Vi havde bestilt bord, og det vil jeg anbefale, da der virker til at være rift om pladserne. Gartnergården er et stort sted, og der er mange kroge og krummelurer. Først går man gennem en større gårdbutik, der huser et bageri. Derefter gennem mere gårdsalg i form af frugt og grønt. Til sidst kæmper man sig gennem et udsalg af boligindretning, hvor prikket salatbestik står side og side med lokalproducerede bivoksbaserede kertelys og økologiske viskestykker.

Brunch

Vi styrede over gårdspladsen, hvor der var indrettet en lang bar og tilhørende træfyrede pizzaovne. Hvis ikke det var for den alkoholbegrænsende bil på parkeringspladsen ville jeg se en lys fremtid med aperol spritz og pizza der. Videre inde gennem noget almuestue og ud på en terrasse, hvor vi fandt et bord. Samme område var blevet opdaget af et ukendt antal skrigende børn, der ubetinget havde ‘the upper hand’ rent decibelmæssigt og kæmpede om forældrenes trøst og opmærksomhed. Det er svært at kæmpe mod muligheden for at klatre i halmballer. Vi tog kun kampen op mod hvepsene og hentede en kop latte.

Kaffen blev ledsaget af en virkelig lækker brunch med juice, brød, pølser og alt mulig andet godt. Der er flere varianter at vælge mellem, og når du nærmer dig frokost, er der også fyret op i pizzaovnene.

Fraregnet mange eksalterede børn var det et utrolig hyggeligt sted. Det afspejler naturligvis kun egne præferencer og kunne tjene som en reklame for andre, med behov for at kunne slippe ungerne løs. Efter brunchen måtte vi rundt i gårdens butikker. Jeg har så utrolig svært ved at behovsudsætte, når jeg er i gårdbutikker, men det lykkedes mig kun at gå derfra med vinduer, brød og nem ‘hjemmelavet’ pizza til aftenmaden.

Gartnergården er virkelig et dejligt sted, som drager en varm sommerdag, hvor åen koger over og din toværelses lejlighed mangler græsbeklædt udeservering. Brunchen er lækker og koster 199 kr. Smid lidt kaffe oveni og gå derfra med en regning på små 300 kr. Det er ganske godt! Hav lidt med i reserve til din tur gennem gårdbutikken. I challenge you: Du kommer helt sikkert ud med noget friskbagt brød og en most!

Indlægget Gartnergården i Århus kan virkelig lidt af hvert blev først udgivet på Taking a bite.

Konceptet

Konceptet er lækkert. 3 tapas, 4 tapas, 5 tapas eller flere til x kr. Man kunne så sammensætte af 20 forskellige. En almindelig god frokostsult fordrede 5 tapas. Uden en højere handelseksamen i matematik kan jeg godt regne ud at kombinationsmulighederne nærmede sig uendeligt. Vi havde nøje nedskrevet ønskerne fra hver person og givet køkkenet en chance for at sunde sig og møntre mental styrke, inden vi troppede op.

Mens falafler, nachos, panerede kyllingestykker og marinerede tigerrejer fløj om ørene på mig koncentrerede jeg mig om min egen fem-foldige tallerken. Som eneste havde jeg valgt tunmousse, som var rigelig og lækker. Inden folk tager det for gode varer, skal I vide, at jeg virkelig sætter pris på den fra Karolines kogebog med halvt smør halvt tun. 

Jeg blev i den maritime verden, dog uden obskøne mængder af smør, og kastede mig over min lækre og bløde laksetartar. Små lyserøde rejer dekorerede min avokado. Kunne klart have brugt en sur citron istedet for mine syrlige bemærkninger om mangel på samme. 

Udendørsservering

Tilsidst havde jeg hoisinglacerede spareribs og nogle ovnstegte kartofler med dip, der udgjorde min selvbestaltede hovedret. Det bedste ved dette menukort var, at vi formåede at finde noget, der kunne stille alle tilfreds i alderen 10 til 77.

