptet på Nimb er bordservering i tre tempi, således at man får en tre retters menu. Den klassiske brunch buffet består af diverse brød, juice, ost, marmalade etc, som man frit kan forsyne sig med.

Der er både mulighed for bobler med og uden alkohol og kaffe blev bragt til bordet i mænger, der var Vestbadet værdigt. Allerede ved første servering måtte vi tetrisse tallerkner, glas, kopper, vaser og saltkar rundt, så det ikke efterlod meget kig til den hvide dug.

1. servering

På bordet stod allerede noget skyr med granola og frisk frugt klar. Det skulle dog vise sig som lidt af en udfordring at opdrive sirup eller honning. De første retter kom flyvende på bordet. Først en kammusling på puffet tapioka-ris, en citrus salat og en gedeostemousse med en lille florentiner-småkage på.

Sidstnævnte delte sit publicum ved vores bord meget godt op, men alle var begejstrede for kammuslingen. Der var små ruller af røget laks med tangsalat serveret i en muslingeskal, der dog nok aldrig har huset laksen i levende live, men alt fremstod meget maritimt. Fra den mere landlige menu blev der serveret lidt charcuterie med oliven. Alt var superlækkert.

2. servering

Nimbs anden servering stod klar i kulissen, og snød os ikke for den mere traditionelle røræg med bacon og pølser klassiker. Dertil var en lidt mystic mosaik rulle af tang og porre i noget fiskefars. Den fik nok desværre lov at spille anden violin ved vores bord, da den fik enorm baghjul af nogle sprøde kroketter serveret med lilla blomster på sten. Efter et par ture til vores kulhydratfyldte vandhul i form af brødstationen var bunden efterhånden ved at være lagt, så vi ventede lidt med tredie servering.

3. Servering

Desserten bestod af tre dele. En klassisk cannelé fra Bordeaux og nogle små madeleinekager dyppet i karamelchokolade. Dertil kom en pina colada dessert baseret på rom, ananas, hvid chokolade i en fast creme. Coladaen smagte dejligt, mens bagværket sandt at sige var noget til den tørre side. Det skal dog indrømmes, at der på dette tidspunkt i måltidet skulle noget ret exceptionelt til.

Propmætte gik vi en symbolsk runde i Tivoli for at få det hele til at bundfælde sig lidt. Det blev ikke ligefrem til en tur i dæmonen for det ville være for risikabelt, men alt i alt var det en ret fantastisk lørdag formiddag. Der skal helt klart bookes bord på Nimb, men skynd dig at gøre det, så har du noget at glæde dig til.

Indlægget Nimb har en skøn brunch med en tur rundt i Tivoli blev først udgivet på Taking a bite.

Vi skulle igennem lidt af en menu, og derfor måtte vi lægge ud med et glas champagne for at styrke os til rejsen. Vi valgte een, der havde lagret på keramikfade. Den skulle heldigvis følges af de første snacks, som lå på en lille guldtallerken. Man kunne vælge forskellige vinmenuer. Valget står ret beset mellem en traditionel og en koreansk alkoholisk menu – den såkaldte sool menu. Vi fik muligheden for at kombinere de to – dvs 4 traditionelle vine og 3 koreanske risvinsvarianter. De fire traditionelle var dog ikke mere traditionelle end at der kunne anes en naturvin her og der.

Den bestod af fem små serveringer og blev nøje forklaret mod urets retning: Reje med hybenrose, lidt hummer m selleri, sandart med yuzu og tang, agurk med små fisk og en farverig Kimchi på mandarin. Hybenrosens duft og smag sendte straks vores minder tilbage til barndommen, hvor vi prøvede at lave parfume ud af hybenroser. Kimchi på mandarin var en farve-eksplosion og små tynde fisk balancerede på agurken i et lille blomsterhav.

De indledende knæbøjninger

Næste to serveringer var østers i champagne-sauce og gamtae kombu, der trods sit asiatisk klingende navn var tang hentet ud af det danske Vesterhav. Østersene smagte himmelsk, men næste ret var mig egentlig ret ligegyldig, og jeg kan undre mig over, hvad den lavede på kortet. Nå, den gjorde ingen fortræd, men smagte ikke af særlig meget. Det var nudler lavet på det indvendige af en hummer med fond og rabarber.

Vi havde fået plads på den station, der sørgede for kaviaren. Han havde samfulde to kvadratmeter at boltre sig på, mens han sørgede for hver eneste lille fiskæg var korrekt placeret i små sfærer. De blev placeret på lidt tofu med langustercreme og med tørret jordbær. Efterfølgende fik vi en klar kimchi servering på noget utrolig gammel kinesisk porcelæn. Det var fra et dynasti, jeg i skrivende stund ikke husker årstallet på. Vinene var en Le rouge queue Tony bornard magnum og en sjus af risvin med yuzu, chiliolie og grand manier.

Blod og blomster

Næste ret var en lille have af spiselige blomster. I “mulden” gemte der sig tre små dumplings, som man jo kunne gætte sig frem til indholdet af. Vi var dog blevet ledt på vej og orienteret, om at der var rejer, ørred og ristet hvidløg. Hertil fik vi en risvin fra danske Emilie.

Nu blev det udfordrende for sådan een som mig. Det betød blodpølse. Jeg er sanseligt udfordret, når blod indgår som størstedel af retten, og basalt set syntes jeg også retten var ganske tung og let kvalm. Smørristet brød med et lag af noget, jeg kan kalde blodbudding og med en glace af solbær. Jeg er sikker på, at det intet fejlede, men jeg kunne ikke rigtig komme mig over den psykiske barriere. Dog spiste jeg op. Det skulle ikke hedde sig..

Den fineste og ultralækre ret som nu på bordet og åbenbarede sig for os som en lille skælklædt fisk. Skællene var skovsyre og de dækkede for et lag af ribeye på en jomfruhummer. Den badede lystigt i en skøn rødvinsreduktion. Det var et koreansk svar på surf n turf.

En særlig koreansk kogeanordning blev båret ind og blev andægtigt lukket op, og vi fik serveret ris med rejer og ørredrogn- Man kunne da næsten heller ikke forlade et koreansk madtempel uden at have sat tænderne i et riskorn. Der var også nogle nøddeagtige tingester, som vi fik identificeret som bog.

Desserter

Tre desserter kom i rapt tempo på bordet. En citrussorbet, en tangis med hasselnøddeolie og kaviar og en Oolong souffle. Vi var efterhånden virkelig mætte på dette tidspunkt, men i bedste Monty Python stil (its wafer thin, for dem, der husker den sketch) fik vi lige det sidste til at slå hovedet på sømmet, nemlig 4 små petit fours til kaffen.

Oplevelsen at at have været på Koan var fantastisk. Det er spændende med et køkken, som man ikke hører så meget om i det Københavnske og så endda på så højt et niveau. Personalet og restauranten i sig selv var der ikke en finger at sætte på, og vi følte os heldige at få retter, hvor der i den grad var kælet for detaljerne. Regningen endte på 10700 kr for to personer, så man skal også prioritere det. Som tjeneren ydmygt sagde, da han bød os velkommen : Velkommen, vi er virkelig glade for at I har valgt at spise hos os. Det er vi sådan set også.

Koan: Langeliniekaj 5, Kbh Ø

Indlægget Koan er et suverænt spisested med to michelinstjerner blev først udgivet på Taking a bite.

Vi valgte tapasmenuen. Det frigjorde os fra de snærende bånd, det altid er at vælge i en tapasmenu. Nogen havde gjort arbejdet for os os udvalgt 5 forskellige retter til 295 kr.

Det er altid lidt usikkert, hvor meget mad der indgår i disse ting, men vi valgte at stole på processen. Først kom iberico-kroketter os i møde. To små friterede kugler, der mere smagte af bechamel sauce end egentlig skinke. Det var OK – hvem kan ikke lide en friteret kugle af sauce? Den lå på lidt aioli og var en fin begyndelse. Dernæst kom en anden friteret ret, denne gang i kubisk form. Det var en manchego – en spansk fåreost – tilsat lidt chilimarmelade. Smagte mildt men godt med chilien.

Vi var fortsat på snacks og to små kammuslinger blev sat på bordet. Her må jeg sige, at det var en tilsnigelse at kalde det en ret. Det krævede nærmest kirurgisk præcision at dele muslingen i to for at føle man ikke bare slugte hele retten på én gang. Den lå i en krydret tomatsauce, som smagte godt, men kammuslingens sarte smag kæmpede en ulige kamp mod de soltørrede tomater.

Bikini kroppen

Næste ret var en større sag og gik under navnet en bikini vaffel. Vi blev enige om at vores bikinikroppe sagtens kunne bære den til trods for, at det var en belgisk vaffel, der bestod af en cremet svampesauce og revet comté tildækket af parmaskinke. Den lå tungt i maven, men efter de minimale muslinger var der fint plads.

Sidste ret var hovedretten, som var krydret kylling på en kartoffelpuré. Der indgik lidt løg, oliven og syltet chili, og retten var nok til, at vi endte med at blive mætte. Denne menu kunne godt akkompagneres af lidt brød uden nogle kom til at lide nød. Det er ikke en menu, hvor du triller ud derfra. Tilgengæld indeholder den ikke en dessert, som man jo så kan tilkøbe, hvis man har en utilfredsstillet sød tand. Vi valgte dog at tage en kop kaffe på en nærliggende kaffé i den kolde april aften udenfor under de klimakompromitterende varmelamper.

Camino er er fint sted med lækkert mad. Ærligt synes jeg retterne var for små, men prisen er jo også kun 295 kr. Vandet koster 50 kr per person og med vin til to endte vi med en regning på ca 1000 kr.

Camino: Høkerboderne 16 B, Kødbyen, Kbh V

Indlægget En pilgrimstur til Camino i Kødbyen blev først udgivet på Taking a bite.

Hotellet i Amman (Gerasa Hotel) var klart over min sædvanlige standard og et fad med sandwich og frugt stod klar til fortæring på værelset ovenfor den diskrete trappe draperet i swarovski og kunstige blomster. Jordan to timer foran, når Danmark har vintertid, og byturen var på programmet dagen efter kl 10! Jeg nød i den grad, at nogen sørger for det hele og jeg ikke skulle træffe nogen beslutninger.

City Tour i Amman

Det var overraskende koldt. Jeg måtte lade klipklapperne blive i kufferten og finde vandresko, hoodie, tørklæde og vikingeånden frem. Dagen stod på city tour og vi blev hurtigt fyldt med informationer. Lokal guiden fortalte, at der er ca 11 mill folk i Jordan hvoraf 3,5 mill er flygtninge fra Palæstina og Syrien. For 3. År i træk var det lykkedes mig at være i Mellemøsten under Ramadan. Jeg var spændt på antallet af kebabber indtaget bag forhæng.

Først så vi citadellet med Hercules templet flankeret af rigtige Hercules fly, der i en lind strøm bragte nødhjælp videre til Gaza. Vi var 80 km fra Jerusalem. Et lille museum bød på den obligatoriske potteskår i montrer-udstilling, som jeg egentlig aldrig finder særlig fængslende. Byen ligger på 7 høje og er imponerende i sin udstrækning og sin sandfarvede color-koordination.

Vi så et romersk amfiteater, og det jordanske museum, som var overraskende flot, interaktivt og moderne og faktisk husede nogle af dødehavsrullerne. Der var ikke mange andre turister grundet krigen mellem Hamas og Israel, og vi hørte da også at turismen var faldet med 98%. Til trods for ramadan blev der fundet et overdådigt frokoststed. En syndflod af forskellige dyppelse og friskbagt brød blev efterfulgt af den slagtede fedekalv. Tilsidst nogle sirupssoakede kager, der gav mig insulinchok bare ved synet, så jeg tog istedet en kop kaffe med den traditionelle mix af kardemomme og grums. Der var et par timer på egen hånd, hvor jeg har opstøvet en god kop kaffe, inden vi nok skulle have hummus igen.

Jaresh

Jeg fejrede land nr 70 ved at drage 50 km nordpå til Jaresh (Gerasa). Kejser Hadrians kæmpe område, hvor karavaner fra Silkevejen på vej til Damaskus slog lejr og handlede. Vi havde det ret alene, men et par lokale gav os ‘Scotland the brave’ og ‘Mester Jacob’ på sækkepibe og tromme i det virkelig velbevarede amfiteater. Det var faktisk et lidt vildt sted og eneste grund til det ikke er Unesco-site er at nogle af søjlerne er restaureret med cement. Tag derhen, hvis du er på de nordlige jordanske kanter. 