Maden er arrangeret superlækkert, og 14-01 ligger perfekt i midten af Vejle endda i solen, hvis man fejrer fødselsdag med nogen, der har opført sig pænt. Koster 200 kr for 5 tapas og det er i den grad en rimelig pris, uden nogen skal sælge deres førstefødte. Vi fik en iskaffe i solen bagefter og loadede op på D-vitamin. Hold endelig ind her med eller uden hele den pukkelryggede. Det er et super godt sted med frisklavet mad og særlig rart at de forskellige elementer ikke rører hinanden, men sådan sætter vi pris på forskelligt – tag herhen.

14-01 Tapas og Burger: Rådhustorvet 3, Vejle

Indlægget 14-01 Tapas og Burger er vejlensisk velsmag blev først udgivet på Taking a bite.

Margaritaen får selskab af sin bedste ven nachos med guacamole. Hvis ikke her, hvor så? Jeg sipper den og føler mig hensat til Atacamaørkenen, som jeg sidder og kigger ud i solskinnet mellem kaktusserne i vinduet. Først kom 4 hapsere ind til os, mens vi bevæger os videre til hvidvinen.

Hapsere

Først kan vi fingerhapse en minitærte med parfait af kylling, madagaskar peber og grøn papaya. Jeg er ikke verdens største fan af kyllingelever, men pakket ind i Andes-vibes fungerede den skønt. Det samme gjorde den grillede agurk med letrøget vesterhavsfisk, tørret tomat og saltet lime. Igen tænker jeg faktisk, at varm agurk er lidt sært. Den mister sin crunch, men smagte godt med fisken, og når nu den er så fint anrettet skal jeg bestemt ikke være kritisk.

Jeg lærte nu et nyt udtryk, som ikke lød specielt sydamerikansk, men tigermælk blev nu en del af mit ordforråd. Uden dog på nogen måde at kunne gengive den i mit køkken. Den var syrlig og passede godt til de rå melonkugler, som nok var det eneste jeg ville kunne kreere med relativ stor overbevising. Som afslutning på hapserne fik vi en rabarber gazpacho med æbletern og løvstikkeolie og en gavmild sjat lagret tequila. Jeg tror faktisk, at rabarber tequila ville kunne gøre det godt på et dansk julefrokostbord.

Vi kørte på med hvidvinen fra Duoro. Den kan næppe prale af at være sydamerikansk, men portugisisk talte den da. Dertil en vestjysk fisk med olivenolie, pebercreme og salsa amarilla, der næppe gjorde sig på verbalt på portugisisk men smagte meget latino. Tostada med grillede grønne asparges, queso fresco, ærter og æggeblommecreme kunne lige nappes med fingrene. Vi fik hele to chancer for at se elegant ud mens man prøver at køre en tostada ind i gabet, men det opnåede vi desværre ikke ved vores bord. Næste ret var nemlig også en tostada men denne gang med kål og syltede løg.

Hovedretter

Nu overgik vi til en merlot og kylling på spyd med kejserhatte, limesyltede løg, sprødt hønseskind og BBQ. Jeg kunne spise sprødt kyllingeskind som chips, hvilket muligvis ikke ville være hensigtsmæssigt, så jeg nøjes med at kaste mig over spyddene, men tippet til Kims er hermed givet videre.

Jeg har fulgt troligt med i Masterchef og konstaterer at der åbenbart er meget få ting, der ikke kan bære en blanquette sauce. I dette tilfælde dækkede den fine stykker af hvide aspargeshoveder med havgus og løvstikke. Den havde helt sikkert fået een videre fra de indledende runder.

Grillet gris med hvide gulerødder og peanut mole slap for blanquette saucen, som jo dybest set nok heller ikke rigtig hører til på kontinentet. Grisen var god og fire små skiver gulerod gav os følelsen af faktisk også at spise noget grønt , men nu var maven snart proppet og promillerne oppe efter en substantiel vinmenu

Dessert

Den ene af desserterne var så klassisk, som det nok bliver, med churro i chihuahua størrelse med kanelsukker. Den blev akkompageret af et lille cafe lattefarvet tæppe i lighed med mine vægge fra 90’erne, der alle var malet i G101 fra røverkøb. Under kaffetæppet fandt vi en creme fraiche is med lime og bagt rabarber. Her var jeg nok lidt svær at stille tilfreds for jeg var temmelig mæt. Desværre fik jeg associationer til føromtalte latte med mælkeskind. For min skyld kunne desserterne godt være et muligt tilkøb.