Næste stop var Ajlun borgen, som var islams modsvar til korsridderne borge. Åbenbart et yndet brevdue tilholdssted. Fik købt mig en friskpresset granatæble juice. Prisen kunne sikkert financiere hans førstefødte gennem College, og jeg havde tanken om, at jeg var vandet ind i en turistfælde. Et glas juice bør ikke koste 50 kr. Efter frokost tog vi til Madaba. Der var lige tid til at gå rundt i byen og derefter sidde på balkonen, opdatere FB og vente på imamen, der højt og fyndigt brød fasten itakt med at solen gik ned. Vores hotel hed Mosaic city hotel og lå godt og centralt. Der var endda en lille bar, der serverede alkohol.

Dagen efter startede vi ud med 13 grader men med lovning på 23 havde jeg tro på en legging-løsning med blotlagte ankler. Det skulle vise sig at formiddagen stod i mosaikkens tegn. Et hav af mosaikker. Særligt syntes jeg om dyremotiverne med de mere eller mindre vanvittige udtryk i øjnene. 

Mt Nebo

Dernæst i Moses’ fodspor på Mt Nebo. Her blev bibelhistorien i sandhed opfrisket. Stakkels Moses begik efter 40 fromme år i ørkenen en enkelt fejl og Gud sendte ham på Mt Nebo for at dø, efter han fik lov at kigge ud over det forjættede land uden at komme ind. Uden en guddommelig dødsdom hængende over hovedet betragtede vi ligeledes det forjættede land ud over det døde hav og over mod Vestbredden. Fantastisk smukt med udsigt til Jericho.

Muligheden for shopping har ikke været enorm men jeg var stærkt fristet af dukkerne beduin Barbie og Kamel Ken. Jeg afstod, og vi kørte de 3 timer sydpå til ‘lille Petra’. Ørken, fladt og ret trøstesløs er ordene, der kendetegner landskabet på denne strækning. Lille Petra var fantastisk med sine udhugninger og klippeformationer. Beduiner rendte rundt og man var ikke i tvivl om, hvor Jack Sparrow kommer fra. Johnny Depp har helt sikkert været inspireret af beduinerne.

Petra

Krigen har bevirket, at turismen er i bund i Jordan, og Petra var ligeledes til at komme omkring i. Der var høj sol, 27 grader og perfekte omstændigheder. Petra er en gravby med 2000+ år på bagen og med klipper og sten i alle farver. Først 800 m ad grus sti og så 1,2 km gennem en slugt, og så når du skattekammeret. Det er helt fantastisk!!

Hvad ikke er så fantastisk er æsler og heste folk kan ride på. De får lige nogle tæsk med en kæde og op ad et bjerg. Man har været et skidt menneske hvis man genfødes som æsel i Petra! Turister bør i den grad holde sig fra den del af festen. Unesco har dog også forlangt, at disse ridedyr skal ud af byen, så det pågår.

Længst væk oppe ude og henne ligger The Monestary, klosteret. En masse sand og 1000 trin ligger der mellem dig og det imponerende syn. Magisk at nå toppen og sidde at kigge på det gevaldige kloster udhugget i klippen med en kop velfortjent Nescafé i hånden!

Hver mandag, onsdag og torsdag er der “Petra by Night”. Billetterne kan købes på stedet. Det er et smukt syn, men måske ikke helt den magiske oplevelse jeg havde håbet på. Lanterner med levende lys lyste op hele turen gennem kløften. Desværre var vi jo ikke de eneste, og man fik lidt følelsen af at være med en i flok bissende kvæg. Pladsen var oplyst med lanternerne og en fløjtespiller gav nogle numre. Med 22 km og 1000 trin i benene sov jeg godt.

Wadi Rum og Det døde Hav

Dagen efter kørte vi til ørkenen i Wadi Rum. Vi fik en køretur rundt i ørkenen bag på en Jeep, hvor vi kørte i Laurence of Arabias fodspor og så petroglyffer. Vores Camp var ganske luksuriøs og med kæmpe panoramavinduer og toilet og bad i teltet. Jeg sad og så solnedgangen gå ned over bjergene inden beduin lejren bød på jordstegt lam. Det var i sandhed luksus – også selvom det knaser lidt af sand mellem tænderne, når man spiser. Mine varmeste anbefalinger i forhold til at overnatte i Wadi Rum.

Vores tur fortsatte til Det døde hav, tanket mentalt godt op på 1001 nats eventyr-vibes. Vi kørte over ruinerne af de syndige Sodoma og Gomorra til stedet for vores salte dyp. Det var i den grad salt og en enorm syret oplevelse at flyde rundt i. Vi brugte et ganske luksuriøst hotel (Grand East), hvor vi tydeligvis ikke hørte til, men hvor vi lige i 1,5 time kunne bruge deres pool og adgang til strand. 430 meter under havets overflade og et saltindhold på 33% kan jeg helt faktuelt byde ind med.

Vores tur var kun en uge, og man kan nå virkelig meget uden jeg syntes vi forcerede noget. Man kunne virkelig mærke fraværet af turister, så hvis du har mod på det midt i den mellemøstlige krudttønde er det virkelig en anbefaling værd at tage til Jordan.

Indlægget Jordan er et fredeligt land i midten af Mellemøsten blev først udgivet på Taking a bite.

Allerede i flyet begyndte vi at tale om vin. Kl var kun 8.15, da vi lettede og en lang lur var nødvendig. Mega let at finde hotellet. Efter vi erklærede os for naturlige stifindere gik vi på jagt efter frokost. Vi kom til plads Massena 10 m fra hotellet, der var virkelig centralt beliggende på kanten den gamle by. Det hed aparthotel AMMI Nice Massena

Vi hoppede velvilligt og uden tøven i turistfælden på Massena Plads. Skøn dyr restaurant, der bød på blæksprutte, tun og lidt hvidt flydende blev det til. Muligvis ikke verdens billigste sted, men ambience var der rigeligt af. 

Super charmerende by og vi gik langs stranden og vovede os op ad en bunke trapper til udsigtspunkt ved Castel. Smuk smuk udsigt over Middelhavet var belønningen for de mange trapper. Desværre fik vi også fornøjelsen af en usædvanlig ringe guitarist på toppen der spillede i bare fødder og givetvis havde fundet nogle historiske noder hun prøvede at gengive. 

Om aftenen fik vi alle klassikerne – østers, foie gras og steak tartar. Gågaden med vores hotel, Rue Massena) bød på utrolig mange restauranter, så vi behøvede at gå langt. 

Food tour i den gamle by

Dagen efter får vi at vide at Nice kun har 80 dage med regn om året og det passer godt med den blå himmel og de 17 grader. Klart T-shirt vejr!! 

Vi startede ud med en fornærmende lille cappuchino ved Marché au fleurs. Jeg kunne ikke have designet det marked mere sydfransk om jeg havde forsøgt. Små let afskallede huse med beværtninger og de obligatoriske skodder, som jeg virkelig gerne ville åbne i et flamboyant sæt tøj i mit lille townhouse. 

Vi havde booket en food tour via GetYourGuide. Gennem den snævre gamle bydel smagte vi os gennem pan bagna (sandwich med salade nicoise), socca (kikærte-pandekage), pissaladiere (løgtærte, barbajuans (ristede ravioli), oliven, trøffel, pizza, tarte de blette (kålkage), der ikke umiddelbart vandt mit hjerte, sorbet og afsluttede med en rosensmagende makron med udsigt over vandet. 

Udsigten fik tag i os, så vi hængte ud ved vandet det næste stykke tid og planerne om kulturel aktivitet på Chagall museet blæste væk med brisen fra Middelhavet. 

Antibes, Cannes, St Paul de Vence

Dagen efter var vi på tur. Vi blev først kørt til Antibes efter en endeløs ordstrøm fra vores yderst informative guide. Jeg kan oplyse at Angelina Jolie og Brad Pitts tvillinger blev født i hospitalet vi kørte forbi og at det koster 1000 euro pr dag at docke i Antibes hvis du har en stor båd. 

Det var med at hænge på guiden der skød en gevaldig fart gennem den rasende pittoreske by. Et franskere end fransk marked forsynede os med trøffel og nøddepølse. Antibes er en by, der passer perfekt til et halv/heldags besøg. Bjergene stod med sne i baggrunden og eftersom kl havde passeret 10 var folk allerede godt igang med østers og hvidvin.

På vej mod Cannes kørte vi forbi de vildeste hoteller som ofte blev beboet af pararzzi forskrækkede filmstjerner og russiske oligarker. Vi indtog den røde løber på trapperne til filmfestivallen i Cannes. Jeg stak hænderne i mit store idol Julie Andrews hænder på bordwalk of fame, mens jeg overvejede en episk udgave af ‘doe a deer a female deer’..frokost var en helt ydmyg østers, bouillabaisse med rosé løsning på La Perla. 

Sidste stop var en charmerende bjergby St Paul de Vence med en livsfarlig bymur, som vi gik på med spirende dødsangst. Vi så Marc Chagalls grav. Han har fundet den ultimative placering i en malerisk by fuld af gallerier og udsigt. 

Chagall museum

Sidste dag på vores lille forlængede weekend blev holdt i kulturens tegn. Vi tog letbanen til Chagall-museet. Et fint og overskueligt museum, som kunstneren selv havde været med til at skabe. En del af værkerne havde han selv doneret. Derudover har han kreeret en flot mosaik på selve muren.

En weekend i det sydfranske går hurtigt, og vi havde endda tre fulde dage. Vi fløj med Norwegian og bookede via booking.com. Ialt ca 3500 kr pr mand. Dertil kommer turene til ca 600 kr pr stk og mad og drikke. Lokal vin er selvsagt billigt, og du finder nemt en god flaske rosé til 20 euro. Pak rullemarien eller rygsækken og tag afsted til Nice. Foråret er perfekt inden Strandpromenaden oversvømmes af turister.

Indlægget Nice is nice blev først udgivet på Taking a bite.

Man skulle bladre lidt igennem stakken for at forstå, at maden ikke var repræsenteret på nogen af siderne. Vi spurgte til maden, men blev forklaret, at her var det kotume at tage en cocktail først. Det er selvfølgelig også en måde at pushe sine drinks på, og det virkede såmænd også. Vi valgte vores pre-dinner drink i det store menukort. Jeg fik en Rhubarb. Den bestod af rabarber, lime og mousserende vin. Min medspiser fik en “Den danske tyv” med vodka, vanille, basilikum, peberkorn og tranebær. De smagte begge himmelsk. Man kunne snildt nappe een mere til selve maden.

Efter det initielle alkoholbehov var blevet dækket, gik vi videre til maden. Vi valgte den lille Salon 39 menu. Det var os en lille smule kryptisk, hvordan den var sat sammen, men bestod af tre serveringer til 400 kr. Spagt forsøgte jeg mig med at undgå desserten. Dette skulle lede til en længere dialog.

De er tale om 7 retter i 3 serveringer, som blev serveret til bordet, og så måtte man dele. Dette kunne jo selvsagt ikke lade sig gøre med desserten, at kun den ene valgte den fra. Da vi begge tænkte om ikke bare vi kunne fravælge den og evt få noget mere brød, gik der lidt diskussionsklub i den mellem tjener og køkken. Det blev i hvert fald meget svært det hele, og vi istemte med den fulde menu.

Første servering bestod af Koldrøget islandsk laks med agurker, glaskål, dild og wasabi fulgt af to stykker brød og den anden ret, der var Ravioli med vilde svampe, puffet boghvede og Karl-Johan. Sidstnævnte svømmede rundt i en skum af havgus. Begge dele smagte skønt. Hvem kan modstå en balje krystalliseret skummende vestjysk ost?

Hovedret og dessert

Næste treenighed af retter var et studie i rødbede – Duroc svinebryst i peberglace med solbær, rødbede og timian. Dertil var vi egentlig blevet lovet Jordskokker med brunet smør, hasselnødder og salvie, men den allestedsnærværende selleri havde overtaget jordskokkens domæne for denne aften. Tilbehøret var palmekål med valnødder. Alt i alt tre gode serveringer, men som jeg nok ikke vil mindes til tid og evighed.

Vi var ganske spændt på desserten, som jo umuligt lod sig skippe og måtte deles i to. Det var hvid chokolade og yoghurt-creme, hindbær, kiks og citrontimian. Dessertspiseren så tilfreds ud, og vi færdiggjorde vores Sauvignon Blanc og bad om regningen. Vi endte på 1575 kr for to, hvilket i virkeligheden er fint i betragtning af, at vi indledte med de obligatoriske cocktails.

Maden var fin, men tag derind for cocktailsene! Start med Rhubarb

Salon 39 : Vodroffsvej 39, Frederiksberg

Indlægget Salon 39 et godt bud på gode cocktails blev først udgivet på Taking a bite.