Menendez er et rigtig god bud på en god aften. Du kan måske lige diskutere med dig selv, om det er en god idé at tage i “gaden” efterfølgende, men Menendez er i hvert fald en god idé. Der er både a la carte og menu vejen at gå ned ad. Vi drejede af ved menuerne og gik full monty på det, de kaldte “Stor Menendez”. Den står til 1000 kr pr person inklusiv vinmenu. Det kan så absolut gøres billigere, hvis du vil. Men tag den fulde oplevelse – jeg tager dog ikke ansvaret for, at du får lyst til at tage til Peru bagefter. Hasta La Vista!

Menendez: Ved Stranden 7C, Ålborg

Indlægget Restaurant Menendez er sydamerikansk i det nordjyske blev først udgivet på Taking a bite.

Den ligger på torvet og er et af de få vandingshuller i den lidt søvnige provinsby. Der er hyggeligt indrettet og menukortet afslører ganske rigtigt gedigen kromad inklusiv en mulighed for burger til den mindre eventyrlystne gæst.

Vi gik ombord i en rejecocktail. Det bliver ikke mere klassisk. Rejerne håndpillede, på bund af salat med dåseasparges og thousand Island dressing on the side. Brødet var nybagt og superlækkert. Vores maritime cocktail smagte fuldstændig som den skulle, og som man ville forvente på en jysk kro med en god fast håndpillet reje. Vi havde valgt en Chardonney, som blev skænket i rigeligt fredagsmål og endda til en billig penge. Når den ovenikøbet er kold er mange parametre opfyldt i min bog.

Hovedretter

Hovedretterne blev udvalgt til at være wienerschnitzel og kulmule. Der kom kæmpe portioner ind, der måtte kæmpe lidt med rejerne og det nybagte brød om pladsen i maven. Stort stykke fisk med lidt crumble på og maste kartofler og beder i diverse nuancer. Dejligt med fisk godt tilberedt. Vi fik begge muligheden for at drukne vores ret i smørsauce med kapers. Smørsauce er virkelig en sjælden gæst på min tallerken men smagte kalorierigt og godt

Schnitzelen havde mistet sin dreng, og vi gættede på den muligvis havde været stegt noget tid forinden men opvarmet til lejligheden. Men smagen var god og ingen gik ned på ærter.

Dessertkortet forblev ulæst, og jeg vil udfordre enhver til at kunne spise tre retter, for så vil man virkelig blive mæt. Vi trillede derfra i bil og med 860 kr mindre på Dankortet. Det er ikke overvældende billigt, men med store portioner i et køkken, der sætter pris på at gøre det godt i disse inflationsramte tider er det en forventelig pris. Tag I trygt på Diagonalkroen, hvis du er sulten omkring Give.

Diagonalkroen: Torvet 1, Give

Indlægget Diagonalkroen byder på lækker kromad i det Midtjyske blev først udgivet på Taking a bite.

Vi blev mødt af mængder af ginflasker, der havde bemægtiget sig al vægpladsen i sirlige rækker. Til min store overraskelse var der ledige pladser, og vi slog os ned. Vendte et A5 udprint i den tro det var menukortet. Det var langt fra menukortet. Det lå ved siden af og fik Harry Potter bog 7 til at blegne i tykkelse.

Vi kastede os over udvælgelsen. Her må jeg give ejerne af Two Socks et tip. Folk der køber drinks til 120-130 kr stykket er muligvis ikke gymnasiesegmentet. Man kunne godt have brug for enten en my mere lys eller en 50 år+ venlig font størrelse.

Drinksene blev udvalgt og blev serveret med den største højtidelighed. Det første sæt bestod af flamberet appelsin gin og tonic og en rabarber-sag. Vi fik nøje forklaret alle ingredienser, mens tjeneren pegede ned i drinken med lillefingeren og gik ærbødigt igang. Appelsinen var enorm aromatisk, hvor rabarbaren godt kunne have smagt mere igennem.

Espresso og lilli pilli

Det var jo lørdag aften og nu havde vi jo fået et bord, så vi gik ombord i menukortet påny. Mit blik faldt efter intens bladren på en espresso Martini og min veninde fandt en eksotisk lilli pilli drink. Efterfølgende Google Search vil vide at det er et australsk bær. Jeg er sikker på det er supersund og indeholder antioxidanter. Espresso martinien med noget færre foryngende ingredienser smagte skønt – som en iskaffe med et twist. Lilli pilli virkerede mere diskret

Vi gik fornøjede ud i Århus pulserende natteliv for at finde en natbus. Skulle du have lyst til endnu en drink var der rigeligt at vælge mellem til den lyse morgen eller kreditmaximum på dit dankort ville stoppe dig. Det er et superhyggeligt og blandet klientel og dæmpet musik. Hyggeligt indrettet og virkelig en mulighed for at nørde gin. Her skal jeg hen igen. Måske ses vi?

Indlægget Two Socks – gin på 1000 måder blev først udgivet på Taking a bite.

Vi fik en dejlig flødefarvet fiskebouillon med bagt hvid fisk og purløgsolie. Fløden fornægtede sig ikke i smagen, og jeg kunne sagtens have spist en portion mere. Det smagte skønt med det friskbagte brød til. Det skulle vise sig, at vi ville blive rigeligt mætte.

Hovedretten havde vi ligeså stort besvær med at vælge, men endte på samme ret, nemlig braiserede svinekæber. De blev ifølge menuen akkompagneret af blomkål og en syltet rødbede og badet i en sauce Robert. Jeg må sige, jeg aldrig har hørt om Sauce Robert, men google kan oplyse mig om at det i virkeligheden nok er det svinekøberne ligger og svælger i. Alligevel blev vi ramt af forsyningsangst og så os nødsaget til at bestille både ekstra pommes fritter og en spidskålssalat for sundhedens skyld.

Himmelske pommes

Jeg kunne finde på at komme på Restaurant Komfur alene for at bestille og mæske mig i pommes fritter. De var sprøde, rygende varme og bløde indeni. Helt perfekte. Spidskålssalaten imødeså vi med afdæmpet begejstring, for der var også knuste kartofler til kæberne og faktisk utrolig meget mad på bordet.

Vi endte med ikke at kunne spise dessert og drak det sidste glas rødvin af flasken som nedvarmning. Komfur er et virkelig hyggeligt sted, som serverer gode gedigne retter til helt OK penge. Vi kom af med ca 600 kr pr mand for to retter hver og en flaske rødvin til ca 450 kr. Tag I trygt herhen. Husk at bestille pommes fritter til alle retter!

Restaurant Komfur.  Guldsmedgade 38-40, Århus C

Indlægget Restaurant Komfur er mors weekend-kødgryder i Århus blev først udgivet på Taking a bite.

Efter en intro til dyrkningen, og en fortælling, om hvordan han kom i stand med hele menageriet gik vi ud i markerne. Vesterhave vingård sælger selv alt det, de producerer. Selvom der er bud fra den store by modstår bonden fristelsen og sælger kun lokalt. Han producerer 5000 flasker om året, så det er jo nærmest kun til husbehov. 

Nogle af vinrækkerne var dækket med tang fra fjorden for at se om det kunne hæmme ukrudt og evt ville give vinen en anderledes smag, men det må næste års høst afsløre. Det meste af vinen var bundet op for at den ikke var så let et bytte for frosten. Han beskar planterne i marts og lavede nye skud, som blev til små nye planter, der kunne bidrage til produktionen efter ca 5 år. 

En mystisk laserdims stod i den ene ende. Det var en solsorteforskrækker, så de ikke åd druerne. Højst avanceret. Vi kom med i vi kælderen, hvor de fadlagrede vine lå på barrique. Nogle af dem havde spåner liggende og trække i selve vinen for at give mere smag af fad.