Parlamentet

Efter en morgen i vores guldbemalede lejlighed havde vi en date med audioguiden i Parlamentet. Det var i sandhed en dekoreret sag fyldt med gyldne trapper og bemalede lofter. De var meget stolte over at have fostret indtil flere verdensmestre i stenografi. Kongekrongen var udstillet med et lidt bøjet kors, som de var usikre på hvad betød, men guiden konkluderede, at det nok faktisk bare var fordi nogen havde mokket den for hårdhændet ned i sin boks.

Vi travede videre i solbeskinnet blå himmel til St Stefan basilika, som krævede sin billetpris for at lukke os ind i de gyldne hvælvinger. De kan noget med guld i Budapest. Frokosten blev for mit vedkommende et studie i paprika og lokal øl.

Szechenyi-bath

Eftermiddagen var dedikeret til spa og thermale bade – Szechenyibath. Altid en festlighed at gå halvnøgen rundt blandt 1500 andre både udenfor i 4 graders varme og indenfor. Det var en super oplevelse, og vi var røde og rynkede, da vi stod op fra de mange bade i forskellige temperaturer. Udenfor arbejdede de med en vandkarrussel som gjorde man kom meget tæt på de andre gæster men super sjov at suse rundt i.

Aftensmaden blev ungarsk uldgris for nogen af os. Det smagte skønt og blev akkompagneret af en skøn lokal drue, som vi måtte smage på flere gange. Dagen efter kunne vi egentlig sove længe, men siden vi ikke kunne det alligevel tog vi på selvarrangeret street Art tour inden vores free walking tour.

Free Walking tours

Et sneak peak ind i operaen, der igen overflød af forgyldte og bemalede overflader. Vi tog på free walking tour og blev i et aldeles raskt tempo bekendtgjort med historien, som ingenlunde sidder fast. Af kuriositeter kan nævnes, at det er landsholdspilleren i fodbold der er begravet i domkirken. Derudover smeltede russerne alle statuer om, men nu er de så igen smeltet om til finurlige statuer bl.a. i miniature rundt omkring.

Der stod der en lang række af skulptur-sko på kajen til minde om de jøder, der blev skudt og smidt i floden under krigen. Tre personer blev bundet sammen, og den midterste skudt, så de røg i floden og blev transporteret væk. Dermed kunne man nøjes med een kugle. Det var skrappe sager at være vidne til, selvom årene er gået.

Vi fik frokost i markedshallerne. Der arbejdes med solide portioner af stegt mad og kød i dette land, men det afholdt ikke en million mennesker i at være der. Vi splittede lidt op og et par stykker af os tog funicoloren op til slottet for at se lyset tændes og mørket sænke sig. Et smukt område, der anbefales, særligt ved solnedgang, hvor lyset falder smukt ind på byen bagfra slottet.

Café New York

Vi mødtes alle til dinner på New York Café – verdens smukkeste café, brøstede de sig af, og det tænker jeg faktisk er rigtigt! Husk at bestille bord! Dagen efter begyndte med en rundtur i det jødiske kvarter med fokus på 2. Verdenskrig. En genial guide fortalte om historien, og vi kom ind i baggårde og så de gamle vægge fra den jødiske ghetto. Solen bagte og vinden forholdt sig i ro.

Tre synagoger og et ret stort udbud af restauranter herunder ruin-caféer, som er ret traditionelt i Budapest. Barer i rustikke og boheme omgivelser lavet af kreative sjæle. Vi kastede os ind til frokost på en café med graffiti på væggene og uens interiør og spise en enorm croque monsieur.

Vi havde booket tokai-cruise og skulle stå på Dock 10 kl 15. Vejret var perfekt og bobler og cruise ned ad Donau virkede som et absolut oplagt valg. Tilbage på kajen kunne vi lige søbe den sidste flydende varme café-stemning i os inden vi fandt lufthavnen. Man får jo simpelthen så meget ud af tre dage i Budapest! Afsted med dig!!

Indlægget Budapest er fyldt med thermale bade i wienerstil blev først udgivet på Taking a bite.

Dag 1

Vi blev ramt af den 40 grader varme hårtørrer udenfor flyet, der dog ikke fik mit hår til at fremstå pænere efter de mange timers transport. Vi blev hentet i en firhjulstrækker, der fik Kiaen derhjemme til at fremstå glamourøs. Vi var tre personer i et to personers værelse, og der blev redt op i værelset med en kinamønstet madras.

Vi boede i udkants-N’Djamena på nok byens fineste hotel med jordgader rundt i kvadratiske mønstre. Geder og ænder gik rundt i bunkerne af affald. Smukke kvinder i smukke klæder og farver bar ting rundt på hovedet og børn om livet. Børn vaskede salat, som de efterfølgende lagde færdigskyllet på jorden.  Folk lå hen under træer i middagsheden og knallertbanderne hængte ud på hjørnerne af butikkerne, der med solfalmede blå skilte reklamerede for lokale sodavand.

Vi lærte hurtigt, at du skal benytte dig af strømmen, når den er der. Brusebadet havde dog vand omend strålen ville misunde en prostataramt ældre mand. Her var vanvittig varmt, og man kan ikke sige, vi brillierede med at blende in. Det var ret åbenlyst, at der boede blegansigter i gaden. Vi forstod hurtigt, at det ikke er velset at fotografere i byen. Dagen efter skulle vi ud på landet med 4-5 overnatninger i telt i bushen. Hvornår vi igen ser strøm og internet måtte forblive en gåde og alle powerbanks blev ladt op.

Dag 2

Vi havde fået udleveret et program over turen til Chad. Der var en masse navne over steder, vi skulle hen. Ingen af stederne var kendt af Google, og det viste sig også, at det var et ret bevægeligt mål, da navnede betegnede nomade-stammerne mere end deres uforudsigelige tilholdssted. 

Vores første ‘its Africa…’-bemærkning var i forbindelse med første aftale, som var 1,5 time forsinket. Hvor er kokken? Er chaufførerne egentlig booket? Hvad med vand? Vi tog endelig sydøst på mod Dourbali og forbi forskellige byer. Det var, som tidligere nævnt ikke populært at fotografere i byerne, og et par gange kom de løbende for at sikre sig, at de ikke var på billedet. Skulle det alligevel ske ville man blive bedt om at slette. Heldigvis tog jeg billede af en hest, da anklagerne faldt min vej.