Smagning

Heldigvis sluttede turen af med en smagning. Vi fik 7 forskellige, men dog blot en smagsprøve af hver. Her kommer kunsten at have en chauffør med, der ikke drikker vin. Der er også mulighed for overnatning i shelteret i haven. Det var efter sigende en noget rustik oplevelse. Der var både rosé, bobler og forskellige røde vine. Mange af dem prisvindende.

Overordnet vil jeg sige, at de smagte godt. Jeg kunne fint drikke een af de dybrøde vine til en god bøf eller sidde på terrassen med boblerne. Men hold da op de er også betalt. 4-500 kr for en flaske vin. Der ville jeg desværre nok være fristet til at kigge lidt mod Piemonte, Toscana eller Bourgogne istedet. Men det er godt at blive trukket ud af comfortzonen.

Alt i alt en superspændende oplevelse og sjovt at smage danske vine med kraftig smag, og som ikke er sure. Det tager ca. tre timer og ligger langt udenfor lands lov og ret. Du kan bestille ture på deres hjemmeside her, og det anbefales virkelig – du kan evt kombinere med en tur til Karrebæksminde.

Vesterhave Vingård: Vesterhavevej 204, Karrebæksminde

Indlægget Dansk vin på nye smagfulde prisvindende flasker blev først udgivet på Taking a bite.

Vi blev vist ind i det 400 år gamle sorte træhus med tørv på taget. Hurtigt stod der en dram foran os. Jeg valgte pærejuicen med peberrod og min søster valgte den nordiske akvavit. Begge rev godt i halsen! Så var vi igang. Restauranten var delt op i tre rum og seks borde, og i alt kunne man nok være 16-18 personer. Et stort klaver stod hjemmeligt og stemningsfuldt i hjørnet. Følgende beskrivelse bliver nok lidt lang, men oplevelsen af denne middag var intens og rig på smag og informationer, som jeg har lyst til at videregive.

Ind kom en bouillon af tang. Den var dybgrøn, og man skal drikke den inden den trækker skind. Det er min egen nu viderebragte erfaring. Den smagte af umami og hav. Medfølgende var en lille grinde-tærte. Bunden var lavet med hvalspæk påført friskost med fermenterede solbær. Og toppingen var et par skiver tørret grind, der formede en lille top. Jeg vidste godt med mig selv, at dette nok ville blive en udfordrende ret for mig. Jeg har ikke den gode historik med hval, og også her skulle det vise sig, at vi fortsat havde et anstrengt forhold til hinanden. Jeg værdisatte oplevelsen, men smagen af hval er ikke for mig.

10 retter coming up

Næste ret af de 10 retter var hjertemusling, som lever ud for øerne og kan blive 300 år, hvis ikke den netop idag havde mødt dens endeligt. Den lå på en bund af saltvandschips, som jeg ikke aner, hvordan de fik lavet til fast knasende form. Alt akkompagneret af vild kamilleblomst og søpindsvin. Kamillen smagte sart men tydeligt igennem. Efter dagene på øerne svinger jeg og søpindsvin efterhånden i takt. Det har ellers taget mig 48 år at komme dertil.

Restauranten har en aftale med en fritidsdykker, der samler jomfruhummere, forskelligt tang, muslinger etc sammen og placerer i en kasse i vandet. Den kasse henter restauranten så inden, der skal laves mad. Det er det friskeste fra fjord til bord koncept, jeg har oplevet. 

Næste ret var netop verdens største jomfruhummer med søsalat og urter til den ene side og kimchi sauce på den anden side. Naturligvis kogt af skallerne fra hummer og pindsvin. Det gik igen gennem alle retterne, at alt blev brugt, hvis ikke i første omgang, så næste. Vi havde valgt vinmenu, men der var også mulighed for den ikke-alkoholiske. Der var det gennemgående tema kombucha, men vi lænede os op ad en god syreholdighed Riesling til de første retter

Funky vin til funky retter

Piben skulle dig hurtigt få en anden lyd. Nu til biodynamisk, spontant og vildgæret hvid Bourgogne. Jojo der var både måneskin og alternativ energi puttet i den flaske. Den startede med at dufte af kemikalier. Smagen gik dog over retsina for at ende i noget, der mindede om sherry. Funky vin til funky retter bedyrede tjeneren.

Næste ret gik under temaet ‘the less loved parts’. Kødet fra torskens bug og torsketunge. Vi blev lovet, at det var meget kollagenholdigt, og jeg kunne mentalt mærke rynkerne om øjnene glatte sig lidt ud. Kollagenen, der trak ud af fisken blev omgjort til sauce. Og her abonnerer jeg på kollagen kosttilskud, når jeg i stedet bare kan spise torsketunge. Mavekødet havde været pakket ind i tang i et par dage inden servering. Vi spottede en lille pesto på torsketungen. Den var blevet til over fire måneder ved at mixe torskeindmad og leveren fra jomfruhummeren. Jeg ville ikke kunne identificere en jomfruhummerlever, hvis jeg blev betalt for det hverken via syns- eller smagssans. Det smagte røget. Hvorfra den smag kom, ved jeg ikke.

Bæredygtighed

Bæredygtigheden ville ingen ende tage, da vi fik havtaskekæber, som åbenbart ikke er noget de normalt bruger. De var ‘cervichet’ i syren fra stikkelsbær. Der stod nu ‘sandworm’ på menukortet, og jeg var ængstelig. Heldigvis var det en urt (sandarve), der var så rig på protein, den kunne lave sin egen emulsion. Fælles for disse fiskeretter var rene friske smage. Alt smagte lidt af hav på den gode måde. Jomfruhummeren kunne jeg godt have nappet to af.

Vi skiftede heldigvis vin til en dejlig spansk albarinho. Et gedigent stykke torskefilet svøbt i tang og derefter sin egen sprødstegte skind. Den dannede en lille ø i en sauce, hvor vi igen genbrugte tidligere elementer, nemlig vandet fra hjertemuslingerne. Tilsat lidt hakket konk-snegl og et lillebitte kartoffelbrød på størrelse med en oblat. De ruttede ikke med brødet, men der er heller ikke mange hvedemarker at komme efter på øerne.

Ræst-og skærpekød – en acquired taste

Nu til hovedretten og aftenens berømthed. Ræstkød og skærpekød fra hhv nakke og lår af fåret. Nu skulle slagets slås. Vi havde en idé om, at det ville dele sit publikum ret godt op. Hvilken side stod vi mon på? Ræst- og skærpekød hænger i udhuse. Det gør det stadig den dag idag. Vi så de fleste huse faktisk havde et tilknyttet sted med udluftning, så luft og salt kunne tørre og salte kødet. Kunsten bestod i at få det saltet nok og køligt nok, så det ikke går i forrådnelse, men tørfermenteres. Alt fra 3 mdr til et år hænger det der og gennemgår flere stadier. Restauranten er jo netop opkaldt efter dette stykke kød, så vi var spændte og erfarede fra tjeneren, at det kunne man fint få med på madpakken på Færøerne.

Den ene del af vores ret var indbagt ræstkød toppet med blomster. Den anden del var skærpekød på et lille stykke rugbrød med riiiigeligt hjemmekærnet smør. Begge dele utrolig små, og det skulle vise sig, at være alt rigeligt. Umami smagen var nærmest overvældende og skærpekødet kunne næsten forveksles med ost. Jeg syntes faktisk smagen var fin, men vi havde ikke ramt min søsters ellers utrolig madmodige palette lige med denne ret.

Ledsaget af Gevrey-Chambertin, som det muligvis ikke har været helt oprindelig traditionelt, men man måtte også godt lige have lov til at få lidt kendt fodfæste ind i mellem.
Nu bevægede vi os over i desserterne. Kærnemælken fra vores hjemmekærnede smør var omgjort til is. Den lå i en grøn sø af irgrøn agurkesaft med fermenterede grannåle. Speciel men lækker kombination.

Desserterne med uldinfuseret mælk

Dessertvinen var en cocktail. Rabarber, som er mit indtryk indgår i alle desserter, sake, gin og en rosmarinkvist med ild, der blev slukket i drikken for det aromatiske touch. Lækker lyserød og venlig sommerdrink. 