Vejen var asfalteret men kompromiteret af gigantiske jordhuller. Kineserne havde sørget for at asfaltere for 10-15 år siden, men vedligehold var øjensynligt ikke en del af den aftale. Mens naturen var ved at opsluge vejen, gjorde vi holdt for frokost. Et snittet kål og tomat med lidt tun og baguette. Dertil en debat om hvor meget vand, vi skulle bruge uden at dø de næste fire dage. Temperaturen kommer om dagen ikke under 40 grader og i solen er der givetvis yderligere 10 grader.

Bushen

Bilen punkterede selvfølgelig, så alle vores chauffører iført hvid lang traditionel kjortel måtte igang. Vi nød muligheden for at stå ude i de 40 grader, mens solen bagte. Dog var der undeholdning på vejen. Der kan være mange på en motorcykel – geder kan sidde overskrævs og se ud til at styre og bagerst kan en ko klappes sammen og ligge på tværs med bundne fødder. 

I lejren var det efterhånden blevet mørkt, inden teltene blev slået op. Der manglede selvfølgelig eet, så vi lå tre i eet telt, og vores intimsfære blev indskrænket til ml 7-8 cm. Vi havde en lille lampe tændt og sat på køleren af een af bilerne. Det var en åben invitation til områdets insekter, og man fik nærmest et skub i ryggen når en græshoppe eller cikade ramte den svedige rygflade. Nærdøde insekter blev fisket op af BH’en og kavalergangen blev behørigt knappet op i halsen, og lyset blev slukket. Ragu’en kogte i bælgmørket og blev serveret over pasta, så det henledte tankerne på restaurant dunkel, som serveres af blinde. Man famlede rundt, og alt kløede og var svedigt, som vi lagde os til at sove i den hede afrikanske nat.

Dag 3

Natten var ubeskrivelig. Der var dyrelyde allesteder fra. Naboens dyreflokke, gigantiske cikaders summen, men de fleste lyde kom nok fra de omkringliggende telte i lejren. Der var sindssygt varmt og let klaustrofobisk kombineret med en lynlås, der ikke virkede og kryb, der kom ind fra hullerne i bunden i teltet. Vores hus-græshoppe fik navnet “Jumpy”.

Der var kaffe og tørt flutes til morgenmad og en vådserviet-douche. Vi hilste på nomaderne ved siden af lejren. Det lever jo vitterligt et andet liv. Aftenen forinden havde guiden fortalt om Chad. Der er en guide med for at tale med stammerne, han oversætter til en anden guide på fransk, det ryger videre til den engelske guide og til sidst formidlet til os. 

Turen til Gerewol-festivallen ville være 70 km. Det kunne ligeså godt have været 570 km. Det gik gennem små snørklede mudderveje på størrelse med stien om Damhussøen. Grenene kørte hen ad ruderne, og lød som negle på en tavlen. En af bilerne endte da også med at sidde fast og måttes trækkes fri af de andre chauffører, nu efterhånden iklædt let nussede kjortler. 

Vi kørte videre og stod af i forskellige mindre byer og hos nomade samfund. Børnene stak i gråd, når de så os. Bilens køleanlæg kæmpede en ulig kamp mod de plus 40 grader. Før frokost sad førerbilen uhjælpeligt fast i mudderet. 10 afrikanere lagde hovedet i blød og forsøgte sig med alverdens løsninger. Folk kom fra landsbyen 15 km væk med skovle og et mudderdækket team kom endelig efter to timer sejrsrig op af hullet med bilen. Trefoldigt leve for dem.

Vi bumlede ud af de sidste 30 km på noget, der fortsat modsvarede en overbegroet cykelsti inde i skoven. Til sidst besøgte vi en nomadestamme, der skulle vise sig at berige os med dans, sang og ubønhørlig opmærksomhed. Men nu var vi, hvor vi skulle være til festivallen!

Dag 4

Det var anden nat i teltet og vågnede til en svedig morgen, hvor morgentoilettet med vådservietter gik igang. Morgenmaden var en trediedags-baguette tør som Sahara. Den kunne så skylles ned med Nescafé og instant milk powder, der lå klumpet på bunden af koppen og lignede lidt de huller, bilerne sad fast i igår. Suppleret af oreo agtige kiks. Jeg var ret usikker på hvilken rolle kokken egentlig spillede.

Gerewol er en festival, der foregår mange steder i Centralafrika. Vi besøgte Wodaabe stammen, som mødes efter regntiden på samme spot hvert år, selvom de er spredt ud over landet i løbet af året. Det kræver lidt skills at finde de enkelte festivaller. 

Den lokale befolkning iklædte sig dansekostumerne i forberedelse til eftermiddagens danse i festivalen.  Farvede fløjter, gummistøvler, perler og en enkelt supersoaker hang fra de pyntede unge mænd. Ansigterne var dækkede med perler, tatoveringer og ar i sirlige mønstre. Vi fik en forsmag på de blottede tænder og udspilede øjne, som findes attraktivt. Her er det kvinden, der vælger manden. Guiden fortalte, at det ikke nødvendigvis var ægteskab, der var formålet. Det var ganske enkelt muligheden for at forføre hinanden. Så slipper man også for for meget indavl.

Vi tog på byrundtur, hvilket vil sige rundt til nomadefamiliernes små hytter. Små generte smukke piger og mænd i kjortler og med hovedet omviklet af tørklæder. Vi mødte et lille nyfødt får, der kun var få timer gammelt. Vi fik den klassisk salat af hvidkål, tun og løg med efterhånden tandbrækkende flutes til frokost. Vi snakkede med guiden, mens middagsheden lå som et varmt nådesløst uldtæppe over os.

Gerewol dansen

Dansen skulle genoptages om eftermiddagen. Der kom mere maling på ansigter og alle i landsbyen stemte i og enkelte af dem perfektionerede øjenrulningerne, mens nomade-chefen fik børne til at makke ret med en stok. De dansede ikke i skyggen, så full sun og paparazzi var temaet. Pigerne og kvinderne gav en yderligere opvisning og skiftede mellem at være passende kokette og linselus, der godt ville fotograferes. Ikke mindst ville de godt se billedet efterfølgende. Antallet af fantastiske motiver var fænomenal! 

Efter aftensmaden, der bestod af ris med kartoffel var alle nabolagets dansere klar. Malet til den helt store guldmedalje og parat til at imponere pigerne. Blottede tænder og det hvide i øjnene er lige sagen, så der blev givet max gas på den front. Der var dekoreret med maling i ansigtet i små prikker, perler og farverigt tøj – alle dansere i særlige mønstrede stumpebukser. Chaufførerne lod lygterne fra jeepene være tændt, så vi kunne se i mørket.