Hvis du er med mig så langt kan jeg fortælle vi blot mangler tre retter. En afsindig kompliceret kage med creme af tørret hybenrose, glaze af friske hybenroser og en puré af rabarber og stænglen fra en kvan. Denne stride plantestængel skulle koge seks timer, før den gav op og blev medgørlig. Hvem har tålmodigt opdaget dens spiselighed til at begynde med?

Der kom et udvalg af petit fours. Man skal ikke skue hunden på hårene og antage noget som helst på forhånd om disse små stykker sødt. Chokoladen med et indre af kombutang og karamel var under aftenens omstændigheder nærmest en normalitet. Her hørte normaliteterne op. Den ene kubeformede frugtgummi-sag var faktisk vores gammelkendte ven jomfruhummeren, der havde lagt saft og kraft til den. Den lille beignet var med mælk, som var infuseret med uld. Til amatørkokken kan jeg sige, man lige kan lade mælken suse igennem lammeskindet inde fra FDB stolen. Det var en helt særlig smag, og det krævede bestemt man havde et afslappet forhold til smagen af lamog uld.

Vi var praktisk talt blæst bag over af smage, da vi til sidste indtog vores sidste kartoffelvaffel med creme fraiche og fermenteret byg. Tjeneren fortalte, at de havde været på ekskursion på Nolsoy og mødtes med en ‘klog kone’, der vidste alt om spiselige urter og andre færøske ingredienser. Vi forstod også at restauranten havde ændret stil siden foråret, hvor det havde været mere traditionel husmandskost til nu, hvor det franske touch i teknikkerne klart var fremherskende. 

Udvid din madhorisont

Hele aftenen var så gennemført. Du blev bombarderet med ting og smage at forholde sig til. Traditionel færøs bondekost var hævet op til et Michelin niveau, men det kræver noget af dig. Det var udfordrende og sjovt og faktisk i skærende kontrast til Roks fra dagen før, hvor den mere gængse gane var i centrum og alt var pure velsmag. Bæredygtighed og brugen af alt fra dyret, fisken, urterne var i højsædet. Der er kun een menu, og den koster 1400 kr. Du har valget mellem vinmenu og saftmenu. De står til hhv 995 kr og 595 kr. 

Hvis du er nysgerrig og parat til at lade din madhorisont udvide sig, så prøv for guds skyld Ræst. Det var en hæsblæsende oplevelse og den restaurantoplevelse, der står som een af de mest særprægede nogensinde for mit vedkommende. Hvis du godt vil sikre, at alle smage rammer bulls-eye på din tunge, kan det godt være, du skal spendere pengene på Roks istedet. Den er ikke for alle, men tør du, så bestil. Du oplever ikke noget lignende andre steder. Dét er en garanti.

Ræst: Gongin 8, Torshavn

Indlægget Ræst er indbegrebet af de fermenterede Færøerne blev først udgivet på Taking a bite.

Udenfor er det et helt traditionelt sort træhus med græstørv på taget. Indenfor er det hyggeligt istandsat men uformelt og en dejlig atmosfære. Vi havde på forhånd booket bord, hvilket er nødvendigt. Der skal faktisk også betales på forhånd. Det gør lidt ondt på tidspunktet, men føles som en dejlig billig middag, når man forlader selve stedet. 

Vi gik all in på the full experience, man kan også vælge en mindre udgave. 895kr for den store menu og så måtte vinen tilkøbes på dagen. Vi fik først en snack af sprødstegt fiskeskin med urteemulsion. Hertil brød og smør rørt med tang. Man fornemmede nok at havet lå få skridt fra hoveddøren.

Myriade af forretter

Forretterne kom i stride strømme. Hele aftenen skulle vise sig fisk og skaldyrsbaseret. Først sarte jomfruhummere i en bloody mary sauce. De bed lidt fra sig med kløer og tabasco. Ved siden stod en samling dampede blåmuslinger. Hver og een var i sin skal ved at drukne i en citron-peber skum. Vi hjalp dem alle sammen ud af deres knibe og ned i løgnhalsen. Mægtigt stod også to søpindsvin med deres sarte orange kød. Det havde fået lidt salt. Det smagte anderledes og meget bedre end jeg husker det fra muligvis tvivlsomme sushirestauranter.