En anden dans var mere trampeagtig, og når herrerne havde stampet sig lidt rundt, kom de interesserede piger frem og stampede tilbage. Særlig ham den høje i det lange hvide tøj med de røde gummistøvler var omsværmet. Jeg blev af guiden opfordret til at danse ind, men jeg udfordrede ikke skæbnen for at blive chadsk gift. Jeg må forblive i uvished. 

Dansene ebbede ud efter ca 3 timer. Om de blev trætte eller alle var mix n matchet ved jeg ikke. Jeg sad ude i natten med sovende folk rundt om mig, og nød stjernehimlen og lyden af den sidste dans, der ebbede ud. 

Dag 5

Vi skulle videre til næste stammefolk og satte os i bilerne til lyden af en messende imam på radioen. Det var sært beroligende. Vi startede vores ‘afrikanske massage’ af den slags, hvor vitale organer skifter plads i takt med hullerne i vejen. 120 km af noget, der kun med journalistisk stramning kunne kaldes en vej. Vi camperede ved en stamme med hvidt kvæg. De var ganske som Mundarifolkets kvæg i Sydsudan og stod med små røgfyldte bål (læs mere her). Ingen hoppede dog under dyrene for at vaske hår i tisset, som det ellers er tradition i nabolandet.

Solen var fortsat skoldhed. Vi fik endnu en basal pastaret til frokost, og mens vi sad der og stak i det, kom de slæbende med et får. Vupti blev halsen skåret over og dyret spjættede i flere minutter. Så gik parteringen igang på græsset på et skærebræt af fårehud. Maveindholdet blev tømt ud og sækken vasket. Jeg var lidt nervøs for hvad, den skulle bruges til. Der blev brugt en økse til at sønderhamre mørbraden, så bensplinter fløj om ørene. Det reelle kød blev samlet og sat på hjemmesnittede spyd og ristet over sagte ild. Jeg beundrer dem for deres snarrådighed ude i bushen. Alt fikses..somehow…at some point in time.

Troperegn

Suspekte glimt over himlen afslørede hurtigt lyn 360 grader rundt om os. Vi blev enige om at det bare var lyn, og det ville drive den anden vej. Ved første dråbe indså vi at det muligvis ikke ville være tilfældet. Folk begyndte at tage dramatiske beslutninger. Skulle vi blive i telt eller gå ind og sove i de proppede biler. Teltene blev overdækkede og da det hele stilnede af efter 10 min tænkte jeg naivt, at det nok gik. 

Det gjorde det IKKE! 

Ved midnat var mit overtelt, der i øvrigt ikke passede til teltet, blæst af og troperegnen stod ind af netdugen. Jeg måtte evakuere teltet og løbe med alt mit våde gods i mørket op mod bilerne og lyste ind i dem. De første to var proppede. Tredie bil indeholdt kun guiden, der blev pænt overrasket over mit pludselige natlige besøg, da jeg sjaskvåd kastede mig ind på sædet ved siden af ham. To minutter senere kom en anden meget våd medgæst. Han hostede lungerne ud og på et tidspunkt blev han så suspekt stille at jeg troede kortvarigt han var død. Guiden endte med at fortrække. Næste morgen så jeg han havde lagt sig under bilen på en madras. 

Mit nabotelt havde åbenbart også en actionpacked nat, da en velvoksen ko snublede ind i teltet kl 4 om morgenen. Det forlød, at begge parter blev lige forskrækkede. Trods alt var koen ikke vant til et sort telt midt på marken på den sti, hun normalt gik hjemad, men vores stakkels medrejsende var heller ikke vant til risikoen for en pludselig nedfalden ko.

Dag 6

Efter en begivenhedsrig nat var der morgenmad og oppakning af de sjaskvåde telte. Dagens uheld med bil var omkring den store by Dourbile. De kunne dog ikke have os rendende rundt og tage billeder på må og få, så vi blev kørt lidt ud på landet for at vente. En times tid tog det, inden vi igen var på farten mod frokost ad regnvåde mudderveje og hullede asfaldtstrækninger. 80 km før hovedstaden var der igen kinesisk asfaldt, men nogle steder manglede vejen helt og jordvejene var egentlig bedre.

Tilbage på hotellet blev vi atter mødt af civilisationen i form af et brusebad, toilet og andre basale fornødenheder. Fælles for alt var at vi var i absolut bunden af Mazlovs behovspyramide. Vi fik bad, mad, vand, aircon og senge…eller næsten senge. Jeg fik en madras mokket ind på gulvet, så jeg akklimatiserede langsomt til den vestlige verden. 

Dag 7

Vi tog på byrundtur efter en god nats søvn med træk og slip i værelset ved siden af og uden at tælle hvor mange vådservietter der var tilbage. Vi kørte til Nationalmuseet, som præsenterede stolt det fortidshistoriske fund Toumey. Menneskets fortid startende for 7 mill år siden og øjensynligt er hele den humane race fra Chad. Vi blev nådigst lukket ind på et stort monument i midten af byen. Frihedsmonument, hvor en kæmpe slave brød fri af lænkerne. Ved siden af lå den kristne katedral, som vi gik en hurtig tur rundt i og som absolut ikke måtte fotograferes. 

Frokost blev et lokalt sted. Jeg bestilte kamel på spyd med klassiske pommes frittes. Det var en meget mør kamel, som smagte skønt. Et marked med kunsthåndværk blev næste besøg, og der stod stader efter stader på rad og række. Vi har set 4 andre turister på hele turen, så de kan ikke have stress i forbindelse med en arbejdsdag. De fik solgt lidt forskelligt til os. Nogle købte masker. Jeg købte en hovedpude af træ, som designmæssigt passer til min lille skammel af træ fra Sydsudan og naturligvis en lille køleskabsmagnet i hærget læder. I træet ovenover hang klaser af flagermus. De har forbløffende mange skarpe tænder.

Dag 8

Vi kørte tidligt til Chads Elefant-klippe efter den klassiske omelet i hotellets lyserøde/lyseblå restaurant. Vejens beskaffenhed var som en tur på en ilter pony. Man spændte både core og lår for at blive på sædet. Inde ved vejkanten var der skilte med Max 50. Ingen har nogensinde nået helskindet igennem ved mere end 30 i timen. Elephant rock lå 4 timer væk og bestod af tre kæmpe klipper i det ellers meget flade Chad. Den ene havde en tydelig snabel. For sidste gang fik vi picnic i der grønne, mens børn fra den nærliggende landsby skød op som champignon. Lake Chad lå lige i nærheden, men vi havde ikke tilladelse til at tage derhen. Den deles med Cameroun, som vi kørte langs grænsen af det meste af vejen. 

Vi besøgte en lille landsby af nomader der havde slået sig permanent ned. Der havde også bosat sig en kamæleon familie, som jeg utrolig nok selv spottede. Huhej gik det hjemad mens chaufføren snakkede mere i mobil på de timer, end jeg gør i en måned. Sammenholdt med den manglende sikkerhedssele og modsatrettede køretøjer, æsler, geder og damer med sager på hovedet var det er mirakel at komme hel tilbage.

Opsummering

Vi spiste på en libanesisk restaurant i den anden ende af N’Djamena. Uhørt luksus med dejlig mad og gode store gala lokaløl sidste aften. Turen var udfordrende, udviklende og tankevækkende. Du skal absolut have din spejderånd med til Chad. Men hvis du accepterer den utrolige hede, kønsløse bushmad og natlige insekter vil du opleve nye sider af dig selv, nye horisonter og andre måder at leve på. Det er hvad det hele i virkeligheden går ud på når man rejser i min bog….men jeg kunne faktisk godt trænge til en ferie i umiddelbart forlængelse.

Turen var arrangeret af Penguin Travel. Prisen er 2200 Euro og dertil kommer flybillet og udgifter til visum. Jeg vil tro, jeg endte på ca 25000 kr for de 9 dage. Der er tilgengæld meget få udgifter, når du først er afsted for der er vitterligt intet at bruge pengene på. Du skal selv booke fly, og vi tog med Ethiopian airlines.

Indlægget Chad og den smukke eksotiske Gerewol festival blev først udgivet på Taking a bite.

Vi mødes af Jesus i døren og træder ind i det hyggelige lokale. Der er mulighed for at vælge en surprise menu, alternativt kan man gå a la carte og vælge 3-4 retter, som anbefalingen lød på. Vi følte os i beslutningsmæssigt overskud og tog a la carte. Det hængte også lidt sammen med muligheden for østers. 3 til hver bare for at kickstarte weekenden. De kom ind på et meget maritimt fad med en vinaigrette af citrongræs og urter.

Il Buco går enormt op i bæredygtighed, hjemmelavet surdej og nose to tail. Een af serveringer hed “helt dyr”. Det var dog ikke udtryk for en hel gris på tallerkenen. De får forskellige dyr ind – i denne uge var det and. Tanken er så at bruge det hele dyr til retterne på menukortet. Derfor var der denne uge andelever på plakaten. Den bestilte vi.

A la Carte

Den smagte godt, men jeg havde nok aldrig identificeret den som andelever, hvis jeg havde bind for øjnene. Den blev serveret på smørstegt brioche og rørt med persille og selleri. Der var i hvert fald en betragtelig note af suppe. Ovenpå lå syltede rababerstængler. En dejlig ret, der muligvis ikke gør sig så godt visuelt i en blog. Dejligt at kunne spise andelever med god bæredygtig samvittighed fremfor nabobordets misbilligende blikke ved foie gras servering.

Den tredie servering hed crudo. Det betyder “rå” og skulle være en lokal og nordisk udgave af sashimi. Restauranten har et kort over de forskellige råvarers oprindelsessteder, og gør en dyd ud af at fortælle historien om det nære og det lokale. Wasabi var blevet til peberrod og ingefæren blev udgjort af to forskellige små tuer. Den røde var en fermenteret version af, hvad, jeg har lært, er en japansk bladmynte. Den smagte fuldstændig som ume boshi. Det lille gule bjerg var syltet kvæde, og soya saucen skiftet ud med æggehvide garum. Google fortæller mig, det er fermenteret fiskesauce. Det hele var meget nordisk. Lækkert, men givet valget ville jeg nok kaste mig over den japanske version fra Anaba.

Vi havde valgt to forskellige hovedretter. Jeg valgte en surdejsfettuchini – naturligvis lavet i eget bageri. Den var svøbt i svamp og røget ost. Det skulle hurtigt vise sig at hovedrollen denne aften blev min medspisers valg. Vi havde retteligt fået at vide, at retten var baseret på et torskehoved, men stor var overraskelsen alligevel, da et mindre fad med et udfoldet, bagt og gigantisk glaseret torskehoved dukkede op. Øjnene var heldigvis taget ud, men jævnfør nose to tail konceptet må jeg antage, de indgår i en anden ret. Aldrig før har en hovedret i den grad fået mig op af stolen. Døm selv!

Vinen

Vinen får sit eget kapitel. Vi bestilte uden at opdage det den ældste vin på kortet baseret på druen (cortese), og de havde sin sag for i forhold til åbningen af den aldrende prop. Som undskyldning kom de med to glas mousserende dansk vin på Solaris. Boblerne var ret imaginære, og dansk naturvin bliver aldrig min ting. Den var ufiltreret og økologisk, men det var virkelig sødt af tjeneren, som i det hele taget gav en virkelig god betjening.

Vores hvidvin lignede æblemost og måtte dekanteres. Den smagte afsindigt oxideret, og tjeneren var ikke i tvivl, da hun så mit ansigt….Vi kan altså godt finde en anden til jer. Det tilbud tog vi imod. Vi fik en chardonney, som var naturvin ligesom alle andre vine på kortet. You cant escape it….Jeg gider ikke naturvin, og jeg mangler stadig at smage en fantastisk af slagsen, men nu skulle vi ikke rode mere rundt i dårlige vinbeslutninger, så vi drak den.

Alt i alt var det en uforglemmelig aften. Det var ikke serveringer, der gik i et med tapetet. Jeg syntes også, smagene var udfordrende og ikke mindst det enorme glaserede bæst til hovedret bidrog til festlighederne. Temaet er natur, lokalt, bæredygtigt og mindsk madspild. Jeg fik resten af min fettuchini med hjem i en lille papboks, så intet gik til spilde.

Prøv det, hvis du er forberedt på konceptet og en smule gastronomisk eventyrlysten. Hvis du godt kan lide at maden smager, som du forventer, så skal du måske kigge videre i bloggen og vælge et andet sted. Vi betalt 1000 kr pr mand, og det er klart i overkanten for det vi fik serveret.

Il Buco: Njalsgade 19C, 2300 Kbh S, Islands brygge

Indlægget Il Buco – en uforglemmelig hovedret i bogstavlig betydning blev først udgivet på Taking a bite.