Næste servering var leverpostej fra en havtaske. Det kan jeg ærligt sige var øen ny oplevelse. Smagte godt, men uden at være en ting, jeg bestiller igen. Tilgengæld var kartoffelvaflerne med røde poppende ørredrogn og creme fraiche skønne. En torsketerrine i en sennepssauce med fermenteret kål udgjorde det varme indslag. Skøn sauce, der utvivlsomt ikke har sparet på fløden. 

Jeg ved ikke, om vi var på vej til de indledende knæbøjninger for hovedretten for de næste tre retter, men det var som om volumen steg. Stegte loddefisk med tartarsauce og citron. Hele fisk skulle spises med hoved og hale. Jeg lod fiskens ekstremiteter kræsent ligge tilbage, mens jeg bevægede mig over til kartoffel terrinen med hestemusling og søpindsvin. To af mineyndlingsting, kartoffel og musling. Der var forskellige salater tilhørende den enorme proteinmængde

La piece de la resistance kom nu på bordet. En indbagt rødspætte i et stykke fiskeformet butterdej. Følgesvenden var en lille rejecocktail m salat. Lækker og frisk som alt andet.

Mælkebøtteglasering

Vi var nu mætte og godt igennem måltidet. Meeen en lille fastelavnsbolle agtig sag med rabarber, jordbær og vanilleis tog alligevel sin ankomst. Den var glaseret i mælkebøttesirup. Så er der inspiration til forårets gøremål, hvis man har en træls gul græsplæne.

Allersidst sluttede vi af med et stykke chokolade med rooibos-te, og vi kunne trille derfra. En hvid Leflaive Pouilly-Fuissé var den flydende ramme om alle retter. 

Jeg vil ikke alene anbefale, jeg vil sige det er et must at prøve denne restaurant i Torshavn. Der skal bestilles og betales up front, men tag herhen. Hvis du har skaldyrsallergi må jeg nok anbefale et andet sted, ellers afsti afsted. 

Indlægget On the Roks i Torshavn – gå helt i fisk blev først udgivet på Taking a bite.

Der er ikke vanvittig mange retter at vælge mellem, hvilket jeg altid ser som et kvalitetstegn. Desuden er jeg ikke tilbøjelig til at være den hurtigste i navigere rundt i menuen, når jeg lige skal tune ind på hvad maven har lyst til. Det er vigtigt at vælge rigtigt, man får jo ikke aftensmad igen før dagen efter. Valget faldt på en cremet hummer bisque med surdejsbrød. Den blev serveret i en lille syltekrukke med en håndfuld umotiverede taffelchips på toppen af låget. Dem havde jeg ikke specielt brug for, men de generede heller ikke. Man skulle arbejde lidt for føden med den lange glas og hummersuppen på bunden. Små stykker hvid fisk fandt vej på skeen, når den blev dyppet i dybet.

Kulmule med Sancerre

Selskabet indenfor lejlighedsang sig gennem vores forret og vi måtte vente på hovedretten. Det ar fint at sidde og kigge ud over lystbådehavnen og ventetiden blev forsødet af endnu et glas Sancerre, der gavmildt og gratis blev skænket af serveringen fordi vi skulle vente. Gavmild og gratis er præcis sådan, jeg kan lide min vin.

Valget af fiskeretten forblev i den maritime stemning og vi fik serveren en bagt kulmule. Den svømmede rundt i lidt muslinge sauce og fulgt af lidt sommergrønt og nye kogte kartofler. Godt med fløde og protein i min mave var jeg mæt og tilpas efter måltiden. Der var en uhøjtidelig stemning på kajen, og restauranten ligger simpelthen så skønt og serverer dejlig mad. Her anbefaler jeg klart et besøg, hvis man skulle trille rundt i det midtjyske.

Restaurant Galionen: Brejning Strand 7, Børkop

Indlægget Prøv Restaurant Galionen på lystbådehaven i Brejning blev først udgivet på Taking a bite.